Tibet i det storpolitiske spil

Kinas strategi

Kinas forhold til Dalai Lama har været præget af Beijings ønske om, at en anerkendt tibetansk leder legitimerer det kinesiske styre og gør det lettere at kontrollere tibetanerne. Efter Dalai Lamas flugt i 1959 overtog den 10. Panchen Lama i perioder denne rolle, idet han blev udnævnt til formand for den komité, der skulle forberede oprettelsen af den Autonome Region Tibet. Fra 1964 til 1977 var han dog i husarrest eller fængsel som følge af en kritisk rapport, han havde overrakt til Kinas ledelse i 1962. I dette tidsrum var der ingen kontakt mellem Beijing og Dharamsala.

De politiske reformer efter Maos død gav et bedre klima for dialog. Deng Xiaoping tog kontakt til Dalai Lama i 1978, og flere delegationer fra Dharamsala fik tilladelse til at rejse rundt i Tibet for at se på forholdene. Deres erfaringer fra et Tibet præget af dyb fattigdom, ødelæggelser og frygt gav ikke grobund for tillid mellem parterne. Beijing var desuden kun interesseret i at diskutere mulighederne for Dalai Lamas hjemvenden og nægtede at forhandle om øget autonomi for Tibet. Derfor var dialogen ufrugtbar.

Dalai Lamas politik

Dalai Lamas politik overfor Kina er baseret på en diplomatisk og ikke-voldelig "middelvejspolitik", der sigter mod en forhandlingsløsning. Der blev indledt en dialog mellem Beijing og Dharamsala i 1978, men den gik i stå, da det viste sig, at den kinesiske regering kun var interesseret i at overtale Dalai Lama til at acceptere at bo i Kina — senere fik han tilbud om at bo i Lhasa. I 1984 afviste Beijing et forslag fra Dalai Lama om, at Kina kunne beholde den forsvars- og udenrigspolitiske magt til gengæld for, at tibetanerne fik indre selvstyre i et samlet Tibet. Det samlede Tibet skulle bestå af  TAR og de tibetanske dele af de omkringliggende kinesiske provinser. Dalai Lama offentliggjorde dette forhandlingsudspil i 1987 og 1988. Hans 5-punkts fredsplan fra 1987 og Strasbourg-talen fra 1988 er stadigvæk hans vigtigste forhandlingsoplæg.

International opmærksomhed

I slutningen af 1980'erne begyndte verdenssamfundet i højere grad at interessere sig for Tibet. De kinesiske myndigheders voldsomme reaktion på bølgen af uafhængighedsdemonstrationer i Tibet fra 1987 fik omverdenens øjne op for tibetanernes situation. Det stod klart, at årtiers indoktrinering ikke havde virket, og at undertrykkelsen fortsat var massiv trods reformerne. Samtidig havde Kinas "åbne dørs politik" gjort det nemmere at indhente oplysninger om forholdene i Tibet, selvom vestlige journalister har været forment adgang siden 1989.

Dalai Lamas kompromisforslag fra 1987 og 1988 og hans ikke-voldelige linie, der var baggrunden for, at han modtog Nobels Fredspris i 1989, skabte megen international sympati og respekt. Han blev i stigende grad modtaget af statsoverhoveder og ledende politikere på sine rejser. Især de vestlige landes parlamenter vedtog resolutioner, der fordømte de kinesiske menneskerettighedskrænkelser i Tibet og opfordrede parterne til forhandlinger uden forhåndsbetingelser. Europa-Parlamentet og den amerikanske kongres formulerede den mest direkte støtte til tibetanerne ved at erklære Tibet for en ulovligt besat, uafhængig stat.

Kinas holdning til kritikken af overgrebene i Tibet har frem til i dag været, at Tibet er Kinas "interne anliggende", som andre lande ikke har ret til at blande sig i. Den kinesiske regering påstår, at Tibet har været del af Kina siden det 13. århundrede, hvor både Tibet og Kina kom under det mongolske kejserrige.

De er grænser for, hvor langt de enkelte lande er parate til at gå i deres støtte til Tibet. Som følge af den kraftige økonomiske vækst i Kina i 1990'erne har den kinesiske regering især haft held til at knytte sin handelspolitik til spørgsmål om Tibet og menneskerettigheder. De lande, som kineserne synes er for kritiske over for Kinas politik i Tibet, går glip af handelskontrakter, der i stedet indgås med mindre kritiske nationer.

I 1996-1997 ændrede de fleste vestlige lande deres Kinapolitik fra pression til dialog. Dermed dæmpedes kritikken af den kinesiske regerings politik i Tibet på trods af, at Kina samtidig strammede kursen over for den tibetanske befolkning. En af årsagerne til den ændrede vestlige politik var en større villighed hos den kinesiske ledelse til at diskutere forholdene i Tibet på et diplomatisk plan. Derudover imødekom Kina flere vestlige ønsker, blandt andet underskrivelsen af de to vigtigste menneskerettighedskonventioner. Underskrivelsen har dog ikke resulteret i ændring af den politiske praksis.

De vestlige lande står nu sammen om at opfordre Beijing til dialog med Dalai Lama og eksilregeringen. Der har ofte været tilløb til sådanne forhandlinger, men Kina har opstillet tre forhåndsbetingelser: Dalai Lama skal anerkende, at både Tibet og Taiwan er dele af Kina, og han skal stoppe, hvad Kina kalder hans "internationale kampagne for tibetansk uafhængighed". Dalai Lama har flere gange udtalt, at han ikke arbejder for uafhængighed. Han vil dog kun erklære, at det besatte Tibet kan blive en del af Kina som resultat af  en forhandlingsløsning.

I 1995 fremlagde Dalai Lama en plan om at bringe sin middelvejspolitik til folkeafstemning i eksilsamfundet. Alternativerne var uafhængighed, selvbestemmelse og Mahatma Gandhis metode satyagraha, insisteren på sandhed. Men forslaget om folkeafstemning blev afvist af eksilparlamentet i september 1997, da et absolut flertal i en opinionsundersøgelse viste, at tibetanerne hellere ville lade Dalai Lama bestemme. Dalai Lama har erklæret sig rede til at forhandle med Beijing uden forhåndsbetingelser, men den kinesiske regering kræver, at han først anerkender, at Tibet er en "uadskillelig del af Kina".

Danmark og Tibet

Tibet har aldrig vejet tungt i den danske udenrigspolitik, der især er styret af handelsinteresser i forhold til Kina. De skiftende regeringers ønske om at opretholde et godt forhold til Kina er ofte kommet i vejen for  hensynet til menneskerettigheder og den tibetanske befolknings ønske om selvstændighed eller selvstyre. Enkelte gange er Danmark gået forrest i støtten til Tibet, men på flere punkter har andre lande strakt sig længere.

