Støttekomiteen for Tibet
Støttekomiteen for Tibet er rammen om et dansk engagement for at forbedre vilkårene for den tibetanske befolkning ved at støtte deres ikke-voldelige kamp for frihed, menneskerettigheder, demokrati og selvbestemmelse.
Fakta


Folkeretlig status:
Ulovligt besat uafhængig stat.
Styreform:
Tibets lovlige regering er i eksil i Dharamsala i Indien, hvor den ledes af Hans Hellighed den Fjortende Dalai Lama, samt et parlament valgt demokratisk af de130.000 eksiltibetanere. Det kinesisk besatte Tibet styres af 5 forskellige provinsregeringer udpeget af Kinas regering. Kina ledes formelt af den Nationale Folkekongres men styres i praksis af det Kommunistiske Parti. Den øverste leder af TAR er således Partisekretæren for TAR’s afdeling af Kinas Kommunistiske Parti, kineseren Chen Kuiyuan. TAR’s provinsregering ledes af tibetaneren Gyaltsen Norbu.
Nationalflag:
Sol over hvid trekant indeholdende to grønne "sneløver" og omgivet af røde og blå stråler. Gul kant. Designet i 1916.

Det tibetanske flag
Tibets nationalflag blev designet i 1916. To sneløver står ansigt til ansigt med et hvidt snebjerg som baggrund.De mytiske dyr symboliserer den kombinerede åndelige og verdslige regerings sejr over alle. Snebjerget er et sindbillede på Tibet. Sneløverne holder en trefarvet og en tofarvet juvel, der henholdsvis symboliserer de tre objekter for tibetanske buddhisters tilflugt og overholdelsen af moralske normer.Flagets seks røde stråler repræsenterer Tibets seks oprindelige stammer: Se, Mu, Dong, Tong, Dru og Ra. Den blå himmelfarves vekslen med de røde stråler står for udførelsen af gode gerninger for at beskytte det religiøse og verdslige styre. Solen viser alle tibetaneres lige adgang til frihed og åndelig og verdslig lykke og velstand. Flagets gule kant symboliserer de buddhistiske belæringers opblomstring.
Befolkningstilvækst:
Data for hele Tibet er ikke tilgængelige. Ifølge folketællingen i 1990 var befolkningstilvæksten i perioden fra den 1. juli 1989 til den 30. juni 1990 1,8 % i TAR og 1,6 % i Qinghai.
Fertilitet
Gennemsnitskvinden i byerne i TAR får 1,8 børn, mens hun på landet får 4,6 børn. Den gennemsnitlige fødselskvotient i TAR var 2,5 i 1995. Tibetanske kvinder i byerne må højst få to børn, mens de på landet kan få 3 eller 4. I nogle områder er étbarnspolitiken dog gennemført.
Alder
Data for hele Tibet er ikke tilgængelige. Gennemsnitslevealderen var ifølge kinesiske kilder 65 år i TAR i 1990. Verdensbanken sætter tibetanernes gennemsnitslevealder i TAR og Amdo til 61 år, mens den tibetanske eksilregering anslår tallet for hele Tibet til 40 år. Gennemsnitsalderen i TAR var 22 år i 1990.
Analfabetisme
69 % af tibetanerne over 15 år i TAR er analfabeter eller halv-analfabeter ifølge oplysninger fra folketællingen i 1990. Den tibetanske eksilregering antager, at det kinesiske tal for TAR fra 1982, 78 %, er mere realistisk for hele Tibet.
Sprog:
Tibetansk (indgår i den tibetansk-burmanske sprogfamilie).
Religion:
De fleste tibetanere er tilhængere af den tibetanske buddhisme, men der er også en del muslimer. Enkelte er ateister.
Skrift:
Det tibetanske alfabet udvikledes fra et indisk i det 7. århundrede og har 30 bogstaver og 4 vokaltegn.
Gennemsnitsindkomst:
500,- kr. årligt for bønder og nomader i TAR ifølge kinesiske tal.
Valuta:
Efter 1951: 1 Yuan = Ca. 0,75 kr. Møntenhed før 1951: Sang.
Import:
Korn, olie, kunstgødning, biler, teknologi, køkkenudstyr, tøj.
Eksport:
Tømmer, guld, uran, krom, kobber, olie, kul, uld, tæpper, naturmedicin.
Anslået værdi af mineralforekomsterne
650 milliarder yuan (ca. 500 milliarder kr.)
Historie
Tibet er ikke kun hjemsted for en af menneskehedens store, gamle civilisationer. Det hører også blandt de ældste riger på Jorden, der har eksisteret frem til vor tid.
Ifølge tibetanske legender steg den første konge ned fra himlen i år 127 f.v.t. og grundladge Yarlung-dynastiet. Tibets historie er kun veldokumenteret fra begyndelsen af det 7. århundrede, hvor den 33. konge, Songtsen Gampo (620-649), indførte et alfabet efter indisk model for at kunne oversætte buddhistiske skrifter til tibetansk.
Det tibetanske imperium
Songtsen Gampo samlede de daværende småriger på det tibetanske plateau til ét land og gjorde Tibet til en stormagt. Tibet var teknologisk overlegent, når det gjaldt fremstillingen af rustninger, og kunne samle hærstyrker på op mod tohundrede tusinde mand. På sit højdepunkt omfattede det tibetanske imperium (630-842) dele af det nuværende Indien, Nepal, Pakistan, Kina og Østturkistan (i dag Kinas Xinjiang-provins).
De tibetanske konger satte gang i en omfattende "tibetaniseringsproces" på plateauet, bl.a. gennem udbredelsen af tibetansk sprog og skrift og tilstedeværelsen af store tibetanske hærstyrker, der forsvarede og siden bosatte sig i grænseområderne mod Kina. Tibetanere i dele af Nordøsttibet (Amdo) hævder således, at deres forfædre kom fra Shangshung-riget i Vesttibet, der blev underlagt Tibet omkring 655.
Samtidig skabtes en fælles intellektuel kultur, bl.a. ved import af viden og traditioner fra udlandet. Indførelsen af buddhismen fra Indien, Nepal, Kina og bystaterne i Tarim-bassinet nord for Tibet kom især til at præge samfundet. Kong Trisong Detsen gjorde i 762 buddhismen til statsreligion, og den udkonkurrerede i de følgende århundreder den oprindelige bon religion som den dominerende trosretning.
Imperietidens politiske og militære samarbejde mod fjender udenfor det tibetanske plateau lagde grunden til en fælles national identitet og kultur. Tibetanerne har siden da opfattet sig som beslægtede stammer, der - trods regionale forskelle - har samme etniske identitet, sprog, traditioner, religion og materielle kultur. Trods idealforestillingerne om lighed har regionale, politiske og religiøse modsætninger dog i høj grad præget Tibets historie frem til i dag, ligesom der fortsat findes lommer med flere små, selvstændige sprog på det tibetanske plateau.
Disintegration
I 842 myrdede en buddhistisk munk Yarlung-dynastiets sidste konge, Langdarma, fordi han forfulgte buddhismen. Uenighed om hans efterfølger gjorde, at det tibetanske imperium gik i opløsning. Tibet var i de næste 4 århundreder igen opdelt i småstater og selvstyrende stammer. I det nordøstlige grænseområde mellem Tibet og Kina opstod også nye, delvist tibetanske småstater, herunder Tangut (990-1227) og Tsonkha.
Buddhistiske sekter forsatte med at ekspandere og grundlægge klostre overalt i landet. Ved begyndelsen af det 13. århundrede dominerende de Tibet politisk, økonomisk og åndeligt. De havde arvet den regionale og klanbaserede rivalisering og bekrigede ofte hinanden i forsøget på at vinde territorium og indflydelse. Tibet blev først delvist samlet, da landet blev indlemmet i det mongolske imperium i det 13. århundrede.
Mongolsk overherredømme
I 1227 blev det mongolske verdensriges hersker Djenghis Khan dræbt under en invasion af Tangut, der som hævn nærmest blev udslettet. Mongolerne fik kontrol over det nordlige Kina i 1234. Det nordlige Centraltibet blev hærget af mongolske styrker under Godan Khan i 1240-1241. Efter således at have demonstreret sin styrke, forsøgte Godan i 1247 at indlede en fredelig magtovertagelse i Tibet ved at tilkalde lederen af sakyasekten. Sakya Pandita indvilligede i at blive Godans repræsentant i Tibet og overtalte også andre ledere i Centraltibet til at underkaste sig mongolerne.
De mongolske herskere havde tradition for at bekende sig til religionen i de lande, de erobrede. Ved at støtte og udnytte de lokale religiøse ledere kunne de effektuere og legitimere deres styre over de fremmede befolkninger såvel som i deres hjemlige territorier.
Sakya Panditas nevø og efterfølger, Phagpa, blev i 1254 åndelig vejleder for Khubilai Khan. Khubilai blev udnævnt til en inkarnation af den buddhistiske guddom Manjushri, hvilket gav ham religiøs legitimation i rollen som universel hersker. Phagpa formaliserede forholdet til Khubilai som et personligt og ideelt set ligeværdigt religiøst-politisk forhold, hvorunder Phagpa forblev Khubilais overordnede i religiøse spørgsmål, mens den mongolske hersker som verdslig leder lovede Phagpa militær og økonomisk støtte. Dette forhold kaldes på tibetansk "cho-yon" og kom til at blive en model for fremtidige relationer mellem tibetanske religiøse ledere og mongolske og manchu kejsere - omend i forskellige varianter.
Først efter mongolske militære interventioner af Khubilai Khan i 1264-1268 blev Tibet underlagt egentlig mongolsk administration. Tibets tre hovedregioner, Amdo, Kham og Ü-Tsang, administreredes separat, selvom Khubilai Khan i 1254 havde "doneret" dem alle til Phagpa.
De tibetanske lamaers rolle som religiøse lærere for mongolerne gjorde, at Tibet nød en højere grad af autonomi end andre dele af det mongolske imperium. Samtidig blev sakyalamaernes styre konstant udfordret af magtfulde lokale klaner.
Phagpa og hundredevis af andre tibetanske lamaer og munke fik stor indflydelse som religiøse embedsmænd i Kina, da Khubilai i 1270 udråbte et nyt kinesisk dynasti, Yuan (1270-1368), og seks år senere erobrede Sydkina. De mongolske herskere fungerede herefter primært som kejsere af Kina.
Den kinesiske regering hævder i dag, at Tibet på dette tidspunkt blev en del af Kina, men den mongolske kontrol over Tibet forblev separat fra administrationen af Kina. Khubilai erobrede Tibet som mongolsk hersker, før han udråbte og konsoliderede sig som kejser af Kina.
