Eksilsamfundet

Tibetanerne i eksil

Flugten

Den 10. marts 1959, efter 10 års besættelse af Tibet, var Dalai Lama inviteret  til en teaterforestilling hos den kinesiske besættelsesmagts øverstkommanderende i den kinesiske garnison i Lhasa. Der var på det tidspunkt en anspændt politisk situation, fordi tibetanere havde gjort oprør forskellige steder i Tibet, og kinesiske tropper havde i mere end tre år prøvet at nedkæmpe oprørerne.  Brigadechefen havde bedt Dalai Lama skære kraftigt ned på sit almindelige følge og krævet, at ingen tibetanske soldater fulgte ham, højst 2-3 ubevæbnede livvagter, da kineserne prøvede at hemmeligholde arrangementet. Indbyggerne i  Lhasa havde alligevel fået nys om invitationen og  blev meget bekymrede for deres leder. Ved middagstid havde ca. 30.000 mennesker forsamlet sig uden for Dalai Lamas sommerpalads Norbulingka for at forhindre Dalai Lama i at tage hen til forestillingen. Dalai Lama meldte afbud til kineserne, som blev rasende og truede med at tage drastiske midler i brug for at knuse modstanden. Den store folkemængde  forblev dog udenfor Norbulingka, mens andre afholdt demonstrationer i Lhasa imod den kinesiske besættelsesmagt, og situationen tilspidsede sig.
Dalai Lama spurgte sit orakel mange gange i løbet af de næste par dage, om han skulle flygte og hver gang fik han et negativt svar, indtil oraklet den 17. marts råbte "tag af sted, tag af sted".
Samme aften forlod Dalai Lama sit palads forklædt i en gammel frakke og med en riffel slynget over skuldrene. På vejen stødte flere og flere til flugtgruppen, og 350 tibetanske soldater og en ca. 50 mand stor irregulær hær fulgte Dalai Lama og hans ledsagere. Da soldaterne havde sikret sig at kineserne ikke havde opdaget flugten, drog de tilbage til Lhasa. Efter 18 dage nåede Dalai Lama og hans 80 mand store følge den indiske grænse. De var alle i en elendig forfatning efter  flugten over Himalaya.
Efter Dalai Lamas flugt nedkæmpede kineserne tibetanernes oprør i Lhasa. Klostre,  templer og andre bygninger blev lagt i ruiner. Der flugte hård undertrykkelse. Mange tusinde tibetanere blev dræbt eller sendt i fangelejre.
 
De første år i eksil
 
Da præsident Nehru annoncerede i det indiske parlament, at Dalai Lama var ankommet sikkert til den indiske grænse, rejste alle sig op og klappede. Men Nehru stod i en vanskelig situation. Kina lagde hårdt pres på ham. Verden var midt i den kolde krig. Indiens udenrigspolitik var afhængig af Indiens status som et alliancefrit land, og det at Dalai Lama fik asyl i Indien kunne nemt opfattes, som om Indien havde placeret sig i den antikommunistiske lejr i den kolde krig. Nehru lagde derfor vægt på, at hans støtte til Dalai Lama var humanitær, og at Dalai Lama ikke måtte bruge Indien som en base for sit arbejde for et frit og uafhængigt Tibet.

