Uddannelse

Den kinesiske regering har helt tilbage fra 1950’erne betragtet uddannelse som et meget vigtigt redskab for sin politik i TAR. Gennem tiden har der været forskellige opfattelser af uddannelsespolitikken, ligesom der har været det på andre områder. Der har været perioder med hensynsløs terror, og perioder med et vist frisind. Men de overordnede mål med uddannelsen har hele tiden været at modernisere den tibetanske økonomi, at bevare TAR som en del af Kina og at omforme det tibetanske samfund efter kinesisk mønster.

Uddannelsessystemet

Grundskolen

I TAR er der en 6-årig grundskole, som i princippet er obligatorisk for alle børn. Men det er ikke alle børn, der får en rigtig skolegang. I 1990erne påbegynder to tredjedele af børnene grundskolen, mens en tredjedel aldrig kommer i skole. Af de børn, der begynder i grundskolen, fuldfører en tredjedel det 6-årige forløb, mens to tredjedele forlader skolen tidligere. Det er altså kun lidt over 20 % af børnene, der går i skole i 6 år.

Gennemsnitstallene dækker over store forskelle. Næsten alle børn af kinesiske tilflyttere i byerne får en 6 årig skolegang, mens de fleste tibetanske børn i landdistrikterne ikke får det. Enten fordi de slet ikke kommer i skole, eller fordi de må opgive skolegangen. I områder med bybefolkning, for eksempel Lhasa, går over 70 % af børnene i skole. I de vestlige landdistrikter er det mindre end 20 %. For nomaderne er tallet endnu lavere.

Der er to slags grundskoler.  Landsbyskoler, som bliver oprettet af den lokale befolkning i et landområde, og som ikke får nogen statsstøtte,  og statsskoler,  hovedsagelig  byskoler, der bliver oprettet og finansieret af de kinesiske myndigheder.

Der er stor forskel på landsbyskolernes og byskolernes økonomiske ressourcer. Byskolerne, hvor de kinesiske børn går, har en væsentlig højere kvalitet end landsbyskolerne.  Byskolerne kan som regel give børnene et fuldt 6 årigt forløb, mens de andre ikke kan. Der var i midten af 1990’erne ca. 1.200 skoler, hvor børnene kunne gå i 6 år, og 1.800 skoler, hvor børnene fik mindre end 6 års skolegang.

Mellemskolen

Efter 6 år i grundskolen kan man fortsætte i en lavere og højere mellemskole i to gange tre år, hvis man har evner og økonomiske forudsætninger for det. Efter 12 års uddannelse har man en studentereksamen eller en erhvervsuddannelse. Det er kun en lille del af befolkningen, der får en uddannelse ud over grundskolen. I midten af 1990’erne begyndte 13 % af en skoleårgang den lavere mellemskole.

Der er både økonomiske, geografiske og kulturelle årsager til, at så få tibetanere fortsætter efter grundskolen. Undervisningssproget i mellemskolen er kinesisk. Man kan vælge mellem tibetansk og engelsk som andet sprog. Men undervisningen i matematik, historie, naturvidenskab og andre fag foregår på kinesisk. Det gør det vanskeligt for de tibetanske børn, der kun har lært  kinesisk i to år, at følge med.

Mellemskolen i resten af Kina er niveaudelt således, at de dygtige og de mindre dygtige går i forskellige klasser. Niveaudelingen i TAR er imidlertid en etnisk deling. De kinesiske børn går i klasser, hvor man har 6 timers engelsk om ugen. De tibetanske børn går i klasser, hvor man har 6 timer tibetansk om ugen. Kun ganske få tibetanske børn går i de kinesiske klasser og lærer engelsk. De kinesiske klasser får flere ressourcer end de tibetanske, og de får bedre lærere.

De fleste mellemskoler ligger i byerne. Lhasa alene har 10 af TAR’s 77 mellemskoler. Den geografiske placering giver også børnene ulige  muligheder for at forsætte efter grundskolen. En fjerdedel af de tibetanske børn, der går i mellemskole, bliver sendt til tibetanske mellemskoler i Kina, mens tre fjerdedele går på mellemskoler i TAR. Procentvis er det langt flere kinesiske end tibetanske børn, der fuldender mellemskolen.