Kongedømmet genindføres
Sakyasekten mistede sin politiske dominans i Tibet i 1358, hvor en munk fra kagyupasekten, Changchub Gyaltsen, blev konge og omorganiserede administrationen i landet efter at have forvisset sig om, at Yuan styret var svækket og ikke kunne intervenere. Tibet blev igen uafhængigt og loven fra det tibetanske imperium genindført.
Imens faldt Yuandynastiet i Kina og efterfulgtes af det indfødte Ming dynasti (1368-1644). Mongolerne forlod Kina, og cho-yon forholdet til lederne af sakyasekten blev afbrudt. Mingkejserne fortsatte Yuans praksis med at uddele titler og gaver til tibetanske lamaer, selvom titlerne ingen praktisk betydning havde. Deres forsøg på at etablere et cho-yon forhold til ledende lamaer i Tibet for at opnå politisk indflydelse bar ikke frugt.
I 1403 grundlagde den lærde lama Tsongkhapa (1357-1419) en ny sekt, gelugpa, i et forsøg på at reformere klosterlivet og indføre en strengere disciplin. Med grundlæggelsen af tre store klostre nær Lhasa, Ganden (1409), Drepung (1416) og Sera (1419), fik gelugpasekten her hurtigt den dominerede politiske magt. Krigene mellem de førende buddhistiske sekter fortsatte imidlertid og involverede specielt gelugpaerne i Lhasa-området og kagyupaerne i Shigatse-området. I 1566 invaderede mongolerne Ziling-dalen (Kin.: Xining) i Amdo, hvilket i 1590 angiveligt fik 165 tibetanske stammer i området til at underkaste sig Ming styret i Kina for at undgå yderligere plyndringer og mongolsk indvandring.
I 1578 genoplivede abbeden for Drepungklostret, Sonam Gyatso, cho-yon-institutionen, da han mødte den mongolske hersker Altan Khan. Sonam Gyatso præsenterede sig selv som inkarnation af Phagpa og beskrev Altan som "religiøs konge" og inkarnation af Khubilai Khan. Altan gav Sonam Gyatso titlen "Dalai", der betyder 'ocean' og er en mongolsk oversættelse af "Gyatso", og lovede ham politisk beskyttelse. Sonam Gyatso blev herefter kendt som den tredje Dalai Lama, idet han titulerede sine to tidligere inkarnationer som den første og anden i rækken. Hermed overtog gelugpasekten den efterhånden udbredte tradition for tronfølge gennem inkarnation, som kagyupasektens Karmapa-linie startede i det 13. århundrede.
Under den femte Dalai Lama (1617-1682) opnåede gelugpasekten endelig det absolutte herredømme i Tibet. Efter anmodning fra Dalai Lama indtog hans nye beskytter, den mongolske hersker Gushri Khan, i 1642 Shigatse og fængslede områdets regent. Gushri Khan erklærede derefter Dalai Lama for enehersker over hele Tibet.
Tibet blev nu igen regeret af et kombineret religiøst-politisk og centraliseret styre, og de tre hovedregioner blev samlet for første gang siden det tibetanske imperiums fald. Området omkring søen Kokonor i NØ-Amdo forblev under Lhasas herredømme frem til 1705.
Tibet under manchuerne
Mongolernes østlige naboer, manchuerne, erobrede Beijing i 1644. Deres Qing-dynasti (1644-1911) kontrollerede snart hele Kina. Den femte Dalai Lama etablerede et slags cho-yon forhold til manchu kejseren under et besøg i Beijing i 1653, selvom sidstnævnte ikke accepterede den buddhistiske tro.
Gushri Khans arving, Lhazang Khan, der var baseret i Kokonor-området, invaderede Lhasa i 1705 med støtte fra Qingkejseren, overtog den politiske kontrol og afsatte den 6. Dalai Lama. I 1717 lykkedes det en hær fra det konkurrerende, vestmongolske Dzungar-rige at indtage Lhasa. Som Kokonor-mongolernes beskyttere genvandt Qing styrker kontrollen tre år senere.
I 1723 gjorde mongolerne i Kokonor-området oprør mod Qing sammen med de lokale tibetanere. Efter en blodig nedslagtning blev området underlagt Qing-administration som provinsen Qinghai og de mongolske og tibetanske stammer tildelt hver sine territorier. I realiteten bevarede tibetanerne her deres egne ledere frem til 1949, hvoraf nogle dog svarede skat til provinsstyret i Xining. Lhasa bevarede også nogen myndighed i området gennem udstationerede repræsentanter.
Den centrale og østlige del af Østtibet (Kham) kom i 1727 nominelt under administration af Kinas Sichuanprovins, men de lokale tibetanske ledere bevarede for det meste den reelle kontrol. Frem til 1932 var flere af områderne i Kham øst for Drichu floden (Yangtze) under administration fra Lhasa.
Fra 1720 til 1911 var den centraltibetanske stat tilknyttet det manchuriske kejserdømme som en form for protektorat. Qing-dynastiet beskyttede i dele af denne periode Centraltibet militært og havde frem til 1847 også en begrænset indflydelse på landets administration gennem kejserlige udsendinge kaldet "amban". Centraltibet bevarede dog sin suverænitet og forblev folkeretligt en selvstændig stat. Dalai Lamaernes indflydelse var i denne periode begrænset, og flere af dem døde i en ung alder.
Qing-kejserne havde ingen interesse i (eller i lange perioder ingen magt til) at administrere Tibet direkte og nøjedes for det meste med en rent symbolsk markering af kinesisk overhøjhed og med opretholdelsen af garnisoner i Lhasa, Shigatse, Dingri og Gyangtse, der samlet var bemandet med fra få hundrede til nogle tusinde kinesiske soldater.
Den kinesiske indblanding i aministrationen i Tibet var dog i flere perioder (fx 1747-1751, 1791 og 1796) mærkbar nok til at fremkalde omfattene protester over magtmisbrug fra den tibetanske befolkning og til at få den tibetanske regering til efterfølgende at henrette eller arrestere lederne af protestaktionerne. Det nok vigtigste område, hvor manchu kejserne fik indflydelse, var udpegningen af højststående lamaer. I 1793 sendte Qianlong-kejseren en gylden urne til Tibet og forlangte, at inkarnationer af høje lamaer såsom Dalai Lama og Panchen Lama skulle identificeres gennem lodtrækning fra urnen, hvorefter de ville blive godkendt af kejseren. Manchuerne havde på denne måde held til at influere identifikationen af den 11. og 12. og muligvis den 10. Dalai Lama.
I det 19. århundrede havde manchuerne kun ringe indflydelse i Tibet og var i flere tilfælde ude af stand til at opfylde deres cho-yon forpligtelse som beskyttere af landet. Da Tibet blev invaderet fra Jammu og Kashmir i 1841-1842 og Nepal i 1855-1856, måtte tibetanske styrker således selv tage affære. Begge krige resulterede i fredsaftaler indgået uden Qing indblanding.
Fra slutningen af det 19. århundrede begyndte det britiske imperium at interessere sig for Tibet, både af handelsmæssige og storpolitiske årsager. Britiske traktater med Kina fra 1890 og 1893 om handelsrettigheder i Tibet blev ignoreret af den tibetanske regering med det resultat, at en britisk hærstyrke på godt 3000 mand i 1904 midlertidigt indtog Lhasa. Briterne fremtvang en traktat, der gav Storbritannien handelsmæssige fordele og udelukkede andre magter fra samme. Briterne var især nervøse for tibetanernes nyetablerede kontakt til Rusland.
Det moderne Tibet
I 1910 invaderede en kinesisk hær Lhasa, men blev nedkæmpet og udvist af tibetanerne i 1912. I mellemtiden faldt Qing-dynastiet i Kina. Hjemvendt fra et to-årigt eksil i Indien erklærede den 13. Dalai Lama (1876-1933) i januar 1913 Tibets uafhængighed. Samtidig anerkendte Mongoliet og Tibet hinanden og indgik en alliance.
I oktober 1913 mødtes repræsentanter fra Tibet, Kina og Storbritannien i Simla i Indien for at forhandle om Tibets fremtidige status. I det endelige forslag til en konvention fra april 1914 anerkendte det reelt selvstændige Tibet, at Kina havde en formel overhøjhed i landet. Kina, som hævdede at have suverænitet i Tibet, var vilig til blot at acceptere overhøjhed, men underskrev aldrig konventionen p.g.a. uenighed om grænsedragningen mellem Tibet og Kina. Tibet og Storbritannien skrev under, men indgik en tillægstraktat, der fraskrev Kina enhvert privillegium indeholdt i konventionen, sålænge den ikke havde Kinas underskrift. Tibet var nu reelt uafhængigt, men ikke anerkendt som sådan af omverdenen og måtte påbegynde en vanskelig balancegang mellem britiske, kinesiske og russiske forsøg på at opnå indflydelse i landet.
Den 13. Dalai Lama var på god fod med britiske diplomater og lod sig inspirere af deres råd til forskellige reformer, herunder en øget sekularisering af undervisningssystemet, som dog mødte modstand i de magtfulde klostre. Væsentligst var styrkelsen af den tibetanske nationalbevidsthed gennem en modernisering af det tibetanske statsapparat og hæren samt indførelsen af nationale symboler så som et nationalflag, frimærker og eget postvæsen.
Kina evnede gennem sine religiøse forbindelser til Tibet i form af tilrejsende kinesiske munke i tibetanske klostre at formidle et negativt billede af vestlig missionsvirksomhed, imperialisme og modernisme, der var medvirkende til, at landet i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede i høj grad isolerede sig fra omverdenen økonomisk, kulturelt og udenrigspolitisk. Fra det 17. til slutningen af det 19. århundrede besøgte i alt kun omkring 600 europæiske opdagelsesrejsende, diplomater og missionærer landet.
Selvom Centraltibet undgik kolonialisering og førte en isolationspolitik frem til 1949, var landet ikke uimodtageligt for udenlandske kulturelle påvirkninger og strømninger, både på et mellemfolkeligt plan og på regeringsniveau. Der var en livlig samhandel med nepalesere, kinesere, bhutanesere, indere, sikkimesere, briter, mongoler, ladakhier, uighurer (Østturkistan), salar (Qinghai) og hui (Gansu), og hver gruppe var repræsenteret i vekslende antal i Tibets handelsbyer. Religiøst havde tibetanerne stærke bånd til især mongoler, kinesere, burjater, manchuer og ladakhier, men også andre religioner end den tibetanske buddhisme fik lov at florere i Tibet, især islam.
