Justitsministeren retter udenrigsministeren under samråd i Tibetsagen

Folketingets Retsudvalg havde den 15. september 2022 justitsminister Mattias Tesfaye og udenrigsminister Jeppe Kofod i samråd om Tibetsagen. Samrådet var indkaldt af SF’s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt for at følge op på Tibetkommissionens beretning, der den 28. marts bl.a. konkluderede, at Udenrigsministeriet havde sat ”hensynet til at undgå at støde de kinesiske gæster” ”over grundloven” (1).

Da Karina Lorentzen Dehnhardt under samrådet bad begge ministre bekræfte, at man ikke havde udleveret alt relevant materiale til den første Tibetkommission (2), svarede Jeppe Kofod afværgende, at man blot havde fulgt den almindelige praksis, der var gældende på det tidspunkt. Mattias Tesfaye svarede derimod med et klart ”ja” og uddybede det med, at det ”ikke var tilfredsstillende, at det materiale som ville havde været relevant for den oprindelige Tibetkommission, ikke blev udleveret”.

Det var netop DR’s afsløring af, at der i Udenrigsministeriet fandtes backuparkiver, der aldrig var blevet undersøgt i forbindelse med den første Tibetkommission, som blev udslagsgivende for, at kommissionen blev gennedsat i sommeren 2018.

Udenrigsministeren forklarede til gengæld som noget nyt, at der ikke var noget personsammenfald mellem de embedsmænd, som Tibetkommissionen kritiserer i sin beretning, og de embedsmænd, der havde med Udenrigsministeriets beslutninger eller kommunikation med Tibetkommissionen om fremfinding af dokumentation at gøre.

I Støttekomiteen for Tibet mener vi, at det er vigtigt at få undersøgt, hvorfor Udenrigsministeriet og PET ikke afleverede alle relevante dokumenter til Tibetkommissionen i første omgang. Det havde den gennedsatte Tibetkommission nemlig ikke til opgave at undersøge, og den belyser ikke spørgsmålet tilstrækkeligt i sin beretning. Vi finder, at det er vigtigt at undersøge, hvad der gik galt, bl.a. for at sikre at fremtidige undersøgelseskommissioner får alt materiale fra begyndelsen. En sådan undersøgelse behøver formentlig ikke betyde en gennedsættelse af Tibetkommissionen, men må kunne foretages forholdsvis hurtigt ud fra den viden, som Tibetkommissionen allerede har indsamlet.

Karina Lorentzen Dehnhardt foreslog under samrådet, at man i Danmark kunne vedtage en lov, der som i USA gør det strafbart ikke at fremlægge alt relevant materiale i forbindelse med kommissionsundersøgelser. Det var justitsminister Mattias Tesfaye ikke afvisende over for. Han pointerede dog, at det allerede i dag er lovpligtigt at lægge alt materiale frem.

Tibetkommissionen konkluderer intet om de skiftende udenrigsministres ansvar i Tibetsagen, men den fritager heller ikke eksplicit udenrigsministrene, som den gør, når det gælder stats- og justitsministrene (s. 1110). Til gengæld fremlægger kommissionen flere eksempler på, at nogle af de skiftende udenrigsministre var involveret i nogle af de beslutninger om at skride ind mod fredelige danske menneskerettighedsaktivister, som er nævnt og dokumenteret i beretningen.

Vi mener, at Udenrigsministeriets kritisable adfærd, som den fremgår af Tibetkommissionens beretning, kun kunne finde sted, fordi den ligger i direkte forlængelse af den alt for naive og eftergivende politik, som Danmark har haft over for Kina siden slutningen af 1990’erne, og vi håber, at Tibetkommissionens konklusioner vil medvirke til et opgør med denne politik.

Med venlig hilsen

Anders Højmark Andersen

Formand

Støttekomiteen for Tibet

Noter:

1) Se Tibetkommissionens beretning side 1111.

2) Spol til 55:05: https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/REU/kalender/61951/samraad.htm

Om Tibetkommissionens konklusioner

(denne artikel er skrevet i april 2018, dvs. før Tibetkommissionen blev gennedsat den 4. juli samme år)

En stor del af Støttekomiteen for Tibet's arbejde har siden 2012 drejet sig om den såkaldte Tibetsag, der som udgangspunkt handler om, at vi Tibetsympatisører samt tilhængere af Falun Gong blev forhindret i at demonstrere synligt under de kinesiske besøg i 2012 og 2013.

Når vi så vedholdende har kæmpet for vores egen ret til at ytre os og demonstrere i Danmark, skyldes det, at det er selve forudsætningen for vores arbejde, der er blevet udfordret, og at sagen hænger uløseligt sammen med kampen for menneskerettigheder i Tibet. For i sidste ende er det de kinesiske myndigheder, der står bag Københavns Politis indgreb mod os.

Et af hovedmålene med Støttekomiteens virke er at overtale de danske myndigheder til at presse Kina til at respektere tibetanernes rettigheder. Det kan de kun gøre meningsfuldt, hvis de samtidig modstår det pres, som Kina lægger på Danmark om at imødekomme de kinesiske diktatorers interesser. De kinesiske myndigheder søger i disse år energisk at få verdenssamfundet til at nedtone kritik og udøve censur, og hvis Kina vinder den kamp, er alt tabt.

Tibetkommissionens beretning

Efter præcis to års arbejde offentliggjorde Tibetkommissionen sin beretning den 18. december 2017. Kommissionen havde bl.a. til opgave at undersøge hændelserne under de kinesiske besøg i 2012 og 2013 og det efterfølgende forløb, hvor politiet i mere end tre år løj om deres indgreb mod os.

Beretningen er publiceret i 5 bind og fylder 2001 sider. Bindene kan downloades hver for sig fra Justitsministeriets hjemmeside (https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/tibetkommissionen-har-afgivet-sin-beretning/).

Bind 1 indeholder kommissionens kommissorium (kapitel 1), konklusioner (kapitel 2) og en længere sammenfatning og vurdering af forløbet under de kinesiske besøg samt besvarelsen af Folketingsspørgsmål (kapitel 3).

