Demo imod kinesisk propaganda på dragebådsfestival
Kinas drøm, Tibets mareridt, Danmarks dilemma
TID: Søndag den 31. maj kl. 10-14
STED: Islands Brygge 22, København S
Under paroler som ”Love & Peace”, kulturudveksling, venskab og inklusion inviterer Kinas ambassade og en lang række kinesiske virksomheder og foreninger den 29.-31. maj til dragebådsfestival på Islands Brygge.
Men tag ikke fejl. Arrangementet er et propaganda- og salgsfremstød for et hårdhændet diktatur, der lader hånt om menneskerettigheder og ytringsfrihed, benytter tvangsarbejde og masseovervågning, udfører kulturelt folkemord på uighurerne og i det besatte Tibet, slår hårdt ned på demokratiforkæmpere i Hong Kong og Kina og truer nabolandet Taiwan.
Det er ikke et tilfælde, at arrangørerne benytter udtrykket ”en fælles drøm”. Xi Jinping introducerede den ”kinesiske drøm” som sit personlige politiske projekt i 2012. Det indbefatter bl.a., at gøre omverdenen mere afhængig af Kinas produktion, og det skal dragebådsfestivalen bidrage til gennem reklamefremstød for kinesiske firmaer, mens enhver kritik undertrykkes.
Derfor blæser Støttekomiteen for Tibet til fredelig kamp for frihed, menneskerettigheder og demokrati. Vi er ikke imod Kina eller kinesisk kultur, men vi insisterer på at bekæmpe det kinesiske styres magtudøvelse i forklædning.
En del af os vil være udklædt som pandaer i lænker for at synliggøre, hvordan Kina benytter blød magt i Danmark for at skjule, hvordan Tibet holdes besat og danskerne søges fanget i økonomisk afhængighed med det formål at dæmpe kritiske røster – ikke mindst på Christiansborg. At det desværre virker, ved vi fra Tibetsagen.
Men menneskerettigheder er ikke til salg!
Mød op og protester imod propagandaen og den underliggende trussel mod frihed, demokrati og menneskerettigheder!