Kina (fra 1934), Storbritannien (1937-1947), Indien (fra 1947), Nepal og Bhutan havde ambassader i Lhasa. Politisk omfattede Tibets kontakter desuden Rusland, Japan, Tyskland og USA. Selv Danmark havde i et par tilfælde officiel diplomatisk kontakt med Tibet, da Den tredje danske centralasiatiske Ekspedition i 1947, 1949 og 1950 anmodede den tibetanske regering om indrejsetilladelse (men fik afslag).
Tibet forblev neutralt under 2. Verdenskrig. I et forsøg på at opnå international anerkendelse og støtte rejste en tibetansk handelsdelegation i 1948 til USA og Storbritannien. USA fastholdt imidlertid sit syn på Tibet som juridisk set under kinesisk suverænitet. Storbritanniens holdning var, at Tibet nød faktisk uafhængighed, men var under kinesisk overhøjhed. Begge lande var nervøse for, at en anerkendelse af Tibets uafhængighed ville provokere Kina til at besætte landet.
Tiden mellem 1950 og 1980
Kinesisk invasion og magtovertagelse
Da den kommunistiske Folkets Befrielseshær (PLA) erobrede Beijing i juli 1949, besluttede den tibetanske regering at udvise den kinesiske regerings repræsentanter og de fleste andre kinesere fra Lhasa. I august og september invaderede PLA det meste af Amdo, hvilket fremkaldte væbnet modstandskamp i forskellige områder. Lhasa reagerede ved i et brev at opfordre Mao til at respektere Tibets territoriale integritet.
Mao Zetongs kommunistiske parti udråbte den Kinesiske Folkerepublik den 1. oktober 1949. Kinesisk radio annoncerede, at Kina agtede at "befri" Tibet fra "imperialisterne". Den tibetanske regering bad USA, Storbritannien og Indien om militær hjælp og anmodede om støtte til at opnå medlemskab af de Forenede Nationer. Svarene var afvisende. Storbritannien betegnede Tibets ambition om medlemskab af FN som urealistisk med henvisning til, at Kina havde vetoret i Sikkerhedsrådet. Indien indvilligede i at yde Tibet begrænset militær støtte i form af våbensalg.
Tibet forstærkede forsvaret af sin østlige grænse. I løbet af foråret 1950 rykkede PLA frem gennem Kham. Tibetanske forhandlinger med kineserne for at undgå en invasion bar ikke frugt.
Omverdenens klare signaler om, at ingen lande ville gribe ind i tilfælde af en kinesisk invasion af Tibet, gjorde det ekstra attraktivt og relativt omkostningsfrit for Kina at udvide sit territorium. Det var dermed først og fremmest verdenssamfundets anerkendelse af kinesisk overhøjhed i området, der bidrog til at fjerne Tibet fra landkortet.
Kina havde interesse i at erobre Tibet for at sikre sine vestlige grænser. Den kinesiske regering ville beskytte sig mod, at andre stormagter fik indflydelse i Tibet og derfra kunne true Kina. Samtidig videreførte Kinas nye kommunistiske herskere de nationalistiske forestillinger fra det gamle Qing kejserdømmes storhedstid. Maoisterne ønskede desuden at udbrede kommunismen. Kina er i dag også interesseret i at bevare magten i Tibet pga. landets store naturrigdomme (bl.a. uran, guld, litium, boraks, krom, jern, træ, olie, kul og vandkraft) og det „Lebensraum“, det sparsomt befolkede land tilbyder.
Natten til den 6. oktober 1950 krydsede 35.000 kinesiske soldater Drichu floden og andre grænseovergange og påbegyndte dermed invasionen af den centraltibetanske stat, der var under kontrol af den tibetanske regering i Lhasa. De krigsvante kinesiske styrker nedkæmpede hurtigt de 8.000 dårligt udrustede tibetanske soldater langs grænsen. Nyheden om Kinas invasion af Tibet nåede først omverdenen ti dage senere.
Kort efter Chamdos fald den 19. oktober standsede PLA sin fremrykning. Kina var nu i position til for første gang nogensinde at fremtvinge en tibetansk anerkendelse af kinesisk suverænitet.
Efter invasionen anmodede den 14. Dalai Lama FN om at gribe ind, men der kom aldrig diplomatisk eller militær hjælp til Tibet; hverken fra FN eller Storbritannien. Indien forhindrede USA i at forsyne tibetanerne med våben. El Salvador anmodede den 14. november FN om at diskutere „fremmede styrkers invasion af Tibet“, men da emnet kom på dagsordenen ti dage senere, blev det udskudt på ubestemt tid på grund af „utilstrækkelig information“. Sagen er aldrig siden blevet afgjort, og FN har frem til i dag afvist den tibetanske eksilregerings anmodninger om at få mulighed for at præsentere sin sag.
Efter Kinas annektion af Centraltibets Chamdo-område så den tibetanske regering ingen anden udvej end at sende en fredsmission til Beijing. Den underskrev den 23. maj 1951 en kinesisk dikteret 17-punktsaftale. Aftalen sikrede på papiret Tibet autonomi og et uforandret politisk system, men gjaldt ikke Amdo og Kham. I praksis måtte Dalai Lama fra nu af gang på gang optræde som kinesernes marionet i et forsøg på at få det bedste ud af situationen og undgå et blodbad. Kina brød hurtigt aftalen.
PLA nåede Lhasa den 9. september 1951. I begyndelsen gik de nye magthavere forsigtigt frem efter ordre fra Mao Zedong og havde held til at få mange tibetanere over på deres side ved at indsætte samarbejdsvillige tibetanere på høje poster og dele penge ud til bønder og nomader. Der var kun spredte modstandskampe – især i Amdo, hvor nomadesamfund havde lang erfaring med væbnet modstand mod kinesiske tropper. Resten af den tibetanske befolkning vågnede imidlertid snart op til realiteterne under det nye styre.
"Demokratiske reformer“ og modstandskamp
I 1955 indledte Kina såkaldte „demokratiske reformer“ i hele Amdo og Kham som forberedelse til en gennemgribende kollektivisering. Myndighederne klassificerede folk udfra deres økonomiske situation og holdning til Kina. De velhavende stempledes som samfundsfjender og reaktionære, og deres jord og ejendom blev konfiskeret og uddelt til fattige. Klostre blev lukket og munke og nonner hjemvist. De, der gjorde modstand, blev henrettet, tortureret eller fængslet.
Som resultat af Kinas voldsomme overgreb mod og omstrukturering af det tibetanske samfund, udbrød der oprør og væbnet modstandskamp overalt i Østtibet. I 1956 nåede modstanden sit højdepunkt i Kham og i 1958 i Amdo. De lokalkendte tibetanske ryttere og jægere organiserede sig i regulære hære, som påførte PLA store tab. CIA, der var interesseret i at bekæmpe kommunismen, begyndte i 1957 optræningen af et lille antal tibetanske guerillakrigere, som blev nedkastet med faldskærm over Østtibet.
Den kinesiske hær nedslagtede hele landsbyer for at ramme de tibetanske krigere gennem deres familier. Klostre nedbrændtes, og besættelsesmagten foretog offentlige henrettelser og tortur, som naboer og slægtninge blev tvunget til at overvære: hængninger, korsfæstelser, afhugning af hoveder, hudfletninger, udsultning, afbrændinger på bål. Folk begyndte at flygte mod Lhasa-området.
I 1958 gennemførte Formand Mao det „Store Spring Fremad“, som skulle sætte yderligere fart i kollektiviseringen og assimileringen af tibetanerne. Sammen med omlægningen af store dele af landbruget i Amdo og Kham fra dyrkning af højlandsbyg til hvede førte det i 1959-61 en hungersnød med sig, hvis omfang så vidt vides aldrig før var set i Tibets historie. Titusinder af mennesker døde.
De officielle kinesiske statistikker er generelt upålidelige, men bekræfter nedgangen i Tibets befolkning i perioden omkring 1959. Folketællingerne i 1953 og 1964, der kun blev gennemført udenfor Centraltibet, angiver et fald i den samlede tibetanske befolkning på 272.000 i denne periode. Særlig hårdt gik det ud over Golok nomaderne i det sydlige Qinghai, der fra 1953-64 reduceredes fra 100.343 til 56.071 personer.
Folkeopstand og flugt
I 1959 brød modstanden for alvor ud i Lhasa. Den 10. marts – som herefter er blevet Tibets nationaldag – gik det meste af hovedstadens befolkning i demonstrationstog mod den kinesiske besættelse, og tibetanske regeringsledere erklærede 17-punktsaftalen for ugyldig. Resterne af den tibetanske hær gjorde sig kampklare. En uge senere begyndte kinesiske tropper at beskyde byen med mortergranater.
Det lykkedes Dalai Lama og en del af hans regering at flygte, netop som bombardementet af Lhasa begyndte. Den 28. marts indsatte Kina Tibets næsthøjeste religiøse overhoved, den 10. Panchen Lama, som leder af det nye kinesiske styre i Lhasa. Under et ophold i byen Lhuntse udnævnte Dalai Lama dagen efter en ny regering, der den 3. april fulgte ham over grænsen til Indien for at påbegynde en tilværelse i eksil.
PLA knuste hurtigt oprøret i Lhasa og det meste af modstandskampen i Tibet. Tusinder af tibetanere blev dræbt. Andre tusinder blev sendt til fange- og arbejdslejre. Mange af de tibetanske modstandsgrupper måtte flygte til Indien og Nepal. Ialt flygtede omkring 85.000 tibetanere frem til 1962.
Med hjælp fra CIA genoptog tibetanske soldater i 1960 angrebene på PLA fra Mustang regionen i Nepal. Den organiserede modstandskamp stoppede først i 1974, da Nepal udviste de tibetanske soldater, efter at USA havde genoptaget sine forbindelser med Kina og standset støtten til tibetanerne.
Efter folkeopstanden i Lhasa overtog Kina den fulde kontrol med administrationen i det centrale Tibet. Kina kunne nu fuldende den totale omformning af Tibets politiske og sociale struktur, som allerede var delvist gennemført i Amdo og Kham. Der blev bl.a. iværksat en kampagne mod tibetansk kultur, religion og identitet. Hovedparten af Tibets 6259 klostre blev enten lukket eller ødelagt, og historiske monumenter, litteratur og religiøs kunst blev destrueret eller fragtet til Kina. Centraltibet blev i 1965 udnævnt til provins i Kina under navnet den Autonome Region Tibet (TAR).
Tibet og FN
De Forenede Nationer’s vilje til at tilgodese tibetanernes rettigheder er blevet overskygget af især de enkelte medlemslandes handels- og storpolitiske interesser. Der har derfor været manglende vilje til at sætte Tibet på dagsordenen.
