I Støttekomiteen for Tibet er vi glade for, at Københavns Byret den 18. februar gav os medhold i, at Københavns Politis frihedsberøvelse af Thomas Goetz i Kongens Have den 15. juni 2012 alene skyldtes, at han flagede med det tibetanske flag, og at frihedsberøvelsen derfor var ulovlig samt i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 1. Vi har hele tiden hævdet, at politiet krænkede menneskerettighederne gennem deres indgreb mod fredelige mennesker med tibetanske flag under det kinesiske statsbesøg.

Dommen viser desuden, at retten implicit har vurderet, at det var usandt, da politiets indsatsleder Henrik Oryé den 13. august 2013 fortalte retten, at Thomas frit kunne have forladt Kongens Have. Denne påstand, som vi noterede os under retsmødet, blev af en eller anden grund aldrig refereret i retsbogen. Når afgørelsen faldt ud til vores fordel, skyldes det dog ikke mindst, som dommeren skriver, at "Københavns Politi har oplyst, at det ikke har været muligt at identificere betjente, der har været i kontakt med Thomas Götz". Det eneste øjenvidne, som retten har afhørt, var Thomas selv, og bl.a. som følge af den omvendte bevisbyrde i sager om frihedsberøvelse, har retten især måttet lægge Thomas' egen forklaring til grund.

Afgørelserne i de 5 andre sager, der faldt ud til politiets fordel, viser, at retten generelt tillægger politifolks udsagn stor troværdighed. Retten har således godtaget politiets forklaringer om, at det var en mistanke om narkobesiddelse, der lå til grund for en politibetjents ransagning af Luna Pedersen, som forinden havde holdt et tibetansk flag op ved Langelinie, mens den kinesiske præsident sejlede forbi på Dannebrog. Dermed var den første tilbageholdelse af Luna ifølge byretten implicit af straffeprocessuel karakter og ikke administrativ. Denne afgørelse undrer os, da vores advokat under det sidste retsmøde bl.a. påpegede det selvmodsigende i, at politikvinden påstod at have mistanke om narkotika, men aldrig ledte grundigt efter den, at hun fortsatte med at ransage Luna efter, at det påståede grundlag for hendes mistanke var bortfaldet, at politikvindens noter i Polsas drejede sig om tibetanske flag og ikke om narko, og at politikvinden havde fået ordrer til at visitere Luna, men påstod, at det var hendes egen vurdering, der fik hende til det.

At byretten om Sara Berthou, Christian Hansen, Kamilla Nielsen og Rene Wennerberg gav politiet medhold i, at "det har været et naturligt led i politiets opgave i forbindelse med afviklingen af demonstrationen at henvise de pågældende til Højbro Plads og herunder ledsage dem over Slotspladsen" (og at politiet derfor frifindes) er problematisk, når man ser på vores bevisførelse for, at demonstrationen på Højbro Plads var blevet skjult af stedets topografi, af politibusser og af tvungen dæmpning af vores musik, men man kan håbe, at dette synpunkt skyldes, at det er selve frihedsberøvelsen, der er i centrum her, og ikke demonstrationsfriheden. Det fremgår ikke klart.

Sammenlagt mener vi, at Københavns Politi står tilbage med et stort forklaringsproblem. Hvorfor har der været så systematiske indgreb mod tibetanske flag? Og hvorfor har politiet fra begyndelsen forsøgt at skjule dette? Hvorfor har det været så "svært" for politiet at identificere de politifolk, der havde kontakt til de 6 sagsøgere?

Alle de Tibetsympatisører, der blev forhindret i at demonstrere i forbindelse med Hu Jintaos besøg i juni 2012 og Yu Zhengshengs besøg i juni 2013, optrådte fredeligt. Politiet har i flere af tilfældene hævdet, at de var nødt til at tage højde for alle eventuelle trusler mod de kinesiske gæsters sikkerhed, og det er ganske rigtigt en vigtig opgave, men hvorfor skulle folk med planer om at forvolde skade gøre opmærksom på sig selv ved at bære store flag? Når sikkerhedsspørgsmål ikke var den egentlige begrundelse for politiets indgreb mod folk med tibetanske flag, hvad var så? Og hvorfra stammede ordrerne om at gribe ind mod tibetanske flag? Det er spørgsmål, som vi håber bliver besvaret under vores kommende retssag mod de danske myndigheder for deres overgreb mod ytrings- og demonstrationsfriheden i forbindelse med de to seneste besøg af kinesiske topledere.

Det er vigtigt for os, at den danske regering ikke udhuler sin politik om at kritisere den kinesiske ledelse for krænkelser af menneskerettighederne ved selv at forfalde til lignende overgreb. Regeringen vil gerne have, at Kina tager ved lære af os, når det gælder respekten for frihedsrettighederne, de demokratiske principper og retssikkerheden, men man må nu stille sig selv det spørgsmål, om det ikke snarere er de danske myndiheder, der har lært af Kina. Skal det virkelig være prisen for en øget samhandel? Regeringen er blevet beskyldt for at sælge ud af arvesølvet i forbindelse med salget af Dongaktier, men når det gælder Kina, sælger vi ud af selve de principper, som vores samfund hviler på.

Den 21. februar 2014

Anders H. Andersen

Formand

Støttekomiteen for Tibet