Den højere mellemskole og erhvervsuddannelserne

De kinesiske myndigheder har satset stærkt på erhvervsuddannelserne i de senere år, men har haft problemer med at skaffe penge og lærere. Ca. 4 % af en årgang begynder på den højere mellemskole, mens 6 % tager den treårige erhvervsuddannelse på for eksempel en landbrugsskole eller en handelsskole. Læreruddannelsen er også en treårig, højere mellemskoleuddannelse.

Over halvdelen af de tibetanere, der søger en erhvervsuddannelse, vælger læreruddannelsen, mens langt færre vælger de økonomiske, tekniske og landbrugsfaglige uddannelser. Derimod søger 60 % af de kinesere, der starter på en erhvervsuddannelse, en teknisk, økonomisk eller landbrugsfaglig uddannelse. Der et stort behov for lærere i TAR, men lærerjobbet er dårligt lønnet.

Uligheden bliver stærkere af, at så få tibetanere får en uddannelse, der er rettet mod de produktive erhverv. Det er særlig problematisk at så få tibetanere får en landbrugsuddannelse, eftersom landbruget er hovederhvervet for tibetanerne. Det skæve uddannelsesmønster medvirker til give tibetanerne en andenrangs placering i landets økonomiske udvikling.

Videregående uddannelse

Den kinesiske regering satsede i 1980’erne og 90’erne stærkt på højere uddannelse, både i Kina og i TAR, og bruger fortsat mange ressourcer på eliteuddannelse for at hæve det faglige niveau og  øge antallet af studerende.

Højere uddannelser betragtes som en forudsætning for moderniseringen af økonomi og samfund. I første halvdel af 90erne øgedes antallet af studerende på de højere læreanstalter i TAR med mere end 60 %. Samtidig betød den store satsning på eliten, at de økonomiske ressourcer blev flyttet fra grundskolen til de videregående uddannelser. 

Der findes i dag fire større videregående uddannelsesinstitutioner for tibetanere i TAR: Tibet Nationaliteternes Institut er det ældste universitet. Det blev etableret i Xianyang, i Shaanxi provinsen i Kina i 1965, det vil sige mere end 1.000 km. fra TAR. Tibet Universitet blev grundlagt i 1985 i Lhasa. Endvidere er der Institut for Tibetansk Medicin og Den højere Landbrugs- og Kvægdrifts Skole.

Der er meget stor overvægt af kinesiske studerende i forhold til befolkningstallet. De kinesere, der søger en videregående uddannelse, har gennemgående fået en bedre mellemskoleuddannelse end tibetanerne, og de har derfor lettere ved at klare adgangskravene. Et krav er for eksempel, at man består en prøve i engelsk, men der undervises ikke i engelsk i de tibetanske klasser i mellemskolen. Tibetanerne må derfor først gå i en forberedelsesklasse efter studentereksamen, hvis de ønsker en højere uddannelse, mens kineserne, som har modtaget engelskundervisning i 6 år, kan søge direkte ind.

Der er stor forskel på tibetanernes og kinesernes uddannelsesmønster. Der er en overvægt af tibetanske studerende ved de humanistiske uddannelser og instituttet for tibetansk medicin. Kineserne vælger først og fremmest de naturvidenskabelige, tekniske og kommercielle uddannelser. Der er langt flere kinesere end tibetanere, der får en højere landbrugsuddannelse. Skævheden i uddannelsesmønsteret på de højere læreanstalter medfører, at den økonomiske og tekniske og videnskabelige elite i TAR også fremover vil bestå af kinesere.

Den historiske udvikling

Før invasionen

Før den kinesiske invasion kunne kun en lille del af den tibetanske befolkning læse og skrive. Dengang blev uddannelsen i Tibet først og fremmest varetaget af klostrene. De var rygraden i Tibets uddannelsessystem, som selvfølgelig derfor var dybt religiøst.  Klostrene, og dermed uddannelsesinstitutionerne, lå spredt ud over hele landet. Henved en tredjedel af landets drengebørn og et lille antal piger blev optaget på klostrene, men langt fra alle lærte at læse og skrive, og kun en mindre del fik en intellektuel opdragelse og uddannelse.