Bind 2 drejer sig om kommissionens retlige vurderinger (kapitel 4), regelgrundlaget (kapitel 5), kommissionens arbejdsproces (kapitel 6) og andre myndigheders sideløbende behandling af hændelserne (kapitel 7).

Bind 3 og 4 udgør kapitel 8, der gennemgår hændelserne og de afgivne forklaringer i detaljer for hhv. 2012 og 2013-2014.

Bind 5 er et bilagsbind, der gengiver høringssvar fra afhørte politifolk og embedsmænd, kommissionens bemærkninger dertil, kommissionens afhøringsprotokoller og skriftlige besvarelser af spørgsmål fra kommissionen.

Sidehenvisningerne og citaterne i nedenstående redegørelse er med enkelte navngivne undtagelser fra Tibetkommissionens beretning.

Ulovlige ordrer og indgreb

Tibetkommissionens konklusion om politiets indgreb mod os og om ordrerne bag politiets aktioner var meget tydelig: De var "klart ulovlige". Det betyder, at de enkelte politifolk ikke bare havde ret til ikke at efterkomme de ulovlige ordrer. De havde også pligt til det.

De ulovlige ordrer i 2012 blev givet i en overordnet operationsbefaling for statsbesøget og i nogle af de taktiske befalinger. De indeholdt "en generel ordre om, at demonstranter ikke måtte være synlige for den kinesiske delegation" (s. 352). Denne besked blev desuden formidlet til politibetjentene under briefinger og i konkrete ordrer på dagen.

Kommissionen konkluderer, at Københavns Politi både brød politiloven, grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved at gribe ind mod vores ytrings- og forsamlingsfrihed.

Følgende konkrete indgreb var ulovlige under Hu Jintaos besøg i juni 2012:

  • Fjernelsen af kridttegninger fra områderne omkring Radisson Blu, Amalienborg, Nordre Toldbod og Langelinie
  • Bortvisningen af Luna Pedersen fra Amalienborg Slotsplads og Langelinie
  • Undersøgelsen af parkerede biler i Amaliegade for skjulte personer/bannere
  • Fratagelsen af skilt og flag fra hjemløse Thomas Kehoe ved Nordre Toldbod
  • At Thomas Götz blev pålagt at lægge sit flag ned i Kongens Have
  • Fratagelsen af flag og bortvisningen fra Christiansborg Slotsplads af Sara Berthou, Christian Gorm Hansen, Kamilla Nielsen og René Wennerberg
  • Forhåndsordren om og fremkørslen af biler foran demonstrationen på Højbro Plads

Kommissionen skriver ikke, om denne liste (s. 367-368) er udtømmende, og der er en række indgreb, som ikke er omtalt i beretningen. Vi formoder, at bl.a. fratagelsen af Sonam Topgyals flag på Christiansborg Slotsplads den 16. juni 2012 også var i strid med loven.

Vedrørende besøget i juni 2013 fandt Tibetkommissionen, at der ikke blev udstedt nogen generel ordre om at skærme den besøgende kinesiske parlamentsformand Yu Zhengsheng mod demonstranter og tibetanske flag, men at der i forbindelse med indgreb mod fredelige demonstranter blev givet "klart ulovlige" ordrer, som fik de retsstridige konsekvenser, at det daværende medlem af Støttekomiteen for Tibet's bestyrelse Jens Christian Nielsen blev bortvist fra Avedøreværket, og at Luna Pedersen samt Lærke Arvedsen blev bortvist fra Rigsdagsgården.

Det er værd at bemærke, at Tibetkommissionen konsekvent lægger til grund, at vi Tibetaktivister ikke udgjorde nogen som helst trussel i forbindelse med de kinesiske besøg, og at politiet ikke greb ind imod os af hensyn til sikkerheden. Det viser sig da også, at PET i sin "interne trusselsvurdering af 16. maj 2012" skrev følgende om os:

"Støttekomitéen [for Tibet] kan muligvis forsøge at arrangere en demonstration rettet imod præsidenten, hvis den forinden bliver bekendt med dennes besøg. ... vurderer det ikke som sandsynligt, at en sådan demonstration vil udvikle sig voldeligt" (s. 28).

Københavns Politi afgav i forløbet efter de kinesiske besøg en række usande eller vildledende forklaringer, som af Rigspolitiet og derefter Justitsministeriet blev brugt i svar til Folketinget. Tibetkommissionen konkluderer, at "de fleste svar på Folketingets Retsudvalgs spørgsmål i 2012 indeholdt urigtige, vildledende eller ufyldestgørende oplysninger" (s. 354). Det skyldtes især, at "det blev benægtet, at der ved Københavns Politi var afgivet en generel ordre om at afskærme den kinesiske delegation for demonstranter".

Placeringen af ansvar

Når det gælder Tibetkommissionens placering af ansvar for de ulovlige indgreb og ordrer samt for løgnene, er det fra starten vigtigt at påpege, at kommissionen var underlagt en række begrænsninger, som bl.a. udspringer af kommissoriet og undersøgelseskommissionsloven.

Kommissionen var således afskåret fra at udtale sig om Københavns Politis ansvar som institution, og i de individuelle vurderinger var menige betjentes handlinger såvel som ansvar undtaget (s. 363). Endvidere var kommissionen forpligtet på et forsigtighedsprincip, som betød, at hvis bevisvurderinger gav "anledning til tvivl", skulle kommissionen "præsentere tvivlen" "i stedet for at tage stilling til spørgsmålene" (s. 15).

I praksis mener vi, at det har medført, at ledende politifolk, som er blevet sagt lodret imod af deres underordnede, og som derfor må have løjet, er sluppet for kritik, alene fordi de og deres nærmeste kolleger ikke har fremlagt alt åbent og ærligt. Derudover er forældelsesfristen for de fleste af de lovbrud, der er blevet begået i Tibetsagen, kun to år.

