Fakta om Danmarks forhold til Tibet og Kina
Den danske regering hævder, at der ikke er noget nyt i den Tibeterklæring, som regeringen sendte til Kina den 9. december. Støttekomiteen for Tibet vil her gennemgå en række punkter, hvor udtalelsen ifølge vore oplysninger – bl.a. i form af akter fra Udenrigsministeriet - markerer en ændret holdning i forhold til den hidtidige danske Tibetpolitik.
1. Med gårsdagens erklæring om Tibet har den danske regering nu for første gang officielt, formelt og folkeretligt bindende anerkendt Tibet som en del af Kina. Det er derfor usandt, når regeringen erklærer, at dens holdning om, at Tibet er en del af Kina, er uforandret. Regeringens "verbalnote" til Kina kan nemlig ikke opfattes som andet end en endelig og officiel dansk anerkendelse af, at Tibet er del af Kina. Det er første gang, at Danmark offentligt fremsætter en så utvetydig udtalelse af den karakter. I praksis har Danmark behandlet Tibet som en del af Den kinesiske Folkerepublik siden slutningen af 1960'erne, men det er ikke det samme som en formel anerkendelse. Med denne anerkendelse har Danmark forpligtet sig på at betragte tibetanerne som kinesere. Fra en officiel dansk synsvinkel har denne handling med et pennestrøg fjernet over 2000 års selvstændig tibetansk historie som skiftevis kongedømme, emperium, decentraliseret styre, mongolsk protektorat, uafhængigt styre, manchuprotektorat, fuld uafhængighed og status som besat land.
Støttekomiteen for Tibet gennemgik i 1995 Udenrigsministeriets arkiver for at undersøge, om Danmark havde anerkendt Tibet som del af Kina. Det fandt vi ingen beviser på. Den 20. marts 1996 bekræftede Udenrigsministeriet i et brev til os skrevet på baggrund af deres egne aktstudier, at "Danmark ikke efter det foreliggende på noget tidspunkt har taget officiel stilling til Tibets folkeretlige status". Desuden skrev ministeriet, at "det vel var uomtvisteligt, at Tibet i tidsrummet 1912-1950 de facto havde været uafhængigt".
Vi har således Udenrigsministeriets ord for, at Danmark frem til 1995 ikke havde anerkendt Tibet som en del af Kina (eftersom en sådan handling ville have været at tage stilling til Tibets juridiske status). Vi har siden løbende forhørt os i Udenrigsministeriet om, hvorvidt Danmark i mellemtiden skulle have ændret holdning til dette spørgsmål. Det har vi aldrig fået entydigt bekræftet. Da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 2000 blev spurgt af en journalist om, hvorvidt Tibet var en del af Kina, svarede han ja, men daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen udlagde få timer senere statsministerens udtalelse som en henvisning til, at det var en "politisk realitet", at Tibet var en del af Kina, hvilket ingen kan være i tvivl om. Heri lå der ingen officiel anerkendelse. Den danske ét-Kina-politik er med andre ord aldrig før blevet udmøntet på den officielle og formelle vis, som det nu er tilfældet.
2. Da Danmark anerkendte Den kinesiske Folkerepublik den 9. januar 1950, havde Kina endnu ikke invaderet den uafhængige stat, der blev styret af en tibetansk regering i Lhasa (svarende omtrent til nutidens Tibet Autonome Region, der udgør ca. halvdelen af det historiske Tibet). Det Kina, som Danmark dengang anerkendte, omfattede derfor ikke Tibet. Danmark har med andre ord hverken betragtet Tibets forhold til Kina på samme måde eller altid anerkendt Tibet som en del af Kina.
At Danmark frem til 1960'erne bestemt ikke havde lagt sig fast på at betragte Tibet som en integreret del af Kina, fremgår bl.a. af et baggrundsreferat fra 1964, hvor Udenrigsministeriet skriver, at "Tibet grænser op til Indien, Kina, Bhutan,..." og "I ca. 10 århundreder var Tibet et selvstændigt kongedømme" samt "I 1950 invaderedes Tibet af styrker fra Den kinesiske Folkerepublik".
