Menneskerettigheder

International Commission of Jurists konkluderede i 1997, at en væsentlig årsag til menneskerettighedskrænkelserne i Tibet, siden landet blev besat af Kina, er, at det tibetanske folk nægtes dets mest fundamentale rettighed, nemlig retten til selvbestemmelse. Mange menneskerettighedskrænkelser i Tibet vedrører tibetanerne som et folk og er en følge af krænkelsen af retten til selvbestemmelse.
 

Den militære og politiske magt

Tibetanerne kan først og fremmest ikke bestemme over sig selv, fordi Tibet er genstand for en kinesisk militær besættelse. Der er en massiv kinesisk militær tilstedeværelse landet. Det anslås, at der alene i TAR er 80-100.000 soldater. De fleste er udstationeret langs den indiske grænse, men der er militærlejre overalt i Tibet, ofte beliggende i små sidedale. Regulære kinesiske tropper er ved en række lejligheder blevet sat ind for at nedkæmpe oprør og protestbevægelser, når politisoldaterne ikke har kunnet magte opgaven.
 
Der er kinesiske militære garnisoner ved alle større byer, og der er garnisoner med kontrolposter ved alle større veje. Al civil trafik kontrolleres. Indbyggerne i TAR skal i modsætning til Kina, hvor man nu kan rejse frit, have rejsetilladelse for at kunne rejse fra den ene landsdel til den anden. Det kinesiske militær udøver stadig, så langt som det kan lade sig gøre i det vidtstrakte land, en fysisk kontrol med tibetanernes færden. En meget stor del af Lhasas areal (omkring 20-30 %) optages af militær, politi og fængsler. Der ligger militære garnisoner i en ring omkring Lhasa. Trafikken på Tibets veje domineres af lange militærkonvojer. Den kinesiske hær (PLA) er involveret i mange former for økonomiske aktiviteter fra landbrugsproduktion til minedrift og konstruktionsopgaver.

Den politiske magtstruktur

Den politiske magt i Kina hviler formelt hos regeringen, men reelt hos det kommunistiske parti. Partiapparatet udgør en parallel og afgørende magtstruktur hele vejen ned gennem det administrative hierarki. De politiske linier formuleres oppefra, dvs. af Politbureauet, og direktiver videregives fra centralregeringen til provinser og videre til præfekturer, amter, kommuner, administrative landsbyer, landsbyer og arbejdsenheder, hvor lokale embedsmænd har varierende indflydelse på, hvordan politikken implementeres. Kun på de laveste administrative nivauer har befolkningen indflydelse på valget af ledere. Som et af Kinas 55 officielt anerkendte "nationale mindretal" har tibetanerne ifølge Kinas "Lov om Regional Autonomi" fra 1984 ret til et vist selvstyre "under centralregeringens forenede le-delse". Størstedelen af de områder, der havde et tibetansk befolkningsflertal i 1949, fik efter besættelsen status som "tibetanske autonome" områder. Udover TAR findes der i dag ti præfekturer og to amter med denne statusbetegnelse. Selv på papiret er de tibetanske områders autonomi meget begrænset, idet Beijing skal godkende enhver lokalt vedtaget bestemmelse. Udviklingen efter det Tredje Arbejdsforum i Beijing i 1994 viser, at den kinesiske regering reelt styrer TAR mere direkte end de kinesiske provinser.
 
Sikkerhedsmæssigt fastholder Beijing et meget stramt greb om det tibetanske samfund helt ned på græsrodsniveau. I 1991 droppede myndighederne politikken om "nådesløs undertrykkelse" (dvs. summariske henrettelser af aktivister) til fordel for "omfattende styring af den offentlige sikkerhed". Det betød en genoplivning af nogle af de sociale kontrolmekanismer, der blev anvendt under kollektiviseringen i 1960'erne og 1970'erne, dvs. obligatoriske politiske møder, opmuntring til stikkervirksomhed og styrkelse af kommunistpartiets indflydelse. Bekæmpelsen af "separatister" har fortsat højeste prioritet i Kinas politik overfor Tibet. Det medfører en betydeligt hårdere kurs over for politisk opposition i TAR end i Kina.