Således stemte Danmark i 1959 og 1961 for FN's Tibet-resolutioner, men blankt i 1965. Det skete trods flere appelbreve fra Dalai Lama til den danske statsminister. Danmark var på det tidspunkt bange for at skade sit forhold til Kina, og Danmarks politik gik ud på at få Kina optaget i FN.

Dalai Lama i Danmark

I 1988 besøgte Dalai Lama Danmark. Han blev modtaget af Folketingets Udenrigsudvalg, men regeringen ville ikke møde ham.

Massakren på 80-150 tibetanere i Lhasa den 5.-7. marts 1989 ændrede ikke Danmarks Kinapolitik. Det gjorde imidlertid massakren på kinesiske studenter i Beijing tre måneder senere. Sammen med EF stoppede regeringen bistanden til Kina.

Dalai Lama var dog fortsat ikke velkommen som officiel gæst i Danmark.  Selv da han i december 1989 modtog Nobels Fredspris, ville ingen danske ministre modtage ham. Da det grønlandske Landsting i 1990 ønskede at invitere den tibetanske leder til Grønland, blev det afvist af regeringen. Først den 5. december 1991 mødte den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som den første danske minister Dalai Lama. Som resultat af mødet blev Danmark det første land, der gav bilateral bistand direkte til Tibets regering i eksil.

Danske politikere tog i midten af 1990'erne flere initiativer for Tibet, bl.a. i den Interparlamentariske Union (IPU) og under FN's kvindekonference i Beijing i 1995. Den 7. november 1995 besluttede Folketingets Udenrigsudvalg at afholde en Tibethøring og invitere Dalai Lama. Trods skarp kritik fra bl.a. Dansk Industri blev  høringen gennemført den 13. maj 1996. Statsministeren nægtede at modtage Dalai Lama, som dog fik et møde med udenrigsminister Niels Helveg Petersen.

I 1997 gik den danske regering i spidsen for en Kinaresolution i FN's Menneskerettighedskommission. Den nåede dog aldrig til afstemning. For at opretholde presset på Kina aflagde det Udenrigspolitiske Nævn et besøg i Tibet i august 1998.

Danmarks aktuelle Tibetpolitik

Det officielle danske syn på Tibet er modsætningsfyldt og inkonsekvent. På linie med mange andre lande har Danmark aldrig officielt anerkendt, at Tibet folkeretligt er en del af Kina, men i praksis behandler regeringen Tibet som sådan. Formelt gælder Danmarks tilslutning i 1961 til, at tibetanerne er et "folk" og dermed har ret til "selvbestemmelse" stadig. Dog bruger regeringen ofte andre termer. I officielle udtalelser refererer den f.eks. tit til tibetanerne som et "mindretal", der bør have større "autonomi".

Når det gælder overtrædelser af de basale menneskerettigheder, påtaler regeringen og politikerne gerne de kritisable forhold i Tibet. Krænkelsen af tibetanernes politiske rettigheder nævnes sjældnere. Regeringen og mange ledende politikere fortier, at Tibet er en uafhængig stat, som er besat af Kina. Indlemmelsen af Kina i verdenssamfundet har også herhjemme medført en stiltiende accept af den kinesiske historieomskrivning og de kinesiske fortolkninger af Tibets status. Dette bidrager til at fratage den tibetanske befolkning sin politiske identitet og gør det sværere for de tibetanske ledere at overtale Kina til at gå i forhandlinger om Tibets fremtid.

Den kinesiske regering har helt tilbage fra 1950’erne betragtet uddannelse som et meget vigtigt redskab for sin politik i TAR. Gennem tiden har der været forskellige opfattelser af uddannelsespolitikken, ligesom der har været det på andre områder. Der har været perioder med hensynsløs terror, og perioder med et vist frisind. Men de overordnede mål med uddannelsen har hele tiden været at modernisere den tibetanske økonomi, at bevare TAR som en del af Kina og at omforme det tibetanske samfund efter kinesisk mønster.

Uddannelsessystemet

Grundskolen

I TAR er der en 6-årig grundskole, som i princippet er obligatorisk for alle børn. Men det er ikke alle børn, der får en rigtig skolegang. I 1990erne påbegynder to tredjedele af børnene grundskolen, mens en tredjedel aldrig kommer i skole. Af de børn, der begynder i grundskolen, fuldfører en tredjedel det 6-årige forløb, mens to tredjedele forlader skolen tidligere. Det er altså kun lidt over 20 % af børnene, der går i skole i 6 år.

Gennemsnitstallene dækker over store forskelle. Næsten alle børn af kinesiske tilflyttere i byerne får en 6 årig skolegang, mens de fleste tibetanske børn i landdistrikterne ikke får det. Enten fordi de slet ikke kommer i skole, eller fordi de må opgive skolegangen. I områder med bybefolkning, for eksempel Lhasa, går over 70 % af børnene i skole. I de vestlige landdistrikter er det mindre end 20 %. For nomaderne er tallet endnu lavere.

Der er to slags grundskoler.  Landsbyskoler, som bliver oprettet af den lokale befolkning i et landområde, og som ikke får nogen statsstøtte,  og statsskoler,  hovedsagelig  byskoler, der bliver oprettet og finansieret af de kinesiske myndigheder.

Der er stor forskel på landsbyskolernes og byskolernes økonomiske ressourcer. Byskolerne, hvor de kinesiske børn går, har en væsentlig højere kvalitet end landsbyskolerne.  Byskolerne kan som regel give børnene et fuldt 6 årigt forløb, mens de andre ikke kan. Der var i midten af 1990’erne ca. 1.200 skoler, hvor børnene kunne gå i 6 år, og 1.800 skoler, hvor børnene fik mindre end 6 års skolegang.

Mellemskolen

Efter 6 år i grundskolen kan man fortsætte i en lavere og højere mellemskole i to gange tre år, hvis man har evner og økonomiske forudsætninger for det. Efter 12 års uddannelse har man en studentereksamen eller en erhvervsuddannelse. Det er kun en lille del af befolkningen, der får en uddannelse ud over grundskolen. I midten af 1990’erne begyndte 13 % af en skoleårgang den lavere mellemskole.

Der er både økonomiske, geografiske og kulturelle årsager til, at så få tibetanere fortsætter efter grundskolen. Undervisningssproget i mellemskolen er kinesisk. Man kan vælge mellem tibetansk og engelsk som andet sprog. Men undervisningen i matematik, historie, naturvidenskab og andre fag foregår på kinesisk. Det gør det vanskeligt for de tibetanske børn, der kun har lært  kinesisk i to år, at følge med.

Mellemskolen i resten af Kina er niveaudelt således, at de dygtige og de mindre dygtige går i forskellige klasser. Niveaudelingen i TAR er imidlertid en etnisk deling. De kinesiske børn går i klasser, hvor man har 6 timers engelsk om ugen. De tibetanske børn går i klasser, hvor man har 6 timer tibetansk om ugen. Kun ganske få tibetanske børn går i de kinesiske klasser og lærer engelsk. De kinesiske klasser får flere ressourcer end de tibetanske, og de får bedre lærere.