Den store flygtningestrøm

Tibetanerne strømmede ind over den indiske grænse. Mange var syge ved ankomsten, og mødet med det indiske klima slog mange ihjel. Der blev etableret 2 flygtningelejre i det nordlige Indien. Tibetanere blev sendt ud for at bygge og reparere veje. Det var hårdt arbejde, som alle tog del i - også børnene. Det varme og fugtige klima, en ny diæt, det hårde arbejde, sygdomme, som tibetanerne aldrig før havde kendt, og fortvivlelsen over at have mistet deres fædreland gjorde, at mange bukkede under.
Et af de store spørgsmål i det første år var, om tibetanerne skulle samle sig i et område i det nordlige Indien nær ved Tibet, eller om de skulle søge derhen, hvor de kunne  få  stillet  jord til rådighed. Dalai Lama mente, at det ikke var afgørende, hvor de boede, men at det vigtige var at finde  steder, hvor de kunne slå sig ned, så de kunne vedligeholde den tibetanske  kultur og identitet. Præsident Nehru fandt først jord til tibetanerne i den sydlige del af Indien i delstaten Karnataka. I december 1960 blev det første hold flygtninge kørt fra deres flygtningelejre til deres nye hjem - en  jungle med bl.a. elefanter, tigre og vildsvin.
Boks
En af disse flygtninge fortæller om sin første aften i junglen: "Vi tvang os selv til at spise, men vi var alle så bange og  følte os så fortabte, at ingen kunne tale. Mange mennesker sad hjælpeløse på jorden og græd. Vi kunne høre lydene fra de vilde dyr i junglen, og i modsætning til i Tibet kunne vi ingenting se. Ligegyldigt hvor man så hen, var der ikke andet end træer".
De fleste bosættelser blev anlagt mellem 1960 og 1965.  I dag er der 54 bosættelser i Indien, Nepal og Bhutan.
 
Til Dharamsala
 
Efter det første år i eksil i Mussoorie flyttede Dalai Lama og Tibets regering – Kashag - til Dharamsala ved foden af Himalayabjergene.
Her påbegyndtes arbejdet med at etablere en eksiladministration med 6 ministerier: indenrigs, udenrigs, religion og  kultur, uddannelse, finans og sikkerhed. Samtidig blev der etableret kontorer i New Delhi, New York, Geneve, Tokyo og Kathmandu. Ved hjælp af indiske jurister begyndte arbejdet med at lave et udkast til en demokratisk forfatning, som skulle bruges til at etablere den første valgte regering i Tibets historie.
I 1960 blev et demokratisk parlament etableret, Assembly of Tibetan People's Deputies. Men først i 1990 blev der lavet reformer, som gjorde, at den tibetanske forfatning blev egentlig demokratisk. F.eks. skal Dalai Lama ikke længere udpege ministrene til Kashag, og alle eksiltibetanere i hele verden, som er fyldt 18, kan stemme på en repræsentant i parlamentet.
Parlamentets sammensætning ligner ikke et vestligt parlament. Der er sæder nomineret for alle de forskellige religiøse retninger, for de tre regioner i Tibet, og for USA og Europa. Der er specielle sæder for kvinder, og  Dalai Lama kan selv udpege 3 repræsentanter. Det tibetanske parlamentet er et parlament i eksil, som repræsenterer grupperinger af tibetanere spredt over store dele af verden. Dalai Lama har lige fra starten af sin tid som eksilleder udpeget nogle mål for tibetanerne i eksil,  hvoraf de vigtigste er at bevare tibetansk kultur og identitet samt ved hjælp af ikke-voldelige aktiviteter at skabe politisk mulighed for at vende tilbage til Tibet. Det er derfor bl.a. vigtigt, at parlamentet repræsenterer de forskellige egne og trosretninger i Tibet, for at alle dele af den tibetanske nation kan komme til orde.
På trods af demokratiseringen er Dalai Lamas indflydelse stadig meget stor. Tibetanerne har været vant til at følge Dalai Lama i et og alt, idet han både er religiøst og statsligt overhoved. At skabe en folkelig debat omkring Dalai Lamas synspunkter er derfor næsten umulig. Enkelte grupper, f. eks. medlemmer af Tibetan Youth Congress, har stået i opposition til Dalai Lama i spørgsmålet om brugen af vold i kampen for et frit Tibet. Men ellers er der langt imellem offentlig kritik af Dalai Lamas ledelse.
 
Hvor bor eksiltibetanerne og hvad laver de
 
Tibetanerne er spredt ud over hele verden; dog bor de fleste i Indien og Nepal. Ca. 60 % af tibetanerne i Nepal og Indien bor i tibetanske bosættelser. Resten har enten ikke kunnet få et sted at bo i de overbefolkede bosættelser eller har søgt væk for finde en indtjeningsmulighed.
 