To mellemledere i Københavns Politi blev af Tibetkommissionen udpeget som hovedansvarlige for de ulovlige ordrer og indgreb i 2012 samt for, at Folketinget modtog forkerte oplysninger. Det gjaldt Københavns Politis operationelle leder af politiindsatsen under statsbesøget, vicepolitiiinspektør Claus Hjelm Olsen, og den øverstbefalende indsatsleder, politikommissær Henrik Oryé. Begge betjente er desuden blevet anmeldt af vores advokat for at have afgivet falsk vidneforklaring i retten i forbindelse med vore retssager om ulovlig frihedsberøvelse. Disse retssager er stillet i bero, mens Tibetkommissionen arbejder.

Politiinspektør Mogens Lauridsen, der havde det strategiske ansvar under præsidentbesøget i 2012, får kritik for hverken at have fulgt op på, om strategien blev efterlevet, eller "gøre sig bekendt med indholdet af operationsbefalingerne og de taktiske befalinger" (s. 364). Kommissionen har ikke kunnet bevise, at han har deltaget i tilsløringen af indgrebene imod os, selvom meget tyder på det. Det var bl.a. Lauridsen, der siden sommeren 2012 stod i spidsen for identifikationen af de politifolk, der havde haft kontakt til os, og det forløb meget trægt og gav kun resultat i form af betjente, der deltog i tilsløringen af politiets ulovlige ordrer.

Københavns Politis daværende senioranklager Klaus Pedersen, der agerede som politiets forsvarer under vore retssager i byretten, havde også alle muligheder for at læse de ulovlige ordrer i operationsbefalingen, men kommissionen har ikke kunnet bevise, at undladelsessynden skete med vilje, og den lægger til grund, at han ikke prøvede at skjule ordrerne, da han har stået for videresendelsen af operationsbefalingen til både politividnerne, Rigspolitiet og kammeradvokaten.

Vicepolitiinspektør Kim Lykke Østergaard slipper ikke for kritik, men undgår en tildeling af et "disciplinært ansvar", selvom han havde det operationelle ansvar under besøget i 2013, hvor der blev udstedt ulovlige ordrer. Kommissionen henholder sig til, at han ifølge sin egen forklaring (!) hverken var "opmærksom på indholdet" i den ene taktiske befaling, der indeholdt en ulovlig ordre, eller "havde en konkret viden om, at der hos en større eller mindre gruppe politifolk, herunder enkelte indsatsledere, var den forståelse, at demonstranter skulle skærmes" (s. 366).

Topledelsen i Københavns Politi går fri af kritik, selvom den havde let adgang til operationsbefalingen gennem politiets beredskabsportal, og selvom operationsbefalingen formentlig også "efterfølgende har ligget på sagen med folketingsspørgsmål, der cirkulerede frem og tilbage mellem politidirektøren, vicepolitidirektøren, sekretariatschefen" og senioranklageren (s. 236).

P1's radioprogram Orientering kunne den 12. marts afsløre, at de fire medlemmer af den daværende ledelse alle fik deres mailkorrespondance slettet en måned efter, at de fratrådte, inklusive vicepolitiinspektør Jørn Aabye Nielsen, der forlod sin stilling tre måneder efter, at Tibetkommissionen blev nedsat (https://www.dr.dk/nyheder/politik/politichefers-mails-blev-slettet-forud-tibet-kommissionens-undersoegelse). I manglen på bevismateriale lægger kommissionen ledelsens egne forklaringer til grund om, at "de ikke har læst de relevante afsnit i operationsbefalingen" (s. 236). Også selvom det i vore ører lyder meget usandsynligt.

En større gruppe af politiets indsatsledere og delingsførere blev ifølge kommissionens vurdering senest under en briefing "den 12. juni bekendt med, at de skulle sikre, at demonstranter ikke var synlige, herunder ved fratagelse af flag mv." (s. 125). De medvirkede også til at udføre de ulovlige ordrer, men går alligevel stort set fri af kommissionens kritik. Selvom "ingen af indsatslederne" over for ledelsen sagde fra overfor de ulovlige ordrer, og fire af dem egenhændigt "i deres taktiske befalinger [har] tilføjet oplysninger, som yderligere understreger opmærksomheden på de kinesiske bekymringer", var der "nogle af indsatslederne, gruppeførerne og de menige politifolk", der "i konkrete situationer sagde fra over for den ulovlige ordre" (s. 367).

Samlet set undgår hele gruppen af "indsatsledere, delingsførere og gruppeførere" med undtagelse af Henrik Oryé at blive draget til ansvar med den begrundelse, at de nok "har handlet pligtstridigt", men "et tjenstligt ansvar herfor er efter praksis betinget af, at de pligtstridige handlinger var af en vis grovhed og kunne tilregnes den enkelte som forsætlige eller uagtsomme" (s. 369). 

Kommissionen finder altså, at "de pligtstridige handlinger ikke har sådan en grovhed, at kommissionen kan udtale, at der er grundlag for at søge et disciplinært ansvar for politiets ageren gjort gældende over for nogle af" dem (ibid.). Desværre går kommissionen ikke ind i en diskussion af, hvad "en vis grovhed" nærmere betyder, og den uddyber heller ikke, hvilken "praksis", det er, som den henviser til.

Det var politiassistent Michael Dekker Poulsen, der udarbejdede den famøse operationsbefaling. Det gjorde han "på grundlag af PETs trusselsvurdering og anbefaling, oplysninger, han har modtaget under stabsmøder, og input fra PET" (s. 52). At han også handlede efter de ulovlige order understreges bl.a. af, at han pr. telefon den 12. juni 2012 beordrede arrangørerne af demonstrationen på Højbro Plads til ikke at spille så høj musik, at den kunne høres under statsbanketten på Christiansborg. Det er imidlertid udeladt fra kommissionens beretning, og som menig politimand kan kommissionen ikke stille ham til ansvar.

