Kultur

Kultur og kunst

Den traditionelle billedkunst og litteratur

Den traditionelle, tibetanske billedkunst og litteratur har altid været knyttet til buddhismen. Kunsten tjente et religiøst formål, og den produceredes  hovedsageligt af kunstnere, som var knyttet til de religiøse institutioner. Ved siden af den religiøse billedkunst var der en lang tradition for kunsthåndværk.

Det ikonografiske maleri

De vigtigste billedkunstformer er fresko, det vil sige murmaleri, og tangka, det er hovedsagelig maleri på stof, som kan sættes på en ramme, eller rulles sammen.

Væggene i de tibetanske templer er ofte dækket af Tangka-malerier, der fremstiller guder  og religiøse ritualer eller historiske begivenheder. Tangkaer findes både i klostre og privathjem. En tangka bestilles af en privatperson som en del af religionsudøvelsen. Den kan udtrykke den religiøse holdning hos bestilleren, og den kan have et bestemt formål, for eksempel at yde beskyttelse mod sygdom og ulykker, hjælpe til at opnå et langt liv eller en større religiøs indsigt.

Den traditionelle, tibetanske billedkunst har rødder i indisk kunst helt tilbage i 800-tallet. Senere kom en kinesisk indflydelse til. Den tibetanske billedkunsts altdominerende, religiøse formål medfører, at billederne, lige som den europæiske middelalders billeder, er ikonografiske.  Den enkelte del af et billede har en bestemt religiøs betydning, og skal derfor males efter på forhånd fastlagte mål og proportioner. En buddhafigurs siddestilling, gestus og påklædning udtrykker en bestemt religiøst opfattelse, som den veluddannede buddhist kan genkende og forstå. Den almindelige tibetaner kender kun de mest betydningsfulde ikonografiske udtryk. 

Billederne, især Tangkamalerierne, komponeres efter faste regler.  Kompostionen er variationer over en symmetri om den lodrette midterakse. Den centrale religiøse figur placeres altid i midteraksen. Omkring figuren males de billedelementer, som forklarer eller uddyber figurens religiøse betydning.

I den ikonografiske maletradition benyttes altid en bestemt maleteknik. Først fastlægges billedkompositionen efter billedets formål. En billedskitse males med sorte  tuschlinier efter en opmåling af billedfladen. Derefter males baggrundflader og figurer. Til sidst males figurernes ansigter og de dekorative detaljer. Den traditionelle kunstneruddannelse er en mesterlære, hvor eleven gennem en årelang uddannelse lærer at beherske den ikonografiske traditions udtryksformer og maleteknik. Der er også traditioner for andre billedteknikker som broderi, træsnit m.v.

Billederne kan have meget forskellige motiver. De kan være portrætter af buddhaer og boddhisattvaer eller lokale, beskyttende guddomme. De kan være klostre eller landskaber med religiøs betydning. Billederne kan også illustrere opfattelsen af universets indretning, for eksempel livshjulet. Billederne udtrykker buddhistiske idealer, og den troende kan meditere over deres indhold. Gennem meditationen opnås en dybere forståelse af den religiøse bevidsthed i billederne.

Forgængelig og evig billedkunst

Karakteristisk for den tibetanske billedkunst er de forgængelige billeder, som kun er beregnet til at blive brugt ved en enkelt religiøs handling, eller i et kortere tidsrum. En mandala bliver fremstillet i sand. En komposition tegnes på jorden eller et andet underlag. Hvidt sand blandes med forskellige farvestoffer, og sandet drysses ud over billedfladen gennem rør. Sandbillederne er kosmogrammer. Deres religiøse betydning er forklaret i afsnittet om religion. Sandbillederne kan være meget store, adskillige kvadratmeter i areal. Efter brug fejes billederne sammen og billedet ødelægges dermed.

Æltet, farvet yaksmør bruges til at fremstille billeder og skulpturer til religiøse fester og andre begivenheder. Smør blandes med tsampa til en relativt fast konsistens og modelleres til skulpturer. Smørskulpturer kaldes tormas. De kan være flere meter høje og er bygget op over et træskelet. Efter brugen pilles smørskulpturerne ned igen.

Metal- og lerstatuer samt stenrelieffer er en væsentlig del af den tibetanske billedkunst. Statuer med guldbemaling eller guldbelægning og med påsatte halvædelstene udsmykker alle klostre og templer i Tibet. Nogle statuer er støbt i guldlegeringer, og har været umådeligt kostbare at fremstille. I landskaberne over hele Tibet kan man på bjergsiderne se basrelieffer af Buddha eller berømte lamaer.  Reliefferne kan være mere end 30 meter høje, og nogle af dem er mere end 1.000 år gamle.

