Geografi
Tibetanerne kalder Tibet Bod (udtales bö) og sig selv bodpa. Betegnelsen Bod omfatter hele det område under den Kinesiske Folkerepubliks kontrol, hvor der bor en oprindelig tibetansk befolkning. Dette område omtales ofte som det “etnografiske” Tibet. Det omfatter de tre hovedregioner Ü-Tsang, Amdo og Kham, deraf navnet Cholka Sum (de tre provinser), som tibetanerne også kalder deres land. Der bor desuden folk af tibetansk oprindelse eller med tibetansk kultur i Tibets nabolande i Himalayaområdet: Indien, Nepal og Bhutan.
Indtil den kinesiske besættelse af Tibet havde den tibetanske centralregering med Dalai Lama i spidsen kontrol over Centraltibet, dvs. Ü-Tsang og Chamdo regionen i Kham. I 1965 blev Centraltibet af de kinesiske myndigheder omdøbt til den Autonome Region Tibet (TAR). De øvrige dele af Tibet blev indlemmet i de kinesiske provinser Gansu, Qinghai, Sichuan og Yunnan. Den kinesiske betegnelse for Tibet,Xizang, bruges kun om den Autonome Region. I denne bog betegner “Tibet” det etnografiske Tibet.
Naturgeografi
Tibet ligger i centrum af Asien. Det deler grænser med Kina, Indien, Nepal, Bhutan og Burma. Landet dækker et areal på 2,47 mio. km2 og er dermed 58 gange så stort som Danmark svarende til 1,6 % af jordens samlede landoverflade.
Engang var det tibetanske højplateau havbund. Det blev dannet igennem millioner af år, og landet hæver sig stadig nogle få millimeter om året. Havet begyndte at forsvinde for omkring 210 - 250 mio. år siden, og plateauet blev dannet for omkring 66 mio. år siden. Det er udfra et geologisk synspunkt et relativt kort tidsrum. Himalayabjergene opstod, da det indiske subkontinent stødte sammen med Eurasien. Denne bevægelse fortsætter stadig, idet det indiske subkontinent fortsætter med at bevæge sig mod nord med en hastighed på omkring 6 cm årligt. Hele Himalayaområdet er geologisk meget aktivt, hvilket bl.a. kommer til udtryk i hyppige jordskælv. Marine plantefossiler som koraller vidner om havet og om et langt varmere klima og mere skovrigt landskab før istiderne.
Det tibetanske højplateau ligger på en gennemsnitlig højde af over 4.000 m og har en udstrækning på 2.500 km fra øst mod vest og 1.200 km fra syd mod nord. Mod syd og vest afgrænses Tibet af Himalayabjergene, der strækker sig 2000 km fra øst til vest langs grænsen til Indien, Bhutan og Nepal. Verdens højeste bjerg Chomolungma (Mt. Everest) på 8.850 m ligger på grænsen mellem Tibet og Nepal. Mod vest ligger Mt. Kailash, der betragtes som verdens helligste bjerg af både hinduer og buddhister.
Flere af Asiens største floder har deres udspring i Tibet, deriblandt Brahmaputra (Yarlung Tsangpo), Indus (Senge Tsangpo), den Gule Flod (Machu), Yangtze (Drichu) og Mekong (Dzachu). Som et minde om den tid, da Tibet var dækket af hav, er der omkring 2.000 søer, deriblandt mange saltsøer, der tilsammen dækker et område på omkring 35.000 km2. Nogle af de største søer er Yamdrok Tso syd for Lhasa, Kokonor (Tso Ngonpo) i det nordøstlige Tibet, og Manasarovar (Mapham Yumtso) ved Mt. Kailash. Yamdrok Tso spiller en særlig rolle for det tibetanske folk, fordi den for dem repræsenterer Tibets sjæl. Manasarovar er Asiens helligste sø for hinduer og buddhister.
Økologiske zoner
Omkring 70 % af Tibet er græsland, og kun 2 % er opdyrket som landbrugsland. Store dele af landet består af stejle, højtliggende og ofte ubeboelige bjergområder. Landskabet og klimaet sætter snævre grænser for hvor mange mennesker, landet kan brødføde.
Tibet kan opdeles i tre økologiske zoner:
• i nordvest det sparsomt befolkede Changthang (“den nordlige slette”), et bredt bælte af græsland fra Mt. Kailash i vest til Kokonor søen i nordøst
• mod syd frugtbare landbrugsområder i floddalene
• mod øst stejle bjergkæder og frugtbare dale
Changthang er et tørt højplateau gennemskåret af små dale og søer og beliggende på en gennemsnitlig højde af 4.500 m. Det meste af området hører til den centralasiatiske ørken og har en årlig nedbørsmængde på mindre end 100 mm. Der er så godt som ingen skov, men det vidtstrakte græsland har et rigt dyreliv af bl.a. kiang (asiatisk vildæsel) og drong (vild yak). Changthang er hjemsted for en stor del af Tibets nomader.
Det sydlige Tibet består hovedsageligt af de transhimalayiske bjerge og Tsangpo dalen med dens bifloder. Højden varierer mellem mere end 6.000 m i vest til 1.000 m i øst. Ca. 75 % af området ligger over 4.000 m. Den gennemsnitlige nedbørsmængde stiger fra vest mod øst. Nær Himalayas nordside er den omkring 250 mm, ved Lhasa 450 mm og i de skovrige områder mod øst over 1.000 mm.
