Forside

Eksilsamfundet

Publiceret: Onsdag, 16. november 2011 20:28 |

| Visninger: 13881

Tibetanerne i eksil

Flugten

Den 10. marts 1959, efter 10 års besættelse af Tibet, var Dalai Lama inviteret til en teaterforestilling hos den kinesiske besættelsesmagts øverstkommanderende i den kinesiske garnison i Lhasa. Der var på det tidspunkt en anspændt politisk situation, fordi tibetanere havde gjort oprør forskellige steder i Tibet, og kinesiske tropper havde i mere end tre år prøvet at nedkæmpe oprørerne. Brigadechefen havde bedt Dalai Lama skære kraftigt ned på sit almindelige følge og krævet, at ingen tibetanske soldater fulgte ham, højst 2-3 ubevæbnede livvagter, da kineserne prøvede at hemmeligholde arrangementet. Indbyggerne i Lhasa havde alligevel fået nys om invitationen og blev meget bekymrede for deres leder. Ved middagstid havde ca. 30.000 mennesker forsamlet sig uden for Dalai Lamas sommerpalads Norbulingka for at forhindre Dalai Lama i at tage hen til forestillingen. Dalai Lama meldte afbud til kineserne, som blev rasende og truede med at tage drastiske midler i brug for at knuse modstanden. Den store folkemængde forblev dog udenfor Norbulingka, mens andre afholdt demonstrationer i Lhasa imod den kinesiske besættelsesmagt, og situationen tilspidsede sig.

Dalai Lama spurgte sit orakel mange gange i løbet af de næste par dage, om han skulle flygte og hver gang fik han et negativt svar, indtil oraklet den 17. marts råbte "tag af sted, tag af sted".

Samme aften forlod Dalai Lama sit palads forklædt i en gammel frakke og med en riffel slynget over skuldrene. På vejen stødte flere og flere til flugtgruppen, og 350 tibetanske soldater og en ca. 50 mand stor irregulær hær fulgte Dalai Lama og hans ledsagere. Da soldaterne havde sikret sig at kineserne ikke havde opdaget flugten, drog de tilbage til Lhasa. Efter 18 dage nåede Dalai Lama og hans 80 mand store følge den indiske grænse. De var alle i en elendig forfatning efter flugten over Himalaya.

Efter Dalai Lamas flugt nedkæmpede kineserne tibetanernes oprør i Lhasa. Klostre, templer og andre bygninger blev lagt i ruiner. Der flugte hård undertrykkelse. Mange tusinde tibetanere blev dræbt eller sendt i fangelejre.

De første år i eksil

Da præsident Nehru annoncerede i det indiske parlament, at Dalai Lama var ankommet sikkert til den indiske grænse, rejste alle sig op og klappede. Men Nehru stod i en vanskelig situation. Kina lagde hårdt pres på ham. Verden var midt i den kolde krig. Indiens udenrigspolitik var afhængig af Indiens status som et alliancefrit land, og det at Dalai Lama fik asyl i Indien kunne nemt opfattes, som om Indien havde placeret sig i den antikommunistiske lejr i den kolde krig. Nehru lagde derfor vægt på, at hans støtte til Dalai Lama var humanitær, og at Dalai Lama ikke måtte bruge Indien som en base for sit arbejde for et frit og uafhængigt Tibet.

Den store flygtningestrøm

Tibetanerne strømmede ind over den indiske grænse. Mange var syge ved ankomsten, og mødet med det indiske klima slog mange ihjel. Der blev etableret 2 flygtningelejre i det nordlige Indien. Tibetanere blev sendt ud for at bygge og reparere veje. Det var hårdt arbejde, som alle tog del i - også børnene. Det varme og fugtige klima, en ny diæt, det hårde arbejde, sygdomme, som tibetanerne aldrig før havde kendt, og fortvivlelsen over at have mistet deres fædreland gjorde, at mange bukkede under.

Et af de store spørgsmål i det første år var, om tibetanerne skulle samle sig i et område i det nordlige Indien nær ved Tibet, eller om de skulle søge derhen, hvor de kunne få stillet jord til rådighed. Dalai Lama mente, at det ikke var afgørende, hvor de boede, men at det vigtige var at finde steder, hvor de kunne slå sig ned, så de kunne vedligeholde den tibetanske kultur og identitet. Præsident Nehru fandt først jord til tibetanerne i den sydlige del af Indien i delstaten Karnataka. I december 1960 blev det første hold flygtninge kørt fra deres flygtningelejre til deres nye hjem - en jungle med bl.a. elefanter, tigre og vildsvin.

