Tibet og Danmarks ét-Kina-politik

"Denne og tidligere danske regeringers kinapolitik er baseret på etkinapolitikken. Det vil sige, at Danmark opfatter Tibet som værende en del af Kinas territorium. Det er der ikke noget nyt i." (Udenrigsminister Lene Espersen, forespørgselsdebat i Folketinget, den 4. marts 2010)

Regeringens påstand om at spørgsmålet om Tibets status og karakteren af det tibetanske folks ret til selvbestemmelse kan afgøres ud fra Danmarks ét-Kina-politik modsiges af Udenrigsministeriets eget arkiv, som vi har haft aktindsigt i. Der er ingen vidnesbyrd om, at den danske ét-Kina-politik skulle være blevet taget i anvendelse om Tibet før 2000. Ét-Kina-politikken fandt i sig selv først sin egentlige formulering i 1966, hvor den endnu ikke omfattede Tibet.

Udenrigsministeriets notat af 15. december 2009 [1] forklarer, at den "danske ét-Kina politik betyder, at Danmark anerkender og respekterer Kinas suverænitet og territoriale integritet." Dét kan imidlertid ikke være nogen tilstrækkelig definition af, hvad ét-Kina-politikken betyder, da det er almindelig kendt, at den bl.a. omfatter Taiwan, hvor Kina på ingen måde udøver suverænitet - lige så lidt som Kina havde suverænitet i Tibet før besættelsen i 1950. Det centrale element i ét-Kina-politikken kan derfor ikke være Kinas de facto suverænitetsudøvelse. En accept af de kinesiske territorialkrav giver heller ikke nogen udtømmende definition, medmindre disse krav på forhånd har været genstand for en præcis specifikation og begrænsning, for Kina har fx gjort krav på den indiske delstat Arunachal Pradesh i de sidste omkring 100 år, ligesom adskillige andre områder langs Tibets grænse til Indien er genstand for kinesiske territorialkrav, selvom de er under indisk kontrol.

Notatets definition af, hvad ét-Kina-politikken indebærer, efterlades på den måde frit svævende i luften. Notatet forklarer hverken

1. hvornår Danmark vedtog ét-Kina-politikken,
2. hvordan vedtagelsen skete,
3. hvilket politisk princip, der ligger til grund for den, eller
4. hvilke ændringer indholdet i ét-Kina-politikken måtte have undergået gennem årene

Det er i den forbindelse især værd at bemærke, at notatet ikke henviser til nogen dokumenter eller beslutninger, der redegør for det nærmere indhold af ét-Kina-politikken. Ét-Kina-politikken fremstår dermed som en tom skal, der kan gives et forskelligt indhold alt efter den udenrigspolitiske situation og det indenrigspolitiske behov.

For at kunne anvendes om Tibet, er det derfor nødvendigt at finde et dokument eller en udtalelse, der specifikt udmønter ét-Kina-politikken på netop dette område. En sådan eksplicit udmøntning af ét-Kina-politikkens præcise betydning for Tibet er imidlertid tilsyneladende aldrig sket. Hvis det havde været tilfældet, ville man kunne have henvist til en sådan handling, og det har vi ikke set nogen vidnesbyrd om i de dokumenter, vi har gennemgået.

Ét-Kina-politikken er da også et forholdsvis nyt fænomen i dansk Kinapolitik. Ingen af de dokumenter fra 1949 til 1972 om Danmarks forhold til henholdsvis Tibet og Kina, som vi har haft adgang til, nævner eksplicit nogen "ét-Kina-politik" eller henviser til Udenrigsministeriets nuværende udlægning af denne politik.

Ét-Kina-politikken opstod først og fremmest i forbindelse med spørgsmålet om Folkerepublikken Kinas og Republikken Kinas (Taiwans) repræsentation i FN og indebar bl.a., at man støttede Kinas optagelse i FN ud fra den betragtning, at det reelt var Folkerepublikkens regering, der kontrollerede Kina. Kina blev optaget i FN på Taiwans bekostning i 1971.

Folketingsmedlem Ole Bjørn Kraft (KF), der havde været udenrigsminister fra den 30. oktober 1950 til den 30. september 1953, påpegede under et møde i Det udenrigspolitiske Nævn den 14. september 1960, at "de skiftende regeringer havde været enige i deres syn på Kina-spørgsmålet bortset fra perioden under Korea-krigen" (vores kursiv).[2] Med andre ord støttede Danmark fra 1950-53 ikke Kinas optagelse i FN og førte dermed ikke nogen ét-Kina-politik i denne periode. Ét-Kina-politikken kan imidlertid ikke reduceres til dette spørgsmål.

Det var nemlig først fra 1966, at den danske politik også endeligt omfattede et ønske om, at "Formosa-regeringen skal udelukkes fra Kinas plads i FN"[3] og en definition på den egentlige ét-Kina-politik kunne siges at være opfyldt. Ét-Kina-politikken går således ikke tilbage til tiden omkring Danmarks anerkendelse af Kina i 1950, som den danske regering ellers har hævdet eller antydet ved flere lejligheder.

Det har hele tiden netop været spørgsmålet om Kina og Taiwan, der var det centrale og oprindelige mål for ét-Kina-politikken (som også omfatter Hong Kong og Macau). Det skyldtes, at Folkerepublikken Kina kun ville acceptere diplomatiske relationer med lande, der hverken anerkendte eller havde diplomatiske relationer med Taiwan. Efter en række spørgsmål fra Folketinget om Taiwan påpegede Udenrigsministeriet da også følgende den 12. maj 2004:

"Danmarks og EU’s ét-Kina-politik indebærer, at det er Folkerepublikken Kina og ikke Republikken Kina/Taiwan, der anerkendes. Da FN på Generalforsamlingen i 1971 valgte at optage Folkerepublikken Kina som den legitime repræsentant for Kina i FN og tilhørende organisationer, blev Republikken Kina ekskluderet. Både Folkerepublikken Kina og Republikken Kina gør fortsat krav på at repræsentere Kina. Danmark har lige som den øvrige EU-kreds og langt hovedparten af FN’s medlemslande anerkendt Folkerepublikken Kina som Kinas legitime repræsentant. Dette er essensen af ét-Kina-politikken."[4] (vores kursiv)

At ét-Kina-politikken tages i anvendelse om Tibet er tilsyneladende et fænomen, der er væsentligt nyere end ét-Kina-politikken selv. Det hænger sammen med spørgsmålet om en eksplicit dansk anerkendelse af Tibet som en del af Kina, som kun skete den 9. december 2009. Ingen af de dokumenter, vi har set fra før 1972, henviser til Tibet som værende omfattet af en ét-Kina-politik, uanset definitionen.

Når en præcis udmøntning af ét-Kina-politikken er nødvendig for at kunne argumentere, at den indebærer, at Danmark opfatter Tibet som en del af Kina, skyldes det det faktum, at Tibet aldrig historisk har været en egentlig del af Kina. Tibet kom desuden ikke før 1951 reelt (og ikke før 1959 formelt[5]) under kinesisk suverænitet, og også den faktiske (og ikke kun formelle) suverænitetsudøvelse var et åbent spørgsmål helt frem til 1960'erne, hvor de sidste rester af den organiserede væbnede tibetanske modstand på tibetansk jord blev nedkæmpet.

 Støttekomiteen for Tibet

Den 25. maj 2011