De fleste mellemskoler ligger i byerne. Lhasa alene har 10 af TAR’s 77 mellemskoler. Den geografiske placering giver også børnene ulige  muligheder for at forsætte efter grundskolen. En fjerdedel af de tibetanske børn, der går i mellemskole, bliver sendt til tibetanske mellemskoler i Kina, mens tre fjerdedele går på mellemskoler i TAR. Procentvis er det langt flere kinesiske end tibetanske børn, der fuldender mellemskolen.

Den højere mellemskole og erhvervsuddannelserne

De kinesiske myndigheder har satset stærkt på erhvervsuddannelserne i de senere år, men har haft problemer med at skaffe penge og lærere. Ca. 4 % af en årgang begynder på den højere mellemskole, mens 6 % tager den treårige erhvervsuddannelse på for eksempel en landbrugsskole eller en handelsskole. Læreruddannelsen er også en treårig, højere mellemskoleuddannelse.

Over halvdelen af de tibetanere, der søger en erhvervsuddannelse, vælger læreruddannelsen, mens langt færre vælger de økonomiske, tekniske og landbrugsfaglige uddannelser. Derimod søger 60 % af de kinesere, der starter på en erhvervsuddannelse, en teknisk, økonomisk eller landbrugsfaglig uddannelse. Der et stort behov for lærere i TAR, men lærerjobbet er dårligt lønnet.

Uligheden bliver stærkere af, at så få tibetanere får en uddannelse, der er rettet mod de produktive erhverv. Det er særlig problematisk at så få tibetanere får en landbrugsuddannelse, eftersom landbruget er hovederhvervet for tibetanerne. Det skæve uddannelsesmønster medvirker til give tibetanerne en andenrangs placering i landets økonomiske udvikling.

Videregående uddannelse

Den kinesiske regering satsede i 1980’erne og 90’erne stærkt på højere uddannelse, både i Kina og i TAR, og bruger fortsat mange ressourcer på eliteuddannelse for at hæve det faglige niveau og  øge antallet af studerende.

Højere uddannelser betragtes som en forudsætning for moderniseringen af økonomi og samfund. I første halvdel af 90erne øgedes antallet af studerende på de højere læreanstalter i TAR med mere end 60 %. Samtidig betød den store satsning på eliten, at de økonomiske ressourcer blev flyttet fra grundskolen til de videregående uddannelser. 

Der findes i dag fire større videregående uddannelsesinstitutioner for tibetanere i TAR: Tibet Nationaliteternes Institut er det ældste universitet. Det blev etableret i Xianyang, i Shaanxi provinsen i Kina i 1965, det vil sige mere end 1.000 km. fra TAR. Tibet Universitet blev grundlagt i 1985 i Lhasa. Endvidere er der Institut for Tibetansk Medicin og Den højere Landbrugs- og Kvægdrifts Skole.

Der er meget stor overvægt af kinesiske studerende i forhold til befolkningstallet. De kinesere, der søger en videregående uddannelse, har gennemgående fået en bedre mellemskoleuddannelse end tibetanerne, og de har derfor lettere ved at klare adgangskravene. Et krav er for eksempel, at man består en prøve i engelsk, men der undervises ikke i engelsk i de tibetanske klasser i mellemskolen. Tibetanerne må derfor først gå i en forberedelsesklasse efter studentereksamen, hvis de ønsker en højere uddannelse, mens kineserne, som har modtaget engelskundervisning i 6 år, kan søge direkte ind.

Der er stor forskel på tibetanernes og kinesernes uddannelsesmønster. Der er en overvægt af tibetanske studerende ved de humanistiske uddannelser og instituttet for tibetansk medicin. Kineserne vælger først og fremmest de naturvidenskabelige, tekniske og kommercielle uddannelser. Der er langt flere kinesere end tibetanere, der får en højere landbrugsuddannelse. Skævheden i uddannelsesmønsteret på de højere læreanstalter medfører, at den økonomiske og tekniske og videnskabelige elite i TAR også fremover vil bestå af kinesere.

Den historiske udvikling

Før invasionen

Før den kinesiske invasion kunne kun en lille del af den tibetanske befolkning læse og skrive. Dengang blev uddannelsen i Tibet først og fremmest varetaget af klostrene. De var rygraden i Tibets uddannelsessystem, som selvfølgelig derfor var dybt religiøst.  Klostrene, og dermed uddannelsesinstitutionerne, lå spredt ud over hele landet. Henved en tredjedel af landets drengebørn og et lille antal piger blev optaget på klostrene, men langt fra alle lærte at læse og skrive, og kun en mindre del fik en intellektuel opdragelse og uddannelse.

Der var ikke nogen skoler uden for klostrene. Adelige og velstående borgere ansatte private lærere til at undervise deres børn. I første halvdel af det tyvende århundrede blev der oprettet to skoler i Lhasa, beregnet for børn og unge fra den adelige overklasse.

Udviklingen frem til Kulturrevolutionen

Kampen mellem to modsatrettede opfattelser dominerede uddannelsespolitikken i TAR og gør det fortsat.  Den ene gruppe med Mao Zetong i spidsen så uddannelsen af de brede masser som forudsætning for samfundets økonomiske, politiske og moralske udvikling. Andre så eliteuddannelse og høj kvalitet som en forudsætning for at modernisere Kina og TAR økonomisk og for at hæve levestandarden.

I TAR skete der i de første år efter den kinesiske besættelse ikke store ændringer af uddannelsessystemet. Klostrene fik i et vist omfang lov til at fortsætte deres virksomhed, selv om der blev lagt mange hindringer i vejen for dem. Det var Deng Xiaoping og Liu Shaoqi, der havde indflydelse på tibetansk uddannelsespolitik, og de var begge tilhængere af elitesystemet. Derfor blev tibetanske børn og unge fra indflydelsesrige familier sendt til skoler i Kina, hvor de fik en kinesisk og marxistisk uddannelse. Mange forældre blev tvunget til at sende deres børn til Kina. Sigtet var at uddanne tibetanere til at blive politiske og økonomiske ledere, som var trofaste over for Kina og den marxistiske samfundsopfattelse.

Klostrenes rolle som kulturcentre og bærere af samfundets intellektuelle virksomhed forsvandt  gradvis i denne periode. Den første grundskole blev etableret i Lhasa i 1952, og den første mellemskole i 1956.

Masseuddannelse

Efter 1959 blev alt forandret. Mao Zedong gennemtvang masseuddannelseslinien i TAR, og der blev etableret kommuneskoler bredt ud over landet. Det siges, at der allerede i 1961 var etableret ca. 1.500 grundskoler, og at mere end 50.000 børn gik i skole.