Der var ikke nogen skoler uden for klostrene. Adelige og velstående borgere ansatte private lærere til at undervise deres børn. I første halvdel af det tyvende århundrede blev der oprettet to skoler i Lhasa, beregnet for børn og unge fra den adelige overklasse.

Udviklingen frem til Kulturrevolutionen

Kampen mellem to modsatrettede opfattelser dominerede uddannelsespolitikken i TAR og gør det fortsat.  Den ene gruppe med Mao Zetong i spidsen så uddannelsen af de brede masser som forudsætning for samfundets økonomiske, politiske og moralske udvikling. Andre så eliteuddannelse og høj kvalitet som en forudsætning for at modernisere Kina og TAR økonomisk og for at hæve levestandarden.

I TAR skete der i de første år efter den kinesiske besættelse ikke store ændringer af uddannelsessystemet. Klostrene fik i et vist omfang lov til at fortsætte deres virksomhed, selv om der blev lagt mange hindringer i vejen for dem. Det var Deng Xiaoping og Liu Shaoqi, der havde indflydelse på tibetansk uddannelsespolitik, og de var begge tilhængere af elitesystemet. Derfor blev tibetanske børn og unge fra indflydelsesrige familier sendt til skoler i Kina, hvor de fik en kinesisk og marxistisk uddannelse. Mange forældre blev tvunget til at sende deres børn til Kina. Sigtet var at uddanne tibetanere til at blive politiske og økonomiske ledere, som var trofaste over for Kina og den marxistiske samfundsopfattelse.

Klostrenes rolle som kulturcentre og bærere af samfundets intellektuelle virksomhed forsvandt  gradvis i denne periode. Den første grundskole blev etableret i Lhasa i 1952, og den første mellemskole i 1956.

Masseuddannelse

Efter 1959 blev alt forandret. Mao Zedong gennemtvang masseuddannelseslinien i TAR, og der blev etableret kommuneskoler bredt ud over landet. Det siges, at der allerede i 1961 var etableret ca. 1.500 grundskoler, og at mere end 50.000 børn gik i skole.

Masseuddannelsen blev dog mødt med kritik for manglende kvalitet, bl.a. på grund af mangel på lærerkræfter. I en kort periode blev pengene blev ført tilbage statens eliteskoler. I kølvandet på Kulturrevolutionen kom der en nye bølge af masseuddannelse. Kulturrevolutionen startede i 1966 med, at alle skoler lukkede, og børn og unge blev sendt på gaden for at danne rødgardistbrigader. Kinesiske rødgardister kom i stort tal til TAR for at gennemføre revolutionen. Terrorregimet sigtede direkte mod nedbrydningen af de kulturelle og uddannelsesmæssige traditioner.

Den kinesiske regering erklærede officielt, at det tibetanske samfund og den tibetanske kultur var “tilbagestående” og “kontrarevolutionær” og derfor skulle bekæmpes og udryddes. Tibetansk sprog, kunst og historie blev undertrykt. Tibetanske lærere og andre intellektuelle blev fjernet fra deres arbejde. De blev sendt i arbejdslejre for at gennemgå en revolutionær genopdragelse. Nogle tilbragte kortere tid i lejrene, andre adskillige år. Bøger og kunstværker blev brændt over hele landet. Alle lærebøger blev skrevet om.

Omtale af Røde Flags Kommuneskole 1978: Kommunen har kun een grundskole med een lærer og omkring 70 elever. Man kan gå fem år i skolen. Vores første lærer var Tsering Dhondrup, men han blev afskediget, fordi han havde en utilfredsstillende klassebaggrund. Han blev erstattet af en  ung mand på omkring tyve, ved navn Tsering. Han var ikke godt uddannet og kunne ikke undervise godt, da han kun havde gået i vores kommuneskole og haft seks måneders læreruddannelse. (Fra Dondrup Choedon: Life in the red Flag Peoples Commune, 1978.)  

 Masseuddannelsen dominerede genopbygningen af uddannelserne omkring 1970. Der blev satsetmassivt på opbygningen af kommuneskoler både i by- og landdistrikter. Der blev oprettet skoler over hele landet, og der var en dramatisk vækst i antallet af børn, der blev indskrevet i grundskolerne.