Vegetationen i det sydlige Tibet varierer fra tropiske bjergskove på Himalayas sydside, subtropiske nåletræsskove mod nord og øst, til høje, kolde enge med alpin vegetation og steppeland. Det medfører forskellige former for udnyttelse af ressourcerne med nomadebrug på de alpine græsgange og landbrug i dalene. Det sydlige Tibet udgør ca. 25 % af Tibet.
Østtibet afvandes af tre store flodsystemer, Machu, Dsachu, og Drichu. Dalenes højde varierer mellem 1.000 og 3.000 m, mens bjergtoppene kan nå 7.500 m. Mod øst og syd er den gennemsnitlige årlige nedbørsmængde 1.200 - 1.600 mm, mens den kun er på 500 mm i nord.
Miljø og naturressourcer
De fleste steder i Tibet lever der kun få mennesker, og befolkningstætheden er lille. Tibets natur er præget af store, næsten mennesketomme vidder, ufremkommelige bjergegne og tætte skove. Kun i en lille del af landet er der intensivt opdyrkede dale og byer. En af følgerne af den kinesiske besættelse kan på længere sigt være rovdriften på og ødelæggelsen af de dele af Tibets natur, der bliver udsat for pres som følge af økonomiske interesser, udviklingsprojekter og kinesisk indvandring.
Tibets skove
Kun ca. 4,5 % af Tibet er i dag dækket af skov. De største skovområder ligger i det østlige og sydøstlige Tibet. Der var betydeligt mere skov i Tibet i tidligere tider. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor den er forsvundet, men det skyldes sandsynligvis en kombination af klimaforandringer og menneskelig indvirkning.
Det er svært at sætte tal på omfanget af skovhugsten i Tibet siden den kinesiske besættelse, men officielle tal viser, at mindst halvdelen af skovdækket fra 1950 er forsvundet. Skovhugsten finder især sted i de østlige områder, der grænser op til Kina, og andre relativt let tilgængelige skovegne. Den stadige udbygning af vejnettet udgør en fare for de skovområder, der hidtil er blevet beskyttet af deres utilgængelighed.
På de stejle bjergsider er der stor fare for erosion, når skoven fældes, og skoven har p.g.a. højden, klimaet og de stejle skråninger svært ved at regenerere. Der gøres sjældent forsøg på bæredygtig skovdrift, og i de få tilfælde, hvor skoven genplantes, tages der ikke hensyn til dens tidligere mangfoldighed.
Kinesiske eksperter har længe advaret mod rovdriften på Tibets skove og de problemer den medfører, bl.a. tilslamning af floderne, men skovhugsten fortsætter de fleste steder uhindret. Efter de store oversvømmelser ved Yangtzefloden i Kina i sommeren 1998, hvor tusinder af mennesker mistede livet og endnu flere deres hjem, beordrede den kinesiske regering totalt forbud mod at fælde træer ved Yangtzeflodens øvre løb, der ligger i det østlige Tibet. Men korruption, magtfulde lokale tømmerfirmaer og manglen på alternativer for de mennesker, der lever af tømmerhugst, gør de fleste forsøg på at forbedre miljøet ineffektive.
Dyreliv
Tibet har et rigt og mangfoldigt dyreliv med adskillige dyrearter, der kun findes i Tibet. Mange af de eksisterende dyrearter er i dag truede. Den internationale miljøorganisation IUCN har ikke mindre end tredive dyr og fuglearter fra Tibet på sin “røde liste” over truede dyrearter fra 1990. Denne liste inkluderer sneleopard, sort bjørn, grå ulv, vild kamel, rød panda og en række forskellige hjortearter. Andre dyrearter som vild yak, vildheste, vildæsler, moskushjorte, og tibetanske antiloper er ligeledes under hårdt pres.
Tilbagegangen i antallet af dyr skyldes dels jagt på dyrearter med høj markedsværdi som f.eks. moskushjorte, hvis kirtler kan sælges på markedet til en pris, der ligger over markedsværdien på guld, dels ødelæggelsen af dyrenes naturlige omgivelser på grund af udviklingsprojekter, der ikke tager hensyn til dyrenes ændrede levevilkår. De eksisterende love for dyrebeskyttelse håndhæves ikke effektivt. Årsagen er både mangel på trænet personale og bestikkelse af lokale myndigheder. Jagten ofte finder sted i isolerede egne, hvor kontrol er vanskelig.
Græslandet
Tibets græsland har været udsat for et hårdt pres efter den kinesiske besættelse. Mindst 17 % af græslandet er blevet til ørken, og degraderingen fortsætter. Det er der flere årsager til. Der har været en drastisk stigning i det samlede antal dyr, og der er sket en tilflytning af kinesiske bosættere. De kinesiske myndigheders politik med at indhegne græsningsområder og indskrænke nomadernes bevægelsesfrihed har også medvirket til, at visse områder er blevet overbelastet, og at græslandet ikke har haft samme mulighed for at regenerere som tidligere. I flere tilfælde har myndighederne beordret op til 25 % af nomadernes yak-bestande slagtet for at undgå rovdrift på græsgangene.
Råstoffer
Tibet er rigt på råstoffer. Der findes 126 forskellige mineraler, deriblandt bauxit, sølv, gulv, jern, boraks, lithium, potaske og kopper, der hver især siges at udgøre omkring 40 % af de samlede forekomster i Kina. Mængden af lithium udgør ca. 50 % af verdens samlede forekomster, mens jern udgør ca. 2,5 %. Dertil kommer betragtelige forekomster af uran, olie, kul, tin og zink.