Kontrol med meningsdannelsen

Kontrol med informationsvirksomheden er vigtig for det kinesiske styre i Tibet. Kinas kommunistiske parti har afdelinger for både intern og ekstern propaganda, der genfindes på alle lavere admini-strative niveauer overalt i Kina og Tibet. Den kinesiske stat administrerer og kontrollerer alle Tibets medier. TAR's kinesiske partisekretær Chen Kuiyuan sagde i 1996: “Regionens radio og tv er vores mægtige våben til at bekæmpe Dalai klikens separatistiske aktiviteter støttet af fjendtlige vestlige kræfter.” Der er ikke nogen fri presse i Tibet. Alle elektroniske og trykte medier er kontrolleret af den kinesiske regering. Tibetanere med radioer har dog mulighed for at lytte til tibetanske udsendelser fra radiostationer i udlandet, og i Lhasa er der nu oprettet Internetcafeer. Den nyeste teknologi gør det mulig for tibetanere i byområderne i et vidt omfang at skaffe sig information fra udlandet og at kommunikere elektronisk uden kinesisk kontrol. Kineserne søger dog også at overvåge brugen af internettet både i Kina og i Tibet. Vestlige journalister er forment adgang til Tibet, medmindre de er specielt inviteret. Organisationer, der overvåger menneskerettigheder - som International Commission of Jurists og Amnesty International - kan ikke besøge Tibet.
 

Den økonomiske politik

Kina har i almindelighed ført stort set den samme økonomiske politik i Tibet som i selve Kina uden hensyntagen til de særlige omstændigheder i det bjergrige land: megen plads og få mennesker. Den første egentlige udtalelse fra kinesisk side om den økonomiske udvikling i Tibet kom i 1951 i form af 17-punktsaftalen. I den lovede Kina, at Tibets regering selv måtte bestemme, hvornår der skulle indføres reformer, men at befolkningen ville opleve gradvis udvikling og fremgang indenfor både handel, industri og landbrug under det kinesiske herredømme.
 

Socialistisk rekonstruktion

I det meste af 1950'erne gennemtvang Kina ingen større reformer i Centraltibet. Der blev dog bygget et helt nyt vejnet i det ufremkommelige bjergland for at sikre militærets køretøjer og transport af brændstof og for at kunne kontrollere grænseegnene. Desuden blev der bygget nogle hospitaler og skoler. Inflationen i perioden var tårnhøj på grund af de mange kinesiske soldater og civile tilflyttere. 17-punktsaftalen gjaldt kun Centraltibet. I Amdo og Kham skete der drastiske omvæltninger. Under programmet for "demokratiske reformer" konfiskeredes klostrenes og de rige jordbesidderes ejendom, og en ny, kinesisk administration overtog magten. Det kinesiske program for "socialistisk rekonstruktion", der skulle gøre Kina til en moderne, industrialiseret stat efter årtier med krig og nød, førte i Qinghai til en massiv indvandring af kinesere, der skulle arbejde i de nye industrier og indvinde nyt landbrugsland. En stor del af immigrationen var tvungen og be-stod af straffefanger, der blev overført til gigantiske fangelejre i halvørkenen, hvor de skulle arbejde med råstofudvinding eller indvinding af landbrugsarealer.
 
Efter folkeopstanden i Lhasa i 1959 sagde den kinesiske premierminister, Zhou Enlai, i en tale: "Nu hvor det reaktionære oprør er nedkæmpet, er det tibetanske folk klar til ryste deres status som slaver af sig og realisere deres drøm om demokratisk selvstyre og social fremgang. Med hjælp fra andre nationaliteter i landet, vil de skridt for skridt skabe et paradis i det tibetanske højland." Det blev startskudet til gennemførelsen af “demokratiske reformer” i Centraltibet.
 