Masseuddannelseslinien blev senere kritiseret, fordi kvaliteten var for dårlig, og fordi al tibetansk kultur blev udryddet, men der gik faktisk flere tibetanske børn i skole i 1978 end på noget senere tidspunkt. Til gengæld fik mellemskolen en lavere prioritering. Den videregående uddannelse var helt lukket i 5 år og optog derefter kun få studerende i en årrække.

Socialistisk Modernisering

Efter Mao Zedongs død i 1977 blev Deng Xiaoping først vicepremierminister med ansvar for uddannelse og senere Kinas egentlige magthaver. Kulturrevolutionens masseuddannelse blev nu nedprioriteret, mens eliteuddannelsen blev opprioriteret.

Masseuddannelsen blev kritiseret for venstreradikalisme og for manglende professionel kvalitet. Ressourcerne blev flyttet væk fra landdistrikternes kommuneskoler, og mange kommuneskoler ud over landet blev lukket i 1979. Det førte til et drastisk fald i antallet af tibetanske børn, der gik i skole i første halvdel af 1980’erne. Først i midten af 1990’erne gik der næsten lige så mange tibetanske børn i skole som i 1978, men de fik til gengæld også en bedre undervisning, end børnene fik under Kulturrevolutionen.

Tibet Universitet og andre videregående uddannelser blev etableret i 1980’erne. Der blev oprettet mønsterskoler i byerne. Mellemskolerne og de videregående uddannelser fik flere ressourcer. Der blev indført betaling på de bedste mellemskoler og på de videregående uddannelser samt et system med fripladser for de fattige børn og unge. Opprioriteringen af eliteuddannelse og af markedsorientering for især de videregående uddannelser medførte, at kvaliteten blev bedre, men også at der opstod social og etnisk ulighed.

Denne liberalisering medførte en større kulturel frihed.  Det blev for eksempel igen tilladt at bruge det tibetanske sprog i skolen. Men efter nedkæmpningen af de tibetansk nationalistiske oprør og demonstrationer i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990’erne blev grebet imidlertid strammet igen.

I 1994 kritiserede partisekretæren i TAR, Chen Kuiyuan, den liberale uddannelsespolitik på denne måde: ”Succesen for vores uddannelse ligger ikke i antallet af udstedte eksamensbeviser…..Den endelige analyse vil vise, at den ligger i, om de studenter, der består deres eksaminer er modstandere eller i hjertet tilhængere af Dalai Lama-kliken, om de er loyale over for eller ligeglade med det store moderland (Kina) og den store socialistiske sag.”

Regeringen og partiet lancerede kampagnen for “åndelig civilisering og patriotisk uddannelse”. Fra 1996 til 1998 blev der gennemført genopdragelsesprogrammer over 3-4 måneder i skoler, klostre og andre kulturelle institutioner. Det blev gjort  med en styrke, som ikke var set siden Kulturrevolutionen.

Sproget i skolen

Fra 1950 og frem til i dag har det været en kilde til strid, om der skulle tales tibetansk i skolerne i TAR. Under kulturrevolutionen blev det af de ledende, kinesiske kommunister anset for at være politisk reaktionært og kulturelt tilbagestående at tale tibetansk, og sproget blev udryddet som skolesprog. Frem til midten af 1980’erne foregik al undervisning på kinesisk.

Under den mere liberale periode i 1980’erne blev tibetansk genoplivet som skolesprog. I 1987 blev det tilladt som undervisningssprog i de tre første skoleår i grundskolen. Regeringen erklærede også, at tibetansk sprog gradvis skulle indføres i mellemskolen og på universitetet i løbet af de næste 10-15 år.

I 1988 blev tibetansk sidestillet med kinesisk som officielt sprog i Tibet, og det blev tilladt at bruge tibetansk indenfor retssystemet og den offentlige administration. Reformprogrammerne blev dog aldrig ført ud i livet. Kun i landsbyskolerne blev tibetansk det dominerende sprog, men det skyldtes især, at der ikke var ret mange kinesisk talende lærere i landdistrikterne.

I midten af 1990’erne ændrede den kinesiske regering i TAR igen signalerne for sprogpolitikken. De kulturpolitikere, der havde argumenteret for tibetansk sprog og kultur, blev udrenset efter 1995. Regeringens nationalistiske kampagne rettede sig mod fortalere for tibetansk sprog og kultur, der blev anklaget for “upatriotisk virksomhed” og “splittelsestendenser”.