Boks

En af disse flygtninge fortæller om sin første aften i junglen: "Vi tvang os selv til at spise, men vi var alle så bange og følte os så fortabte, at ingen kunne tale. Mange mennesker sad hjælpeløse på jorden og græd. Vi kunne høre lydene fra de vilde dyr i junglen, og i modsætning til i Tibet kunne vi ingenting se. Ligegyldigt hvor man så hen, var der ikke andet end træer".

De fleste bosættelser blev anlagt mellem 1960 og 1965. I dag er der 54 bosættelser i Indien, Nepal og Bhutan.

Til Dharamsala

Efter det første år i eksil i Mussoorie flyttede Dalai Lama og Tibets regering – Kashag - til Dharamsala ved foden af Himalayabjergene.

Her påbegyndtes arbejdet med at etablere en eksiladministration med 6 ministerier: indenrigs, udenrigs, religion og kultur, uddannelse, finans og sikkerhed. Samtidig blev der etableret kontorer i New Delhi, New York, Geneve, Tokyo og Kathmandu. Ved hjælp af indiske jurister begyndte arbejdet med at lave et udkast til en demokratisk forfatning, som skulle bruges til at etablere den første valgte regering i Tibets historie.

I 1960 blev et demokratisk parlament etableret, Assembly of Tibetan People's Deputies. Men først i 1990 blev der lavet reformer, som gjorde, at den tibetanske forfatning blev egentlig demokratisk. F.eks. skal Dalai Lama ikke længere udpege ministrene til Kashag, og alle eksiltibetanere i hele verden, som er fyldt 18, kan stemme på en repræsentant i parlamentet.

Parlamentets sammensætning ligner ikke et vestligt parlament. Der er sæder nomineret for alle de forskellige religiøse retninger, for de tre regioner i Tibet, og for USA og Europa. Der er specielle sæder for kvinder, og Dalai Lama kan selv udpege 3 repræsentanter. Det tibetanske parlamentet er et parlament i eksil, som repræsenterer grupperinger af tibetanere spredt over store dele af verden. Dalai Lama har lige fra starten af sin tid som eksilleder udpeget nogle mål for tibetanerne i eksil, hvoraf de vigtigste er at bevare tibetansk kultur og identitet samt ved hjælp af ikke-voldelige aktiviteter at skabe politisk mulighed for at vende tilbage til Tibet. Det er derfor bl.a. vigtigt, at parlamentet repræsenterer de forskellige egne og trosretninger i Tibet, for at alle dele af den tibetanske nation kan komme til orde.

På trods af demokratiseringen er Dalai Lamas indflydelse stadig meget stor. Tibetanerne har været vant til at følge Dalai Lama i et og alt, idet han både er religiøst og statsligt overhoved. At skabe en folkelig debat omkring Dalai Lamas synspunkter er derfor næsten umulig. Enkelte grupper, f. eks. medlemmer af Tibetan Youth Congress, har stået i opposition til Dalai Lama i spørgsmålet om brugen af vold i kampen for et frit Tibet. Men ellers er der langt imellem offentlig kritik af Dalai Lamas ledelse.

Hvor bor eksiltibetanerne og hvad laver de

Tibetanerne er spredt ud over hele verden; dog bor de fleste i Indien og Nepal. Ca. 60 % af tibetanerne i Nepal og Indien bor i tibetanske bosættelser. Resten har enten ikke kunnet få et sted at bo i de overbefolkede bosættelser eller har søgt væk for finde en indtjeningsmulighed.

Indien:116.000

Nepal:16.000

Bhutan1.500

Resten af verdenen:6.500

I alt, skønsmæssigt140.000

Skønsmæssig vurdering af antal af tibetanske flygtninge i eksil

Af hele den arbejdende tibetanske befolkning i eksil beskæftiger ca. 26 % sig med landbrug, 8 % med tæppevævning og 29 % med handelsvirksomhed, f. eks. salg af beklædning. 13 % beskæftiger sig med serviceydelser, og de sidste 24 % er spredt over mange forskellige erhverv, eller er uden beskæftigelse.

Et af de største problemer, som eksilregeringen står over for netop nu, er, at mange af de unge mennesker ikke kan finde et arbejde i bosættelserne. Der er allerede for mange mennesker om de små jordlodder, og i konkurrencen med inderne på det indiske jobmarked står tibetanerne svagt. Kun hvis de har høje universitetsuddannelser, har de mulighed for at begå sig på lige fod med inderne.