Religiøs og verdslig litteratur

Den altovervejende del af den tibetanske litteratur før 1950 blev til på klostrene. Munkene afskrev bøger med buddhismens mange hundrede grundlæggende tekster. De skrev fortællinger om boddhisattvaers og lokale guddommes liv og om Tibets historie. De skrev også filosofiske og moralske afhandlinger, lærebøger i meditation, medicin og meget mere.

Den religiøse litteratur blev trykt på klostrene på aflange løsblade med bloktryk. Teksterne blev skåret ud i træblokke, som blev brugt til trykningen. En bog var en samling af løsblade, indbundet i et klæde. Klostrene havde biblioteker med religiøs litteratur, og litteraturen dannede grundlaget for de tibetanske munkes uddannelse. Bøgerne var selvsagt meget kostbare, og kun velstående tibetanere havde et privat bibliotek.

Ved siden af den religiøse litteratur er der en mundtligt overleveret, folkelig digtning, først og fremmest eventyr, som udrykker folkelig moral og livsvisdom, og som fortæller om bøndernes og nomadernes naturreligion.

Folkemindesamlere har indsamlet tibetanske eventyr og udgivet dem i moderne tid. Enkelte intellektuelle har skrevet verdslig litteratur, som er blevet kendt uden for den private kreds. Mest berømt og elsket af den tibetanske befolkning er den sjette Dalai Lamas digte fra omkring år 1700, bl.a. hans erotiske digte. De var en medvirkende årsag til, at han forsvandt eller blev myrdet i 1706. Men den verdslige litteratur har ikke spillet nogen samfundsmæssig rolle før 1950.

Kulturpolitik og kultur efter 1980

Efter kulturrevolutionen var der stort set intet tilbage af den traditionelle tibetanske kultur inden for grænserne af TAR. Klostrene var for længst ødelagt, de fleste sprængt i luften med dynamit i 1959 eller 1966. De fleste munke var jaget ud af klostrene, og mange dræbt. Alle andre kulturelle institutioner var blevet lukket, og de tibetanske intellektuelle, som ikke var i fængsel eller var blevet skudt, udførte manuelt arbejde i folkekommunerne.

Kulturel liberalisering i 1980’erne

I 1980’erne løsnede kineserne grebet og det gjorde det muligt at genetablere en selvstændig tibetansk kultur. Langsomt voksede et intellektuelt miljø frem.

Tre faktorer er afgørende for udviklingen af den moderne tibetanske kultur. For det første ønsker de tibetanske kunstnere at genopdage den tibetanske tradition og at genetablere en tibetansk identitet.

For det andet må de forholde sig til påvirkningen udefra, både fra Kina og fra Vesten, altså til det moderne industri- og informationssamfunds kultur. Modsætningen mellem tradition og modernitet opleves meget stærkt af tibetanske kunstnere.

For det tredje er de underlagt den skiftende kinesiske kulturpolitik. Den kinesiske regering griber direkte ind i kulturlivet med forbud og kampagner. Kunstnere, som er i opposition til det kinesiske styre, bliver straffet hårdt.

I begyndelsen af 1980’erne formulerede den kinesiske regering i flere omgange en ny politik, der gik ud på, at det tibetanske samfund havde “særlige karakteristika”, som skulle respekteres. I 1982 og 1984 vedtog regeringen retningslinier, som gav tibetansk sprog og kultur en mere selvstændig stilling. Der opstod et intellektuelt miljø, som inspirerede unge, tibetanske kunstnere. Der blev givet statsstøtte til udgivelse af tidsskrifter og bøger på tibetansk, og det blev tilladt at udgive bøger og opføre teaterforestillinger, der udtrykte en tibetansk kulturel identitet. 1980’erne var en litterær renæssance. 

Fornyet kontrol i 1990’erne

Fra midten af 1990’erne ændrede den kinesiske regering kulturpolitikken radikalt. Kineserne svarede på tibetanernes ønske om selvstændighed med kontrol og undertrykkelse. Betegnelsen “særlige karakteristika” blev igen forkastet. Forestillingen om en selvstændig tibetansk historie og kultur blev nu karakteriseret som “splittelse” og fordømt. Partisekretær Chen Kuiyuan definerede den tibetanske kultur som “ikke buddhistisk”, både i nutidigt og historisk perspektiv, og påbød, at der skulle være sammenhæng og fællesskab i den historiske udvikling af tibetansk og kinesisk kultur.