Tibet har i mange hundrede år handlet med ædelmetaller såsom sølv og guld og halvædelstene som turkiser, men der var ikke tradition for egentlig minedrift. Det skyldes bl.a., at minedrift udfra et religiøst synspunkt er både forkastelig og farlig, fordi det er et alvorligt indgreb i de lokale jordguders domæne at grave i jorden og fratage dem deres rigdomme.
De kinesiske myndigheder begyndte allerede i 1960’erne med minedrift i større stil, og i dag udgør minedrift den vigtigste økonomiske aktivitet i den industrielle sektor i Ü-Tsang og Amdo. F.eks. svarede udbyttet fra en krommine i 1980 til 50 % af det samlede årlige industrielle udbytte i TAR. Der er dog ikke et særligt stort behov for arbejdskraft, og størstedelen af arbejderne i mineindustrien er kinesiske indvandrere. Minerne drives uden hensyntagen til naturen og arbejdsmiljøet.
Trods de kinesiske myndigheders hemmeligholdelse af deres politik i forbindelse med uranudvinding og dumpning af atomaffald tyder rapporter og øjenvidneberetninger på, at der er uranudvinding og lagring af atomaffald flere steder i Tibet. Lokalbefolkningen i de berørte områder får ingen information om de farer, der er forbundet hermed, og kompenseres ikke for eventuelle skader på helbredet.
Miljø og menneskerettigheder
Langt de fleste tibetanerne lever enten som nomader eller bønder, og de er derfor helt afhængige af deres omgivelser for at overleve. Før den kinesiske besættelse var presset på miljøet langt lavere, end det er nu. Der levede færre mennesker end i dag, hvor de mange kinesiske indvandrere har bidraget til et stigende pres på ressourcerne. Teknologien tillod heller ikke en intensiv udnyttelse af de fleste ressourcer. Befolkningens religiøsitet havde indflydelse på forholdet mellem menneskene og naturen. Det strider mod grundlæggende buddhistiske principper at tage liv, og det har sammen med frygten for lokale naturguder afholdt tibetanere fra større indgreb i naturen.
De kinesiske besættelsestropper, og siden de kinesiske indvandrere kom til Tibet for at beherske landet politisk og for at drage økonomisk fordel af Tibets uudnyttede potentiale af plads og naturressourcer. Meget af den udvikling, der er foregået i de sidste 40-50 år har direkte eller indirekte ført til store ændringer af Tibets natur. Der sker i disse år en stærk udvikling af den tibetanske infrastruktur som følge af den økonomiske moderniseringspolitik. Udviklingen af infrastrukturen – vejbyggeri, vandkraftværker, voksende byer og trafik – påvirker den tibetanske natur.
Nogle af påvirkningerne giver uoprettelige ødelæggelser af naturen. Udbygning af energiforsyningen med vandkraftværker, der får deres vand fra søer uden afløb, kan føre til at store søer tømmes helt eller delvis for vand. Der har været en årelang konflikt om et vandkraftværk ved Yamdrok Tso søen nær Lhasa. Trods både lokale og internationale protester blev kraftværket bygget. Tibetanerne fik ingen indflydelse på beslutningen.
De kinesiske myndigheder har sat økonomiske interesser over miljøhensyn og har ikke ønsket at lære af lokalbefolkningens viden om forvaltning af naturressourcerne.
Den tibetanske befolkning får ikke del i udnyttelsen af Tibets ressourcer, der bringer betragtelige indtægter til Kina. Befolkningen deltager ikke i beslutningsprocesser om udnyttelsen af naturressourcerne, selvom et folks ret til egne naturressourcer er en grundlæggende menneskeret. I reglen bliver befolkningen heller ikke informeret om de beslutninger om miljøet, som myndighederne tager, og har alene af den grund ingen mulighed for at øve indflydelse.
Myndighederne er opmærksomme på miljøproblemerne. I TAR har de anlagt naturreservater svarende til et område på 12 % af TAR’s samlede areal. Måske verdens største reservat på 237.000 km2 blev udlagt i Changthang i 1991. Ifølge Verdensnaturfonden er Tibets reservater ikke velfungerende. Det skyldes bl.a. mangel på uddannet personale, der kan beskytte områderne ved at håndhæve miljølovgivningen. Lokalbefolkningen deltager ikke i beslutninger om naturreservaterne. Forudsætningen for en velfungerende miljøpolitik er, at den tibetanske befolkning genvinder sin ret til at træffe beslutninger om Tibets naturressourcer.
Befolkning og erhverv
Ca. 86 % af Tibets befolkning lever på landet, de fleste som bønder eller nomader. Alt i alt har Tibet omkring 5 mio. indbyggere, deraf 2,4 mio. i TAR. Hertil kommer omkring 5,5 mio. kinesiske tilflyttere, inklusive millionbyen Xining i NØ-Amdo. Der er ca. 300.000 kinesiske tilflyttere i TAR. De fleste kinesere bor i byerne eller i dalene, der fører ind til Kina. Hovedstaden Lhasa i TAR har en befolkning på ca. 300.000, hvoraf halvdelen er kinesere.