Eksilregeringen prøver derfor at uddanne tibetanerne i forskelllige slags håndværk, som kan servicere de mange bosættelser. Regeringen øger også deres investeringer i restauranter og hoteller. Men det tager tid, og det kræver mange ressourcer.

Uddannelse

Opbygningen af det tibetanske skolesystem i Indien og Nepal har været en succes. I Tibet inden 1949 var der en megen analfabetisme. Der var ingen skoler for almindelige børn. Næsten al undervisning foregik på klostrene. Dalai Lama så klart, da han ankom til Indien i 1959, at skoleuddannelse for børnene var altafgørende, hvis børnene skulle kunne tage del i den moderne verden og samtidig bevare deres sprog, kultur og identitet.

I samarbejde med den indiske regering blev der oprettet en fælles administration, Central Tibetan Schools Administration, som både finansielt og organisatorisk bistod med oprettelsen af skoler for de tibetanske børn. Hjælp fra internationale donorer samt enkeltpersoner bidrog også til arbejdet.

I dag er der 87 tibetanske skoler i eksil, og de fleste tibetanske børn får mulighed for at få en skolegang. Skolerne følger det indiske skolesystem, men fra 1.-5. klasse foregår al undervisning på tibetansk. Fra 6. klasse følger børnene det indiske curriculum, dog bliver de også undervist i tibetansk kultur, sprog og historie indtil 12. klasse, hvor de på lige fod med inderne skal tage "studentereksamen". Der bliver derfor krævet ekstra meget af de tibetanske skolebørn. De skal i løbet af nogle år mestre 3 vidt forskellige alfabeter og sprog, nemlig tibetansk, engelsk og hindi.

En del af børnene er blevet smuglet over grænsen af deres forældre, fordi forældrene føler, at børnene ikke har nogen muligheder i deres hjemland, og at de mister deres tibetanske identitet på grund af den kinesiske undertrykkelse af sprog og kultur. Børnene kommer så på en af de mange kostskoler i eksil.

Mange børn og unge flygter fortsat uden deres forældre over Himalayabjergene. Ofte har de aldrig haft mulighed for at gå i skole i Tibet, eller også har de følt sig diskrimineret af uddannelsessystemet i Tibet og af de kinesiske lærere.

Klostre i eksil

Mange munke og nonner flygtede sammen med Dalai Lama fra Tibet. De gik straks i gang med at oprette klostre i de forskellige bosættelser. I Indien og Nepal findes der i dag ca. 200 tibetanske klostre, heraf 93 % munkeklostre og 7 % nonneklostre. De første klostre blev bygget i 1960’erne, og der bygges stadigvæk nye. Klostrene er bygget som arvtagere til de klostre, som munke og nonner var nødt til at forlade i Tibet, og som blev ødelagt af kineserne.

Klostrenes størrelse varierer meget. På de mindste findes der kun nogle få beboere, og i de tre største klostre, Drepung, Sera og Ganden i Sydindien, bor omkring 3.000 munke i hver. På de fleste klostre er beboerne ganske unge, fordi mange af de gamle, som flygtede fra Tibet i 1960’erne, er døde. Der kommer stadig flygtninge fra Tibet, som er eller vil være munke eller nonner. Munkenes alder varierer mellem 7 og 100 år, men gennemsnitsalderen i klostrene er omkring 30 år.

På klostrene følges de gamle traditioner, som man havde i Tibet. Det betyder, at munke og nonner studerer de samme filosofiske tekster og lærer de samme ritualer, som man gjorde i Tibet. Der er dog også sket mange forandringer på klostrene. Disciplinen er generelt ikke så stram i dag, og munkene kan nyde den moderne verdens bekvemmeligheder som elektricitet, vandhaner og Coca Cola. I dag går børnemunke i klostrets skole, hvor de studerer verdslige fag som historie og engelsk. Mange får undervisning i EDB, og klostrene er i fuld gang med at få oprettet internet-forbindelser. Klostrene har gode kontakter med den vestlige verden: de får jævnligt besøg af vesterlændinge, og munke rejser til Vesten for at undervise og repræsentere den tibetanske kultur.

De mange religiøse værker, som det bl.a. var lykkedes flygtningene at bringe med sig, måtte samles et sted, så i 1971 blev Library of Tibetan Works and Archives åbnet. Her findes nu verdens største samling af tibetanske skrifter.

På klostrene genoptrykker man de religiøse tekster på træblokke som i gamle dage, samtidig med at man bruger den nye teknologi til at scanne teksterne ind på CD.