Arbejdet blev kollektiviseret. Der blev bygget vandingssystemer, skabt nye landbrugsarealer, indført moderne landbrugsmetoder, bygget vandreservoirs, indført nye kornsorter og grøntsager og endda griseavl, som hidtil havde været ukendt. Desuden øgede kineserne antallet af dyr på græsarealerne med 36 % fra 1958 til 1964. Overførslen af kinesisk arbejdskraft til Tibet tog til i fart. Den omfattende hungersnød i Kina og Tibet efter kulminationen på industrialiseringsforsøgene, det Store Skridt Fremad, lagde dog en dæmper på den kinesiske indvandring såvel som på hastigheden, hvormed reformerne blev indført.

Økonomisk afhængighed af Kina

I løbet af 1960'erne blev det tibetanske vejnet fortsat udbygget, hovedsageligt ved hjælp af tibe-tanere, der var blevet stemplet som reaktionære og nu skulle "genopdrages gennem arbejde". Men de forbedrede transportmuligheder var ikke nok til at løfte økonomien, og efter krigen mellem Kina og Indien i 1962 svandt den tibetanske handel sydpå alvorligt ind og gjorde landet omend endnu mere afhængigt af kinesisk import. Den traditionelle naturalieøkonomi og byttehandel blev bremset af kollektiviseringen og indgreb mod bevægelsesfriheden. Den vigtigste transportvej fra Kina til TAR gik via en nybygget jernbane i Qinghai, der fra storbyen Xining førte til Golmud i Tsaidam bækkenet 1200 km nord for Lhasa. Derfra fragtedes varer og brændstof videre til TAR med lastbiler. Hidtil havde Tibet været selvforsynende med fødevarer, men efterhånden som der kom flere og flere kinesere til, måtte man begynde at importere fra Kina. Fra 1955 til 1983 var 82 procent af de varer, der blev solgt i Tibet, importeret fra Kina. Fejlvurderinger i landbruget fik også katastrofale følger. Man skiftede fra den traditionelle byg til vinterhvede. Det resulterede i en fantastisk høst til at starte med, men hveden udpinte jorden langt mere end byggen, og snart svandt høsten ind til næsten ingenting. Den lange transportvej umuliggjorde samtidig en hurtig industrialisering af Tibet og skånede landet for den massive indvandring af kinesere, som fx det Indre Mongoli og det muslimske Østturkistan (Xinjian) oplevede. Det almindelige kaos og de borgerkrigslignende tilstande under Kulturrevolutionen bremsede også udviklingen.
 
Ved slutningen af 1970'erne var der efterhånden skabt en parallel, moderne økonomi i Tibet bestående af enkeltstående industrivirksomheder, der for det meste var bemandet med kinesiske indvandrere. De var helt afhængige af import af fødevarer og materialer fra Kina og levede forholdsvis isoleret fra det tibetanske samfund. 

1980’ernes reformer

I 1980 begyndte de kinesiske myndigheder at indse, at de ikke havde nået deres mål om økonomisk fremgang i Tibet. Der blev indkaldt til "Det første arbejdsforum om Tibet i 1980", hvor de mange fejltrin blev indrømmet og begrundet med Kulturrevolutionen, som man allerede da tog afstand fra. Det blev starten på en periode med relativ frihed.
 
Under de "fire moderniseringer" blev det nu muligt at starte private virksomheder, og den private ejendomsret blev genindført. Jord, dyr og bygninger blev givet tilbage til befolkningen, og skatten blev sat ned for at styrke økonomien. Bønderne kunne nu frit sælge overskuddet, efter at staten havde fået en bestemt kvota af produktionen. Der var forsøg på at tage hensyn til de specielle lokale forhold i Tibet. Men på trods af, at Kina tilmed skød penge i Tibet for at bakke op om de nye tiltag, var fremgangen begrænset. Byghøsten forblev den samme, og det var kun ganske få områder, hvor levestandarden steg.
 