Befolkningen i Tibet fordelt på etniske grupper
ADMINISTRATIVT OMRÅDE | Total | Tibetanere | % | Kinesere* | % | Andre etniske grupper | % |
TAR | 2. 196 .029 | 2. 096 .718 | 95 | 80.837 | 3,7 | 4.741 | 0,84 |
QINGHAI | 4. 456 .946 | 912 .160 | 20 | 2 .578 .912 | 58 | 965 .874 | 22 |
GANSU | 22 .371 .141 | 367 .006 | 1,64 | 20 .513 .607 | 92 | 1 .490 .528 | 6,7 |
Pari TAC | 210 .845 | 55 .617 | 26 | 140 .465 | 67 | 14 .763 | 7,0 |
Kanlho TAP | 580 .661 | 276 .844 | 48 | 261 .938 | 45 | 41 .879 | 7,2 |
SICHUAN | 107 .218 .173 | 1 .087 .758 | 1,01. | 102. 328. 069 | 95 | 3. 802 .346 | 3,5 |
Ngaba Tibetansk- | 775. 780 | 375. 551 | 48 | 244. 205 | 31 | 156. 024 | 20 |
Qiang AP | |||||||
Kanze TAP | 828. 531 | 627. 034 | 76 | 177. 778 | 21 | 23. 719 | 2,9 |
Mili TAC | 115. 258 | 34. 616 | 30 | 32. 405 | 28 | 48. 237 | 42 |
YUNNAN | 36. 972. 610 | 111 .335 | 0,30 | 24. 614. 533 | 67 | 12 .246 .742 | 33 |
DechenTAP | 315. 316 | 104. 366 | 33 | 50. 880 | 16,1 | 160. 070 | 51 |
TIBET I ALT** | 9. 479. 366 | 4. 482. 906 | 47 | 3. 567. 420 | 37,6 | 1. 429. 040 | 15,1 |
Kina og Tibet i alt | 1. 130. 510. 638 | 4 .593. 072 | 0,41 | 1 039 .187 .548 | 92 | 86 .730 .018 | 7,7 |
Kilder: Zhongguo minzu renkou ziliao (1990 nian renkou pucha shuju). Beijing 1994. Zhongguo renkou tongji nianjian, 1992. Beijing 1993.
* Tallene fra de kinesiske statistikker inkluderer ikke soldater, tilflyttere uden officiel bopæl i Tibet og folk på ophold under et års varighed.
** Tibet er her defineret som TAR, Qinghai, Pari TAC, Kanlho TAP, Ngaba tibetansk qiang AP, Kanze TAP, Mili TAC og Dechen TAP.
P = præfektur, TAP = tibetansk autonomt præfektur, TAC = tibetansk autonomt amt.
Tibetanerne har i tidens løb især slået sig ned i de store dale i syd og øst, især i Yarlung Tsangpo dalen og i de små dale, der er dannet af dens bifloder. Langt de fleste bor i mindre landsbyer. Med undtagelse af enkelte større byer som Lhasa, Shigatse, Dartsedo og Chamdo er de fleste byer i Tibet småbyer med højst et par tusinde indbyggere.
Befolkningens overlevelse har i århundreder været baseret på dyrehold, landbrug og handel. Størstedelen af Tibet er uegnet til landbrug, men det udstrakte græsland er ideelt for dyrehold. Bønder og nomader har altid haft en tæt samhandel. Byttehandel mellem forskellige befolkningsgrupper er - og var det i endnu højere grad tidligere - en forudsætning for, at de forskellige grupper kunne komme i besiddelse af de varer, de ikke selv kunne producere. Gennem rejsende købmænd eller deltagelse i rejsekaravaner handlede folk sig derudover til luksusvarer som te, silkestoffer, bomuld og krydderier. Denne handel gav dem samtidig mulighed for at komme af med et overskud af uld, salt og andre produkter, der var efterspurgte i nabolandene. Udover bønder og nomader var der håndværkere, embedsmænd, og professionelle handelsmænd i Tibet før 1950. Antallet af munke udgjorde omkring 20 % af den mandlige befolkning.
Mad
Tsampa, mel malet af ristet byg, og smørte, en blanding af smør, salt og te, udgør en vigtig bestanddel af tibetanernes ernæring. En vokser spiser ca. 175 pund tsampa om året. Udover te er det populært at drikkechang, en slags øl af gæret byg. I reglen består nomadernes måltider derudover overvejende af mælkeprodukter om sommeren og af kød om vinteren Bønderne spiser betydeligt færre mælkeprodukter og mindre kød end nomaderne. De har til gengæld ofte grøntsager og bælgfrugter til at supplere med. Jo mere velhavende folk er, og jo nærmere de lever på markeder og forretninger, jo større variation er der i deres ernæring. I byerne og blandt de velhavende er maden ofte kinesisk inspireret.
Tibets bønder
På trods af, at kun ca. 2 % af Tibets samlede areal er opdyrket, har landbruget altid været en vigtig forudsætning for den tibetanske befolknings overlevelse og evne til at forsørge sig selv. De kinesiske myndigheder har gjort meget for at intensivere landbruget. Det har bl.a. ført til, at stejle og marginale områder er blevet inddraget til dyrkning, en vækst i produktionen af hvede på bekostning af byg, og introduktionen af nye sædsorter og kunstgødning. Flere storstilede udviklingsprojekter er blevet iværksat med det formål at intensivere landbruget og højne produktionen.