Ressourcerne til trykning af bøger på tibetansk sprog blev beskåret til næsten intet. Bøger, som tidligere var tilladt, blev trukket tilbage og forsvandt fra hylderne. Skuespil, som tidligere var blevet opført, blev forbudt.

Ligesom i 1950erne krævede regeringen og partiet i TAR nu af forfatterne, at de skrev litteratur, som udtrykte et kinesisk og tibetansk kulturelt fællesskab. Man greb tilbage til kulturprogrammer, som ellers forlængst var forladt i det øvrige Kina. Partisekretær Chen Kuiyuan ophøjede 1950’ernes og 1960’ernes revolutionære programlitteratur til ideal, og fremhævede gamle kampsange som “Bitterhed bli´r sød, når kommunisterne kommer”.

Han sagde om sangene: “De blev skabt i fællesskab af kammerater af tibetansk og Han (kinesisk) nationalitet i litterære og kunstneriske kredse, som et resultat af, at man har lært af hinanden og af fælles anstrengelser.” Også i anden halvdel af 1990’erne er der en skarp kontrol med kunstnernes fremstilling af tibetansk identitet.

Tibetansk billedkunst efter 1950

Den kinesiske regerings krav til billedkunsten var frem til Kulturrevolutionens ophør, at den skulle støtte socialismen. Idealet var den sociale realisme, inspireret af den sovjetrussiske kunst fra 1930’erne. Under Kulturrevolutionen krævede man billeder af helteskikkelser, som udtrykte revolutionær begejstring og kampvilje.

Men blandt eksiltibetanerne fortsatte den religiøse, ikonografiske kunst inden for den traditionelle ramme. De kunstnere, som var gået i eksil, brugte deres kunnen til at skabe billeder til de tibetanske klostre, der blev bygget i Indien og Nepal, og der blev oprettet en kunstskole i Dharamsala.

I 1980’erne fik billedkunstnerne mere frihed i Tibet. Den traditionelle, religiøse billedkunst genopstod. Restaureringen og genopbygningen af klostrene medførte en genoplivning af freskomaleriet. Mange murflader blev udsmykket med religiøse motiver, enten i overensstemmelse med gamle tegninger og skitser, som havde overlevet omvæltningerne, eller med nye motiver. Enkelte billedkunstnere vendte tilbage fra eksil, og unge freskomalere gik i lære. De religiøse billedkunstnere genoptog den ikonografiske billedtradition. For mange tibetanere, som så disse billeder, blev de en bekræftelse af den tibetanske identitet.

Det traditionelle tangkamaleri fik aldrig sin tidligere håndværksmæssige status igen, men blev nu produceret mere industrielt. Almindelige tibetanere kunne forholdsvis billigt købe religiøse billeder, og der blev solgt mange, industrielt fremstillede tangkaer til turister, både i og uden for Tibet.

Den verdslige billedkunst fik også nye muligheder efter den kulturelle liberalisering. Tibetanske kunstnergrupper fandt sammen både i Tibet og i Kina, og de unge kunstnere fik mulighed for at uddanne sig. 

Gennem 1980’erne og 1990’erne har billedkunsten udviklet sig i to forskellige retninger. Der kræves ikke længere revolutionær propaganda af billedkunsten. De nye realistiske billedkunstnere er mere nationalt orienteret. De maler landskaber og miljøer, som udtrykker tibetanske værdier. Nogle kunstneres billeder udtrykker hovedsageligt et socialt engagement. Det er skildringer af nomaders og bønders livsvilkår. Andre kunstnere har en mere nostalgisk fremstilling af typiske, tibetanske landskaber og menneskeskikkelser.

Som protest mod socialrealismen udviklede der sig også en antirealistisk, modernistisk billedkunst, som søgte inspiration i vestlig kubisme, surrealisme og andre eksperimentelle retninger i det tyvende århundrede.  De eksperimenterende kunstnere skildrer ofte oplevelsen af en splittet virkelighed, af et modsætningsforhold mellem traditionel og moderne kultur, i deres billeder. Nogle eksperimenterende kunstnere inddrager de traditionelle, ikonografiske billedelementer i deres billeder. Buddhafigurer males ind i collagebilleder som en udfordring til både traditionel kinesisk og tibetansk tænkning.

Litteratur efter 1950

I modsætning til tibetanerne i Tibet har tibetanske kunstnere i eksil kunnet forholde sig både til traditionen og til de internationale strømninger, men der har ingen forbindelse været mellem forfattere i eksil og i Tibet før 1980. Der blev stort set ikke udgivet tibetansk litteratur i Tibet i perioden mellem 1950 og 1980.