Fra sit eksil i Indien anmodede Dalai Lama den 9. september 1959 FN om hjælp, idet han henviste til sin første appel 9 år tidligere. USA og andre lande var bekendte med de uhyrlige overgreb i Tibet, men stillede den tibetanske delegation til FN i udsigt, at den risikerede, at FN helt ville lukke sine døre for tibetanerne, hvis den insisterede på, at også de folkeretlige spørgsmål om Tibets politiske status og Kinas uprovokerede aggression skulle behandles. Udfaldet blev, at Generalforsamlingen den 21. oktober i en resolution blot opfordrede til „respekt for det tibetanske folks menneskerettigheder“.
Debatter under FN’s Generalforsamlinger i de følgende år viste dog en stærk modvilje mod at lade Kinas ulovlige besættelse af en uafhængig nation gå helt upåtalt hen, specielt i en tid hvor udryddelsen af kolonialismen stod højt på den internationale dagsorden. Flere lande refererede til Tibet som en selvstændig stat, deriblandt Filippinerne, Malaysia, Irland og Thailand.
I 1961 og 1965 vedtog FN nye resolutioner, der nu i tillæg opfordrede til respekt for tibetanernes ret til selvbestemmelse.
Da Kina i 1971 blev medlem af FN og Sikkerhedsrådet, umuliggjorde det i praksis en FN-indsats for Tibet. At FN i 1959 erkendte, at Kina var part i en „international stridighed“ med Tibet, skulle teknisk have forhindret Kina i at stemme, når Tibet blev diskuteret. Dette er imidlertid blevet ignoreret af verdenssamfundet, der efter 1971 i praksis har fulgt og accepteret Kinas påstand om, at Tibet er et „internt anliggende“. Kun på menneskerettighedsområdet har FN fortsat beskæftiget sig med forholdene i Tibet. FN har til dato aldrig betegnet Tibet som en del af Kina.
Kulturrevolutionen
De fysiske og kulturelle ødelæggelser fortsatte og intensiveredes under Kulturrevolutionen, der i Tibet havde sit højdepunkt fra 1966-1970. Bevægelsens motto var udryddelsen af „de fire gamle“: gamle ideer, kultur, traditioner og vaner.
Al religion blev forbudt. Hold af tilrejsende kinesiske rødgardister og unge, kinesisk uddannede, tibetanske partikadrer holdt daglige, obligatoriske indoktrineringsmøder for alle i Tibet og tvang den lokale befolkning til at deltage i den endelige ødelæggelse af de fleste af de resterende klostre og andre udtryk for tibetansk religion og identitet.
Tibetanerne skulle klæde sig som kinesere, anlægge kinesiske frisurer, synge hyldestsange for Mao og opgive traditionelle festivaler til fordel for kinesiske revolutionære ceremonier. Kina forsøgte også at indføre et „sino-tibetansk venskabssprog“, dvs. tibetansk „forbedret“ med kinesiske gloser, og ændrede mange stednavne.
De, der gjorde modstand, blev mål for de berygtede selvkritikmøder, thamzing, der ofte involverede grov vold med døden til følge. Folk, der nægtede at give kritik, blev selv emne for næste møde. Thamzing førte til mange selvmord og til, at Tibet forvandledes til et angstens samfund, hvor ingen stolede på hinanden. Denne atmosfære præger stadig landet.
I 1969 greb befolkningen i store dele af Tibet til våben mod kineserne under dække af stridigheder mellem to fraktioner af rødgardister. PLA’s nedkæmpning af oprørene førte sammen med en ny hungersnød i 1968-1973 til tusinder af dødsfald.
I 1984 anslog Tibets regering i eksil på baggrund af interviews med øjenvidner, at der fra 1950-80 i alt døde over 1,2 millioner tibetanere som en direkte følge af den kinesiske besættelse: krigshandlinger, hungersnød, ophold i fangelejre, henrettelser, tortur og selvmord.
Liberalisering
I modsætning til i Østtibet fik egentlige folkekommuner kun en kort levetid i TAR. De fleste oprettedes i begyndelsen af 1970’erne, men allerede i 1984 var hovedparten igen opløst. Nedlæggelsen af folkekommunerne og den efterfølgende omfordeling af land, husdyr og ejendom skete parallelt med den generelle liberaliseringsproces i Kina, der for alvor tog fart i 1979. Den betød også indførelsen af begrænset religions- og bevægelsesfrihed, tilladelse til privat handel og frigivelsen af et stort antal politiske fanger.
I december 1978 – to år efter Maos død – indledte Deng Xiaoping en dialog med Dalai Lama. Fra nu af blev de store linier i Kinas politik overfor Tibet formuleret på såkaldte „Nationale Fora for Arbejde i Tibet“, hvori de øverste ledere i Folkerepublikken deltog.
Da den daværende generalsekretær i Kinas kommunistparti, Hu Yaobang, besøgte Lhasa den 22.-31. maj 1980 efter det første Forum, blev han chokeret over resultaterne af 30 års kinesisk kolonialisme og erklærede, at partiet havde „svigtet det tibetanske folk“, som „fortsat lever i relativ fattigdom“, og hvis levestandard „ikke er blevet mærkbart forbedret“ siden 1950.
Hu indførte nu en række yderligere reformer, der skulle tage hensyn til Tibets „specielle situation“, bl.a. ansættelse af flere tibetanere i administrationen, hjemsendelse af et antal kinesere, 3-5 års fritagelse for landbrugsskatter og en indsats for videnskab, kultur og uddannelse. Hertil kom, at Kina øgede den økonomiske støtte, finansierede genopbygningen af enkelte templer og klostre og åbnede dele af Tibet for turisme. Der blev gjort en indsats for at fremme det tibetanske sprog i undervisningssystemet og administrationen.
Fordi befolkningen nu i højere grad var herre over sin egen økonomiske situation, oplevede dele af det tibetanske samfund en forbedring af den materielle levestandard for første gang, siden Tibet blev besat. Tibetanerne benyttede de nye friheder til at begynde en omfattende genopbygning af klostrene og genoptage traditionelle livsmønstre.
Flere af reformtiltagene blev dog kortvarige. Trods den økonomiske liberalisering fortsatte den politiske indoktrinering, undertrykkelsen og kolonialismen. Det førte til fornyet modstand hos især den nye generation af unge, der kun havde oplevet Tibet under kinesisk styre.
Nådesløs undertrykkelse“ af protester
Den 27. september 1987 arresterede politiet en gruppe unge munke fra Drepung klostret, der demonstrerede fredeligt i Lhasa. Det blev anstødsstenen til en række større demonstrationer og oprør i hele Tibet, som kinesiske halvmilitære politistyrker og soldater gang på gang har slået hårdt ned på. Inspireret af Dalai Lamas ikke-voldspolitik har især nonner, munke og unge siden stået i spidsen for utallige demonstrationer for uafhængighed, frihed, menneskerettigheder og demokrati.
Demonstrationerne – og de nye muligheder for at følge med i, hvad der foregik bag Kinas jerntæppe – fik for alvor omverdenens øjne op for undertrykkelsen af Tibets befolkning. Opmærksomheden er ikke blevet vel modtaget hos lederne i Beijing, der forsøger at opretholde et billede af, at tibetanerne anerkender det kinesiske styre. Mens dissidenterne i Kina „kun“ kritiserer deres egen regerings politik og styreform, anfægter tibetanerne selve styrets legitimitet og krav på suverænitet i Tibet og dermed Folkerepublikkens internationale identitet. Beijings reaktion mod protesterende tibetanere har derfor været ekstra hård.
I 1988 blev Kinas greb om Tibet igen strammet. Den daværende kinesiske sikkerhedschef, Qiao Shi, bekendtgjorde i juli 1988, at de tibetanske protester skulle mødes med „nådesløs undertrykkelse“. Siden har politisk kontrol og kulturel assimilation igen haft højere prioritet end økonomisk liberalisering og respekt for tibetansk særegenhed.
Den 5.-7. marts 1989 – tre måneder før Tiananmen-massakren i Beijing – indtog tusinder af mennesker gaderne i Lhasa for at demonstrere mod Kina. Mellem 80 og 150 tibetanere blev dræbt, hundreder såret og tusinder arresteret, da bevæbnede politistyrker greb ind. Natten mellem den 7. og 8. marts erklærede Li Peng Tibet i undtagelsestilstand, selvom demonstrationerne stort set var ophørt. Militæret overtog kontrollen frem til 1. maj 1990. For at afskrække tibetanerne indsatte PLA tanks, patruljerede i lange kolonner med maskinpistoler og opstillede lastbiler med raketter rettet mod Dalai Lamas vinterpalads, Potala, og Tibets helligste tempel, Jokhang.
De synlige afskrækningstiltag afløstes snart af de mere vanlige – men nu skærpede – usynlige kontrolforanstaltninger og af ideologiske kampagner. Mistænkte aktivister risikerer vilkårlige, natlige arrestationer og forhør under tortur. Videokameraer er opsat på gadehjørner i Lhasa, og pengegaver eller trusler om arrestationer får folk til at anmelde hinanden. Tidligere politiske fanger kan ikke få arbejde. Munke og nonner, der har været fængslet, er forment adgang til deres klostre.
Kolonisering og "åndelig civilisation“
Med stramningen af den politiske kontrol iværksatte Kina fra 1992-94 en række nye økonomiske reformer, der bl.a. har gjort det attraktivt for kinesiske virksomheder at investere i Tibet og opmuntrer kinesiske handlende til indvandring med billige lån og lave skatter.
Øgede statstilskud til projekter i Tibet har medvirket til at skabe en forholdsvist velhavende tibetansk elite af forretningsfolk og partikadrer. Til gengæld har en tiltagende inflation skabt øget fattigdom blandt i forvejen marginaliserede tibetanere, som ikke kan kinesisk, eller som bor på landet.
Efter de kinesiske toplederes Tredje Nationale Forum for Arbejde i Tibet i sommeren 1994 begyndte de kinesiske myndigheder en kampagne mod Dalai Lama, der siden blev gradvist skærpet.
I foråret 1996 indledte Beijing en kampagne for „åndelig civilisation“. I Tibet betød det et angreb på tibetanske traditioner, skikke og værdier som under Kulturrevolutionen. Hold af partikadrer slog sig ned i klostre over hele Tibet, hvor de underviste munke og nonner i patriotisme og med trusler om bortvisning forlangte underskrifter på fordømmelser af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. I november 1997 udvidedes genopdragelseskampagnen til også at omfatte almindelige tibetanere.
Kina gør stadigt mindre ud af at skjule sin assimilerings- og koloniseringspolitik i Tibet for omverdenen. Menneskerettighedssituationen i Tibet er ved begyndelsen af 1999 værre, end den har været i mange år. Antallet af egentlige politiske fanger er i dag højere, end det har været siden Kulturrevolutionens ophør og Maos død i 1976.