Det meste landbrug drives i floddalene i det sydlige Tibet, hvor kombinationen af god jord og tilstrækkeligt mange frostfrie dage gør det muligt at dyrke korn. De fleste andre opdyrkede områder ligger spredt, og afgrøderne trues ofte af vind, tørke og hagl.
Den vigtigste afgrøde er højlandsbyg, men afgrøder som hvede, ærter, raps, majs, hirse, boghvede og visse grøntsager er også udbredte. Størstedelen af byggen forarbejdes til tsampa. En del anvendes til at brygge chang. I de varmere dale i det sydlige Tibet er der frugttræer med abrikoser, valnødder, pærer, ferskener og æbler. Omkring Tibets byer er der i løbet af de sidste 10-15 år opstået en ny og moderne landbrugssektor, hvor kinesiske indvandrere og tibetanere dyrker en lang række grøntsager i drivhuse. Grøntsagerne sælges på markeder i byerne.
Bønderne lever som regel i landsbysamfund. Nogle landsbyer består kun af nogle få huse, mens andre kan have en anseelig størrelse. Hvert hushold er en mere eller mindre selvstændig og selvforsynende enhed med eget hus, jorde, redskaber og dyr. Nogle bønder har store dyreflokke, der om sommeren drives op på højtliggende sommergræsgange og om vinteren ned i dalene. Det er især udbredt i egne med mindre gode betingelser for landbrug, men med gode græsningsmuligheder.
Ægteskab, familie og hushold
Foruden polygame ægteskaber var der i Tibet før besættelsen en udbredt praksis af polygami. Det fraternele polyandri, dvs. ægteskab mellem en kvinde og flere brødre, var almindeligt. Det kendes kun fra få andre samfund udover de tibetanske. Det er forbudt i dag, men forekommer stadig i tibetanske samfund i Himalayabjergene. Økonomiske grunde har været afgørende for udviklingen af polyandriet, fordi denne form for ægteskab er en effektiv måde at holde ejendom og jordbesiddelser på én hånd i et land, hvor ressourcerne er knappe. Dertil kommer, at antallet af arbejdsduelige personer er af betydning for et husholds velstand. Især tidligere var det en fordel med flere mænd i et hushold, når en af mændene drog ud på længerevarende og ikke ufarlige handelsture. Polyandri bidrog sammen med det udbredte munkevæsen til en lav befolkningstilvækst.
Foruden polyandri fandtes også polygyni (en mand med flere koner). Valget af ægteskabsform afhang til en vis grad af familiens status og ejerskabsforhold, men kunne også være skiftende indenfor en familie. Folk uden jord giftede sig i mange tilfælde ikke, men indgik konsensus ægteskab, der ikke altid indebar, at parret boede sammen. Polyandri var mest udbredt i velhavende hushold. Antallet af sønner var naturligvis også afgørende. I polyandriske ægteskaber var det ikke ualmindeligt for yngre brødre at have en partner udenfor ægteskabet, men børnene af en sådan forbindelse blev betragtet som illegitime og havde ingen arveret. Børn, der blev født indenfor ægteskab, var fælles. Det var mest udbredt og blev foretrukket at nedarve land og det meste af en families ejendom fra far til søn, men kvinder kunne også arve, hvis der ikke var mandlige arvinger, eller de var munke.
Husholdet var den vigtigste, næsten selvforsynende produktionsenhed i samfundet. Det var husholdet, der havde rettigheder og pligter til f.eks. at betale skatter eller bidrage til fælles opgaver i landsbyen, og ikke det enkelte familiemedlem. Et hushold kunne bestå af et skiftende antal medlemmer, der ikke altid var i familie med hinanden. Husholdet var dog også afhængigt af landsbyen, der bl.a. var ansvarlig for at bygge og vedligeholde de livsvigtige vandingskanaler. Der var en udbredt tradition for udveksling af arbejdsydelser baseret på gensidighed, dvs. at en gruppe hushold kunne vælge at f.eks. høste sammen på alle de involverede husholds marker efter tur. Dette arbejdsfællesskab var i mange tilfælde nødvendigt for at klare større arbejdsopgaver.
Landbruget er i de fleste egne afhængigt af et velfungerende vandingssystem, vekseldrift og gødning til opretholdelse af markernes frugtbarhed. Der er forskellige måder at organisere vekseldrift på, men en vekslen mellem byg, brak og bælgfrugter eller byg, brak, byg, ærter, og hvede er udbredt. Landbrugsredskaberne er ofte enkle. Ploven trækkes f.eks. de fleste steder af dzo, der er krydsninger mellem yak og kvæg. Kinesiske forsøg på at mekanisere landbruget og intensivere produktionen er i mange områder ikke slået igennem endnu, selvom brugen af kunstgødning kan være betragtelig. En del af de tibetanske bønder bliver presset til at dyrke hvede, der kræver kunstgødning for at give tilstrækkeligt udbytte. Hveden dyrkes især til de kinesiske bosætteres forbrug.