En del af problemet var administrativt. Myndighederne i Tibet var fortsat kinesiske, og det var deres rolle at sikre producenternes resultater. Samtidig levede de af skatter og anden betaling fra de selvsamme producenter, og dermed var der god grobund for korruption. Hverken industrien eller transportsektoren, som var afhængig af industrien, blomstrede, som man havde håbet, og i 1982 tonede et Tibet med store uligheder frem. Khamregionen var et af de områder, der havde en vis fremgang på grund af de store skovarealer, men de mange arbejdspladser i skovindustrien førte ikke til højere levestandard for befolkningen.
 
"Det andet arbejdsforum om Tibet" blev holdt i 1984 og resulterede i flere kinesiske investeringer i landet, selvom økonomer advarede mod at skabe for stor tibetansk afhængighed af Kina. Men det lykkedes fortsat ikke at fremtvinge en udvikling, end ikke gennem turismen. Kinesiske økonomer gav tibetanerne en stor del af skylden og anklagede dem for at investere hele deres overskud i genopbygningen af klostre. Det økonomiske gab mellem de rige kystprovinser i Kina og fattige områder som Tibet blev større og større. Det førte til en kortvarig periode med tiltag, der gennem en centraliseret planlægning skulle sikre, at Kinas vestlige provinser ikke blev kørt bagud i den økonomiske udvikling.
 
Udvalgte produktionstal fra TAR, 1952-1993
 
1952 1959 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1993
 
Befolkning (1000)       1.115 1.220 1.350 1.510 1.690 1.850 1.990 2.180 2.290
 
Landbrug(mio. yuan)  143      144      264      280      340      532      1.089 1.950 2.299
 
Korn (1000 tons)        155      183      291      295      446      505      531      608      672
 
Kvæg (100.000) 97    96        170      192      212      235      218      225      232
 
Industri (mio. yuan) -  43,4 23,5 37,3 113,1 148,9 212,5 372,0 598,7
 
Krommalm (1000tons)            -           -           -           0,3       0,2       50,3 14,1 93,1 71,3
 
Kul (1000 tons) -        45,8 19,7 9,4  61,9 29,8 29,8 9,0      7,1
 
Træ (1000 m2) -          60        80        70        170      210      210      200      200
 
Uldgarn (tons) -          -           -           -           353      371      146      25        34
 
Cement (1000 tons)     -           -           11        4          34        52        47        13        130
 
 
 
Kilde: Rong Ma: Economic Patterns of the Tibet Autonomous Region. I G.Clarke (red.): Development, Society, and Environment in Tibet, pp. 167-186. Wien 1998.
 
 Udvalgte produktionstal fra TAR, 1952-1993
 
1952 1959 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1993
 
Befolkning (1000)       1.115 1.220 1.350 1.510 1.690 1.850 1.990 2.180 2.290
 
Landbrug(mio. yuan)  143      144      264      280      340      532      1.089 1.950 2.299
 
Korn (1000 tons)        155      183      291      295      446      505      531      608      672
 
Kvæg (100.000) 97    96        170      192      212      235      218      225      232
 
Industri (mio. yuan) -  43,4 23,5 37,3 113,1 148,9 212,5 372,0 598,7
 
Krommalm (1000tons)            -           -           -           0,3       0,2       50,3 14,1 93,1 71,3
 
Kul (1000 tons) -        45,8 19,7 9,4  61,9 29,8 29,8 9,0      7,1
 
Træ (1000 m2) -          60        80        70        170      210      210      200      200
 
Uldgarn (tons) -          -           -           -           353      371      146      25        34
 
Cement (1000 tons)     -           -           11        4          34        52        47        13        130
 
 
 
Kilde: Rong Ma: Economic Patterns of the Tibet Autonomous Region. I G.Clarke (red.): Development, Society, and Environment in Tibet, pp. 167-186. Wien 1998.
 