Forsøget på at styrke tibetansk sprog i skolen blev fra 1996 identificeret med, at man tilsluttede sig Dalai Lama og eksilregeringen og blev set som et led i en sammensværgelse mod den kinesiske stat. Der kom i april 1997 en ny lovgivning om sproget i skolen. Alle børn skulle nu undervises i kinesisk i grundskolen fra 1. skoleår, og der blev ikke længere stillet krav om anvendelse af tibetansk sprog på noget niveau.

Sproglig undertrykkelse i dagligdagen

Siden 1997 har det stadig været muligt at bruge tibetansk som undervisningssprog i grundskolen, men på alle højere niveauer bliver der talt kinesisk. I mange landsbyskoler er det svært at skaffe kinesisktalende lærere, og kravet om undervisning i kinesisk slår derfor kun langsomt igennem i landdistrikterne. I mange byskoler er undervisningssproget kinesisk. De fleste tibetanske børn taler ikke kinesisk, når de begynder i skolen, og de fleste af lærerne i byskolerne taler ikke tibetansk. De tibetanske børns primære sprog har derfor fået status som sekundært sprog i byskolen. For overhovedet at kunne følge undervisningen må de bruge en stor del af tiden på at lære kinesisk. De får fra starten langt dårligere betingelser end de kinesiske tilflytteres børn.

I næsten alle mellemskoler er undervisningssproget kinesisk, og man skal bestå en optagelsesprøve i blandt andet kinesisk. De tibetanske børn fra byskolerne har vanskeligere betingelser end de kinesiske børn, når de søger optagelse. Det er næsten umuligt for børn fra de landsbyskoler, der har haft tibetansk som undervisningssprog og kinesisk som sekundært sprog, at få en uddannelse ud over grundskolen. Selv om sprogbarrieren virker forskelligt for by- og landbefolkningen, gør den det enten vanskeligt eller umuligt for tibetanere at få en højere uddannelse.

Sprogbarrieren er en væsentlig årsag til, at tibetanske børn og unge er underrepræsenteret i forhold til befolkningstallet på alle trin i uddannelsesniveauet fra mellemskolen og opefter.

  • En tibetansk skoleelev i eksil fortæller: De kinesiske lærere underviste de kinesiske klasser bedre, end de tibetanske klasser. De underviste altid på kinesisk, og selvfølgelig forstod de kinesiske elever læreren meget bedre, end vi gjorde. De kunne stille spørgsmål, og læreren ville så gentage, hvad han havde sagt til eleverne. De fleste af eleverne i den tibetanske klasse kunne ikke forstå de kinesisktalende lærere. Der var ingen, som turde stille spørgsmål, af frygt for straf, og læreren gentog aldrig noget. Naturligvis lavede de tibetanske elever flere fejl, og den kinesiske lærer sagde så, at han ikke forstod, hvorfor de tibetanske elever ikke kunne fatte så simple ting. Han sagde også, at kineserne var mere intelligente end tibetanerne.                    

Økonomisk og kulturel undertrykkelse i skolen

Officielt er grundskolen næsten gratis, men virkeligheden er en anden. Lokale kinesiske myndigheder opkræver gebyrer for indmeldelse. Skoleledere og lærere kræver betaling for deltagelse i undervisningen, for undervisningsmaterialer, for prøver og eksaminer. Betalingen for at holde et barn i skole kan let overstige en fattig tibetaners årsindkomst. Betalingen for undervisningen i mellemskolen er langt højere end for grundskolen og overstiger mange tibetanske familiers formåen.

Korruption er vidt udbredt i uddannelsessystemet. Bestikkelse og “guanxi” (forbindelser) er af afgørende betydning for, om man kan få adgang til en mellemskole eller en videregående uddannelse. Der er hovedsagelig økonomiske årsager til, at så mange af de tibetanske elever ikke gennemfører den grundskoleuddannelse, som de er begyndt på. Det samme gælder for mellemskolen.

  • En tibetansk student i eksil siger følgende: Jeg gik i mellemskolen i et år. For at komme ind på mellemskolen skulle jeg bestå en adgangsprøve i kinesisk, tibetansk og matematik. Jeg oplevede, at chancerne for de kinesiske elever for at komme ind på mellemskolen var meget større, fordi de kinesiske elevers forældre gav bestikkelsespenge til lærerene, for at de kunne bestå adgangsprøven. Så det var ikke adgangsprøven, men den pengesum, som de kinesiske forældre betalte til bestemte lærere, der talte.

