Ændringer i Danmarks syn på Tibet fra 1950 til 2009
Ændringer i Danmarks syn på Tibet fra 1950 til 2009
Danmark anerkendte Den kinesiske Folkerepublik telegrafisk den 9. januar 1950 – 3 dage efter Storbritannien og 2 efter Norge. Udenrigsministeriets akter vedrørende spørgsmålet om Danmarks anerkendelse af Folkerepublikken nævner hverken Tibet eller spørgsmålet om udstrækningen af Kinas territorium. Det tog man ikke stilling til. Det fremgår blot, at man betragtede det som afgørende for anerkendelsen af Kinas nye regering, at den havde effektiv kontrol med "størsteparten af det kinesiske territorium".[1]
Betydningen af at Danmark aldrig har anerkendt Tibet
Betydningen af at Danmark aldrig har anerkendt Tibet
Spørgsmålet om Danmarks og andre landes manglende anerkendelse af Tibet som en selvstændig stat bruges ofte i den offentlige debat som bevis på, at omverdenen opfattede eller ligefrem anerkendte Tibet som en del af Kina før 1950. Det er en fejlslutning, der skyldes et manglende kendskab til betydningen af en anerkendelse i folkeretten. Hvorvidt en stat er suveræn (som fx Taiwan er i dag) afgøres nemlig alene af effektivitetsprincippet, dvs. af om den rent faktisk er i stand til at udøve sin magt på et afgrænset territorium og indgå diplomatiske relationer med andre lande. Det har været den dominerende teori i folkeretten siden anden verdenskrig og er især blevet fulgt af lande som Danmark.
Tibets historiske forhold til Kina
Tibets historiske forhold til Kina
Tibet var fra 1720-1911 tilknyttet det manchuriske qingdynasti (der regerede Kina), men kun som en form for protektorat. Før da var Tibet uafhængigt, og landet har en historie som kongedømme, der går tilbage til godt 100 år før vor tidsregning. Tibets historie er dokumenteret af skrevne kilder på tibetansk fra tidligt i det 7. århundrede.
Tibet og Danmarks ét-Kina-politik
Tibet og Danmarks ét-Kina-politik
"Denne og tidligere danske regeringers kinapolitik er baseret på etkinapolitikken. Det vil sige, at Danmark opfatter Tibet som værende en del af Kinas territorium. Det er der ikke noget nyt i." (Udenrigsminister Lene Espersen, forespørgselsdebat i Folketinget, den 4. marts 2010)
De 3 FN-resolutioner om Tibet og retten til selvbestemmelse
De 3 FN-resolutioner om Tibet og retten til selvbestemmelse
"I FN har Tibets status bl.a. været omhandlet i en resolution fra 1961, der nævnte det tibetanske folks ret til selvbestemmelse. Resolutionen sagde intet om selvstændighed for Tibet eller selvstændig statsdannelse. Det må således antages, at alene den interne ret til selvbestemmelse er dækket" (Udenrigsministeriet, den 15. december 2009)[1]