Rigspolitiet

Rigspolitiet slipper for kritik ligesom Københavns Politis øverste ledelse. Kommissionen lægger nemlig til grund, at de hverken "var inddraget i den detaljerede planlægning af operationen eller i øvrigt var bekendt med" de ulovlige ordrer, selvom de modtog operationsbefalingen pr. email (s. 359). Den vurderer desuden, "at den omstændighed, at der blandt andet i offentligheden blev fremdraget forhold, der kunne give et vist grundlag for at stille spørgsmål ved indholdet af Københavns Politis udtalelser, ikke kan føre til, at det kan bebrejdes ansatte i Rigspolitiet, at de ikke foranstaltede en nærmere undersøgelse" (s. 360).

PET

Om PET konkluderer Tibetkommissionen, at de til Københavns Politi i 2012 formidlede "en stemning om og et fokus på de kinesiske bekymringer for demonstrationer og betydningen af, at besøget blev en succes" (s. 361): "Der var ikke direkte tale om en opfordring, henstilling eller instruks givet af PET, men Københavns Politi agerede på grundlag af oplysningerne i PETs trusselsvurdering". Den anden udgave af PET's trusselsvurdering, der blev sendt til Københavns Politi den 5. juni 2012, indeholdt følgende passage:

"Personale fra den kinesiske ambassade i København har udtalt, at man fra kinesisk side er meget bekymret for, at der skulle vise sig demonstrationer eller lignende i forbindelse med præsidentens besøg. Det er PET’s opfattelse, at kineserne ikke er bekymret for præsidentens sikkerhed under opholdet i Danmark, men det er meget afgørende for dem, at "de ikke taber ansigt" ved konfrontation med demonstrationer eller lignende." (s. 29)

Den "stemning", som PET var med til at skabe, "var medvirkende til, at Københavns Politi udarbejdede retsstridige ordrer, herunder ordrer, der var klart ulovlige, om politiets ageren over for demonstranter" (s. 361).

De PET-folk, der videreformidlede denne "stemning" til Københavns Politi og fx undlod at præcisere "at den gentagne videregivelse af oplysninger om de kinesiske bekymringer ikke tilsigtede, at demonstranter ikke måtte være synlige", betragter Tibetkommissionen imidlertid som "menigt politipersonale", som falder uden for kommissionsundersøgelsen, og de vurderer, at de "i vidt omfang" handlede "på egen hånd" (s. 361). Af de grunde går PET fri af egentlig kritik. 

Det gælder også for den PET-agent (KF 0764), der skrev trusselsvurderingen. Han blev ellers senest under en briefing den 12. juni bekendt med de ulovlige ordrer i operationsbefalingen, som hans egne anbefalinger havde givet anledning til (s. 53). Det lægger kommissionen vel at mærke til grund, selvom KF 0764 har benægtet, at han kendte til ordrerne (s. 1470 og 1485). Med andre ord kan vi konkludere, at kommissionen vurderer, at agenten lyver. Det er interessant i lyset af, at operationsbefalingens forfatter, Michael Dekker Poulsen, har fortalt kommissionen, at KF 0764 under en telefonsamtale med ham sagde, at "han på et møde i Udenrigsministeriet havde fået at vide, at "nu kom de", og at der skulle underskrives aftaler for 20 mia. kr. KF 0764 sagde også, at hvis de så et tibetansk flag eller blev krænket, kunne man godt regne med, at de ville tage hjem igen" (s. 1623). Da kommissionen spurgte KF 0764 om dette, "erindrede afhørte overhovedet intet, heller ikke at afhørte ikke ønskede at sende noget skriftligt om det" (s. 1605).

Ministerier

Når det gælder både Justitsministeriet, Statsministeriet og Hoffet, vurderer Tibetkommissionen, at ingen her havde nogen viden om politiets ulovlige ordrer eller de fejlagtige oplysninger til Folketinget. 

Kommissionen finder desuden, at "ministre og ansatte i Justitsministeriet som udgangspunkt kunne forlade sig på, at indholdet af Rigspolitiets udtalelser, der i al væsentlighed gengav indholdet af bidragene fra Københavns politi, var korrekt", og at ministeriets embedsmænd "stillede endvidere adskillige opklarende spørgsmål" til besvarelserne fra Rigspolitiet (s. 358).

Den mener tillige, at det, "at der blandt andet i offentligheden blev fremdraget forhold og oplysninger, der kunne give et vist grundlag for at stille spørgsmål til indholdet af Københavns Politis udtalelser, ikke kan føre til, at det kan bebrejdes ansatte i Justitsministeriet, at de ikke foranstaltede en nærmere undersøgelse" (ibid.). Det er vi uenige i, da det fremgår, at fx to emails med detaljerede oplysninger og videoer fra Støttekomiteen for Tibet til to forskellige justitsministre i perioden begge blev syltet i lang tid og aldrig blev taget alvorligt. Det samme gælder henvendelser fra Falun Gong, der også blev modtaget og bearbejdet med en betydelig træghed grænsende til, hvad man nærmere må betegne som åbenlys modstand hos i hvert fald politiets øverste ledelse, der trods det nød Justitsministeriets tillid.

Embedsmænd i Udenrigsministeriet, der "havde en central rolle ved planlægningen af besøget i 2012", men kun deltog "i planlægningen af besøget i 2013 i meget begrænset omfang", slipper for at blive tildelt et disciplinært ansvar, da kommissionen bl.a. finder, at ingen af dem kendte de ulovlige ordrer, men ministeriet går ikke fri af kritik. Det bidrog nemlig "til en stemning, der forplantede sig via PET til Københavns Politi" i form af "en bevidsthed om og et fokus på de kinesiske bekymringer for demonstrationer og betydningen af, at besøget blev en succes" (s. 356). 

Udenrigsministeriet var således ansvarlig for en "gentagen videregivelse af informationer om de kinesiske bekymringer for demonstrationer, uden at formålet med denne videregivelse blev oplyst" (ibid.). "Disse bekymringer blev, uanset at det er forklaret, at det var almen viden, gentagne gange omtalt mellem den danske ambassade i Beijing, Udenrigsministeriets Departement, ASI-kontor og Protokol og videregivet til Hofmarskallatet, Statsministeriet, PET og Københavns Politi" (s. 124). Dette fokus på Udenrigsministeriets ”bekymringer” viser, i hvor høj grad Kina spillede en rolle for fremkomsten af de ulovlige ordrer.