 
 
 
 
TAR's provinsregerings udgifter, 1952-1993 (10.000 yuan)
 
1952 1960 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1992 1993
 
Administration 712      1.843 2.899 2.494 3.873 7.599 13.249 19.647 25.665 34.278
 
Kultur 206       595      1.268 1.062 3.430 7.692 17.099 28.651 33.823 41.125
 
Industri            22        262      531      524      2.805 6.130 10.903 13.512 17.409 9.544
 
Landbrug         -           1.362 1.452 1.190 1.785 1.446 6.077 5.829 7.493 18.795
 
Byvedligeholdelse       3          24        39        100      50        273      1.933 1.483 1.932 1.566
 
Industristøtte - 1.361 1.452 1.190 2.012 2.245 7.148 1.054 1.443 -
 
Konstruktion 28          7.510 3.648 4.619 8.164 15.716 34.241 14.651 25.920 36.817
 
Socialhjælp      2          26        192      104      249      1.532 1.391 3.619 3.809 5.434
 
Pristilskud       -           -           -           -           -           -           2.239 5.442 5.291 7.886
 
Folkemilitsen - -           -           -           94        171      115      173      246      167
 
Andet - 3.558 1.284 521         3.370 5.244 14.613 35.182 43.085 60.400
 
I alt      973      15.450 11.313 10.613 24.026 46.602 102.941 129.242 166.120 216.012
 
 
 
Kilde: Rong Ma: Economic Patterns of the Tibet Autonomous Region. I G. Clarke (red.): Development, Society, and Environment in Tibet, pp. 167-186. Wien 1998.
 

Social ulighed i 1990’erne 

I begyndelsen af 1992 blev der igen sat fart i de økonomiske reformer og skabt initiativer for at fremme forretningslivet. I TAR overtog den kinesiske "hardliner" Chen Kuiyuan posten som den øverste leder, og programmerne, der skulle sikre, at udviklingen skete på delvist tibetanske præmisser, blev nedprioriteret. “Det tredje arbejdsforum om Tibet” i 1994 medførte opprioritering af investeringer i let industri og i produktion af forbrugsvarer til markedet, samt en udbygning af energiproduktionen. Kinesiske selvstændige erhvervsdrivende og teknikere blev opmuntret til at tage til Tibet med højere lønninger og lavere skatter. Samtidig øgedes de økonomiske tilskud til Tibet. Det førte til et boom i investeringer, i bygningskonstruktion og i udvikling af forretningslivet i Tibets byer. Kun den mindre gruppe tibetanere, der har taget en kinesisk uddannelse, har chancer for at klare sig i den fremvoksende kinesiske økonomi, og moderniseringen af den tibetanske økonomi øger den etnisk betingede ulighed. 
 
Der er i dag stadig udbredt fattigdom i Tibet. I 1994 lød det i en kinesisk udtalelse, at "over en million bønder i Qinghai provinsen stadig lever under sultegrænsen...". Tibetanske flygtninge, der kommer over Himalaya-bjergene til Indien, fortæller om sult og underernæring. Flere tibetanere lever nu af bistandsprogrammer, og mange lever i dyb fattigdom. Landbrugspolitikken har ikke væsentligt forbedret levestandarden for det flertal af tibetanerne, der bor på landet. Deres levestandard ligner stadig den, de havde før den kinesiske besættelse.
 

Familie- og børnepolitik

For at kontrollere befolkningstilvæksten i Kina iværksatte den kinesiske regering i 1970'erne "en familie, et barn" politikken med det mål, at den kinesiske befolkning ikke måtte overstige 1,2 mia. i år 2000. Officielt omfattede denne politik kun nationaliteter på mere end 10 mio. mennesker. Den samlede tibetanske befolkning på omkring 5 mio. blev betragtet som en national minoritet, der i første omgang skulle have været undtaget familieplanlægningspolitikken. Men den kinesiske regering havde politisk interesse i at kontrollere den tibetanske befolknings udvikling, og fødselskontrol blev derfor iværksat for den tibetanske befolkning i de kinesiske provinser fra 1980 og i TAR fra 1983. Børnebegrænsningspolitikken forstærkede effekten af kinesisk indvan-dring i Tibet. 
 