Geografi
Tibetanerne kalder Tibet Bod (udtales bö) og sig selv bodpa. Betegnelsen Bod omfatter hele det område under den Kinesiske Folkerepubliks kontrol, hvor der bor en oprindelig tibetansk befolkning. Dette område omtales ofte som det “etnografiske” Tibet. Det omfatter de tre hovedregioner Ü-Tsang, Amdo og Kham, deraf navnet Cholka Sum (de tre provinser), som tibetanerne også kalder deres land. Der bor desuden folk af tibetansk oprindelse eller med tibetansk kultur i Tibets nabolande i Himalayaområdet: Indien, Nepal og Bhutan.
Indtil den kinesiske besættelse af Tibet havde den tibetanske centralregering med Dalai Lama i spidsen kontrol over Centraltibet, dvs. Ü-Tsang og Chamdo regionen i Kham. I 1965 blev Centraltibet af de kinesiske myndigheder omdøbt til den Autonome Region Tibet (TAR). De øvrige dele af Tibet blev indlemmet i de kinesiske provinser Gansu, Qinghai, Sichuan og Yunnan. Den kinesiske betegnelse for Tibet,Xizang, bruges kun om den Autonome Region. I denne bog betegner “Tibet” det etnografiske Tibet.
Naturgeografi
Tibet ligger i centrum af Asien. Det deler grænser med Kina, Indien, Nepal, Bhutan og Burma. Landet dækker et areal på 2,47 mio. km2 og er dermed 58 gange så stort som Danmark svarende til 1,6 % af jordens samlede landoverflade.
Engang var det tibetanske højplateau havbund. Det blev dannet igennem millioner af år, og landet hæver sig stadig nogle få millimeter om året. Havet begyndte at forsvinde for omkring 210 - 250 mio. år siden, og plateauet blev dannet for omkring 66 mio. år siden. Det er udfra et geologisk synspunkt et relativt kort tidsrum. Himalayabjergene opstod, da det indiske subkontinent stødte sammen med Eurasien. Denne bevægelse fortsætter stadig, idet det indiske subkontinent fortsætter med at bevæge sig mod nord med en hastighed på omkring 6 cm årligt. Hele Himalayaområdet er geologisk meget aktivt, hvilket bl.a. kommer til udtryk i hyppige jordskælv. Marine plantefossiler som koraller vidner om havet og om et langt varmere klima og mere skovrigt landskab før istiderne.
Det tibetanske højplateau ligger på en gennemsnitlig højde af over 4.000 m og har en udstrækning på 2.500 km fra øst mod vest og 1.200 km fra syd mod nord. Mod syd og vest afgrænses Tibet af Himalayabjergene, der strækker sig 2000 km fra øst til vest langs grænsen til Indien, Bhutan og Nepal. Verdens højeste bjerg Chomolungma (Mt. Everest) på 8.850 m ligger på grænsen mellem Tibet og Nepal. Mod vest ligger Mt. Kailash, der betragtes som verdens helligste bjerg af både hinduer og buddhister.
Flere af Asiens største floder har deres udspring i Tibet, deriblandt Brahmaputra (Yarlung Tsangpo), Indus (Senge Tsangpo), den Gule Flod (Machu), Yangtze (Drichu) og Mekong (Dzachu). Som et minde om den tid, da Tibet var dækket af hav, er der omkring 2.000 søer, deriblandt mange saltsøer, der tilsammen dækker et område på omkring 35.000 km2. Nogle af de største søer er Yamdrok Tso syd for Lhasa, Kokonor (Tso Ngonpo) i det nordøstlige Tibet, og Manasarovar (Mapham Yumtso) ved Mt. Kailash. Yamdrok Tso spiller en særlig rolle for det tibetanske folk, fordi den for dem repræsenterer Tibets sjæl. Manasarovar er Asiens helligste sø for hinduer og buddhister.
Økologiske zoner
Omkring 70 % af Tibet er græsland, og kun 2 % er opdyrket som landbrugsland. Store dele af landet består af stejle, højtliggende og ofte ubeboelige bjergområder. Landskabet og klimaet sætter snævre grænser for hvor mange mennesker, landet kan brødføde.
Tibet kan opdeles i tre økologiske zoner:
• i nordvest det sparsomt befolkede Changthang (“den nordlige slette”), et bredt bælte af græsland fra Mt. Kailash i vest til Kokonor søen i nordøst
• mod syd frugtbare landbrugsområder i floddalene
• mod øst stejle bjergkæder og frugtbare dale
Changthang er et tørt højplateau gennemskåret af små dale og søer og beliggende på en gennemsnitlig højde af 4.500 m. Det meste af området hører til den centralasiatiske ørken og har en årlig nedbørsmængde på mindre end 100 mm. Der er så godt som ingen skov, men det vidtstrakte græsland har et rigt dyreliv af bl.a. kiang (asiatisk vildæsel) og drong (vild yak). Changthang er hjemsted for en stor del af Tibets nomader.
Det sydlige Tibet består hovedsageligt af de transhimalayiske bjerge og Tsangpo dalen med dens bifloder. Højden varierer mellem mere end 6.000 m i vest til 1.000 m i øst. Ca. 75 % af området ligger over 4.000 m. Den gennemsnitlige nedbørsmængde stiger fra vest mod øst. Nær Himalayas nordside er den omkring 250 mm, ved Lhasa 450 mm og i de skovrige områder mod øst over 1.000 mm.
Vegetationen i det sydlige Tibet varierer fra tropiske bjergskove på Himalayas sydside, subtropiske nåletræsskove mod nord og øst, til høje, kolde enge med alpin vegetation og steppeland. Det medfører forskellige former for udnyttelse af ressourcerne med nomadebrug på de alpine græsgange og landbrug i dalene. Det sydlige Tibet udgør ca. 25 % af Tibet.
Østtibet afvandes af tre store flodsystemer, Machu, Dsachu, og Drichu. Dalenes højde varierer mellem 1.000 og 3.000 m, mens bjergtoppene kan nå 7.500 m. Mod øst og syd er den gennemsnitlige årlige nedbørsmængde 1.200 - 1.600 mm, mens den kun er på 500 mm i nord.
Miljø og naturressourcer
De fleste steder i Tibet lever der kun få mennesker, og befolkningstætheden er lille. Tibets natur er præget af store, næsten mennesketomme vidder, ufremkommelige bjergegne og tætte skove. Kun i en lille del af landet er der intensivt opdyrkede dale og byer. En af følgerne af den kinesiske besættelse kan på længere sigt være rovdriften på og ødelæggelsen af de dele af Tibets natur, der bliver udsat for pres som følge af økonomiske interesser, udviklingsprojekter og kinesisk indvandring.
Tibets skove
Kun ca. 4,5 % af Tibet er i dag dækket af skov. De største skovområder ligger i det østlige og sydøstlige Tibet. Der var betydeligt mere skov i Tibet i tidligere tider. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor den er forsvundet, men det skyldes sandsynligvis en kombination af klimaforandringer og menneskelig indvirkning.
Det er svært at sætte tal på omfanget af skovhugsten i Tibet siden den kinesiske besættelse, men officielle tal viser, at mindst halvdelen af skovdækket fra 1950 er forsvundet. Skovhugsten finder især sted i de østlige områder, der grænser op til Kina, og andre relativt let tilgængelige skovegne. Den stadige udbygning af vejnettet udgør en fare for de skovområder, der hidtil er blevet beskyttet af deres utilgængelighed.
På de stejle bjergsider er der stor fare for erosion, når skoven fældes, og skoven har p.g.a. højden, klimaet og de stejle skråninger svært ved at regenerere. Der gøres sjældent forsøg på bæredygtig skovdrift, og i de få tilfælde, hvor skoven genplantes, tages der ikke hensyn til dens tidligere mangfoldighed.
Kinesiske eksperter har længe advaret mod rovdriften på Tibets skove og de problemer den medfører, bl.a. tilslamning af floderne, men skovhugsten fortsætter de fleste steder uhindret. Efter de store oversvømmelser ved Yangtzefloden i Kina i sommeren 1998, hvor tusinder af mennesker mistede livet og endnu flere deres hjem, beordrede den kinesiske regering totalt forbud mod at fælde træer ved Yangtzeflodens øvre løb, der ligger i det østlige Tibet. Men korruption, magtfulde lokale tømmerfirmaer og manglen på alternativer for de mennesker, der lever af tømmerhugst, gør de fleste forsøg på at forbedre miljøet ineffektive.
Dyreliv
Tibet har et rigt og mangfoldigt dyreliv med adskillige dyrearter, der kun findes i Tibet. Mange af de eksisterende dyrearter er i dag truede. Den internationale miljøorganisation IUCN har ikke mindre end tredive dyr og fuglearter fra Tibet på sin “røde liste” over truede dyrearter fra 1990. Denne liste inkluderer sneleopard, sort bjørn, grå ulv, vild kamel, rød panda og en række forskellige hjortearter. Andre dyrearter som vild yak, vildheste, vildæsler, moskushjorte, og tibetanske antiloper er ligeledes under hårdt pres.
Tilbagegangen i antallet af dyr skyldes dels jagt på dyrearter med høj markedsværdi som f.eks. moskushjorte, hvis kirtler kan sælges på markedet til en pris, der ligger over markedsværdien på guld, dels ødelæggelsen af dyrenes naturlige omgivelser på grund af udviklingsprojekter, der ikke tager hensyn til dyrenes ændrede levevilkår. De eksisterende love for dyrebeskyttelse håndhæves ikke effektivt. Årsagen er både mangel på trænet personale og bestikkelse af lokale myndigheder. Jagten ofte finder sted i isolerede egne, hvor kontrol er vanskelig.
Græslandet
Tibets græsland har været udsat for et hårdt pres efter den kinesiske besættelse. Mindst 17 % af græslandet er blevet til ørken, og degraderingen fortsætter. Det er der flere årsager til. Der har været en drastisk stigning i det samlede antal dyr, og der er sket en tilflytning af kinesiske bosættere. De kinesiske myndigheders politik med at indhegne græsningsområder og indskrænke nomadernes bevægelsesfrihed har også medvirket til, at visse områder er blevet overbelastet, og at græslandet ikke har haft samme mulighed for at regenerere som tidligere. I flere tilfælde har myndighederne beordret op til 25 % af nomadernes yak-bestande slagtet for at undgå rovdrift på græsgangene.