Kulturinstitutioner i eksil

Klostrene dominerende kulturen og kunsten i det gamle tibetanske samfund. I tiden før og under den kinesiske kulturrevolution blev de fleste kulturskatte ødelagt. Mestrene blev sat i kinesiske fangelejre. Det tibetanske eksilsamfund måtte tage ansvaret for, at tibetansk kultur og tibetansk kunsthåndværk overlevede.

I eksil viderefører klostrene undervisningen i kunstneriske fag som tangkamaling, træskærerarbejde, religiøse danse og instrumentalmusik. Man har også oprettet specielle institutioner for at videreføre disse kunstarter.

På Norbulingka Institute har man samlet mange værksteder under ét tag. Der lever stadig gamle mestre fra Tibet, som underviser både lægmænd og munke i de gamle fag, der har en mere end 1.000-årig historie.

Det første institut, som blev oprettet, hedder nu TIPA, Tibetan Institute of Performing Arts. Der var til at begynde med kun 20 kunstnere, som havde lavet forestillinger i Tibet, men de havde nok viden imellem sig til at kunne undervise nye kunstnere i nogle af deres store operaer - Lhamo operaerne - som i deres fulde længde varer flere dage. Siden har man gjort sig mange anstrengelser for at indsamle viden om alle de forskellige genrer indenfor dans, instrumentalmusik, opera og sang. De gamle er blevet interviewet om deres viden, danse er blevet optaget på video, og tibetanere fra forskellige egne af Tibet har fortalt om gamle sange og dragter. I dag har TIPA sine egne værksteder, hvor dragter til de forskellige forestillinger bliver syet, og instrumenter bliver fremstillet. Skolelærere kommer på kurser, så de kan videregive traditionerne til børnene på de tibetanske skoler i Indien og Nepal.

TIPA har turneret i mange af verdens lande og dermed også udbredt kendskabet til tibetanernes kultur udenfor deres eget område.

Tibetansk medicin

Den tibetanske lægevidenskab har også sin base i det religiøse liv, iden dets grundlag er de 1.140 sider tekst, de fire medicinske tantraer, som udsprang af Buddhas belæringer.

I eksil har man oprettet Institute for Tibetan Medicine and Astrologi i Dharamsala, hvor der hvert 5. år bliver udklækket ca. 25-30 tibetanske læger. På instituttet fremstilles der tibetansk medicin, som består af urter og mineraler, og der lægges horoskoper.

Flygtningesituationen i dag

Undertrykkelsen i Tibet fortsætter, og konsekvensen er, at næsten 12.000 tibetanerne i årene 1994-98 valgte den farlige flugt over Himalayabjergene. Som det kan ses af statistikken, er over halvdelen børn og unge i alderen fra 0 til 25. Næsten halvdelen af flygtningene er munke og nonner, som enten har været udsat for tortur i de kinesiske fængsler, eller som har oplevet, at undertrykkelsen i klostrene er så stor, at de ikke har mulighed for at blive uddannet indenfor den buddhistiske filosofi. For at få lov til at blive i klostrene i Tibet, skal munkene og nonnerne underskrive en erklæring, hvor de skal undsige Dalai Lama og erklære deres troskab over for den kinesiske stat. Det er der mange, der ikke ønsker at gøre.

Antal flygtninge fra Tibet i perioden 1994 til 1998.

1994: 2.542

1995: 1.356

1996: 2.125

1997: 2.639

1998: 3.109

Statistik: New refugees from 1994-1998

Børn og unge flygter også, fordi de ikke kan få en uddannelse i deres eget land. Det er et meget stort pres for samfundet i eksil at skulle integrere så mange nye flygtninge. Konsekvensen er, at skolerne bliver overfyldte, og at munkene og nonnerne ikke kan finde plads i et kloster. Specielt de unge bliver opfordret til efter endt uddannelse at tage hjem til Tibet, både fordi det er svært at skaffe dem et arbejde i eksil, og fordi det er vigtigt, at der er unge uddannede tibetanere i Tibet, der har indsigt i tibetansk kultur.

Tibetanerne i eksil har med de få midler, som står til deres rådighed, evnet at skabe et samfund, som, på trods af eksiltibetanernes store geografiske spredning, er forholdsvis tæt sammenknyttet. Selv om der er store vanskeligheder ved at leve i eksil, hvor nu 3. generation af flygtninge vokser op uden nogen førstehåndsviden om deres eget fædreland, er der sjældent nogen tvivl i de unges sind, når de bliver spurgt om deres nationalitet: "Jeg er tibetaner".