3. Med oprettelsen af FN i 1948 ulovliggjordes annektioner, der sker ved brug af magt. Kinas militære invasion og besættelse af Tibet i 1949-51 var derfor i strid med folkeretten. Det forhold, at ingen lande formelt anerkendte Tibet som selvstændigt før besættelsen (med undtagelse af Mongoliet der anerkendte Tibet i 1913), har ikke nogen betydning i folkeretten, der alene betragter anerkendelser som rent politske forhold, der ikke berører de facto eksisterende staters generelle rettigheder. Derfor er omverdenen fx forpligtet til at respektere Taiwans territorium, og Kinas ulovlige besættelse af Tibet ændrer i princippet ikke på, at Tibet den dag i dag fra et folkeretligt perspektiv må betragtes som et ulovligt besat, selvstændigt land.
At Dalai Lama siden 1988 har erklæret, at han ønsker en fremtidig løsning for Tibet inden for rammerne af Den kinesiske Folkerepublik, er på samme vis hverken en anerkendelse af Tibet som en del af Kina eller en opfordring til, at andre lande fremsætter sådanne anerkendelser. Tværtimod fjerner udtalelser som den danske Kinas incitament til at indlede egentlige forhandlinger med Dalai Lama. Dalai Lama har aldrig selv fremsat nogen lignende udtalelse, da han anser det for at lyve, hvis man siger, at Tibet historisk har været en del af Kina.
4. Den 20. december 1961 underskrev Danmark resolution 1723 (XVI) fra FN's Generalforsamling, der erklærer, at tibetanerne er et folk, og at de har ret til selvbestemmelse. Regerings nuværende udtalelse om, at den er imod Tibets uafhængighed ("opposes the independence of Tibet") er dels i direkte modstrid med vores tilslutning til denne FN-resolution, og dels udgør udtalelsen en grov indblanding i den ret til selvbestemmelse, som tibetanerne er sikret i kraft af de to Menneskerettighedskonventioner. Vi har ingen ret til at bestemme over tibetanerne eller forsøge at fastlægge deres politiske rammer på vegne af dem.
At "modsætte sig" Tibets uafhængighed er med andre ord at gå betydeligt videre, end når man blot i praksis betragter og behandler Tibet som en del af Kina. En sådan udtalelse tjener udelukkende til at ydmyge det tibetanske folk og bestyrke den moderne kinesiske nationalisme, som oprindeligt opstod i begyndelsen af det 20. århundrede på baggrund af imperialistisk og kolonialistisk tankegods, der tilsagde, at Kina skulle omdefineres til at svare til qing-kejsersdømmet, og at Tibet derfor som noget nyt skulle betragtes som en integreret del af Kina.
5. Danmarks politik har hidtil været at fremhæve tibetanernes menneskerettiheder og ret til selvstyre, hver gang Tibet er på tale. I udtalelsen den 9. december nævnes tibetanernes rettigheder slet ikke. Derfor er udtalelsen et hidtil uset knæfald for Kina.
6. Regeringen går i udtalelsen ikke blot længere end tidligere, men også længere end andre vestlige lande, der i modsætning til Danmark fx bruger betegnelsen "Folkerepublikken Kina" i stedet for blot "Kina". Det gælder bl.a. de nylige udtalelser fra UK* og fra USA's præsident Obama**. Ved at sige, at Tibet er en del af "Kina" signalerer regeringen, at den også anerkender, at Tibet historisk har været del af Kina. Det er faktuelt forkert. Selv det tidligere qing kejserdømme, der havde en vis politisk indflydelse i Tibet fra 1720-1911, hvor Tibet er blevet sammenlignet med et protektorat, hverken betragtede eller behandlede Tibet som en integreret del af "Kina", kun som en del af det manchustyrede kejserdømme.
Endelig er det vigtigt at bemærke, at Danmark med den nye erklæring er med til at fjerne tibetanernes tiltro til, at omverdenen bekymrer sig om deres skæbne, som er tæt forbundet med netop besættelsen af Tibet, da det er det kinesiske styre, der er ansvarligt for de grove menneskerettighedskrænkelser i landet. Den besked, som regeringen nu sender tibetanerne er, at deres ikke-voldsstrategi er slået fejl. Erklæringen opmuntrer på den måde til uro og konflikt, fordi den så ensidigt tager hensyn til kinesiske nationalistiske ønsker på bekostning af tibetanske håb for en fredelig vej til mere frihed og medindflydelse på den udvikling, der i disse år er ved at omforme Tibet efter kinesisk model.
Med venlig hilsen
Anders H. Andersen
Formand
Støttekomiteen for Tibet
*"we regard Tibet as part of the People's Republic of China" http://www.fco.gov.uk/en/news/latest-news/?view=News&id=8357859
** "we recognize that Tibet is part of the People's Republic of China" http://www.whitehouse.gov/the-press-office/joint-press-statement-president-obama-and-president-hu-china