Råstoffer
Tibet er rigt på råstoffer. Der findes 126 forskellige mineraler, deriblandt bauxit, sølv, gulv, jern, boraks, lithium, potaske og kopper, der hver især siges at udgøre omkring 40 % af de samlede forekomster i Kina. Mængden af lithium udgør ca. 50 % af verdens samlede forekomster, mens jern udgør ca. 2,5 %. Dertil kommer betragtelige forekomster af uran, olie, kul, tin og zink.
Tibet har i mange hundrede år handlet med ædelmetaller såsom sølv og guld og halvædelstene som turkiser, men der var ikke tradition for egentlig minedrift. Det skyldes bl.a., at minedrift udfra et religiøst synspunkt er både forkastelig og farlig, fordi det er et alvorligt indgreb i de lokale jordguders domæne at grave i jorden og fratage dem deres rigdomme.
De kinesiske myndigheder begyndte allerede i 1960’erne med minedrift i større stil, og i dag udgør minedrift den vigtigste økonomiske aktivitet i den industrielle sektor i Ü-Tsang og Amdo. F.eks. svarede udbyttet fra en krommine i 1980 til 50 % af det samlede årlige industrielle udbytte i TAR. Der er dog ikke et særligt stort behov for arbejdskraft, og størstedelen af arbejderne i mineindustrien er kinesiske indvandrere. Minerne drives uden hensyntagen til naturen og arbejdsmiljøet.
Trods de kinesiske myndigheders hemmeligholdelse af deres politik i forbindelse med uranudvinding og dumpning af atomaffald tyder rapporter og øjenvidneberetninger på, at der er uranudvinding og lagring af atomaffald flere steder i Tibet. Lokalbefolkningen i de berørte områder får ingen information om de farer, der er forbundet hermed, og kompenseres ikke for eventuelle skader på helbredet.
Miljø og menneskerettigheder
Langt de fleste tibetanerne lever enten som nomader eller bønder, og de er derfor helt afhængige af deres omgivelser for at overleve. Før den kinesiske besættelse var presset på miljøet langt lavere, end det er nu. Der levede færre mennesker end i dag, hvor de mange kinesiske indvandrere har bidraget til et stigende pres på ressourcerne. Teknologien tillod heller ikke en intensiv udnyttelse af de fleste ressourcer. Befolkningens religiøsitet havde indflydelse på forholdet mellem menneskene og naturen. Det strider mod grundlæggende buddhistiske principper at tage liv, og det har sammen med frygten for lokale naturguder afholdt tibetanere fra større indgreb i naturen.
De kinesiske besættelsestropper, og siden de kinesiske indvandrere kom til Tibet for at beherske landet politisk og for at drage økonomisk fordel af Tibets uudnyttede potentiale af plads og naturressourcer. Meget af den udvikling, der er foregået i de sidste 40-50 år har direkte eller indirekte ført til store ændringer af Tibets natur. Der sker i disse år en stærk udvikling af den tibetanske infrastruktur som følge af den økonomiske moderniseringspolitik. Udviklingen af infrastrukturen – vejbyggeri, vandkraftværker, voksende byer og trafik – påvirker den tibetanske natur.
Nogle af påvirkningerne giver uoprettelige ødelæggelser af naturen. Udbygning af energiforsyningen med vandkraftværker, der får deres vand fra søer uden afløb, kan føre til at store søer tømmes helt eller delvis for vand. Der har været en årelang konflikt om et vandkraftværk ved Yamdrok Tso søen nær Lhasa. Trods både lokale og internationale protester blev kraftværket bygget. Tibetanerne fik ingen indflydelse på beslutningen.
De kinesiske myndigheder har sat økonomiske interesser over miljøhensyn og har ikke ønsket at lære af lokalbefolkningens viden om forvaltning af naturressourcerne.
Den tibetanske befolkning får ikke del i udnyttelsen af Tibets ressourcer, der bringer betragtelige indtægter til Kina. Befolkningen deltager ikke i beslutningsprocesser om udnyttelsen af naturressourcerne, selvom et folks ret til egne naturressourcer er en grundlæggende menneskeret. I reglen bliver befolkningen heller ikke informeret om de beslutninger om miljøet, som myndighederne tager, og har alene af den grund ingen mulighed for at øve indflydelse.
Myndighederne er opmærksomme på miljøproblemerne. I TAR har de anlagt naturreservater svarende til et område på 12 % af TAR’s samlede areal. Måske verdens største reservat på 237.000 km2 blev udlagt i Changthang i 1991. Ifølge Verdensnaturfonden er Tibets reservater ikke velfungerende. Det skyldes bl.a. mangel på uddannet personale, der kan beskytte områderne ved at håndhæve miljølovgivningen. Lokalbefolkningen deltager ikke i beslutninger om naturreservaterne. Forudsætningen for en velfungerende miljøpolitik er, at den tibetanske befolkning genvinder sin ret til at træffe beslutninger om Tibets naturressourcer.
Befolkning og erhverv
Ca. 86 % af Tibets befolkning lever på landet, de fleste som bønder eller nomader. Alt i alt har Tibet omkring 5 mio. indbyggere, deraf 2,4 mio. i TAR. Hertil kommer omkring 5,5 mio. kinesiske tilflyttere, inklusive millionbyen Xining i NØ-Amdo. Der er ca. 300.000 kinesiske tilflyttere i TAR. De fleste kinesere bor i byerne eller i dalene, der fører ind til Kina. Hovedstaden Lhasa i TAR har en befolkning på ca. 300.000, hvoraf halvdelen er kinesere.
Befolkningen i Tibet fordelt på etniske grupper
| ADMINISTRATIVT OMRÅDE | Total | Tibetanere | % | Kinesere* | % | Andre etniske grupper | % |
| TAR | 2. 196 .029 | 2. 096 .718 | 95 | 80.837 | 3,7 | 4.741 | 0,84 |
| QINGHAI | 4. 456 .946 | 912 .160 | 20 | 2 .578 .912 | 58 | 965 .874 | 22 |
| GANSU | 22 .371 .141 | 367 .006 | 1,64 | 20 .513 .607 | 92 | 1 .490 .528 | 6,7 |
| Pari TAC | 210 .845 | 55 .617 | 26 | 140 .465 | 67 | 14 .763 | 7,0 |
| Kanlho TAP | 580 .661 | 276 .844 | 48 | 261 .938 | 45 | 41 .879 | 7,2 |
| SICHUAN | 107 .218 .173 | 1 .087 .758 | 1,01. | 102. 328. 069 | 95 | 3. 802 .346 | 3,5 |
| Ngaba Tibetansk- | 775. 780 | 375. 551 | 48 | 244. 205 | 31 | 156. 024 | 20 |
| Qiang AP | |||||||
| Kanze TAP | 828. 531 | 627. 034 | 76 | 177. 778 | 21 | 23. 719 | 2,9 |
| Mili TAC | 115. 258 | 34. 616 | 30 | 32. 405 | 28 | 48. 237 | 42 |
| YUNNAN | 36. 972. 610 | 111 .335 | 0,30 | 24. 614. 533 | 67 | 12 .246 .742 | 33 |
| DechenTAP | 315. 316 | 104. 366 | 33 | 50. 880 | 16,1 | 160. 070 | 51 |
| TIBET I ALT** | 9. 479. 366 | 4. 482. 906 | 47 | 3. 567. 420 | 37,6 | 1. 429. 040 | 15,1 |
| Kina og Tibet i alt | 1. 130. 510. 638 | 4 .593. 072 | 0,41 | 1 039 .187 .548 | 92 | 86 .730 .018 | 7,7 |
Kilder: Zhongguo minzu renkou ziliao (1990 nian renkou pucha shuju). Beijing 1994. Zhongguo renkou tongji nianjian, 1992. Beijing 1993.
* Tallene fra de kinesiske statistikker inkluderer ikke soldater, tilflyttere uden officiel bopæl i Tibet og folk på ophold under et års varighed.
** Tibet er her defineret som TAR, Qinghai, Pari TAC, Kanlho TAP, Ngaba tibetansk qiang AP, Kanze TAP, Mili TAC og Dechen TAP.
P = præfektur, TAP = tibetansk autonomt præfektur, TAC = tibetansk autonomt amt.
Tibetanerne har i tidens løb især slået sig ned i de store dale i syd og øst, især i Yarlung Tsangpo dalen og i de små dale, der er dannet af dens bifloder. Langt de fleste bor i mindre landsbyer. Med undtagelse af enkelte større byer som Lhasa, Shigatse, Dartsedo og Chamdo er de fleste byer i Tibet småbyer med højst et par tusinde indbyggere.
Befolkningens overlevelse har i århundreder været baseret på dyrehold, landbrug og handel. Størstedelen af Tibet er uegnet til landbrug, men det udstrakte græsland er ideelt for dyrehold. Bønder og nomader har altid haft en tæt samhandel. Byttehandel mellem forskellige befolkningsgrupper er - og var det i endnu højere grad tidligere - en forudsætning for, at de forskellige grupper kunne komme i besiddelse af de varer, de ikke selv kunne producere. Gennem rejsende købmænd eller deltagelse i rejsekaravaner handlede folk sig derudover til luksusvarer som te, silkestoffer, bomuld og krydderier. Denne handel gav dem samtidig mulighed for at komme af med et overskud af uld, salt og andre produkter, der var efterspurgte i nabolandene. Udover bønder og nomader var der håndværkere, embedsmænd, og professionelle handelsmænd i Tibet før 1950. Antallet af munke udgjorde omkring 20 % af den mandlige befolkning.
Mad
Tsampa, mel malet af ristet byg, og smørte, en blanding af smør, salt og te, udgør en vigtig bestanddel af tibetanernes ernæring. En vokser spiser ca. 175 pund tsampa om året. Udover te er det populært at drikkechang, en slags øl af gæret byg. I reglen består nomadernes måltider derudover overvejende af mælkeprodukter om sommeren og af kød om vinteren Bønderne spiser betydeligt færre mælkeprodukter og mindre kød end nomaderne. De har til gengæld ofte grøntsager og bælgfrugter til at supplere med. Jo mere velhavende folk er, og jo nærmere de lever på markeder og forretninger, jo større variation er der i deres ernæring. I byerne og blandt de velhavende er maden ofte kinesisk inspireret.
Tibets bønder
På trods af, at kun ca. 2 % af Tibets samlede areal er opdyrket, har landbruget altid været en vigtig forudsætning for den tibetanske befolknings overlevelse og evne til at forsørge sig selv. De kinesiske myndigheder har gjort meget for at intensivere landbruget. Det har bl.a. ført til, at stejle og marginale områder er blevet inddraget til dyrkning, en vækst i produktionen af hvede på bekostning af byg, og introduktionen af nye sædsorter og kunstgødning. Flere storstilede udviklingsprojekter er blevet iværksat med det formål at intensivere landbruget og højne produktionen.