Kinas rolle

Tibetkommissionen går ifølge sagens natur ikke ind i nogen egentlig drøftelse af de kinesiske myndigheders ellers åbenlyse rolle i Tibetsagen. Det ligger udenfor kommissionens kommissorium. Ikke desto mindre er kommissionens beretning rig på oplysninger om det kinesiske pres på de danske myndigheder, som helt fra starten især prægede planlægningen af statsbesøget i 2012.

Kinas ambassade samarbejdede både med Udenrigsministeriet, Hoffet, PET, Statsministeriet og Københavns Politi om statsbesøget i 2012, og den deltog i en lang række møder med disse instanser - især med PET og Udenrigsministeriet. Desuden havde Udenrigsministeriet og dets ambassade i Beijing løbende kontakt til det kinesiske udenrigsministerium.

Den kinesiske accept af Dronningens invitation af Kinas præsident blev første gang meddelt til den danske regering under et møde den 8. maj 2012 mellem Kinas daværende ambassadør i Danmark, Li Ruiyu, og departementschef Claus Grube fra Udenrigsministeriet. Ifølge Udenrigsministeriets referat, som Støttekomiteen har set, gav ambassadøren allerede her udtryk for en interesse i at få de danske myndigheder til at censurere Tibetdemonstranter:

"Fra sin tid i Storbritannien havde han oplevet stenkast mod dav. Præsident Jiang Zemin under dennes statsbesøg dér. Det måtte selvsagt undgås. Desuden havde der været gennemført demonstrationer af 'pro-tibetanske' organisationer, som havde vist sig at være meget aggressive og derfor udgjorde en 'stor fare'."

I begyndelsen var de kinesiske "bekymringer" ikke et tema, der gjorde indtryk på de fleste embedsmænd, da denne holdning var velkendt, men den danske ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, noterede alligevel i en email to dage senere, at

"status, prestige, "ansigt" spiller en helt anden og stor rolle for de kinesiske ledere end vi kender det i vesten. Det er meget vigtigt at præsidenten og hans delegation får et klart indtryk gennem program, protokol og form at de bliver behandlet så fint og godt som nogen anden gæst på dette niveau" (s. 85). 

Denne email kommenterede ikke de usande kinesiske påstande om Tibetaktivister og indeholdt heller ingen advarsler om, at nogle af de kinesiske interesser vedrørende besøget stred imod de danske interesser, herunder spørgsmålet om menneskerettigheder. Fokus i emailen var især på mulighederne for at fremme danske erhvervsinteresser.

Dog sendte den danske ambassade i Beijing den 16. maj et "narrativ" til udenrigsminister Villy Søvndal, hvori det forventedes, at bl.a. Støttekomiteen for Tibet ville lave manifestationer. Om det skrev ambassaden, at "der i tilrettelæggelsen af program etc. vil være mulighed for at tage højde for en del af den kinesiske bekymring", men at der "selvsagt" ikke ville "blive gået på kompromis med de rettigheder, civilsamfundet har for at give deres mening til kende. Dette vil også blive kommunikeret til den kinesiske side" (s. 97). Hvad ambassaden mente med bemærkningen om, at "tage højde for den kinesiske bekymring", er desværre stort set ikke uddybet i beretningen.

Den 11. maj havde ambassadør Petersen et møde med generaldirektøren for Europaafdelingen i det kinesiske udenrigsministerium, Liu Haiying, som bl.a. orienterede om, at man fra kinesisk side løbende "ville holde de danske myndigheder orienteret om bevægelser i anti-kinesiske miljøer" (s. 87). Denne foruroligende indrømmelse af, at kineserne åbenbart overvåger danske organisationer og privatpersoner, burde have givet anledning til løftede øjenbryn, men den udløste ikke nogen kommentarer i det materiale, som vi har set, heller ikke hos de embedsmænd, som kommissionen har afhørt om mødet. Kommissionen selv har tilsyneladende heller ikke fulgt op på oplysningen.

I alt fremgår det af kommissionens beretning, at der var mindst 17 møder mellem forskellige kinesiske og danske myndigheder i planlægningsfasen op til statsbesøget i 2012. PET deltog i de fleste, heraf mindst 5 egne møder med den kinesiske ambassade uden, at nogen  embedsmænd var med (den 9., 15. og 16. maj samt den 11. og 13. juni). Tre af disse møder foregik på den kinesiske ambassade og to på kinesiske restauranter på hhv. Vesterbro og Østerbro.

Kineserne gentog deres "bekymringer" om Tibetdemonstrationer på de fleste møder, og deres budskab blev mere og mere detaljeret. Hvor det i begyndelsen drejede sig om sikkerhed, skiftede budskabet efterhånden karakter og blev især fokuseret på spørgsmålet om værdighed.

Den 12. juni - to dage før statsbesøget - mødte embedsmænd i Udenrigsministeriet den kinesiske ambassades souschef Gu Hui. Ifølge referatets gengivelse af Gu kunne "spørgsmålet om 'sikkerhed'" "blive afgørende for, hvilket indtryk den kinesiske delegation rejste af sted med. Der var ikke kun tale om delegationens fysiske sikkerhed, som man egentlig ikke var bekymret for. [...] Det her handlede nok så meget om delegationsmedlemmernes værdighed. Fra kinesiske side var man meget bekymret for fornærmende manifestationer" (s. 537-538). Gu henviste her især til Falun Gong. "Derfor anmodede man om, at man fra dansk side gjorde, hvad der var muligt inden for lovens ramme for at skærme delegationen fra sådanne manifestationer" (s. 538).

Denne anmodning resulterede i, at Udenrigsministeriets protokolchef samme aften ringede til Københavns Politis direktør Johan Reimann og oplyste ham om de kinesiske bekymringer (s. 544-549). Tibetkommissionen anfører dog, at det formentlig ingen praktisk betydning havde, da de ulovlige ordrer i operationsbefalingen allerede var blevet nedfældet og videregivet på det tidspunkt (s. 373). Med mindre det altså var afslutningen på en dialog, der var startet tidligere.