Indien:116.000
Nepal:16.000
Bhutan1.500
Resten af verdenen:6.500
I alt, skønsmæssigt140.000
Skønsmæssig vurdering af antal af tibetanske flygtninge i eksil
 
Af hele den arbejdende tibetanske befolkning i eksil beskæftiger ca. 26 % sig med landbrug, 8 % med tæppevævning og 29 % med handelsvirksomhed, f. eks. salg af beklædning. 13 % beskæftiger sig med serviceydelser, og de sidste 24 % er spredt over mange forskellige erhverv, eller er uden beskæftigelse.
Et af de største problemer, som eksilregeringen står over for netop nu, er, at mange af de unge mennesker ikke kan finde et arbejde i bosættelserne. Der er allerede for mange mennesker om de små jordlodder, og i konkurrencen med inderne på det indiske jobmarked står tibetanerne svagt. Kun hvis de har høje universitetsuddannelser, har de mulighed for at begå sig på lige fod med inderne.
Eksilregeringen prøver derfor at uddanne tibetanerne i forskelllige slags håndværk, som kan servicere de mange bosættelser. Regeringen øger også deres investeringer i restauranter og hoteller. Men det tager tid, og det kræver mange ressourcer.
Uddannelse
Opbygningen af det tibetanske  skolesystem i Indien og Nepal har været en succes. I Tibet inden 1949 var der en megen analfabetisme. Der var ingen skoler for almindelige børn. Næsten al undervisning foregik på klostrene. Dalai Lama så klart, da han ankom til Indien i 1959, at skoleuddannelse for børnene var altafgørende, hvis børnene skulle kunne tage del i den moderne verden og samtidig bevare deres sprog, kultur og identitet.
I samarbejde med den indiske regering blev der oprettet en fælles administration, Central Tibetan Schools  Administration,  som både finansielt og organisatorisk bistod med oprettelsen af skoler for de tibetanske børn. Hjælp fra internationale donorer samt enkeltpersoner bidrog også til arbejdet.
I dag er der 87  tibetanske skoler i eksil, og de fleste tibetanske børn får mulighed for at få en skolegang. Skolerne følger det indiske skolesystem, men fra 1.-5. klasse foregår al undervisning på tibetansk. Fra 6. klasse følger børnene det indiske curriculum, dog bliver de også undervist i tibetansk kultur, sprog og historie indtil 12. klasse, hvor de på lige fod med inderne skal tage "studentereksamen". Der bliver derfor krævet ekstra meget af de tibetanske skolebørn. De skal i løbet af nogle år mestre 3 vidt forskellige alfabeter og sprog, nemlig tibetansk, engelsk og hindi.
En del af børnene er blevet smuglet over grænsen af deres forældre, fordi  forældrene føler, at børnene ikke har nogen muligheder i deres  hjemland, og at de mister deres tibetanske identitet på grund af den kinesiske undertrykkelse af sprog og kultur. Børnene kommer så på en af de mange kostskoler i eksil.
Mange børn og unge  flygter fortsat uden deres forældre over Himalayabjergene. Ofte har de aldrig haft mulighed for at gå  i skole i Tibet, eller også har de følt sig diskrimineret af uddannelsessystemet i Tibet og af de kinesiske lærere. 
 
