Tibets historiske forhold til Kina 

Tibet var fra 1720-1911 tilknyttet det manchuriske qingdynasti (der regerede Kina), men kun som en form for protektorat. Før da var Tibet uafhængigt, og landet har en historie som kongedømme, der går tilbage til godt 100 år før vor tidsregning. Tibets historie er dokumenteret af skrevne kilder på tibetansk fra tidligt i det 7. århundrede.

At Tibet i tiden 1720-1911 med nogen ret kan beskrives som en form for vasalstat under qingkejserne betød ikke, at Tibet havde mistet sin suverænitet. Kina havde i denne periode ikke suverænitet (højhedsret), men højst suzerænitet (overhøjhed/overherredømme) i Tibet. Begrebet 'suzerænitet' bliver hovedsageligt brugt om internationale relationer (dvs. forhold mellem suveræne stater), hvor den ene stat helt eller delvist repræsenterer den anden stat overfor omverdenen. I sin grundbog i folkeret, "International Law", skriver L. F. L. Oppenheim:

"Modern suzerainty involves only a few rights of the suzerain State over the vassal State which can be called constitutional rights. The rights of the suzerain State over the vassal are principally international rights, of whatever they may consist. Suzerainty is by no means sovereignty. It is a kind of international guardianship, since the vassal State is either absolutely or mainly represented internationally by the suzerain State."[1] (vores kursiv)

Et suzerænitetsforhold ophæver altså ikke vasalstatens suverænitet. Med andre ord kan man sige, at Tibet var selvstændigt, men ikke helt uafhængigt i dette tidsrum. Tibet underkastede sig i denne periode aldrig qingkejserne og formaliserede aldrig protektoratet gennem nogen traktat. Forholdet mellem Kina og Tibet hvilede især på en personlig forbindelse (tibetansk: chøyøn) mellem Dalai Lamaen og manchukejseren, hvor Dalai Lamaen var kejserens religiøse overhoved til gengæld for militær beskyttelse.[2]

I det 19. århundrede førte Tibet trods manchuernes indflydelse i nogen grad sin egen udenrigspolitik og indgik traktater med bl.a. Ladakh/Kashmir (1842 og 1852)[3] og Nepal (1856)[4]. I slutningen af det 19. århundrede forsøgte Storbritannien at opnå handelsrettigheder i Tibet gennem traktater med Kina, men den tibetanske regering respekterede ikke disse aftaler, hvilket førte til en britisk invasion af Tibet i 1904. Efter qingdynastiets kollaps i 1911 udviste de tibetanske myndigheder manchuernes repræsentanter fra landet, og den 13. Dalai Lama erklærede Tibet uafhængigt[5]. Mongoliet var det eneste land, der eksplicit anerkendte Tibet. Det skete gennem en traktat med Tibet den 11. januar 1913[6].

Støttekomiteen for Tibet

Den 25. maj 2011