Ejendomsforholdene i landbruget
Størstedelen af den tibetanske landbrugsjord var før 1950 ejet af klostrene og af store jordejere, bl.a. den verdslige adel. Langt de fleste bønder ejede ikke deres egen jord, bortset fra de såkaldte trelpa eller “skatteydere”, der til gengæld skulle betale betragtelige skatter i form af varer og arbejdsforpligtelser, hvis de ikke ville miste deres ejendom. Nogle trelpa familier ejede deres land over generationer og kunne være velhavende. En stor del af bønderne havde brugsret til deres land, nogle på livstid. Andre forpagtede jord eller levede som daglejere eller håndværkere. De lavest stillede var tjenestefolk hos andre, en status, der kunne være arvelig og så tilfælde sammenlignes med slaveri. I almindelighed havde bønderne et udkomme, der var tilstrækkeligt til, at husholdet kunne klare sig, men for de fleste bønder rakte udbyttet ikke til mere end til det nødvendigste for at opretholde livet.
Kvinderne havde en højere status end mange andre kvinder i Asien, men den tillod dem kun i ringe grad at deltage i det politiske liv. Deres hovedopgave var at tage sig af børn og forældre og deltage i produktionen og tilberedelsen af fødevarer og andre gøremål i husholdet. Kvinder kunne dog stå i spidsen for et hushold, optage lån, eje forretninger eller deltage i handelsforetagender.
Mellem 1955 og 1960 begyndte de kinesiske myndigheder de første landreformer i Tibet. I begyndelsen blev de store jordejeres jord konfiskeret og fordelt. Almindelige, mere velhavende familiers jord blev ligeledes fordelt mellem de fattigste. Folk fortsatte ellers med at dyrke deres land eller arbejdede sammen i arbejdsgrupper på 5-10 hushold, der ofte bestod af slægtninge.
Reformerne i begyndelsen af 1970’erne var langt mere vidtrækkende. Frem for alt introduktionen af kollektivt landbrug. I TAR varede kollektiviseringsperioden ca. 10 år og omfattede ca. 90 % af befolkningen. Jord og dyr blev i denne periode ejet kollektivt, og folk blev organiseret i produktionsgrupper på landsbyniveau. Hver person var ansvarlig for en bestemt form for arbejde. Mad blev fordelt blandt husholdene efter lokalt bestemte systemer. Det kollektive ejerskab blev opløst igen i 1980-84, og marker og husdyr blev fordelt til alle medlemmerne i de enkelte produktionsgrupper, normalt i forhold til antallet af medlemmer pr. hushold. Der har ikke siden været kontrol med, hvordan bønderne bruger den jord, de har brugsret til, men de må ikke sælge den. Den kinesiske stat ejer al jord og udlejer den til tibetanerne på langtidskontrakter. Staten og militæret har stadig store farme forskellige steder i Tibet.
Tibets nomader
Det anslås, at omkring 40 % af Tibets befolkning lever som nomader eller drokpa, som de hedder på tibetansk.
Nomadebrug defineres som regel som et økonomisk system, der kombinerer husdyrhold med skiftende bosættelser. Det involverer brugen af telte og menneskers og dyrs sæsonbetingede flytninger. De fleste nomadesamfunds overlevelsesstrategier er baseret på dualøkonomi, dvs nomaderne lever ikke kun direkte af dyrene men også af handel. De er stort set selvforsynende, fordi det frem for alt er dyrene, der giver dem et overskud til at drive handel med. De fleste nomader ville dog lide store afsavn, hvis de ikke kunne komme af med deres overskud ved at sælge det eller bytte det til varer, de har behov for eller ønske om at besidde, som f.eks. tsampa og te.
Det vides ikke med sikkerhed, hvor længe der har været nomader i Tibet, men sandsynligvis først efter, at befolkningen lærte at tæmme den vilde yak, der har hjemme på det tibetanske højplateau. Der har været nomader i Tibet i tusinder af år, og nomadebrug er fortsat den dominerende livsstil i de egne af Tibet, hvor landbrug ikke er muligt.
Nomaderne er helt afhængige af deres dyr, der direkte eller indirekte giver dem alt, de har behov for. I Changthang spiller yak, der meget betegnende kaldes nor, rigdom, en vigtig rolle. Yak kan overleve i ekstreme højder og under ekstreme klimatiske forhold. Det er det eneste dyr, der kan bære de tunge nomadetelte og gå gennem dyb sne og over høje pas. Hannerne, yak, får i reglen lov til at græsse for sig selv i højtliggende bjergdale, mens hunnerne, dri, holdes under opsyn sammen med får og geder. Yakuld bruges til at væve telte, til tæpper, og reb. Yak leverer desuden store mængder kød (175-275 pund for en voksen han) foruden mælk og ost.
En yak er ligeså meget værd som 6-7 geder eller får, men mange nomadefamiliers økonomi er alligevel i højere grad baseret på får og geder, og i nogle egne heste og kvæg. Der er store forskelle på hvor mange dyr den enkelte nomadefamilie besidder, men en familie med 80 yak, 300 geder og får siges at være velhavende, mens en familie med 30 geder, 100 får og 20 yak er “under middel”.
Fårene, der er tilpasset både kulde og højde, leverer kød, mælk, uld og huder. De anvendes til lettere transport især af sække af korn, salt eller uld på op til 20-30 kg. De udgør en vigtig handelsvare med landsbyerne. Gederne leverer mere mælk end får, men deres værdi er først kommet op på højde med fårenes værdi i takt med, at efterspørgslen efter deres bløde pashima uld, der bruges til vævningen af kostbare Kashmir sjaler, er steget radikalt i de sidste år. Et pund af denne uld kan byttes mod 29 pund byg, mens værdien af yakuld er 4 pund. Et får kunne i 1987 sælges for 50-75 pund byg svarende til en persons forbrug i to-tre måneder. En stigende del af produkterne sælges nu for kontanter.