Klostre i eksil
 
Mange munke og nonner flygtede sammen med Dalai Lama fra Tibet. De gik straks i gang med at oprette klostre  i de forskellige bosættelser. I Indien og Nepal findes der i dag ca. 200 tibetanske klostre, heraf 93 % munkeklostre og 7 % nonneklostre. De første klostre blev bygget i 1960’erne, og der bygges stadigvæk nye. Klostrene er bygget som arvtagere til de klostre, som munke og nonner var nødt til at forlade i Tibet, og som blev ødelagt af kineserne.
Klostrenes størrelse varierer meget. På de mindste findes der kun nogle få beboere, og i de tre største klostre, Drepung, Sera og Ganden i Sydindien, bor omkring 3.000 munke i hver. På de fleste klostre er beboerne ganske unge, fordi mange af de gamle, som flygtede fra Tibet i 1960’erne, er døde. Der kommer stadig flygtninge fra Tibet, som er eller vil være munke eller nonner. Munkenes alder varierer mellem 7 og 100 år, men gennemsnitsalderen i klostrene er omkring 30 år.
På klostrene følges de gamle traditioner, som man havde i Tibet. Det betyder, at munke og nonner studerer de samme filosofiske tekster og lærer de samme ritualer, som man gjorde i Tibet. Der er dog også sket mange forandringer på klostrene. Disciplinen er generelt ikke så stram i dag, og munkene kan nyde  den moderne verdens bekvemmeligheder som elektricitet, vandhaner og Coca Cola. I dag går børnemunke i klostrets skole, hvor de studerer verdslige fag som historie og engelsk. Mange får undervisning i EDB, og klostrene er i fuld gang med at få oprettet internet-forbindelser. Klostrene har gode kontakter med den vestlige verden: de får jævnligt besøg af vesterlændinge, og munke rejser til Vesten for at undervise og repræsentere den tibetanske kultur.
De mange religiøse værker, som det bl.a. var lykkedes flygtningene at bringe med sig, måtte samles et sted,  så i 1971 blev Library of Tibetan Works and Archives åbnet. Her findes nu verdens største samling af tibetanske skrifter.
På klostrene genoptrykker man de religiøse tekster på træblokke som i gamle dage, samtidig med at man bruger den nye teknologi til at scanne teksterne ind på CD.
 

Kulturinstitutioner i eksil

Klostrene dominerende kulturen og kunsten i det gamle tibetanske samfund. I tiden før og under den kinesiske kulturrevolution blev de fleste kulturskatte ødelagt. Mestrene blev sat i kinesiske fangelejre. Det tibetanske eksilsamfund måtte tage ansvaret for, at tibetansk kultur og tibetansk kunsthåndværk overlevede.
I eksil viderefører klostrene undervisningen i kunstneriske fag som tangkamaling, træskærerarbejde, religiøse danse og instrumentalmusik. Man har også oprettet specielle institutioner for at videreføre disse kunstarter.
På Norbulingka Institute har man samlet mange værksteder under ét tag. Der lever stadig gamle mestre fra Tibet,  som underviser både lægmænd og munke i de gamle fag, der har en mere end 1.000-årig historie.
Det første institut, som blev oprettet, hedder nu TIPA, Tibetan Institute of Performing Arts. Der var til at begynde med kun 20 kunstnere, som havde lavet forestillinger i Tibet, men de havde nok viden imellem sig til at kunne undervise nye kunstnere i nogle af deres store operaer - Lhamo operaerne - som i deres fulde længde varer flere dage. Siden har man gjort sig mange anstrengelser for at indsamle viden om alle de forskellige genrer indenfor dans, instrumentalmusik, opera og sang. De gamle er blevet interviewet om deres viden, danse er blevet optaget på video, og tibetanere fra forskellige egne af Tibet har fortalt om gamle sange og dragter. I dag har TIPA sine egne værksteder, hvor dragter til de forskellige forestillinger bliver syet, og instrumenter bliver fremstillet. Skolelærere kommer på kurser, så de kan videregive traditionerne til børnene på de tibetanske skoler i Indien og Nepal.
TIPA har turneret i mange af verdens lande og dermed også udbredt kendskabet til tibetanernes kultur udenfor deres eget område.
 

Tibetansk medicin

Den tibetanske lægevidenskab har også sin base i det religiøse liv, iden dets grundlag er de 1.140 sider tekst, de fire medicinske tantraer, som udsprang af Buddhas belæringer.
I eksil har man oprettet Institute for Tibetan Medicine and Astrologi  i Dharamsala, hvor der hvert 5. år bliver udklækket ca. 25-30 tibetanske læger. På instituttet fremstilles der tibetansk medicin, som består af urter og mineraler, og der lægges horoskoper.
 
