Københavns Politi indrømmede i går for første gang helt uforbeholdent, at de havde "begået alvorlige fejl" ved at gribe ind mod demonstranter under de kinesiske besøg i 2012 og 2013 samt i det efterfølgende forløb, og at de derved havde handlet "i strid med deres grundlovs- og konventionssikrede ret til at ytre og forsamle sig". Derfor indstillede de gennem Kammeradvokaten til Københavns Byret, at de otte personer, der siden juni 2015 havde stævnet politiet for nogle af disse indgreb, hver bør tilkendes en erstatning på 20.000 kr.

 Støttekomiteen for Tibet, der har koordineret seks af de otte sagsanlæg i samarbejde med vores advokater, Claus Bonnez og Tobias Stadarfeld Jensen, hilser Københavns Politis beslutning velkommen. Vi er meget glade for, at politiet endelig har accepteret de enkelte sagsøgeres påstande fuldt ud. 

Tilmed er tre af sagsøgerne blevet stillet i udsigt, at de får dobbelt så stor en erstatning, som de oprindeligt gjorde krav på. Det afhænger dog af, at Folketingets finansudvalg den 26. april godkender et aktstykke fra Justitsministeriet, der slår en streg over den forældelse af deres sager, som politiet fra begyndelsen havde nedlagt påstand om. Såfremt det ikke sker, fortsætter disse retssager.

Erstatningernes størrelse står naturligvis ikke mål med de omkostninger, som sagsforløbet har haft for nogle af os i tabt arbejdsfortjeneste, eftersom Støttekomiteens arbejde er frivilligt og ulønnet, men det vigtige i denne sag er det principielle, nemlig at Københavns Politi nu har erkendt, at de har brudt loven, og at vi havde ret. Det ville nu også have været svært at nå frem til noget andet, eftersom Tibetkommissionen den 18. december konkluderede det samme.

Tilbage står for os spørgsmålet om, hvordan det i et retssamfund som det danske kunne tage politiet næsten seks år at nå til den erkendelse, der helt fra begyndelsen havde været åbenlys for os, og hvorfor vi først måtte igennem et stort antal formelle klager, seks retssager om frihedsberøvelse, otte sagsanlæg om krænkelser af ytringsfriheden, snesevis af spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg  fire samråd med justitsministeren, hundreder af avisartikler, langvarige sager om aktindsigt, en Tibetkommission og Politiklagemyndighedens største undersøgelse nogensinde med over 400 afhørte. Man må spørge, hvordan sagen ville have forløbet for en enkelt borger, der havde oplevet overgreb fra politiet, men som ikke havde pressens eller Folketingets bevågenhed? Retssikkerheden i Danmark er åbenbart udfordret, så snart den gælder Danmarks forhold til en stormagt som Kina.

Indtil i går gjorde Københavns Politi alt, de kunne, for at afvise og udskyde vore retssager. Det skete også efter, at politiet i september 2015 pludselig "fandt" den skriftlige operationsbefaling, der beordrede betjentene til at holde demonstranter ude af syne for de besøgende kinesiske topledere. Eksistensen af operationsbefalingen havde ellers været kendt i hele ledelsen af Københavns Politi, og den havde desuden været sendt til medarbejdere i Rigspolitiet og embedsmænd i Justitsministeriet siden juni 2012.

Politiets advokat, Kammeradvokat Flemming Orth, fik ifølge Tibetkommissionens beretning operationsbefalingen tilsendt den 26. september 2014 (s. 225), men han fremlagde den ikke for landsretten, der afsagde dom i de 6 sager om frihedsberøvelse den 22. september 2015. Kammeradvokat Henrik Nedergaard Thomsen fortsatte med at forlange vore nye retssager udskudt på statsadvokatens afgørelse efter DUP-undersøgelsen, selvom de kontroversielle dele af operationsbefalingen var offentligt kendt på det tidspunkt, og Tibetkommissionen var nedsat. Udskydelsen trådte i kraft med en kendelse fra landsretten den 6. juli 2016.

Tibetsagen illustrerer på tydeligste vis, at der ikke har været nogen effektiv kontrol med Københavns Politi i denne sag. De institutioner, der skulle have udført en sådan kontrol (Rigspolitiet og Justitsministeriet), har svigtet groft. Det er uforståeligt for os, at Tibetkommissionen konkluderer, at ingen af disse instanser havde grundlag for at gribe ind over for de ulovlige ordrer (s. 20), for vi havde i flere omgange sendt dokumentation for indgrebene til dem.

Samtidig viser Tibetsagen desværre, at borgernes mulighed for at blive hørt i forbindelse med klager over politiet er alt for ringe. Flere af de Tibetsympatisører, Falun Gong-tilhængere og andre, der oplevede retsstridige indgreb fra politiet under de to kinesiske besøg i 2012 og 2013, har helt fra begyndelsen fulgt de normale proceduerer for klager, men alle klager blev i begyndelsen blankt afvist af Politiklagemyndigheden uden, at de blev undersøgt. DUP tillagde simpelthen politiets ord større vægt, selvom netop denne institution blev sat i verden for at borgerne fik en reel mulighed for at klage over politiet. Senere blev vore klager også afvist uden yderligere undersøgelser eller begrundelser af Politidirektøren, Statsadvokaten og Rigsadvokaten. Det var først, da politiet anmeldte sig selv, at DUP påbegyndte sin store undersøgelse. Sagen har ellers vist, at ingen Tibetsympatisører såvidt vi ved er blevet taget i at sige noget, der efterfølgende har vist sig at være forkert, mens politiet løbende er blevet afsløret i den ene usandhed efter den anden.

Det udestår også at konstatere, om Tibetsagen vil have nogen konsekvenser for hvordan, de danske myndigheder fremover vil forholde sig til urimelige krav fra Kina om fx at skjule demonstranter. Desværre nåede Tibetkommissionen ikke helt til bunds i sin undersøgelse af Udenrigsministeriets rolle i det hidtidige forløb, da den bl.a. ikke havde fuld adgang til emails fra de involverede embedsmænd. 

Kinas pres på de danske myndigheder vil kun blive større i de kommende år i takt med, at Kina bliver stærkere og får tættere relationer til Danmark. Det vil understrege nødvendigheden af, at den danske regering fremover formår at stå fast på de grundlæggende principper om retssikkerhed, demokrati, åbenhed i forvaltningen og menneskerettigheder, der burde være en selvfølgelighed i Danmark og i vores omgang med et diktatur som det kinesiske.

Med venlig hilsen

Anders Højmark Andersen

Formand

Støttekomiteen for Tibet

5055 2842