Masseuddannelsen blev dog mødt med kritik for manglende kvalitet, bl.a. på grund af mangel på lærerkræfter. I en kort periode blev pengene blev ført tilbage statens eliteskoler. I kølvandet på Kulturrevolutionen kom der en nye bølge af masseuddannelse. Kulturrevolutionen startede i 1966 med, at alle skoler lukkede, og børn og unge blev sendt på gaden for at danne rødgardistbrigader. Kinesiske rødgardister kom i stort tal til TAR for at gennemføre revolutionen. Terrorregimet sigtede direkte mod nedbrydningen af de kulturelle og uddannelsesmæssige traditioner.

Den kinesiske regering erklærede officielt, at det tibetanske samfund og den tibetanske kultur var “tilbagestående” og “kontrarevolutionær” og derfor skulle bekæmpes og udryddes. Tibetansk sprog, kunst og historie blev undertrykt. Tibetanske lærere og andre intellektuelle blev fjernet fra deres arbejde. De blev sendt i arbejdslejre for at gennemgå en revolutionær genopdragelse. Nogle tilbragte kortere tid i lejrene, andre adskillige år. Bøger og kunstværker blev brændt over hele landet. Alle lærebøger blev skrevet om.

Omtale af Røde Flags Kommuneskole 1978: Kommunen har kun een grundskole med een lærer og omkring 70 elever. Man kan gå fem år i skolen. Vores første lærer var Tsering Dhondrup, men han blev afskediget, fordi han havde en utilfredsstillende klassebaggrund. Han blev erstattet af en  ung mand på omkring tyve, ved navn Tsering. Han var ikke godt uddannet og kunne ikke undervise godt, da han kun havde gået i vores kommuneskole og haft seks måneders læreruddannelse. (Fra Dondrup Choedon: Life in the red Flag Peoples Commune, 1978.)  

 Masseuddannelsen dominerede genopbygningen af uddannelserne omkring 1970. Der blev satsetmassivt på opbygningen af kommuneskoler både i by- og landdistrikter. Der blev oprettet skoler over hele landet, og der var en dramatisk vækst i antallet af børn, der blev indskrevet i grundskolerne.

Masseuddannelseslinien blev senere kritiseret, fordi kvaliteten var for dårlig, og fordi al tibetansk kultur blev udryddet, men der gik faktisk flere tibetanske børn i skole i 1978 end på noget senere tidspunkt. Til gengæld fik mellemskolen en lavere prioritering. Den videregående uddannelse var helt lukket i 5 år og optog derefter kun få studerende i en årrække.

Socialistisk Modernisering

Efter Mao Zedongs død i 1977 blev Deng Xiaoping først vicepremierminister med ansvar for uddannelse og senere Kinas egentlige magthaver. Kulturrevolutionens masseuddannelse blev nu nedprioriteret, mens eliteuddannelsen blev opprioriteret.

Masseuddannelsen blev kritiseret for venstreradikalisme og for manglende professionel kvalitet. Ressourcerne blev flyttet væk fra landdistrikternes kommuneskoler, og mange kommuneskoler ud over landet blev lukket i 1979. Det førte til et drastisk fald i antallet af tibetanske børn, der gik i skole i første halvdel af 1980’erne. Først i midten af 1990’erne gik der næsten lige så mange tibetanske børn i skole som i 1978, men de fik til gengæld også en bedre undervisning, end børnene fik under Kulturrevolutionen.

Tibet Universitet og andre videregående uddannelser blev etableret i 1980’erne. Der blev oprettet mønsterskoler i byerne. Mellemskolerne og de videregående uddannelser fik flere ressourcer. Der blev indført betaling på de bedste mellemskoler og på de videregående uddannelser samt et system med fripladser for de fattige børn og unge. Opprioriteringen af eliteuddannelse og af markedsorientering for især de videregående uddannelser medførte, at kvaliteten blev bedre, men også at der opstod social og etnisk ulighed.

Denne liberalisering medførte en større kulturel frihed.  Det blev for eksempel igen tilladt at bruge det tibetanske sprog i skolen. Men efter nedkæmpningen af de tibetansk nationalistiske oprør og demonstrationer i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990’erne blev grebet imidlertid strammet igen.

I 1994 kritiserede partisekretæren i TAR, Chen Kuiyuan, den liberale uddannelsespolitik på denne måde: ”Succesen for vores uddannelse ligger ikke i antallet af udstedte eksamensbeviser…..Den endelige analyse vil vise, at den ligger i, om de studenter, der består deres eksaminer er modstandere eller i hjertet tilhængere af Dalai Lama-kliken, om de er loyale over for eller ligeglade med det store moderland (Kina) og den store socialistiske sag.”

Regeringen og partiet lancerede kampagnen for “åndelig civilisering og patriotisk uddannelse”. Fra 1996 til 1998 blev der gennemført genopdragelsesprogrammer over 3-4 måneder i skoler, klostre og andre kulturelle institutioner. Det blev gjort  med en styrke, som ikke var set siden Kulturrevolutionen.

Sproget i skolen

Fra 1950 og frem til i dag har det været en kilde til strid, om der skulle tales tibetansk i skolerne i TAR. Under kulturrevolutionen blev det af de ledende, kinesiske kommunister anset for at være politisk reaktionært og kulturelt tilbagestående at tale tibetansk, og sproget blev udryddet som skolesprog. Frem til midten af 1980’erne foregik al undervisning på kinesisk.

Under den mere liberale periode i 1980’erne blev tibetansk genoplivet som skolesprog. I 1987 blev det tilladt som undervisningssprog i de tre første skoleår i grundskolen. Regeringen erklærede også, at tibetansk sprog gradvis skulle indføres i mellemskolen og på universitetet i løbet af de næste 10-15 år.

I 1988 blev tibetansk sidestillet med kinesisk som officielt sprog i Tibet, og det blev tilladt at bruge tibetansk indenfor retssystemet og den offentlige administration. Reformprogrammerne blev dog aldrig ført ud i livet. Kun i landsbyskolerne blev tibetansk det dominerende sprog, men det skyldtes især, at der ikke var ret mange kinesisk talende lærere i landdistrikterne.

I midten af 1990’erne ændrede den kinesiske regering i TAR igen signalerne for sprogpolitikken. De kulturpolitikere, der havde argumenteret for tibetansk sprog og kultur, blev udrenset efter 1995. Regeringens nationalistiske kampagne rettede sig mod fortalere for tibetansk sprog og kultur, der blev anklaget for “upatriotisk virksomhed” og “splittelsestendenser”.

Forsøget på at styrke tibetansk sprog i skolen blev fra 1996 identificeret med, at man tilsluttede sig Dalai Lama og eksilregeringen og blev set som et led i en sammensværgelse mod den kinesiske stat. Der kom i april 1997 en ny lovgivning om sproget i skolen. Alle børn skulle nu undervises i kinesisk i grundskolen fra 1. skoleår, og der blev ikke længere stillet krav om anvendelse af tibetansk sprog på noget niveau.