Det meste landbrug drives i floddalene i det sydlige Tibet, hvor kombinationen af god jord og tilstrækkeligt mange frostfrie dage gør det muligt at dyrke korn. De fleste andre opdyrkede områder ligger spredt, og afgrøderne trues ofte af vind, tørke og hagl.
Den vigtigste afgrøde er højlandsbyg, men afgrøder som hvede, ærter, raps, majs, hirse, boghvede og visse grøntsager er også udbredte. Størstedelen af byggen forarbejdes til tsampa. En del anvendes til at brygge chang. I de varmere dale i det sydlige Tibet er der frugttræer med abrikoser, valnødder, pærer, ferskener og æbler. Omkring Tibets byer er der i løbet af de sidste 10-15 år opstået en ny og moderne landbrugssektor, hvor kinesiske indvandrere og tibetanere dyrker en lang række grøntsager i drivhuse. Grøntsagerne sælges på markeder i byerne.
Bønderne lever som regel i landsbysamfund. Nogle landsbyer består kun af nogle få huse, mens andre kan have en anseelig størrelse. Hvert hushold er en mere eller mindre selvstændig og selvforsynende enhed med eget hus, jorde, redskaber og dyr. Nogle bønder har store dyreflokke, der om sommeren drives op på højtliggende sommergræsgange og om vinteren ned i dalene. Det er især udbredt i egne med mindre gode betingelser for landbrug, men med gode græsningsmuligheder.
Ægteskab, familie og hushold
Foruden polygame ægteskaber var der i Tibet før besættelsen en udbredt praksis af polygami. Det fraternele polyandri, dvs. ægteskab mellem en kvinde og flere brødre, var almindeligt. Det kendes kun fra få andre samfund udover de tibetanske. Det er forbudt i dag, men forekommer stadig i tibetanske samfund i Himalayabjergene. Økonomiske grunde har været afgørende for udviklingen af polyandriet, fordi denne form for ægteskab er en effektiv måde at holde ejendom og jordbesiddelser på én hånd i et land, hvor ressourcerne er knappe. Dertil kommer, at antallet af arbejdsduelige personer er af betydning for et husholds velstand. Især tidligere var det en fordel med flere mænd i et hushold, når en af mændene drog ud på længerevarende og ikke ufarlige handelsture. Polyandri bidrog sammen med det udbredte munkevæsen til en lav befolkningstilvækst.
Foruden polyandri fandtes også polygyni (en mand med flere koner). Valget af ægteskabsform afhang til en vis grad af familiens status og ejerskabsforhold, men kunne også være skiftende indenfor en familie. Folk uden jord giftede sig i mange tilfælde ikke, men indgik konsensus ægteskab, der ikke altid indebar, at parret boede sammen. Polyandri var mest udbredt i velhavende hushold. Antallet af sønner var naturligvis også afgørende. I polyandriske ægteskaber var det ikke ualmindeligt for yngre brødre at have en partner udenfor ægteskabet, men børnene af en sådan forbindelse blev betragtet som illegitime og havde ingen arveret. Børn, der blev født indenfor ægteskab, var fælles. Det var mest udbredt og blev foretrukket at nedarve land og det meste af en families ejendom fra far til søn, men kvinder kunne også arve, hvis der ikke var mandlige arvinger, eller de var munke.
Husholdet var den vigtigste, næsten selvforsynende produktionsenhed i samfundet. Det var husholdet, der havde rettigheder og pligter til f.eks. at betale skatter eller bidrage til fælles opgaver i landsbyen, og ikke det enkelte familiemedlem. Et hushold kunne bestå af et skiftende antal medlemmer, der ikke altid var i familie med hinanden. Husholdet var dog også afhængigt af landsbyen, der bl.a. var ansvarlig for at bygge og vedligeholde de livsvigtige vandingskanaler. Der var en udbredt tradition for udveksling af arbejdsydelser baseret på gensidighed, dvs. at en gruppe hushold kunne vælge at f.eks. høste sammen på alle de involverede husholds marker efter tur. Dette arbejdsfællesskab var i mange tilfælde nødvendigt for at klare større arbejdsopgaver.
Landbruget er i de fleste egne afhængigt af et velfungerende vandingssystem, vekseldrift og gødning til opretholdelse af markernes frugtbarhed. Der er forskellige måder at organisere vekseldrift på, men en vekslen mellem byg, brak og bælgfrugter eller byg, brak, byg, ærter, og hvede er udbredt. Landbrugsredskaberne er ofte enkle. Ploven trækkes f.eks. de fleste steder af dzo, der er krydsninger mellem yak og kvæg. Kinesiske forsøg på at mekanisere landbruget og intensivere produktionen er i mange områder ikke slået igennem endnu, selvom brugen af kunstgødning kan være betragtelig. En del af de tibetanske bønder bliver presset til at dyrke hvede, der kræver kunstgødning for at give tilstrækkeligt udbytte. Hveden dyrkes især til de kinesiske bosætteres forbrug.
Ejendomsforholdene i landbruget
Størstedelen af den tibetanske landbrugsjord var før 1950 ejet af klostrene og af store jordejere, bl.a. den verdslige adel. Langt de fleste bønder ejede ikke deres egen jord, bortset fra de såkaldte trelpa eller “skatteydere”, der til gengæld skulle betale betragtelige skatter i form af varer og arbejdsforpligtelser, hvis de ikke ville miste deres ejendom. Nogle trelpa familier ejede deres land over generationer og kunne være velhavende. En stor del af bønderne havde brugsret til deres land, nogle på livstid. Andre forpagtede jord eller levede som daglejere eller håndværkere. De lavest stillede var tjenestefolk hos andre, en status, der kunne være arvelig og så tilfælde sammenlignes med slaveri. I almindelighed havde bønderne et udkomme, der var tilstrækkeligt til, at husholdet kunne klare sig, men for de fleste bønder rakte udbyttet ikke til mere end til det nødvendigste for at opretholde livet.
Kvinderne havde en højere status end mange andre kvinder i Asien, men den tillod dem kun i ringe grad at deltage i det politiske liv. Deres hovedopgave var at tage sig af børn og forældre og deltage i produktionen og tilberedelsen af fødevarer og andre gøremål i husholdet. Kvinder kunne dog stå i spidsen for et hushold, optage lån, eje forretninger eller deltage i handelsforetagender.
Mellem 1955 og 1960 begyndte de kinesiske myndigheder de første landreformer i Tibet. I begyndelsen blev de store jordejeres jord konfiskeret og fordelt. Almindelige, mere velhavende familiers jord blev ligeledes fordelt mellem de fattigste. Folk fortsatte ellers med at dyrke deres land eller arbejdede sammen i arbejdsgrupper på 5-10 hushold, der ofte bestod af slægtninge.
Reformerne i begyndelsen af 1970’erne var langt mere vidtrækkende. Frem for alt introduktionen af kollektivt landbrug. I TAR varede kollektiviseringsperioden ca. 10 år og omfattede ca. 90 % af befolkningen. Jord og dyr blev i denne periode ejet kollektivt, og folk blev organiseret i produktionsgrupper på landsbyniveau. Hver person var ansvarlig for en bestemt form for arbejde. Mad blev fordelt blandt husholdene efter lokalt bestemte systemer. Det kollektive ejerskab blev opløst igen i 1980-84, og marker og husdyr blev fordelt til alle medlemmerne i de enkelte produktionsgrupper, normalt i forhold til antallet af medlemmer pr. hushold. Der har ikke siden været kontrol med, hvordan bønderne bruger den jord, de har brugsret til, men de må ikke sælge den. Den kinesiske stat ejer al jord og udlejer den til tibetanerne på langtidskontrakter. Staten og militæret har stadig store farme forskellige steder i Tibet.
Tibets nomader
Det anslås, at omkring 40 % af Tibets befolkning lever som nomader eller drokpa, som de hedder på tibetansk.
Nomadebrug defineres som regel som et økonomisk system, der kombinerer husdyrhold med skiftende bosættelser. Det involverer brugen af telte og menneskers og dyrs sæsonbetingede flytninger. De fleste nomadesamfunds overlevelsesstrategier er baseret på dualøkonomi, dvs nomaderne lever ikke kun direkte af dyrene men også af handel. De er stort set selvforsynende, fordi det frem for alt er dyrene, der giver dem et overskud til at drive handel med. De fleste nomader ville dog lide store afsavn, hvis de ikke kunne komme af med deres overskud ved at sælge det eller bytte det til varer, de har behov for eller ønske om at besidde, som f.eks. tsampa og te.
Det vides ikke med sikkerhed, hvor længe der har været nomader i Tibet, men sandsynligvis først efter, at befolkningen lærte at tæmme den vilde yak, der har hjemme på det tibetanske højplateau. Der har været nomader i Tibet i tusinder af år, og nomadebrug er fortsat den dominerende livsstil i de egne af Tibet, hvor landbrug ikke er muligt.
Nomaderne er helt afhængige af deres dyr, der direkte eller indirekte giver dem alt, de har behov for. I Changthang spiller yak, der meget betegnende kaldes nor, rigdom, en vigtig rolle. Yak kan overleve i ekstreme højder og under ekstreme klimatiske forhold. Det er det eneste dyr, der kan bære de tunge nomadetelte og gå gennem dyb sne og over høje pas. Hannerne, yak, får i reglen lov til at græsse for sig selv i højtliggende bjergdale, mens hunnerne, dri, holdes under opsyn sammen med får og geder. Yakuld bruges til at væve telte, til tæpper, og reb. Yak leverer desuden store mængder kød (175-275 pund for en voksen han) foruden mælk og ost.
En yak er ligeså meget værd som 6-7 geder eller får, men mange nomadefamiliers økonomi er alligevel i højere grad baseret på får og geder, og i nogle egne heste og kvæg. Der er store forskelle på hvor mange dyr den enkelte nomadefamilie besidder, men en familie med 80 yak, 300 geder og får siges at være velhavende, mens en familie med 30 geder, 100 får og 20 yak er “under middel”.
Fårene, der er tilpasset både kulde og højde, leverer kød, mælk, uld og huder. De anvendes til lettere transport især af sække af korn, salt eller uld på op til 20-30 kg. De udgør en vigtig handelsvare med landsbyerne. Gederne leverer mere mælk end får, men deres værdi er først kommet op på højde med fårenes værdi i takt med, at efterspørgslen efter deres bløde pashima uld, der bruges til vævningen af kostbare Kashmir sjaler, er steget radikalt i de sidste år. Et pund af denne uld kan byttes mod 29 pund byg, mens værdien af yakuld er 4 pund. Et får kunne i 1987 sælges for 50-75 pund byg svarende til en persons forbrug i to-tre måneder. En stigende del af produkterne sælges nu for kontanter.