Stort set alle de myndighedspersoner, der er blevet afhørt af Tibetkommissionen, har erklæret, at kineserne i planlægningsfasen blev mødt med henvisninger til, at grundloven garanterer borgerne ret til ytringsfrihed og umuliggør de ønskede indgreb. Det faktiske forløb af statsbesøget viste imidlertid, at de kinesiske anmodninger denne gang havde haft en tydelig effekt. Præcis det samme mønster kender vi fra en lang række andre lande, der har haft kinesisk besøg.

Der er da også forholdsvis stor forskel på, hvordan de enkelte embedsmænd og ledende politifolk har opfattet de kinesiske opfordringer. Og der er interessante sammenfald i disse holdninger, som ville være oplagt at nærstudere. Politidirektør Reimann gik fx ind i en længere diskussion om hensynet til besøgende statsoverhoveders værdighed, da kommissionen afhørte ham (s. 1782). Det hensyn afviser kommissionen stort set som irrelevant i denne sag, da ytringsfriheden vejer tungere (s. 391-394).

Kritik af beretningen

Tibetkommissionens beretning er et solidt stykke arbejde præget af nøjagtige juridiske vurderinger baseret på et righoldigt materiale. Men når man læser kommissionens vurderinger, er det vigtigt at se dem i lyset af, at den kun har lagt de forhold til grund, som er hævet over enhver tvivl. Det er bl.a. sket ud fra hensynet til de enkelte politifolks retssikkerhed. Men det gør desværre, at det røgslør, som lederne i Københavns Politi har lagt ud for, at de ulovlige ordrer og indgreb ikke skulle blive afsløret, ikke erstattes af nogen fuldstændig opklaring. 

For enhver, der læser beretningen, er det tydeligt, at mange af de afhørte betjente (og muligvis embedsmænd) har benyttet sig af deres ret til at lyve overfor kommissionen, idet de er blevet afhørt med en sigtets rettigheder i stedet for under vidneansvar. Men kommissionen er meget forsigtig med at sætte ord på disse tilfælde. Det er synd, for vi mener, at der er et mønster i hvem, der lyver, og at det mønster kunne have været med til at opklare, hvem der i sidste ende havde ansvaret for ulovlighederne.

Vi er kritiske overfor Tibetkommissionens vurdering af de myndigheder, der skulle have kontrolleret Københavns Politi, herunder Rigspolitiet, Justitsministeriet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Kommissionen begrunder ikke, hvorfor den mener, at den information, der løbende kom frem, før politiet selv ”fandt” operationsbefalingen, ikke var tilstrækkelig til at drage den konklusion, at nogle i Københavns Politi bevidst skjulte sandheden, eller at der i det mindste var behov for, at man pålagde politiet at fremlægge alt materiale.

Her er en kronologisk liste over nogle af de forhold, der efter vores mening burde have fået alle alarmklokker til at ringe på et meget tidligere tidspunkt:

  • Flere vidner berettede uafhængigt af hinanden, at politifolk den 15. juni 2012 havde fortalt dem, at de handlede efter ordrer om at gribe ind mod demonstranter, eller at demonstrationer og tibetanske flag var "forbudte" under statsbesøget.
  • Ikke kun demonstranter, men også uafhængige vidner, bekræftede, at demonstranterne havde oplevet de indgreb, som de fortalte om.
  • TV2 News kunne allerede kl. 18 den 15. juni 2012 berette i en direkte nyhedsudsendelse, at der ville blive kørt busser ind foran demonstrationen på Højbro Plads, hvilket skete kl. 20.
  • Københavns Politi hævdede, at de ikke var i stand til at udpege de politifolk, der havde haft kontakt til demonstranterne.
  • Den 6. juli bekræftede en politibetjent på Station Amager, at der havde været opbevaret tibetanske flag på stationen i dagene efter statsbesøget. Den oplysning gik ikke straks videre internt i politiet, selvom Københavns Politi offentligt havde hævdet, at de ikke havde taget nogen flag.
  • Det gik godt 10 måneder, før oplysningen om de fundne tibetanske flag blev givet til Folketinget - også selvom Justitsministeriet havde fået oplysningen allerede den 16. august 2012 i en email fra Støttekomiteen for Tibet.
  • Den øverste ledelse i Københavns Politi var bekendt med kritikken af politiets ageren under statsbesøget, den vidste, at der fandtes operationsbefalinger og taktiske befalinger for sådanne politioperationer, og den havde let adgang til sådanne skriftelige befalinger for statsbesøget, men den hævder, at den aldrig undersøgte dem, selvom det kun ville have taget få minutter, og de politifolk, der læste dem, hævder, at de ikke lagde mærke til passagerne med de ulovlige ordrer.

Når disse mange forhold åbenbart ikke var tilstrækkelige til, at "systemet" kunne konkludere, at det var politiet, der løj, og os, der havde ret, må svaret være, at der er alvorlige fejl i systemet eller i den kultur, der præger det. En af fejlene er for os at se, at almindelige menneskers udsagn ikke nyder samme troværdighed i systemet som politiets. De tilsynsansvarlige myndigheder tror ganske simpelt for meget på politifolkene.

Når man tager i betragtning, at ingen af vi Tibetaktivister, såvidt vi ved, er blevet taget i at sige noget om hændelserne under statsbesøget, der bagefter har vist sig at være usandt, mens mange af politiets påstande løbende er blevet afsløret som fejlagtige eller vildledende, må tillæggelsen af større sandhedsværdi til politiets udsagn betragtes som en alvorlig fejl. Især hos de myndigheder, der har til opgave at føre tilsyn med politiet eller behandle klager over dem.