Sproglig undertrykkelse i dagligdagen

Siden 1997 har det stadig været muligt at bruge tibetansk som undervisningssprog i grundskolen, men på alle højere niveauer bliver der talt kinesisk. I mange landsbyskoler er det svært at skaffe kinesisktalende lærere, og kravet om undervisning i kinesisk slår derfor kun langsomt igennem i landdistrikterne. I mange byskoler er undervisningssproget kinesisk. De fleste tibetanske børn taler ikke kinesisk, når de begynder i skolen, og de fleste af lærerne i byskolerne taler ikke tibetansk. De tibetanske børns primære sprog har derfor fået status som sekundært sprog i byskolen. For overhovedet at kunne følge undervisningen må de bruge en stor del af tiden på at lære kinesisk. De får fra starten langt dårligere betingelser end de kinesiske tilflytteres børn.

I næsten alle mellemskoler er undervisningssproget kinesisk, og man skal bestå en optagelsesprøve i blandt andet kinesisk. De tibetanske børn fra byskolerne har vanskeligere betingelser end de kinesiske børn, når de søger optagelse. Det er næsten umuligt for børn fra de landsbyskoler, der har haft tibetansk som undervisningssprog og kinesisk som sekundært sprog, at få en uddannelse ud over grundskolen. Selv om sprogbarrieren virker forskelligt for by- og landbefolkningen, gør den det enten vanskeligt eller umuligt for tibetanere at få en højere uddannelse.

Sprogbarrieren er en væsentlig årsag til, at tibetanske børn og unge er underrepræsenteret i forhold til befolkningstallet på alle trin i uddannelsesniveauet fra mellemskolen og opefter.

• En tibetansk skoleelev i eksil fortæller: De kinesiske lærere underviste de kinesiske klasser bedre, end de tibetanske klasser. De underviste altid på kinesisk, og selvfølgelig forstod de kinesiske elever læreren meget bedre, end vi gjorde. De kunne stille spørgsmål, og læreren ville så gentage, hvad han havde sagt til eleverne. De fleste af eleverne i den tibetanske klasse kunne ikke forstå de kinesisktalende lærere. Der var ingen, som turde stille spørgsmål, af frygt for straf, og læreren gentog aldrig noget. Naturligvis lavede de tibetanske elever flere fejl, og den kinesiske lærer sagde så, at han ikke forstod, hvorfor de tibetanske elever ikke kunne fatte så simple ting. Han sagde også, at kineserne var mere intelligente end tibetanerne.                    

Økonomisk og kulturel undertrykkelse i skolen

Officielt er grundskolen næsten gratis, men virkeligheden er en anden. Lokale kinesiske myndigheder opkræver gebyrer for indmeldelse. Skoleledere og lærere kræver betaling for deltagelse i undervisningen, for undervisningsmaterialer, for prøver og eksaminer. Betalingen for at holde et barn i skole kan let overstige en fattig tibetaners årsindkomst. Betalingen for undervisningen i mellemskolen er langt højere end for grundskolen og overstiger mange tibetanske familiers formåen.

Korruption er vidt udbredt i uddannelsessystemet. Bestikkelse og “guanxi” (forbindelser) er af afgørende betydning for, om man kan få adgang til en mellemskole eller en videregående uddannelse. Der er hovedsagelig økonomiske årsager til, at så mange af de tibetanske elever ikke gennemfører den grundskoleuddannelse, som de er begyndt på. Det samme gælder for mellemskolen.

• En tibetansk student i eksil siger følgende: Jeg gik i mellemskolen i et år. For at komme ind på mellemskolen skulle jeg bestå en adgangsprøve i kinesisk, tibetansk og matematik. Jeg oplevede, at chancerne for de kinesiske elever for at komme ind på mellemskolen var meget større, fordi de kinesiske elevers forældre gav bestikkelsespenge til lærerene, for at de kunne bestå adgangsprøven. Så det var ikke adgangsprøven, men den pengesum, som de kinesiske forældre betalte til bestemte lærere, der talte.

Fra grundskolens første klasser er der undervisning i ideologi og moral. Senere kommer undervisningen i historie til. Undervisningen i disse fag er et vigtigt redskab til realisere den kinesiske regerings politiske mål, og der bliver lagt stor vægt at kontrollere undervisningens indhold. Undervisningen bliver brugt til at lære børnene om Tibet som en del af Kina. Den tibetanske kultur bliver fremstillet som tilbagestående, og den kinesiske kultur som et progressivt ideal. Undervisning i selvstændig, tibetansk historie og kultur er forbudt, og en lærer, der forsynder sig mod forbuddet, bliver straffet.

• En tibetansk skoleelev i eksil fortæller: I vores Tibetbog handlede alle fortællingerne om Mao og om hans store handlinger. Der var intet om Tibet, om Dalai Lama eller om vores historie. Det gjorde mig forvirret, at jeg skulle lære så meget om Mao. Jeg vidste, at han ikke var nogen god mand, og at han havde gjort mange grusomme ting mod tibetanerne, men jeg måtte lære disse ting alligevel. I skolen måtte vi gentage disse løgne ord for ord, ellers blev vi straffet. En gang imellem fortalte vores tibetanske lærer os en smule om Tibet, men han var meget bange, og fik os til at love, at vi ikke ville sige det til nogen. En gang imellem læste jeg i en tibetansk bog om store tibetanske mænd og tibetanske konger, men jeg måtte skjule disse bøger. Hvis jeg blev opdaget, ville både jeg og forfatteren blive straffet hårdt.

Kultur og kunst

Den traditionelle billedkunst og litteratur

Den traditionelle, tibetanske billedkunst og litteratur har altid været knyttet til buddhismen. Kunsten tjente et religiøst formål, og den produceredes  hovedsageligt af kunstnere, som var knyttet til de religiøse institutioner. Ved siden af den religiøse billedkunst var der en lang tradition for kunsthåndværk.

Det ikonografiske maleri

De vigtigste billedkunstformer er fresko, det vil sige murmaleri, og tangka, det er hovedsagelig maleri på stof, som kan sættes på en ramme, eller rulles sammen.

Væggene i de tibetanske templer er ofte dækket af Tangka-malerier, der fremstiller guder  og religiøse ritualer eller historiske begivenheder. Tangkaer findes både i klostre og privathjem. En tangka bestilles af en privatperson som en del af religionsudøvelsen. Den kan udtrykke den religiøse holdning hos bestilleren, og den kan have et bestemt formål, for eksempel at yde beskyttelse mod sygdom og ulykker, hjælpe til at opnå et langt liv eller en større religiøs indsigt.