Flygtningesituationen i dag
 
Undertrykkelsen i Tibet fortsætter, og konsekvensen er, at næsten 12.000 tibetanerne i årene 1994-98  valgte den farlige flugt over Himalayabjergene. Som det kan ses af statistikken, er over halvdelen børn og unge i alderen fra 0 til 25. Næsten halvdelen af flygtningene er munke og nonner, som enten har været udsat for tortur i de kinesiske fængsler, eller som har oplevet, at  undertrykkelsen i klostrene er så stor, at de ikke har mulighed for at blive uddannet indenfor den buddhistiske filosofi. For at få lov til at blive i klostrene i Tibet, skal munkene og nonnerne underskrive en erklæring, hvor de skal undsige Dalai Lama og erklære deres troskab over for den kinesiske stat. Det er der mange, der ikke ønsker at gøre.
 
Antal flygtninge fra Tibet i perioden 1994 til 1998.
1994: 2.542
1995: 1.356
1996: 2.125
1997: 2.639
1998: 3.109
Statistik: New refugees from 1994-1998
 
Børn og unge flygter også, fordi de ikke kan få en uddannelse i deres eget land. Det er et meget stort pres for samfundet i eksil at skulle integrere så mange nye flygtninge. Konsekvensen er, at skolerne bliver overfyldte, og at munkene og nonnerne ikke kan finde plads  i et kloster. Specielt de unge bliver opfordret til efter endt uddannelse at tage hjem til Tibet, både fordi det er svært at skaffe dem et arbejde i eksil, og fordi det er vigtigt, at der er unge uddannede tibetanere i Tibet, der har indsigt i tibetansk kultur.
Tibetanerne i eksil har med de få midler, som står til deres rådighed, evnet at skabe et samfund, som, på trods af eksiltibetanernes store geografiske spredning, er forholdsvis tæt sammenknyttet. Selv om der er store vanskeligheder ved at leve i eksil, hvor nu 3. generation af flygtninge  vokser op uden nogen førstehåndsviden om deres eget fædreland, er der sjældent nogen tvivl i de unges sind, når de bliver spurgt om deres nationalitet: "Jeg er tibetaner".
 
 

Bliv aktiv - gør en forskel

Har du lyst til selv at gøre noget for tibetanernes sag? Støttekomiteen for Tibet har altid brug for nye aktive

Læs mere…

Donation

Udover at blive medlem kan du støtte arbejdet for tibetanernes sag økonomisk ved at indsætte en donation på Støttekomiteens konto: reg. nr. 1551 konto nr. 2719134 eller via MobilePay til 50 44 39 75.

Du kan også sende os en mail og bede om at få tilsendt et girokort.

  • Formanden for Folketinget modtager to medlemmer af det tibetanske eksilparlament

    Formanden for Folketinget, Pia Kjærsgaard, modtog to medlemmer af det tibetanske eksilparlament, Ven. Geshe Rongpo Lobsang Nyandak og Jigme Jungney i sin embedslejlighed på Christiansborg den 17. maj 2016.

    Læs mere…  
  • Dalai Lama opfordrer politikerne til både at søge venskab med og sige sandheden til Kina
    Pressemeddelelse, den 12. februar 2015
     
    Under Dalai Lamas møde med 16 medlemmer af Folketinget torsdag formiddag opfordrede den tibetanske leder politikerne til ikke at lade sig skræmme af Kinas vrede reaktioner, når de mødes med ham. Vi har intet at skjule og ingen onde hensigter over for Kina, var Dalai Lamas budskab. Vi søger ikke uafhængighed og ønsker at finde en løsning, som Kina kan acceptere, sagde han. Læs mere…  
  • Dalai Lama møder 16 Folketingsmedlemmer

    Pressemeddelelse, den 9. februar 2015 (opdateret den 11/2)

    Dalai Lama møder 16 medlemmer af Folketinget under sit ophold i Danmark. Mødet er arrangeret af Støttekomiteen for Tibet i samarbejde med arrangørerne af Dalai Lamas besøg samt Office of Tibet i London og finder sted i et lokale i Bella Center torsdag den 12. februar kl. 8.15-9.15. Vi har bedt politikerne ankomme til indgang B0 (B nul) senest kl. 8.00.

    Læs mere…