Fra grundskolens første klasser er der undervisning i ideologi og moral. Senere kommer undervisningen i historie til. Undervisningen i disse fag er et vigtigt redskab til realisere den kinesiske regerings politiske mål, og der bliver lagt stor vægt at kontrollere undervisningens indhold. Undervisningen bliver brugt til at lære børnene om Tibet som en del af Kina. Den tibetanske kultur bliver fremstillet som tilbagestående, og den kinesiske kultur som et progressivt ideal. Undervisning i selvstændig, tibetansk historie og kultur er forbudt, og en lærer, der forsynder sig mod forbuddet, bliver straffet.

 

  • En tibetansk skoleelev i eksil fortæller: I vores Tibetbog handlede alle fortællingerne om Mao og om hans store handlinger. Der var intet om Tibet, om Dalai Lama eller om vores historie. Det gjorde mig forvirret, at jeg skulle lære så meget om Mao. Jeg vidste, at han ikke var nogen god mand, og at han havde gjort mange grusomme ting mod tibetanerne, men jeg måtte lære disse ting alligevel. I skolen måtte vi gentage disse løgne ord for ord, ellers blev vi straffet. En gang imellem fortalte vores tibetanske lærer os en smule om Tibet, men han var meget bange, og fik os til at love, at vi ikke ville sige det til nogen. En gang imellem læste jeg i en tibetansk bog om store tibetanske mænd og tibetanske konger, men jeg måtte skjule disse bøger. Hvis jeg blev opdaget, ville både jeg og forfatteren blive straffet hårdt.

Bliv aktiv - gør en forskel

Har du lyst til selv at gøre noget for tibetanernes sag? Støttekomiteen for Tibet har altid brug for nye aktive

Læs mere…

Betalingsoplysninger

Bank: reg.nr. 1551, kontonr. 2719134

MobilePay: 85230 (kan ikke anvendes i butikken)

  • 11 danske kandidater støtter Tibet

    Aktiv dansk deltagelse i Europa-Parlamentets arbejde for Tibet er på vej!

     Støttekomiteen for Tibet har opfordret kandidater til Europa-Parlamentsvalget til at love at støtte Tibet, hvis de bliver valgt. Det har 11 af kandidaterne gjort indtil nu. Dermed har danskerne fået mulighed for at stemme på en kandidat, der lover at:

    Læs mere…  
  • Tibets eksilpræsident Penpa Tsering besøger Danmark

    Pressemeddelelse, 2. maj 2023

    I eftermiddag bliver Tibets eksilpræsident (Sikyong) Penpa Tsering modtaget af repræsentanter fra det Tibetanske Samfund og danske Tibetforeninger i Københavns lufthavn. Han indleder hermed et 3-dages besøg i Danmark arrangeret af Støttekomiteen for Tibet i samarbejde med Office of Tibet i London.

    Det er Penpa Tserings første besøg i Danmark som præsident.

    Læs mere…  
  • Borgerforslag om verbalnoten til Kina
    Annuller regeringens verbalnote om Tibet!
     
    Underskriv borgerforslaget her: 
     
    Den 9. december 2009 anerkendte den danske regering for første gang Tibet som en del af Kina. Det skete gennem en såkaldt verbalnote, der også "modsatte sig” Tibets uafhængighed.
     
    Tibet har en historie, der går længere tilbage end Danmarks. Kina besatte Tibet ulovligt i 1950 og holder i dag landet i et jerngreb.
     
    Verbalnoten er i strid med folkeretten og med Danmarks forpligtelser og interesser. Den krænker desuden tibetanernes selvbestemmelsesret og modvirker en forhandlingsløsning. Læs uddybningen i selve forslaget.
     
    Støttekomiteen for Tibet forsøger nu at få Folketinget til at annullere verbalnoten. Det gør vi gennem dette borgerforslag. Vi håber, at du vil underskrive det og bede dine venner gøre det samme!
     
    Læs mere om verbalnoten her: http://www.tibetkomite.dk/verbalnoten-om-tibet