Fødselskontrollens grundlag er det samme i Kina og Tibet, og den håndhæves i praksis knapt så hårdt over for tibetanere som for kinesere. Alligevel kommer fødselskontrollen til en vis grad til at virke som etnisk og social undertrykkelse i Tibet. Tibetanerne betragtes som mindreværdige på grund af deres lavere uddannelsesniveau, ringe levestandard og "lave kvalitet", som det nogle gange bliver udtrykt af kinesiske ledere.

Fødselskontrol i Tibet

I 1985 formulerede den kinesiske regering faste regler for fødselskontrol for bybefolkningen. Der blev indført bødestraf for kvinder, der fik flere end to børn, og givet økonomiske belønninger til kvinder, der kun fik et. Landbefolkningen kom i første omgang ikke med i lovgivningen, men der blev iværksat sporadiske sterilisations- og abortkampagner i nogle landdistrikter.
 
I 1992 blev lovene om fødselskontrol udstrakt til alle befolkningsgrupper. Statsansatte kvinder måtte ligesom de kinesiske tilflyttere kun få et barn. Kvinder i byfamilier måtte få to børn, det første når de var fyldt 22, og det andet, når de var fyldt 25. Kvinder på landet fik tilladelse til at få tre børn; nomaderne dog fire.

Børnebegrænsningens midler

Myndighederne anvender to instrumenter til at gennemføre børnebegrænsningen: økonomiske incitamenter med belønninger og straffe og fysisk fødselskontrol som prævention og abort. Ifølge lovgivningen fra 1992 idømmes en familie i gennemsnit 500 yuan (ca. 350 kr.) i bøde for det første og 1.000 yuan for det andet "ulovlige" barn, svarende til mellem 3 måneders og et års indkomst, alt efter familiens økonomiske situation. Familiens voksne medlemmer kan også få dårligere løn- og arbejdsforhold. De "ulovligt" fødte børn kan frakendes fundamentale borgerrettigheder og miste opholdstilladelse, fødevarerationer og retten til uddannelse. Mange af de børn, der bliver født som nummer 2 eller 3, får ikke lov til at gå i skole. Abort er især i landdistrikterne det mest anvendte præventionsmiddel, efterfulgt af sterilisation. Præventive midler er kostbare for fattige familier. Myndighederne lægger pres på tibetanske kvinder for at få dem til at lade sig sterilisere. Siden slutningen af 1980'erne er der blevet gennemført utallige fødselskontrolkampagner. Mobile "fødselskontrolgrupper" er rejst rundt i by- og landdistrikterne, hvor de har opfordret kvinder til at lade sig sterilisere og har gennemført steriliseringerne. Fysisk vold har været anvendt i enkelte lokalområder i forbindelse med sterilisationskampagnerne. Nogle få steder er der blevet gennemført tvangssterilisering af alle fødedygtige kvinder, fordi ledende embedsmænd skulle holde områdets kvota for fødsler. Der har mange steder været massiv pression for at få kvinder til at lade sig sterilisere frivilligt.
 
Kvinder, der bliver gravide med deres andet eller tredje barn, presses især i byerne til at abortere. Hvis de vil føde barnet, skal de modstå dette pres. Går de derimod med til at abortere, får de økonomisk belønning.

 Fødselskontrollen forstærkes

Regeringen intensiverede fødselskontrollen i 1996 og 97. Myndighederne går nu mere hårdhændet til værks i landdistrikterne, end de har gjort tidligere. I 1997 forøgedes indsatsen af arbejdsgrupper bestående af sundhedspersonale, der rejser rundt i landdistrikterne for at gennemtvinge fødselskontrol. Der er rapporter om anvendelse af fysisk magt i større målestok og om hundredvis af tvangssterilisationer i forskellige landdistrikter.
 
Udviklingen i den anden halvdel af 1990'erne har vist, at den kinesiske regerings børnebegrænsningspolitik med uformindsket styrke sigter mod at integrere den tibetanske befolkning i den kinesiske stat og at kontrollere befolkningsudviklingen blandt de etniske tibetanere.