Den traditionelle, tibetanske billedkunst har rødder i indisk kunst helt tilbage i 800-tallet. Senere kom en kinesisk indflydelse til. Den tibetanske billedkunsts altdominerende, religiøse formål medfører, at billederne, lige som den europæiske middelalders billeder, er ikonografiske.  Den enkelte del af et billede har en bestemt religiøs betydning, og skal derfor males efter på forhånd fastlagte mål og proportioner. En buddhafigurs siddestilling, gestus og påklædning udtrykker en bestemt religiøst opfattelse, som den veluddannede buddhist kan genkende og forstå. Den almindelige tibetaner kender kun de mest betydningsfulde ikonografiske udtryk. 

Billederne, især Tangkamalerierne, komponeres efter faste regler.  Kompostionen er variationer over en symmetri om den lodrette midterakse. Den centrale religiøse figur placeres altid i midteraksen. Omkring figuren males de billedelementer, som forklarer eller uddyber figurens religiøse betydning.

I den ikonografiske maletradition benyttes altid en bestemt maleteknik. Først fastlægges billedkompositionen efter billedets formål. En billedskitse males med sorte  tuschlinier efter en opmåling af billedfladen. Derefter males baggrundflader og figurer. Til sidst males figurernes ansigter og de dekorative detaljer. Den traditionelle kunstneruddannelse er en mesterlære, hvor eleven gennem en årelang uddannelse lærer at beherske den ikonografiske traditions udtryksformer og maleteknik. Der er også traditioner for andre billedteknikker som broderi, træsnit m.v.

Billederne kan have meget forskellige motiver. De kan være portrætter af buddhaer og boddhisattvaer eller lokale, beskyttende guddomme. De kan være klostre eller landskaber med religiøs betydning. Billederne kan også illustrere opfattelsen af universets indretning, for eksempel livshjulet. Billederne udtrykker buddhistiske idealer, og den troende kan meditere over deres indhold. Gennem meditationen opnås en dybere forståelse af den religiøse bevidsthed i billederne.

Forgængelig og evig billedkunst

Karakteristisk for den tibetanske billedkunst er de forgængelige billeder, som kun er beregnet til at blive brugt ved en enkelt religiøs handling, eller i et kortere tidsrum. En mandala bliver fremstillet i sand. En komposition tegnes på jorden eller et andet underlag. Hvidt sand blandes med forskellige farvestoffer, og sandet drysses ud over billedfladen gennem rør. Sandbillederne er kosmogrammer. Deres religiøse betydning er forklaret i afsnittet om religion. Sandbillederne kan være meget store, adskillige kvadratmeter i areal. Efter brug fejes billederne sammen og billedet ødelægges dermed.

Æltet, farvet yaksmør bruges til at fremstille billeder og skulpturer til religiøse fester og andre begivenheder. Smør blandes med tsampa til en relativt fast konsistens og modelleres til skulpturer. Smørskulpturer kaldes tormas. De kan være flere meter høje og er bygget op over et træskelet. Efter brugen pilles smørskulpturerne ned igen.

Metal- og lerstatuer samt stenrelieffer er en væsentlig del af den tibetanske billedkunst. Statuer med guldbemaling eller guldbelægning og med påsatte halvædelstene udsmykker alle klostre og templer i Tibet. Nogle statuer er støbt i guldlegeringer, og har været umådeligt kostbare at fremstille. I landskaberne over hele Tibet kan man på bjergsiderne se basrelieffer af Buddha eller berømte lamaer.  Reliefferne kan være mere end 30 meter høje, og nogle af dem er mere end 1.000 år gamle.

Religiøs og verdslig litteratur

Den altovervejende del af den tibetanske litteratur før 1950 blev til på klostrene. Munkene afskrev bøger med buddhismens mange hundrede grundlæggende tekster. De skrev fortællinger om boddhisattvaers og lokale guddommes liv og om Tibets historie. De skrev også filosofiske og moralske afhandlinger, lærebøger i meditation, medicin og meget mere.

Den religiøse litteratur blev trykt på klostrene på aflange løsblade med bloktryk. Teksterne blev skåret ud i træblokke, som blev brugt til trykningen. En bog var en samling af løsblade, indbundet i et klæde. Klostrene havde biblioteker med religiøs litteratur, og litteraturen dannede grundlaget for de tibetanske munkes uddannelse. Bøgerne var selvsagt meget kostbare, og kun velstående tibetanere havde et privat bibliotek.

Ved siden af den religiøse litteratur er der en mundtligt overleveret, folkelig digtning, først og fremmest eventyr, som udrykker folkelig moral og livsvisdom, og som fortæller om bøndernes og nomadernes naturreligion.

Folkemindesamlere har indsamlet tibetanske eventyr og udgivet dem i moderne tid. Enkelte intellektuelle har skrevet verdslig litteratur, som er blevet kendt uden for den private kreds. Mest berømt og elsket af den tibetanske befolkning er den sjette Dalai Lamas digte fra omkring år 1700, bl.a. hans erotiske digte. De var en medvirkende årsag til, at han forsvandt eller blev myrdet i 1706. Men den verdslige litteratur har ikke spillet nogen samfundsmæssig rolle før 1950.

Kulturpolitik og kultur efter 1980

Efter kulturrevolutionen var der stort set intet tilbage af den traditionelle tibetanske kultur inden for grænserne af TAR. Klostrene var for længst ødelagt, de fleste sprængt i luften med dynamit i 1959 eller 1966. De fleste munke var jaget ud af klostrene, og mange dræbt. Alle andre kulturelle institutioner var blevet lukket, og de tibetanske intellektuelle, som ikke var i fængsel eller var blevet skudt, udførte manuelt arbejde i folkekommunerne.

Kulturel liberalisering i 1980’erne

I 1980’erne løsnede kineserne grebet og det gjorde det muligt at genetablere en selvstændig tibetansk kultur. Langsomt voksede et intellektuelt miljø frem.

Tre faktorer er afgørende for udviklingen af den moderne tibetanske kultur. For det første ønsker de tibetanske kunstnere at genopdage den tibetanske tradition og at genetablere en tibetansk identitet.

For det andet må de forholde sig til påvirkningen udefra, både fra Kina og fra Vesten, altså til det moderne industri- og informationssamfunds kultur. Modsætningen mellem tradition og modernitet opleves meget stærkt af tibetanske kunstnere.

For det tredje er de underlagt den skiftende kinesiske kulturpolitik. Den kinesiske regering griber direkte ind i kulturlivet med forbud og kampagner. Kunstnere, som er i opposition til det kinesiske styre, bliver straffet hårdt.

I begyndelsen af 1980’erne formulerede den kinesiske regering i flere omgange en ny politik, der gik ud på, at det tibetanske samfund havde “særlige karakteristika”, som skulle respekteres. I 1982 og 1984 vedtog regeringen retningslinier, som gav tibetansk sprog og kultur en mere selvstændig stilling. Der opstod et intellektuelt miljø, som inspirerede unge, tibetanske kunstnere. Der blev givet statsstøtte til udgivelse af tidsskrifter og bøger på tibetansk, og det blev tilladt at udgive bøger og opføre teaterforestillinger, der udtrykte en tibetansk kulturel identitet. 1980’erne var en litterær renæssance. 