Geder og får giver kun mælk om sommeren. Det meste af mælken bruges derfor til at lave smør, der er en vigtig handelsvare, og ost.
Dyrene fodres ikke, men lever alene af græsning. Alt efter omgivelserne drives dyrene op til højere græsgange om sommeren og til lavere egne om vinteren, men der er meget stor forskel på, hvor stort et område en dyreflok har at bevæge sig på. I Changthang, hvor det ikke er muligt at flytte til varmere egne om vinteren, må dyrene begrænse sig til et relativt lille område og leve af døde planter en stor del af året. Det er ikke ualmindeligt, at nomadefamilierne har en hovedlejr, hvor de opholder sig størstedelen af året. I reglen bor der en hel familie med flere generationer i et telt, men somme tider vælger ældre forældre eller en gift datter eller søn at have deres eget telt. Mange nomader bygger nu om dage små huse i deres hovedlejr. Det er dels et resultat af en kinesisk politik med at bosætte nomaderne, dels fordi husene er mere behagelige at bo i end telte. Ofte flytter kun nogle af familiens medlemmer med dyrene, mens især ældre, børn og kvinder bliver i hovedlejren. Særligt velhavende familier hyrer undertiden folk til at flytte med dyrene.
En af de vigtigste forudsætninger for nomadebrugets overlevelse er, at ressourcebasen ikke overbelastes. Det er af største betydning at opretholde en balance mellem antallet af dyr og mængden af vegetation. Dyrenes græsning har derfor altid været organiseret i nomadesamfund. De enkelte familier har fået tildelt bestemte græsningsområder. Før den kinesiske magtovertagelse modtog hver enkelt nomadefamilie i Changthang af det kloster, eller den adelsfamilie, der ejede deres område, græsgange svarende til størrelsen af deres dyreflokke og deres sæsonbestemte behov. Familierne havde kun ret til at benytte de græsgange, der var blevet dem tildelt, selv i vanskelige tider. Familierne var uafhængige af hinanden og kunne kun bruge andre familiers græsgange en enkelt nat på gennemrejse. Hvert tredje år blev græsgangene fordelt på ny, så deres størrelse svarede til det antal dyr, de enkelte hushold faktisk havde. Antallet kan variere meget fra år til år. Størstedelen af en dyreflok kan gå til grunde i en snestorm, og den kan vokse betragteligt i et godt år.
Et vist antal dyr slagtes hver vinter. I reglen slagter eller borthandler en nomadefamilie ikke flere dyr end der er blevet reproduceret, men familierne har forskellige behov. Nogle ønsker at forøge deres flokke og slagter/borthandler derfor færre dyr, mens andre ønsker penge til f.eks. luksusvarer. Nomaderne slagter sjældent selv, fordi det udfra et buddhistisk synspunkt giver den, der udfører en sådan handling, dårlig karma. Fattige nomader eller lavkaste folk betales for at udføre dette “urene” arbejde.
Nomadebrug er en helårsbeskæftigelse, der kræver megen arbejdskraft. Det er derfor ikke ualmindeligt, at flere nomadefamilier slår sig sammen og passer deres dyr i fællesskab eller betaler hyrder for at gøre det. Vilde dyr, især ulve, er en stadig trussel mod dyrene.
For mange nomader, der lever i nærheden af en saltsø, har handel med salt spillet en vigtig økonomisk rolle. Befolkningen i Himalaya havde indtil for nogle få årtier siden ringe adgang til havsalt, og der var derfor stor efterspørgsel efter tibetansk salt. Selvom den transhimalayiske salthandel har mistet en stor del af sin betydning, foretrækker mange tibetansk salt, og der udvindes stadigvæk salt i Tibets saltsøer. I dag konkurrerer nomaderne om salthandelen med handelsfolk, der henter saltet i lastbiler.
Forandringer under det kinesisk styre
Nomadernes livsstil var truet under Kulturrevolutionen mellem 1966 og 1976. Nomaderne blev kollektiviseret, og velhavende nomader blev udråbt til klassefjender og frataget deres ejendom. Ingen måtte ikke længere eje sine dyr. De fleste nomadefamilier fik en lavere indkomst, end de havde haft før, og der var udbredt fattigdom. Religionsudøvelse blev forbudt, og nomadernes bevægelsesfrihed blev stærkt begrænset. I 1980-84 blev det kollektive system afskaffet. Dyrene blev ligeligt fordelt mellem de enkelte kollektivers medlemmer. Hver familie fik igen det fulde ansvar for deres egne dyr, og mindre grupper på flere familier fik tildelt græsningsområder.
Nomaderne igen har opnået en vis frihed til at leve som de ønsker, men de må hele tiden frygte for, at der gribes ind i deres liv ovenfra. På det politiske plan føler de sig magtesløse og uden medbestemmelsesret selv i lokale beslutninger, der har direkte indflydelse på deres liv.
Under Kulturrevolutionen var handel ikke mulig, men den levede op igen, da økonomien blev liberaliseret. Nomaderne har tre forskellige handelsmuligheder. De kan handle med regeringen på lokalt og nationalt plan, med bønder, landsbybeboere og tilrejsende handelsfolk, og de kan drive fjernhandel. Den nye økonomiske politik tillader befolkningen at sælge sin overskudsproduktion til hvem de vil. Samtidig tvinges nomaderne dog til at sælge en bestemt kvota af bestemte varer, f.eks. uld, kød og smør til regeringens handelskontorer, der har en stor fortjeneste på videresalget af nomadernes produkter, fordi kvotasalget sker til en lavere pris end markedsprisen.