Retssystemet

I Kinas grundlov fra 1982 stadfæstes borgernes rettigheder og pligter. Grænsen for borgernes frihed går ved, at "borgernes udøvelse af deres friheder og rettigheder ikke må gribe ind i statens, samfundets og kollektivets interesser eller krænke andre borgeres friheder og rettigheder". Frihedens grænser afgøres af, hvordan man tolker betegnelsen "samfundets interesser". Når samfundets interesser altid går forud for individers eller mindretals interesser, sker det ofte på bekostning af de individuelle menneskerettigheder. Det fremgår tydeligt af, at et af de vigtigste erklærede mål for retssystemet i TAR er at undertrykke tibetansk modstand mod den kinesiske besættelse. Under hele besættelsesperioden har de kinesiske myndigheder overtrådt grundliggende menneskerettigheder, ikke mindst indenfor retssystemet. Selvom kritikere af systemet i dag ikke længere bliver dømt for "kontrarevolutionære aktiviteter", og der har været en tilbagegang i antallet af meget lange fængselsstraffe for politiske aktiviteter, kan tibetanere stadigvæk blive dømt til hårde straffe eller døden efter en gummiparagraf fra straffeloven af oktober 1997 om "trusler mod statens sikkerhed". En sådan trussel med betegnelsen "tyveri af statshemmeligheder" kan f.eks. være besiddelsen af en liste over politiske fanger. Generelt bliver folk, der kritiserer systemet, nøje overvåget, og de risikerer at blive tilbageholdt og idømt fængselsstraffe. De stramninger, der er blevet indført i Tibet i 1990'erne, er udtryk for en bevidst politik fra regeringens side. "Slå hårdt ned" kampagnen, der begyndte som en kampagne mod kriminalitet og korruption i Kina, er i Tibet rettet mod "separatisterne", d.v.s. tilhængere af tibetansk selvstyre.

Domstolenes virksomhed

Domstole og politi er ikke uafhængige af regeringen, men betragtes som et redskab for regeringens overordnede politik. En tidligere højesteretsdommer fra Amdo har ifølge International Commission of Jurists (1997) berettet, at det er almindelig praksis, at en tibetaner, der kommer for retten i en sag med politisk indhold, dømmes af et panel, der udelukkende består af kinesiske dommere, som alle er partimedlemmer. Retssproget er kinesisk. Da den tiltalte som regel allerede før retssagen har underskrevet en tilståelse under sikkerhedspolitiets ofte voldelige forhør, har forsvareren ikke mange muligheder for at komme med et effektivt forsvar. Mange politiske fanger kommer aldrig for en domstol. Mange tilbageholdes flere år, før det sker.
 
Mellem 1992 og 1997 frikendte domstolene i Tibet kun 0,73 % af alle dem, der blev stillet for retten. Over halvdelen fik straffe på 5 år eller mere. En udbredt form for straf er, at folk, der bliver anklaget, ikke bliver stillet for en domstol, men bliver sendt i arbejdslejr til "genopdragelse gennem arbejde" i op til 3 år.
 
I 1994 var 3 % af alle fanger i Kina under straf for "kontrarevolutionær" kriminalitet. I TAR var det 6,5 %. Selvom Tibets indbyggertal kun udgør 0,4 % af Kinas, var der i 1995 flere religiøse fanger end i Kina. I et studie af 800 tibetanske politiske fanger, viste det sig, at 67 % af samvittighedsfangerne var munke og nonner, hvis forbrydelse som regel bestod i, at de havde uddelt løbesedler eller deltaget i demonstrationer. Det er vanskeligt at få sikre tal om politiske fanger. Embedsmænd i det kinesiske justitsministerium har udtalt til en amerikansk organisation, at der ved udgangen af 1997 var 1.946 fanger i Kina og Tibet, der havde "bragt statens sikkerhed i fare". Tibetan Centre for Human Rights and Democracy i Indien var imidlertid i 1998 i besiddelse af en liste på over 1.200 politiske fanger alene i Tibet.