Kinas overgreb i Tibet

Publiceret: Søndag, 10. februar 2013 20:45 |

| Visninger: 18265

Tibet er et besat land.

Dette grundliggende forhold har haft en lang række konsekvenser for det tibetanske folk:

Tibet er blevet fjernet fra landkortene. Landets status som uafhængig nation under kinesisk besættelse forties af andre landes regeringer og af FN.

Tibets lovlige regering, der er i eksil i Indien, kan ikke indtage sin retmæssige plads i det internationale samfund og holdes ude fra fx FN-konferencer.

Tibetanerne kan ikke længere selv bestemme over deres egen fremtid, som i de væsentligste spørgsmål styres direkte fra Beijing. Derved nægtes tibetanerne retten til en økonomisk, social og kulturel udvikling på egne præmisser.

Hundrede tusinder af tibetanere mistede fra 1949 til 1980 livet som en følge af besættelsen. I 1980’erne blev flere hundrede demonstranter dræbt, og i 1990’erne døde op mod 50 politiske fanger af tortur.

Ytrings-, forsamlings- og pressefriheden i Tibet er stærkt begrænset. Alle medier er statsstyrede og alle publikationer statskontrollerede.

Overvågningen af tibetanerne er skarp, og den ledsages af "patriotisk opdragelse" på alle niveauer i samfundet og i alle hjørner af landet.

Der er for tiden omkring 250 kendte politiske fanger i Tibet. Dertil kommer alle de tilfælde, vi ikke hører om.

Retssystemet fungerer helt på statens præmisser. Under 1 % af alle tiltalte frikendes.

Tortur og mishandling benyttes systematisk i fængslerne.

Der har været en massiv kinesisk indvandring i mange byer og en kolonisering af de dele af Tibet der grænser op til Kina. I disse dele af Tibet, som før havde et tibetansk befolkningsflertal, er kinesere i dag i overtal.

Kinas udviklingspolitik i Tibet er rettet mod de kinesiske tilflyttere og den tibetanske elite. Kina investerer store summer i prestigefyldte infrastrukturprojekter, mens fx uddannelsessektoren nedprioriteres. Derfor er omkring halvdelen af alle tibetanere fortsat analfabeter.

Uddannelsessystemet har en assimilerende funktion. Tibetansk sprog anvendes på grundskoleniveau i Centraltibet, men er nedprioriteret på alle andre områder.

Flere hundrede tusinde tibetanere lever på et eksistensminimum, og sult og fejlernæring er meget udbredt.

Kina har igennem de seneste år intensiveret sin fødselskontrol i Tibet, som bl.a. gennemføres med brug af tvungne aborter og sterilisationer.

En stor del af Tibets rige kulturarv er ødelagt. Blandt andet blev 6259 klostre helt eller delvist ødelagt fra 1954-1971.

Tibetanerne har genopbygget mange klostre, men religionsfriheden er begrænset, bl.a. af et loft på antallet af munke og nonner og på antallet er klostre samt af "patriotiske genopdragelseskampagner" og kontrol med klostrenes funktion. Flere hundrede munke og nonner, som har deltaget i fredelige demonstrationer har forbud mod at vende tilbage til deres klostre.

Tibets natur har på mange måder lidt overlast, fx i form af afskovning og udryddelse af vilde dyr.

Omkring 140.000 tibetanere lever i dag i eksil. Ca. 2-3.000 flygter hvert år fra Tibet til Indien eller Nepal.

Hvad gør Danmark?

Danmark fører en såkaldt "kritisk dialog" med Kina om menneskerettighedssituationen i Kina og nævner i den sammenhæng forholdene i Tibet. Tibet tages op som et separat punkt i samtalerne med de kinesiske ledere, men landet behandles som en del af Kina. Den kritiske dialog gennemføres også på EU-plan.

Danmark støtter en selvstyreordning for Tibet og følger på det punkt Dalai Lama. Danmark opfordrer jævnligt Kina til at indlede en dialog med repræsentanter for tibetanerne, herunder Dalai Lama.

Samtidig forsøger regeringen at engagere Kina i verdenssamfundet, både i internationale politiske organer og når det gælder handel. Ideen er at Kina derved fastholdes i en retning der går mod et retssamfund, og som gennem en teknologisk udvikling og et handelssamkvem med omverdenen giver den kinesiske befolkning bedre muligheder for at tilegne sig vore friheds- og demokratiske idealer. Denne strategi gavner også Danmarks egne handelsinteresser i Kina.