Men i 1980’erne blomstrede det litterære miljø i Tibet op. Der dukkede en ny lyrik op med upolitiske skildringer af dagliglivet, samt skuespil og prosalitteratur, som diskuterede politik på en ny måde. Nogle af de unge forfattere søgte tilbage i tiden og fortalte om et selvstændigt Tibet i opposition til Kina.

Efter få år blev den politiske litteratur dog igen forbudt. Forfatterne måtte skrive om livet og kulturen i Tibet og kunne kun antydningsvis berøre politiske temaer.

Et hovedtema i den nyere tibetanske litteratur er modsætningen mellem en traditionel, religiøs livsopfattelse og den moderne livsopfattelse præget af teknologi og informationsformidling. Mange unge, tibetanske intellektuelle oplever, at de befinder sig i et tomrum. De kan ikke vende tilbage til den traditionelle livsform, og samtidig føler de deres tibetanske identitet og kultur truet af den kinesiske undertrykkelse.

For nogle forfattere fører det til søgen efter rødderne i den traditionelle tibetanske kultur. For andre fører det til skildringer af konfrontationen mellem traditionel og moderne livsførelse.

Den sydamerikanske magiske realisme har inspireret nogle af de tibetanske forfattere, for eksempel Tashi Dawa, til at bryde med den realistiske form og skrive modernistisk eksperimenterende.

De moderne tibetanske forfattere er indtil nu kun lidt kendte, både i Tibet og i udlandet. En del tibetanske forfattere skriver på kinesisk. Det er vanskeligt at få udgivet litteratur på tibetansk, og nogle forfattere behersker det kinesiske skriftsprog bedre end det tibetanske. Den politisk ideologiske kontrol er hårdere i TAR end i Kina. Derfor kan en tibetansk forfatter føle større frihed til at udtrykke sig, hvis han udgiver sit værk i Kina, end hvis han prøver at udgive det i TAR.

 

Bliv aktiv - gør en forskel

Har du lyst til selv at gøre noget for tibetanernes sag? Støttekomiteen for Tibet har altid brug for nye aktive

Læs mere…

Betalingsoplysninger

Bank: reg.nr. 1551, kontonr. 2719134

MobilePay: 85230 (kan ikke anvendes i butikken)

  • 11 danske kandidater støtter Tibet

    Aktiv dansk deltagelse i Europa-Parlamentets arbejde for Tibet er på vej!

     Støttekomiteen for Tibet har opfordret kandidater til Europa-Parlamentsvalget til at love at støtte Tibet, hvis de bliver valgt. Det har 11 af kandidaterne gjort indtil nu. Dermed har danskerne fået mulighed for at stemme på en kandidat, der lover at:

    Læs mere…  
  • Tibets eksilpræsident Penpa Tsering besøger Danmark

    Pressemeddelelse, 2. maj 2023

    I eftermiddag bliver Tibets eksilpræsident (Sikyong) Penpa Tsering modtaget af repræsentanter fra det Tibetanske Samfund og danske Tibetforeninger i Københavns lufthavn. Han indleder hermed et 3-dages besøg i Danmark arrangeret af Støttekomiteen for Tibet i samarbejde med Office of Tibet i London.

    Det er Penpa Tserings første besøg i Danmark som præsident.

    Læs mere…  
  • Borgerforslag om verbalnoten til Kina
    Annuller regeringens verbalnote om Tibet!
     
    Underskriv borgerforslaget her: 
     
    Den 9. december 2009 anerkendte den danske regering for første gang Tibet som en del af Kina. Det skete gennem en såkaldt verbalnote, der også "modsatte sig” Tibets uafhængighed.
     
    Tibet har en historie, der går længere tilbage end Danmarks. Kina besatte Tibet ulovligt i 1950 og holder i dag landet i et jerngreb.
     
    Verbalnoten er i strid med folkeretten og med Danmarks forpligtelser og interesser. Den krænker desuden tibetanernes selvbestemmelsesret og modvirker en forhandlingsløsning. Læs uddybningen i selve forslaget.
     
    Støttekomiteen for Tibet forsøger nu at få Folketinget til at annullere verbalnoten. Det gør vi gennem dette borgerforslag. Vi håber, at du vil underskrive det og bede dine venner gøre det samme!
     
    Læs mere om verbalnoten her: http://www.tibetkomite.dk/verbalnoten-om-tibet