I flere tilfælde undlader kommissionen at citere vore vidneudsagn, selvom det ville være relevant. Det gælder fx de "aftaler", der blev lavet mellem Københavns Politi og arrangørerne af demonstrationen på Højbro Plads. Her citerer kommissionen en email fra Michael Dekker Poulsen, som skriver, at "Arrangørerne er betydet, at statsbesøget ikke skal forstyrres" (s. 630), men den undlader at præsentere sagen fra vores perspektiv. Vi oplevede, at Poulsen pr. telefon den 12. juni krævede, at vi skulle spille musik på så lavt et lydniveau, at det ikke kunne høres under statsbanketten på Christiansborg, og at vi fik besked om, at politiet ville slulkke for vores musik, hvis vi spillede for højt.

Opfølgning

Umiddelbart efter beretningens offentliggørelse skrev Støttekomiteen for Tibet til både Folketingets Retsudvalg og justitsministeren for at opfordre til, at de involverede myndigheder iværksatte tiltag for at benytte Tibetkommissionens beretning som anledning til at ændre regler og administrative procedurer. Den del af sit kommissorium, havde Tibetkommissionen nemlig ikke nået at opfylde.

Vi foreslog, at myndighederne især tog skridt til at følge op på, at der reelt ingen effektiv kontrol havde været med Københavns Politis oplysninger, at procedurerne omkring besvarelserne af folketingsspørgsmål havde vist sig at være uhensigtsmæssig, og at manglen af en whistleblowerordning for politifolk gør, at den "tavshedens lov", der tilsyneladende præger politiets arbejdskultur, ikke udfordres. 

Endelig påpegede vi, at der var behov for en kritisk gennemgang af Politiklagemyndighedens (DUP) rolle i forløbet. DUP, der netop er oprettet for at give almindelige borgere mulighed for at klage over politiet, afviste jo i begyndelsen konsekvent vore mange klager uden at efterforske dem, men igangsatte sin største efterforskning nogensinde, da henvendelsen kom fra Politidirektøren tre år senere. Mange ressourcer kunne have være sparet, hvis DUP havde udvist rettidig omhu og levet op til sine egne formålsparagraffer.

Vores henvendelse til Retsudvalget førte til spørgsmål til justitsministeren, og Ritzau var efterfølgende i kontakt med de berørte myndigheder for at spørge dem hvilke forholdsregler, som Tibetkommissionens konklusioner havde givet dem anledning til at træffe.

Chefen for Rigspolitiet, Jens Henrik Højbjerg, afviste den 22. december 2017 over for Ritzau at indføre en whistleblowerordning, men udtalte i stedet, at "vi skal fremme en kultur, hvor det er naturligt, at man siger det til sine kolleger og sin nærmeste leder, hvis man oplever, at noget ikke er rigtigt, og at man ikke kan stå inde for det" (https://politiken.dk/indland/art6264830/Rigspolitichef-efter-Tibetsagen-Betjente-skal-åbne-munden-og-sige-fra).

I et svar til Folketinget den 26. januar 2018 skrev Rigspolitiet, at de desuden har "forstærket fokus på centrale pligter som lovlighed, sandhed og åbenhed omkring fejl" og "styrket håndteringen af udarbejdelse af bidrag til brug for bl.a. besvarelse af folketings- og samrådsspørgsmål" ved bl.a. at afholde "workshops og udbyder kurser i ministerbetjening" (http://www.ft.dk/samling/20171/almdel/reu/spm/336/svar/1461584/1850131/index.htm). Desuden har Rigspolitiet bl.a. "igangsat et arbejde med fastlæggelsen af landsdækkende retningslinjer for den ledelsesmæssige forankring, legalitetskontrol og godkendelse af udarbejdelse af politiets operative planer i forbindelse med enkeltoperationer".

PET sagde den 4. januar 2018 til Ritzau, at de "tager kommissionens beretning meget alvorligt" og havde besluttet at "forstærke den ledelsesmæssige kontrol med de medarbejdere, der deltager i forberedelsen af statsbesøg" (http://nyheder.tv2.dk/krimi/2018-01-04-pet-har-strammet-op-efter-tibetsagen).

Udenrigsministeriet skrev i en mail til Ritzau den 9. januar 2018, at de havde taget Tibetkommissionens kritik af ministeriets rolle i Tibetsagen "til efterretning", og at de i den fremtidige kontakt til andre myndigheder ville "gøre vores til at undgå, at der opstår misforståelser" (https://www.b.dk/nationalt/efter-tibetsagen-vil-ministerium-informere-politiet-bedre).

Endelig ser det ud til, at justitsministeren vil ændre reglerne for, hvordan emails gemmes og slettes. Han blev kaldt i samråd om dette af Enhedslisten.

I skrivende stund venter vi fortsat på, at Statsadvokaten i København skal træffe afgørelse på baggrund af DUP's og Tibetkommissionens undersøgelser af politifolks rolle i Tibetsagen. DUP afleverede sin rapport og 3 flyttekasser med materiale til Statsadvokaten i foråret 2017.

Seks Tibetsympatisørers bebudede retssager imod Københavns Politi for krænkelse af vores ytrings- og forsamlingsfrihed går i gang den 26. april, hvor sagsgangen skal aftales med byretten.

 

Brev til Retsudvalget

Til medlemmerne af Udvalget for Forretningsordenen og Retsudvalget

København, den 25. juni 2018

Vedr. kommissoriet for den nye Tibetkommission

Vi henvender os til dig, fordi vi har nogle ideer til, hvilke rammer der vil skabe de bedste betingelser for den genåbnede Tibetkommissions arbejde. Som udgangspunkt er vi glade for, at Justitsministeriets udkast til et kommissorium udvider undersøgelsens genstandsfelt tidsmæssigt, og at det desuden styrker kommissionens beføjelser og ressourcer. 

Der er dog en række forhold i kommissionsudkastet, der fortsat begrænser muligheden for, at kommissionen mest effektivt kan identificere baggrunden for myndighedernes ulovlige indgreb mod demonstrationer. Forslagene herunder har til hensigt at udvide den nye kommissions beføjelser på en måde, så kommissoriet inkluderer emner, der kan vise sig at have en betydning for de endelige konklusioner.