Tortur og fængsler

Tortur er udbredt, især under forhør efter tiltaltes tilbageholdelse. Der anvendes mange former for tortur: elektriske kvægstave, gennembankning, ophængning, udsultning og isolation. Fanger tvinges til at overvære eller høre på andre tiltaltes lidelser. Torturofrene behandles ofte af ikke uddannede læger, og det er ikke ualmindeligt, at fanger dør som følge af tortur og mishandling. Ofte løslades fanger umiddelbart før, de dør af følgerne af den tortur, de udsættes for. Dør de i fangenskab, angives dødsårsagen ofte som selvmord.
 
I fængslerne holdes tibetanere og kinesere adskilt. Politiske fanger holdes i særlige afdelinger, hvor de bliver specielt hårdt behandlet og får dårlig og utilstrækkelig mad. De fleste beretninger fra fængselsophold stammer fra hovedfængslet Drapchi i Lhasa. Her bliver politiske fanger "genopdraget". I nyere tid er også kriminelle fanger begyndt at lave protestaktioner. Forsøger fanger at protestere foran udenlandske gæster, bliver de hårdt fysisk afstraffet, og deres straffe bliver forlænget. 11 fanger blev dræbt, da de deltog i en protestaktion under en EU-delegations besøg i Drapchi fængslet i maj 1998.
 
Qinghai er desuden hjemsted for et omfattende netværk af kinesiske fængsler og arbejdslejre for fanger fra hele Kina. I 1991 blev antallet af fanger i disse lejre anslået til omkring 100.000. Arbejdslejrene bidrog på det tidspunkt betragteligt til Qinghais økonomi. De stod f.eks. for produktionen af 5 % af alt korn og 9 % af al madolie i provinsen.

Bliv aktiv - gør en forskel

Har du lyst til selv at gøre noget for tibetanernes sag? Støttekomiteen for Tibet har altid brug for nye aktive

Læs mere…

Betalingsoplysninger

Bank: reg.nr. 1551, kontonr. 2719134

MobilePay: 85230 (kan ikke anvendes i butikken)

  • 11 danske kandidater støtter Tibet

    Aktiv dansk deltagelse i Europa-Parlamentets arbejde for Tibet er på vej!

     Støttekomiteen for Tibet har opfordret kandidater til Europa-Parlamentsvalget til at love at støtte Tibet, hvis de bliver valgt. Det har 11 af kandidaterne gjort indtil nu. Dermed har danskerne fået mulighed for at stemme på en kandidat, der lover at:

    Læs mere…  
  • Tibets eksilpræsident Penpa Tsering besøger Danmark

    Pressemeddelelse, 2. maj 2023

    I eftermiddag bliver Tibets eksilpræsident (Sikyong) Penpa Tsering modtaget af repræsentanter fra det Tibetanske Samfund og danske Tibetforeninger i Københavns lufthavn. Han indleder hermed et 3-dages besøg i Danmark arrangeret af Støttekomiteen for Tibet i samarbejde med Office of Tibet i London.

    Det er Penpa Tserings første besøg i Danmark som præsident.

    Læs mere…  
  • Borgerforslag om verbalnoten til Kina
    Annuller regeringens verbalnote om Tibet!
     
    Underskriv borgerforslaget her: 
     
    Den 9. december 2009 anerkendte den danske regering for første gang Tibet som en del af Kina. Det skete gennem en såkaldt verbalnote, der også "modsatte sig” Tibets uafhængighed.
     
    Tibet har en historie, der går længere tilbage end Danmarks. Kina besatte Tibet ulovligt i 1950 og holder i dag landet i et jerngreb.
     
    Verbalnoten er i strid med folkeretten og med Danmarks forpligtelser og interesser. Den krænker desuden tibetanernes selvbestemmelsesret og modvirker en forhandlingsløsning. Læs uddybningen i selve forslaget.
     
    Støttekomiteen for Tibet forsøger nu at få Folketinget til at annullere verbalnoten. Det gør vi gennem dette borgerforslag. Vi håber, at du vil underskrive det og bede dine venner gøre det samme!
     
    Læs mere om verbalnoten her: http://www.tibetkomite.dk/verbalnoten-om-tibet