Fornyet kontrol i 1990’erne

Fra midten af 1990’erne ændrede den kinesiske regering kulturpolitikken radikalt. Kineserne svarede på tibetanernes ønske om selvstændighed med kontrol og undertrykkelse. Betegnelsen “særlige karakteristika” blev igen forkastet. Forestillingen om en selvstændig tibetansk historie og kultur blev nu karakteriseret som “splittelse” og fordømt. Partisekretær Chen Kuiyuan definerede den tibetanske kultur som “ikke buddhistisk”, både i nutidigt og historisk perspektiv, og påbød, at der skulle være sammenhæng og fællesskab i den historiske udvikling af tibetansk og kinesisk kultur.

Ressourcerne til trykning af bøger på tibetansk sprog blev beskåret til næsten intet. Bøger, som tidligere var tilladt, blev trukket tilbage og forsvandt fra hylderne. Skuespil, som tidligere var blevet opført, blev forbudt.

Ligesom i 1950erne krævede regeringen og partiet i TAR nu af forfatterne, at de skrev litteratur, som udtrykte et kinesisk og tibetansk kulturelt fællesskab. Man greb tilbage til kulturprogrammer, som ellers forlængst var forladt i det øvrige Kina. Partisekretær Chen Kuiyuan ophøjede 1950’ernes og 1960’ernes revolutionære programlitteratur til ideal, og fremhævede gamle kampsange som “Bitterhed bli´r sød, når kommunisterne kommer”.

Han sagde om sangene: “De blev skabt i fællesskab af kammerater af tibetansk og Han (kinesisk) nationalitet i litterære og kunstneriske kredse, som et resultat af, at man har lært af hinanden og af fælles anstrengelser.” Også i anden halvdel af 1990’erne er der en skarp kontrol med kunstnernes fremstilling af tibetansk identitet.

Tibetansk billedkunst efter 1950

Den kinesiske regerings krav til billedkunsten var frem til Kulturrevolutionens ophør, at den skulle støtte socialismen. Idealet var den sociale realisme, inspireret af den sovjetrussiske kunst fra 1930’erne. Under Kulturrevolutionen krævede man billeder af helteskikkelser, som udtrykte revolutionær begejstring og kampvilje.

Men blandt eksiltibetanerne fortsatte den religiøse, ikonografiske kunst inden for den traditionelle ramme. De kunstnere, som var gået i eksil, brugte deres kunnen til at skabe billeder til de tibetanske klostre, der blev bygget i Indien og Nepal, og der blev oprettet en kunstskole i Dharamsala.

I 1980’erne fik billedkunstnerne mere frihed i Tibet. Den traditionelle, religiøse billedkunst genopstod. Restaureringen og genopbygningen af klostrene medførte en genoplivning af freskomaleriet. Mange murflader blev udsmykket med religiøse motiver, enten i overensstemmelse med gamle tegninger og skitser, som havde overlevet omvæltningerne, eller med nye motiver. Enkelte billedkunstnere vendte tilbage fra eksil, og unge freskomalere gik i lære. De religiøse billedkunstnere genoptog den ikonografiske billedtradition. For mange tibetanere, som så disse billeder, blev de en bekræftelse af den tibetanske identitet.

Det traditionelle tangkamaleri fik aldrig sin tidligere håndværksmæssige status igen, men blev nu produceret mere industrielt. Almindelige tibetanere kunne forholdsvis billigt købe religiøse billeder, og der blev solgt mange, industrielt fremstillede tangkaer til turister, både i og uden for Tibet.

Den verdslige billedkunst fik også nye muligheder efter den kulturelle liberalisering. Tibetanske kunstnergrupper fandt sammen både i Tibet og i Kina, og de unge kunstnere fik mulighed for at uddanne sig. 

Gennem 1980’erne og 1990’erne har billedkunsten udviklet sig i to forskellige retninger. Der kræves ikke længere revolutionær propaganda af billedkunsten. De nye realistiske billedkunstnere er mere nationalt orienteret. De maler landskaber og miljøer, som udtrykker tibetanske værdier. Nogle kunstneres billeder udtrykker hovedsageligt et socialt engagement. Det er skildringer af nomaders og bønders livsvilkår. Andre kunstnere har en mere nostalgisk fremstilling af typiske, tibetanske landskaber og menneskeskikkelser.

Som protest mod socialrealismen udviklede der sig også en antirealistisk, modernistisk billedkunst, som søgte inspiration i vestlig kubisme, surrealisme og andre eksperimentelle retninger i det tyvende århundrede.  De eksperimenterende kunstnere skildrer ofte oplevelsen af en splittet virkelighed, af et modsætningsforhold mellem traditionel og moderne kultur, i deres billeder. Nogle eksperimenterende kunstnere inddrager de traditionelle, ikonografiske billedelementer i deres billeder. Buddhafigurer males ind i collagebilleder som en udfordring til både traditionel kinesisk og tibetansk tænkning.

Litteratur efter 1950

I modsætning til tibetanerne i Tibet har tibetanske kunstnere i eksil kunnet forholde sig både til traditionen og til de internationale strømninger, men der har ingen forbindelse været mellem forfattere i eksil og i Tibet før 1980. Der blev stort set ikke udgivet tibetansk litteratur i Tibet i perioden mellem 1950 og 1980.

Men i 1980’erne blomstrede det litterære miljø i Tibet op. Der dukkede en ny lyrik op med upolitiske skildringer af dagliglivet, samt skuespil og prosalitteratur, som diskuterede politik på en ny måde. Nogle af de unge forfattere søgte tilbage i tiden og fortalte om et selvstændigt Tibet i opposition til Kina.

Efter få år blev den politiske litteratur dog igen forbudt. Forfatterne måtte skrive om livet og kulturen i Tibet og kunne kun antydningsvis berøre politiske temaer.

Et hovedtema i den nyere tibetanske litteratur er modsætningen mellem en traditionel, religiøs livsopfattelse og den moderne livsopfattelse præget af teknologi og informationsformidling. Mange unge, tibetanske intellektuelle oplever, at de befinder sig i et tomrum. De kan ikke vende tilbage til den traditionelle livsform, og samtidig føler de deres tibetanske identitet og kultur truet af den kinesiske undertrykkelse.

For nogle forfattere fører det til søgen efter rødderne i den traditionelle tibetanske kultur. For andre fører det til skildringer af konfrontationen mellem traditionel og moderne livsførelse.

Den sydamerikanske magiske realisme har inspireret nogle af de tibetanske forfattere, for eksempel Tashi Dawa, til at bryde med den realistiske form og skrive modernistisk eksperimenterende.