Tidligere spillede fjernhandel en vigtig rolle. Efter at flere og flere egne er blevet tilgængelige med lastbiler, er handelsfolk fra byerne begyndt at hente varer hos nomaderne, og der er blevet åbnet nye markeder for dem. Dette betyder, at mange hushold er begyndt at handle på disse markeder og at leje eller købe lastbiler til at transportere deres varer. Det er ikke mere en selvfølgelighed med månedslange handelsrejser om efteråret. Den transhimalayiske handel er i dag langt mindre end tidligere.
Leveforhold i dag
Den økonomiske liberalisering i Tibet siden begyndelsen af 1980’erne har bidraget til generelt at højne levestandarden, men der er stadigvæk udbredt fattigdom. Kinas strategi for at bekæmpe fattigdom er hovedsageligt rettet mod økonomisk vækst. Der er kommet en kinesisk talende, tibetansk elite i byerne. Men mange tibetanere er marginaliserede i forhold til de kinesiske bosættere og den tibetanske elite, som blevet er integreret i det kinesiske samfundsmønster. Den gennemsnitlige levestandard er betydeligt lavere end i Kina. 20 % af befolkningen lever udfra en kinesisk definition på fattigdom under fattigdomsgrænsen, og antallet af familier, der har behov for støtte for at overleve er voksende. Efter Verdensbankens definition på fattigdom som en indkomst på 1 $ eller mindre per dag er over 70% af befolkningen fattig.
De job, der er opstået i forbindelse med udnyttelsen af Tibets naturresourcer såsom skovdrift eller mineindustri, varetages kun i mindre grad af tibetanere. Den industrielle og økonomiske udvikling er frem for alt kommet de kinesiske bosættere til gode. F.eks. sidder kinesere på langt den største del af handelen i hovedstaden Lhasa. I 1994 var kun 2,5 % af landbefolkningen i TAR beskæftiget udenfor landbruget.
Den sociale struktur
Tibet var før den kinesiske besættelse et hierarkisk samfund, hvor folks status var baseret på en række kriterier såsom beskæftigelse (bonde, nomade, munk, håndværker), regionalt tilhørsforhold, familieforhold og rigdom. Sønnerne arvede social position og beskæftigelse fra faderen, men kunne i nogle tilfælde bryde ud af de nedarvede forhold ved at blive munke, opnå rigdom, eller gifte sig opad i hierarkiet. Indtil det 20. årh. var visse stillinger indenfor regeringen forbeholdt adelen. På bunden af hierarkiet var de “kasteløse”, grupper af mennesker, der blev betragtet som urene p.g.a deres nedarvede beskæftigelse. Til denne gruppe hørte bl.a. slagtere, fiskere, smede, bødler og de, der tog sig af de afdødes lig. De kasteløse måtte ikke dele mad eller kopper med mennesker udenfor deres gruppe, og de måtte kun gifte sig indenfor deres gruppe. De var i modsætning til andre grupper i det tibetanske samfund udelukket fra social mobilitet, selv hvis de var velhavende.
I princippet er det tidligere sociale hierarki afskaffet i dag, men i praksis findes det fortsat i et vist omfang. Samtidig er andre, nye hierarkier trådt i kraft. Munke og i mindre grad nonner nyder i dag høj status. Adelen, der blev voldsomt forfulgt og undertrykt fra 1955 til 1980, er i dag i en ambivalent situation. De, der ikke aktivt støtter det kinesiske styre, er ofte udsat for diskrimination og misundelse fra den almindelige befolkning såvel som fra statsmagten. Andre tibetanere møder dem med samme beundring og respekt som før i tiden og ser dem som særligt kultiverede mennesker, der symboliserer Tibets historie og selvstændighed. De få, der udadtil støtter Kina, har ofte høje stillinger indenfor administrationen og udnyttes i en vis grad til at legitimere styret. En særlig klasse udgøres af de mennesker, der har været eller er åbenlyst kritiske overfor systemet. De kan ikke få jobs og ender ofte med at flygte til Indien
Kineserne - og den veluddannede tibetanske elite i byerne - udgør den nye overklasse i Tibet, både politisk, økonomisk og kulturelt. Selvom en stor del af de kinesiske indvandrere er fattige, uuddannede bønder, hører kineserne generelt til samfundets elite, der har de højeste poster og bedst betalte jobs. De fleste tekniske eksperter er kinesere. Ifølge den kinesiske regering er 70 % af TAR's embedsmænd tibetanere, og det er ofte tibetanere der beklæder de højeste embeder. Reelt er det dog for det meste kinesere, der tager de vigtige beslutninger, og det skyldes, at de styrer det kommunistiske parti, som fortsat har den afgørende magt i Tibet. Den højeste partipost i TAR har aldrig været i tibetanske hænder. I anden halvdel af 1990’erne har det således været den kinesiske "hardliner" Chen Kuiyuan, der fungerede som "partisekretær" for TAR.
En stor del af det tibetanske samfund -specielt landbefolkningen - er i dag fremmedgjorte overfor udviklingen i deres eget samfund.