Læs mere...

Brev til justitsministeren

Kære justitsminister Søren Pape Poulsen

(sendt den 20. december 2017, dvs. to dage efter offentliggørelsen af Tibetkommissionens første beretning)

I forbindelse med, at Tibetkommissionen nu har afgivet beretning, vil Støttekomiteen for Tibet gerne bidrage til, at dens værdifulde arbejde kommer til at skabe varig forandring. Denne henvendelse, der også er sendt til Folketingets Retsudvalg, drejer sig dog ikke om kommissionens konklusioner, men om det, som den ikke har udtalt sig om.

Læs mere...

Sådan søger du erstatning fra politiet

 

Deltog du i vores demonstration på Højbro Plads den 15. juni 2012? I så fald kan du nu søge erstatning hos Københavns Politi, fordi de gjorde demonstrationen delvist usynlig gennem dens placering samt ved at køre mandskabsvogne ind foran den.

Læs mere...

Danish police offers compensation to Tibet activists

Demonstration 2012

In a move that we have been waiting for for the last nearly six years, Copenhagen Police on Wednesday 18 April finally admitted that they had made "serious mistakes" by clamping down on peaceful demonstrations in favour of Tibet and Human Rights in China during a state visit to Denmark by President Hu Jintao in June 2012 and a visit by CPPCC Chairman Yu Zhengsheng in June 2013. 

Læs mere...

Pressemeddelelse: Politiet erkender fejl i Tibetsagen - men mange problemer udestår

Københavns Politi indrømmede i går for første gang helt uforbeholdent, at de havde "begået alvorlige fejl" ved at gribe ind mod demonstranter under de kinesiske besøg i 2012 og 2013 samt i det efterfølgende forløb, og at de derved havde handlet "i strid med deres grundlovs- og konventionssikrede ret til at ytre og forsamle sig". Derfor indstillede de gennem Kammeradvokaten til Københavns Byret, at de otte personer, der siden juni 2015 havde stævnet politiet for nogle af disse indgreb, hver bør tilkendes en erstatning på 20.000 kr.

Læs mere...

Politiet vil kære byrettens kendelse i Tibetsagen

På vegne af Københavns Politi indsendte Kammeradvokaten i går tirsdag den 16. februar en ansøgning til Procesbevillingsnævnet for at få tilladelse til at kære byrettens kendelse af 2. februar om ikke at udskyde den retssag, som 2 Tibetaktivister tog initiativ til den 15. juni 2015 ved at anmelde politiet for krænkelser af ytrings- og forsamlingsfriheden.

Læs mere...

DUP's undersøgelse imødeses med glæde og uro

Pressemeddelelse, den 2. oktober 2015

I Støttekomiteen for Tibet hilser vi Den Uafhængige Politiklagemyndighed's (DUP) beslutning om at starte en undersøgelse af strafbare forhold vedrørende politiets oplysninger om og håndtering af Tibet-sagen velkommen. Igennem de seneste tre år har vi i flere omgange - men uden held - forsøgt at få DUP til at efterforske sagen.

Læs mere...

Bliv aktiv - gør en forskel

Har du lyst til selv at gøre noget for tibetanernes sag? Støttekomiteen for Tibet har altid brug for nye aktive

Læs mere…

Betalingsoplysninger

Bank: reg.nr. 1551, kontonr. 2719134

MobilePay: 85230 (kan ikke anvendes i butikken)

  • Tibets eksilpræsident Penpa Tsering besøger Danmark

    Pressemeddelelse, 2. maj 2023

    I eftermiddag bliver Tibets eksilpræsident (Sikyong) Penpa Tsering modtaget af repræsentanter fra det Tibetanske Samfund og danske Tibetforeninger i Københavns lufthavn. Han indleder hermed et 3-dages besøg i Danmark arrangeret af Støttekomiteen for Tibet i samarbejde med Office of Tibet i London.

    Det er Penpa Tserings første besøg i Danmark som præsident.

    Læs mere…  
  • Borgerforslag om verbalnoten til Kina
    Annuller regeringens verbalnote om Tibet!
     
    Underskriv borgerforslaget her: 
     
    Den 9. december 2009 anerkendte den danske regering for første gang Tibet som en del af Kina. Det skete gennem en såkaldt verbalnote, der også "modsatte sig” Tibets uafhængighed.
     
    Tibet har en historie, der går længere tilbage end Danmarks. Kina besatte Tibet ulovligt i 1950 og holder i dag landet i et jerngreb.
     
    Verbalnoten er i strid med folkeretten og med Danmarks forpligtelser og interesser. Den krænker desuden tibetanernes selvbestemmelsesret og modvirker en forhandlingsløsning. Læs uddybningen i selve forslaget.
     
    Støttekomiteen for Tibet forsøger nu at få Folketinget til at annullere verbalnoten. Det gør vi gennem dette borgerforslag. Vi håber, at du vil underskrive det og bede dine venner gøre det samme!
     
    Læs mere om verbalnoten her: http://www.tibetkomite.dk/verbalnoten-om-tibet
     
  • Kinas A4-demonstrationer fortsætter i Danmark

    En række danske organisationer støtter i morgen lørdag det kinesiske folks modige protester imod deres regering med en demonstration foran Kinas ambassade i Hellerup (kl. 13-14) og senere på Amagertorv (15-16).

    https://www.facebook.com/events/463266102638937/

    Demonstrationen finder sted på FN’s menneskerettighedsdag den 10. december og gælder desuden et værdigt liv med ytringsfrihed og menneskerettigheder i Vietnam, Tibet, Østturkestan og Hong Kong.

    Vi opfordrer folk til at møde op med A4-ark – enten blanke eller med budskaber.

    Desuden medbringer vi bannere, stearinlys, flag og plakater.

    Arrangører:

    Støttekomiteen for Vietnam
    Students for a Free Tibet- Denmark
    Dansk Selskab for Tibetansk Kultur
    Støttekomiteen for Tibet
    Viet Tan Danmark
    Medlemmer af Federation for a Democratic China