Danmark giver bistand til det tibetanske eksilsamfund gennem Tibets regering i eksil. Desuden støtter regeringen jævnligt konkrete projekter varetaget af danske NGO’er, fx Støttekomiteen for Tibet’s projekt for flygtede tibetanske torturofre i Indien.

I 2000 besluttede regeringen at give bistand til Tibet indenfor "Menneskerettigheds- og Demokratirammen", ligesom Kina har fået siden 1998. Bistanden skal gives via danske private organisationer (NGO’er) og er foreløbig rettet mod uddannelsessektoren.

Hvad bør Danmark gøre?

Den danske regerings holdning i Tibetspørgsmålet ligger på mange punkter på linie med de øvrige vestlige landes. Det er på visse punkter en fordel og på andre en ulempe for Tibet. Det er en fordel fordi et samlet internationalt pres på Kina virker stærkere. Det er derimod en ulempe, når regeringen bruger dette som undskyldning for ikke at gå foran eller tage selvstændige initiativer.

Kina har i høj grad haft held til at spille vestlige lande ud mod hinanden ved at true med at give handelskontrakter til de lande som tier. Samtidig er der på flere områder uenighed om hvilken politik fx EU-landene skal føre overfor Kina. Det fører ofte til den mindste fællesnævners politik. Men det viser også, at Danmark faktisk har et spillerum, selvom vi ønsker at samordne vores Tibetpolitik med andre lande.

Alt i alt betyder det to ting:

1. Danmarks handelsinteresser må underordnes vore politiske mål og de folke- og menneskeretlige principper, som vi i øvrigt forfægter.

2. Der er intet gyldigt argument for at Danmark ikke skal arbejde med at formulere eller gå i spidsen med nye initiativer, der støtter Tibet.

Mere konkret er der flere områder, hvor Danmark kan føre en mere konsekvent Tibetpolitik:

Danmark anerkendte i 1961 det tibetanske folks ret til selvbestemmelse. Alligevel betegner regeringen ofte tibetanerne som et "mindretal" i Kina, selvom mindretal ifølge folkeretten har færre rettigheder end folkeslag.

Der er ingen forsvarlige grunde til at fortie det historiske faktum, at Tibet frem til 1951 var et selvstændigt land, og at Kina invaderede og besatte landet.

Danmark (og alle andre lande, bortset fra Mongoliet) anerkendt e aldrig formelt Tibet, da landet fungerede som en uafhængig stat. Samtidig har Danmark aldrig taget stilling til Tibets folkeretlige status. At Danmark i praksis behandler Tibet som en del af Kina bør ikke medføre, at vi ignorerer de rettigheder (som en selvstændig stat), som Tibet fortsat har, selvom det er under kinesisk besættelse.

Danmarks opfordring til Kina om at forhandle med tibetanerne er halvhjertet og ineffektiv så længe Danmark ikke klart udpeger Dalai Lama og hans regering som det tibetanske folks rette repræsentanter ved sådanne forhandlinger, og så længe Dalai Lamas status som politisk leder forties.

FN’s Menneskerettighedskommission er det bedst egnede forum at tage spørgsmål om menneskerettighedskrænkelser op i, og det er et forum hvor spørgsmål om principper og ikke andre interesser bør være afgørende. Når enkelte EU-landes handelsinteresser er skyld i, at EU ikke samlet kan fremføre en resolution om Kina i dette forum, bør Danmark gøre det sammen med andre lande.

Selvom den kommer fra samme budget gennemføres bistanden til Tibet på andre og mere begrænsede præmisser end bistanden til Kina, idet det endnu ikke har været muligt at indlede en dialog om demokratisering eller menneskerettigheder med myndighederne i Tibet. Det indledte bistandssamarbejde med myndighederne i den Autonome Region Tibet må ledsages af et diplomatisk pres for at omgå Kinas dobbeltmoral på dette område og få en sådan dialog i stand.

Hovedmenu

Støttekomiteen for Tibet

Eksilsamfundet

Tibetanerne i eksil

Flugten

Den store flygtningestrøm

Kulturinstitutioner i eksil

Tibetansk medicin

Kinas overgreb i Tibet

Underkategorier

Bliv aktiv - gør en forskel

Betalingsoplysninger

Demonstration imod Kinas assimilationspolitik

Demo imod kinesisk propaganda på dragebådsfestival

To politiledere skyldige i at lyve for retten i Tibetsagen