Geder og får giver kun mælk om sommeren. Det meste af mælken bruges derfor til at lave smør, der er en vigtig handelsvare, og ost.
Dyrene fodres ikke, men lever alene af græsning. Alt efter omgivelserne drives dyrene op til højere græsgange om sommeren og til lavere egne om vinteren, men der er meget stor forskel på, hvor stort et område en dyreflok har at bevæge sig på. I Changthang, hvor det ikke er muligt at flytte til varmere egne om vinteren, må dyrene begrænse sig til et relativt lille område og leve af døde planter en stor del af året. Det er ikke ualmindeligt, at nomadefamilierne har en hovedlejr, hvor de opholder sig størstedelen af året. I reglen bor der en hel familie med flere generationer i et telt, men somme tider vælger ældre forældre eller en gift datter eller søn at have deres eget telt. Mange nomader bygger nu om dage små huse i deres hovedlejr. Det er dels et resultat af en kinesisk politik med at bosætte nomaderne, dels fordi husene er mere behagelige at bo i end telte. Ofte flytter kun nogle af familiens medlemmer med dyrene, mens især ældre, børn og kvinder bliver i hovedlejren. Særligt velhavende familier hyrer undertiden folk til at flytte med dyrene.
En af de vigtigste forudsætninger for nomadebrugets overlevelse er, at ressourcebasen ikke overbelastes. Det er af største betydning at opretholde en balance mellem antallet af dyr og mængden af vegetation. Dyrenes græsning har derfor altid været organiseret i nomadesamfund. De enkelte familier har fået tildelt bestemte græsningsområder. Før den kinesiske magtovertagelse modtog hver enkelt nomadefamilie i Changthang af det kloster, eller den adelsfamilie, der ejede deres område, græsgange svarende til størrelsen af deres dyreflokke og deres sæsonbestemte behov. Familierne havde kun ret til at benytte de græsgange, der var blevet dem tildelt, selv i vanskelige tider. Familierne var uafhængige af hinanden og kunne kun bruge andre familiers græsgange en enkelt nat på gennemrejse. Hvert tredje år blev græsgangene fordelt på ny, så deres størrelse svarede til det antal dyr, de enkelte hushold faktisk havde. Antallet kan variere meget fra år til år. Størstedelen af en dyreflok kan gå til grunde i en snestorm, og den kan vokse betragteligt i et godt år.
Et vist antal dyr slagtes hver vinter. I reglen slagter eller borthandler en nomadefamilie ikke flere dyr end der er blevet reproduceret, men familierne har forskellige behov. Nogle ønsker at forøge deres flokke og slagter/borthandler derfor færre dyr, mens andre ønsker penge til f.eks. luksusvarer. Nomaderne slagter sjældent selv, fordi det udfra et buddhistisk synspunkt giver den, der udfører en sådan handling, dårlig karma. Fattige nomader eller lavkaste folk betales for at udføre dette “urene” arbejde.
Nomadebrug er en helårsbeskæftigelse, der kræver megen arbejdskraft. Det er derfor ikke ualmindeligt, at flere nomadefamilier slår sig sammen og passer deres dyr i fællesskab eller betaler hyrder for at gøre det. Vilde dyr, især ulve, er en stadig trussel mod dyrene.
For mange nomader, der lever i nærheden af en saltsø, har handel med salt spillet en vigtig økonomisk rolle. Befolkningen i Himalaya havde indtil for nogle få årtier siden ringe adgang til havsalt, og der var derfor stor efterspørgsel efter tibetansk salt. Selvom den transhimalayiske salthandel har mistet en stor del af sin betydning, foretrækker mange tibetansk salt, og der udvindes stadigvæk salt i Tibets saltsøer. I dag konkurrerer nomaderne om salthandelen med handelsfolk, der henter saltet i lastbiler.
Forandringer under det kinesisk styre
Nomadernes livsstil var truet under Kulturrevolutionen mellem 1966 og 1976. Nomaderne blev kollektiviseret, og velhavende nomader blev udråbt til klassefjender og frataget deres ejendom. Ingen måtte ikke længere eje sine dyr. De fleste nomadefamilier fik en lavere indkomst, end de havde haft før, og der var udbredt fattigdom. Religionsudøvelse blev forbudt, og nomadernes bevægelsesfrihed blev stærkt begrænset. I 1980-84 blev det kollektive system afskaffet. Dyrene blev ligeligt fordelt mellem de enkelte kollektivers medlemmer. Hver familie fik igen det fulde ansvar for deres egne dyr, og mindre grupper på flere familier fik tildelt græsningsområder.
Nomaderne igen har opnået en vis frihed til at leve som de ønsker, men de må hele tiden frygte for, at der gribes ind i deres liv ovenfra. På det politiske plan føler de sig magtesløse og uden medbestemmelsesret selv i lokale beslutninger, der har direkte indflydelse på deres liv.
Under Kulturrevolutionen var handel ikke mulig, men den levede op igen, da økonomien blev liberaliseret. Nomaderne har tre forskellige handelsmuligheder. De kan handle med regeringen på lokalt og nationalt plan, med bønder, landsbybeboere og tilrejsende handelsfolk, og de kan drive fjernhandel. Den nye økonomiske politik tillader befolkningen at sælge sin overskudsproduktion til hvem de vil. Samtidig tvinges nomaderne dog til at sælge en bestemt kvota af bestemte varer, f.eks. uld, kød og smør til regeringens handelskontorer, der har en stor fortjeneste på videresalget af nomadernes produkter, fordi kvotasalget sker til en lavere pris end markedsprisen.
Tidligere spillede fjernhandel en vigtig rolle. Efter at flere og flere egne er blevet tilgængelige med lastbiler, er handelsfolk fra byerne begyndt at hente varer hos nomaderne, og der er blevet åbnet nye markeder for dem. Dette betyder, at mange hushold er begyndt at handle på disse markeder og at leje eller købe lastbiler til at transportere deres varer. Det er ikke mere en selvfølgelighed med månedslange handelsrejser om efteråret. Den transhimalayiske handel er i dag langt mindre end tidligere.
Leveforhold i dag
Den økonomiske liberalisering i Tibet siden begyndelsen af 1980’erne har bidraget til generelt at højne levestandarden, men der er stadigvæk udbredt fattigdom. Kinas strategi for at bekæmpe fattigdom er hovedsageligt rettet mod økonomisk vækst. Der er kommet en kinesisk talende, tibetansk elite i byerne. Men mange tibetanere er marginaliserede i forhold til de kinesiske bosættere og den tibetanske elite, som blevet er integreret i det kinesiske samfundsmønster. Den gennemsnitlige levestandard er betydeligt lavere end i Kina. 20 % af befolkningen lever udfra en kinesisk definition på fattigdom under fattigdomsgrænsen, og antallet af familier, der har behov for støtte for at overleve er voksende. Efter Verdensbankens definition på fattigdom som en indkomst på 1 $ eller mindre per dag er over 70% af befolkningen fattig.
De job, der er opstået i forbindelse med udnyttelsen af Tibets naturresourcer såsom skovdrift eller mineindustri, varetages kun i mindre grad af tibetanere. Den industrielle og økonomiske udvikling er frem for alt kommet de kinesiske bosættere til gode. F.eks. sidder kinesere på langt den største del af handelen i hovedstaden Lhasa. I 1994 var kun 2,5 % af landbefolkningen i TAR beskæftiget udenfor landbruget.
Den sociale struktur
Tibet var før den kinesiske besættelse et hierarkisk samfund, hvor folks status var baseret på en række kriterier såsom beskæftigelse (bonde, nomade, munk, håndværker), regionalt tilhørsforhold, familieforhold og rigdom. Sønnerne arvede social position og beskæftigelse fra faderen, men kunne i nogle tilfælde bryde ud af de nedarvede forhold ved at blive munke, opnå rigdom, eller gifte sig opad i hierarkiet. Indtil det 20. årh. var visse stillinger indenfor regeringen forbeholdt adelen. På bunden af hierarkiet var de “kasteløse”, grupper af mennesker, der blev betragtet som urene p.g.a deres nedarvede beskæftigelse. Til denne gruppe hørte bl.a. slagtere, fiskere, smede, bødler og de, der tog sig af de afdødes lig. De kasteløse måtte ikke dele mad eller kopper med mennesker udenfor deres gruppe, og de måtte kun gifte sig indenfor deres gruppe. De var i modsætning til andre grupper i det tibetanske samfund udelukket fra social mobilitet, selv hvis de var velhavende.
I princippet er det tidligere sociale hierarki afskaffet i dag, men i praksis findes det fortsat i et vist omfang. Samtidig er andre, nye hierarkier trådt i kraft. Munke og i mindre grad nonner nyder i dag høj status. Adelen, der blev voldsomt forfulgt og undertrykt fra 1955 til 1980, er i dag i en ambivalent situation. De, der ikke aktivt støtter det kinesiske styre, er ofte udsat for diskrimination og misundelse fra den almindelige befolkning såvel som fra statsmagten. Andre tibetanere møder dem med samme beundring og respekt som før i tiden og ser dem som særligt kultiverede mennesker, der symboliserer Tibets historie og selvstændighed. De få, der udadtil støtter Kina, har ofte høje stillinger indenfor administrationen og udnyttes i en vis grad til at legitimere styret. En særlig klasse udgøres af de mennesker, der har været eller er åbenlyst kritiske overfor systemet. De kan ikke få jobs og ender ofte med at flygte til Indien
Kineserne - og den veluddannede tibetanske elite i byerne - udgør den nye overklasse i Tibet, både politisk, økonomisk og kulturelt. Selvom en stor del af de kinesiske indvandrere er fattige, uuddannede bønder, hører kineserne generelt til samfundets elite, der har de højeste poster og bedst betalte jobs. De fleste tekniske eksperter er kinesere. Ifølge den kinesiske regering er 70 % af TAR's embedsmænd tibetanere, og det er ofte tibetanere der beklæder de højeste embeder. Reelt er det dog for det meste kinesere, der tager de vigtige beslutninger, og det skyldes, at de styrer det kommunistiske parti, som fortsat har den afgørende magt i Tibet. Den højeste partipost i TAR har aldrig været i tibetanske hænder. I anden halvdel af 1990’erne har det således været den kinesiske "hardliner" Chen Kuiyuan, der fungerede som "partisekretær" for TAR.
En stor del af det tibetanske samfund -specielt landbefolkningen - er i dag fremmedgjorte overfor udviklingen i deres eget samfund.




