Folketingets Retsudvalg havde den 15. september 2022 justitsminister Mattias Tesfaye og udenrigsminister Jeppe Kofod i samråd om Tibetsagen. Samrådet var indkaldt af SF’s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt for at følge op på Tibetkommissionens beretning, der den 28. marts bl.a. konkluderede, at Udenrigsministeriet havde sat ”hensynet til at undgå at støde de kinesiske gæster” ”over grundloven” (1).

Da Karina Lorentzen Dehnhardt under samrådet bad begge ministre bekræfte, at man ikke havde udleveret alt relevant materiale til den første Tibetkommission (2), svarede Jeppe Kofod afværgende, at man blot havde fulgt den almindelige praksis, der var gældende på det tidspunkt. Mattias Tesfaye svarede derimod med et klart ”ja” og uddybede det med, at det ”ikke var tilfredsstillende, at det materiale som ville havde været relevant for den oprindelige Tibetkommission, ikke blev udleveret”.

Det var netop DR’s afsløring af, at der i Udenrigsministeriet fandtes backuparkiver, der aldrig var blevet undersøgt i forbindelse med den første Tibetkommission, som blev udslagsgivende for, at kommissionen blev gennedsat i sommeren 2018.

Udenrigsministeren forklarede til gengæld som noget nyt, at der ikke var noget personsammenfald mellem de embedsmænd, som Tibetkommissionen kritiserer i sin beretning, og de embedsmænd, der havde med Udenrigsministeriets beslutninger eller kommunikation med Tibetkommissionen om fremfinding af dokumentation at gøre.

I Støttekomiteen for Tibet mener vi, at det er vigtigt at få undersøgt, hvorfor Udenrigsministeriet og PET ikke afleverede alle relevante dokumenter til Tibetkommissionen i første omgang. Det havde den gennedsatte Tibetkommission nemlig ikke til opgave at undersøge, og den belyser ikke spørgsmålet tilstrækkeligt i sin beretning. Vi finder, at det er vigtigt at undersøge, hvad der gik galt, bl.a. for at sikre at fremtidige undersøgelseskommissioner får alt materiale fra begyndelsen. En sådan undersøgelse behøver formentlig ikke betyde en gennedsættelse af Tibetkommissionen, men må kunne foretages forholdsvis hurtigt ud fra den viden, som Tibetkommissionen allerede har indsamlet.

Karina Lorentzen Dehnhardt foreslog under samrådet, at man i Danmark kunne vedtage en lov, der som i USA gør det strafbart ikke at fremlægge alt relevant materiale i forbindelse med kommissionsundersøgelser. Det var justitsminister Mattias Tesfaye ikke afvisende over for. Han pointerede dog, at det allerede i dag er lovpligtigt at lægge alt materiale frem.

Tibetkommissionen konkluderer intet om de skiftende udenrigsministres ansvar i Tibetsagen, men den fritager heller ikke eksplicit udenrigsministrene, som den gør, når det gælder stats- og justitsministrene (s. 1110). Til gengæld fremlægger kommissionen flere eksempler på, at nogle af de skiftende udenrigsministre var involveret i nogle af de beslutninger om at skride ind mod fredelige danske menneskerettighedsaktivister, som er nævnt og dokumenteret i beretningen.

Vi mener, at Udenrigsministeriets kritisable adfærd, som den fremgår af Tibetkommissionens beretning, kun kunne finde sted, fordi den ligger i direkte forlængelse af den alt for naive og eftergivende politik, som Danmark har haft over for Kina siden slutningen af 1990’erne, og vi håber, at Tibetkommissionens konklusioner vil medvirke til et opgør med denne politik.

Med venlig hilsen

Anders Højmark Andersen

Formand

Støttekomiteen for Tibet

Noter:

1) Se Tibetkommissionens beretning side 1111.

2) Spol til 55:05: https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/REU/kalender/61951/samraad.htm