De moderne tibetanske forfattere er indtil nu kun lidt kendte, både i Tibet og i udlandet. En del tibetanske forfattere skriver på kinesisk. Det er vanskeligt at få udgivet litteratur på tibetansk, og nogle forfattere behersker det kinesiske skriftsprog bedre end det tibetanske. Den politisk ideologiske kontrol er hårdere i TAR end i Kina. Derfor kan en tibetansk forfatter føle større frihed til at udtrykke sig, hvis han udgiver sit værk i Kina, end hvis han prøver at udgive det i TAR.

 Religion i Tibet

At forstå Tibet og det tibetanske samfund, kræver et indblik i buddhismen, for religionen er vævet tæt ind i alle dele af tibetansk kultur og mentalitet. Både i den enkelte tibetaners hverdag og i overordnede politiske beslutninger. Den har været et vigtigt element i dannelsen af tibetanernes identitet som folk og som selvstændig nation. Både før og nu findes der dog andre religioner end buddhismen i landet, f.eks. islam og bon. Folkereligion, som blander elementer af buddhisme og førbuddhistisk religion, spiller også stadig en stor rolle.

Den tibetanske buddhisme er en bredt favnende religion med mange aspekter, som kom fra Indien og de omkringliggende lande i det 7. århundrede. Den indeholder blandt andet logisk analyse og erkendelsesteori, yogiske krops- og åndedrætsøvelser, meditationer, folkelige offerritualer, pilgrimsrejser og religiøse fester med opførelse af symbolske danse.

Den tibetanske buddhisme er opstået af de klassiske indisk-buddhistiske traditioner. Livsanskuelsen og filosofien har sit grundlag i buddhismens to hovedretninger, hinayana og mahayana, mens meditationspraksis især bygger på den tantriske tradition. Derudover indeholder den tibetanske buddhismes skriftlige grundlag også en lang række tekster af tibetansk oprindelse. Den tibetanske buddhisme har integreret dele af den før-buddhistiske religion i Tibet og dermed fået sin helt egen karakter.

Ifølge mange tibetanerne er religionen essensen af deres identitet. For at forstå den tibetanske buddhisme og den betydning, som religionen har haft og stadig har i det tibetanske samfund, er det nødvendigt at kende hovedtræk af den buddhistiske livsanskuelse og filosofi. En kort introduktion hertil findes s. 42.

Den tibetanske buddhismes historie

Den før-buddhistiske religion

Indtil det 7. århundrede e.Kr. levede befolkningen på den tibetanske højslette i en lang række forskellige små riger med hver sin fyrste. Disse småriger lå ofte i krig med hinanden. Der var ikke én dominerende religion, men derimod forskellige religiøse traditioner, der dog havde mange fælles træk. Både vestlige forskere og tibetanerne selv har i eftertiden kaldt disse religiøse traditioner for bön.

I almindelighed havde man den opfattelse, at alt var i besiddelse af og styret af forskellige kræfter. For eksempel havde mennesket en livskraft i sig (la) og forskellige beskyttende guddomme. I naturen var der også forskellige kræfter til stede, ånder, dæmoner og lokale guddomme, der var knyttet til bjerge, floder eller andre naturfænomener, men også til beboelseshuse og lignende.

Livskunsten var at handle i overensstemmelse med alle disse kræfter, så man ikke fremkaldte gudernes eller åndernes vrede, men tværtimod fik deres beskyttelse. Man benyttede sig ofte af varsler, inden man foretog betydningsfulde handlinger som for eksempel såning og høst for at sikre, at de blev udført på rette måde og på det rette tidspunkt. Tydning af skulderknoglen fra et dyr eller vejrfænomener som torden og regnbuer var meget almindelig. 

Et vigtigt middel til at formilde guderne eller opnå deres gunst var at udføre offerritualer. Ofringer af dyr var udbredt, men man ofrede også andre ting, for eksempel afgrøder, uld og røgelse. I forbindelse med offerritualerne blev der reciteret myter, der kunne handle om menneskets og gudernes oprindelse og om gudernes egenskaber. Recitationen af disse myter havde til hensigt at anråbe de pågældende guddomme og bede om hjælp eller forsoning. Man havde ingen templer eller andre former for kulthuse. Ritualerne blev udført i det fri på særligt udvalgte, hellige steder. Ritualerne blev foretaget af religiøse specialister, bön-præster.

Bön-religionens forestillinger og mange af dens ritualer har overlevet frem til i dag, hvor den udgør en vigtig del af tibetanernes folkereligion. Dog blev ofringer af dyr forbudt med buddhismens indførelse, da det strider mod buddhismens ideal om ikke at skade levende væsener.

Buddhismen kommer til Tibet

Buddhismens indførelse i Tibet var en gradvis proces, der begyndte i det 7. århundrede. På det tidspunkt blev Tibet for første gang samlet i ét kongedømme med en centraliseret magt, ledet af Songsen Gampo (620-649). Songsen Gampo formåede at skabe et stort og magtfuldt rige, økonomisk såvel som militært. Kongedømmet blev opkaldt efter en dal i det sydlige Tibet, Yarlung. Riget oprettede kontakter til de omliggende lande, især Kina, Nepal og Indien, hvor buddhismen var udbredt. Tibetanerne fik i første omgang kendskab til den buddhistiske lære gennem handelsrejsende fra disse nabolande. Songsen Gampo giftede sig desuden med to buddhistiske prinsesser fra henholdsvis Kina og Nepal. Den kinesiske prinsesse medbragte en Buddha-statue, der blev anbragt i et tempel, som kongen lod opføre i hovedstaden, Lhasa. Templet fik senere navnet Jokhang og blev siden det vigtigste tempel for tibetanerne, idet det symboliserer buddhismens indførelse i landet.

I det 8. århundrede fik Tibet sit første munkekloster, Samye-klosteret i det centrale Tibet, og der blev opført mange templer rundt om i landet. I samme periode fik Tibet  besøg af  flere buddhistiske læremestre fra Indien, hvoraf den mest kendte er Guru Rinpoche (ind. Padmasambhava). De religiøse lærde bragte læresætninger, ritualer, bønner og meditationsteknikker med til den tibetanske befolkning.

Senere rejste mange tibetanere også selv til Nordindien for at studere hos datidens berømte buddhistiske lærde, så de kunne undervise den tibetanske befolkning i buddhismen.

Sammenstød mellem de to religioner

Indførelsen af buddhismen i Tibet forløb dog ikke uden stridigheder og kampe mellem den gamle og nye religions tilhængere. En stor del af befolkningen ønskede fortsat at følge de gamle traditioner og mødte buddhismen med modstand og undertrykkelse. Ligeledes forsøgte buddhismens tilhængere at stoppe bön-religionens greb i den tibetanske befolkning gennem undertrykkelse.

Denne konflikt blev yderligere skærpet, da kongedømmet faldt i 842. Landet blev igen opdelt i rivaliserende fyrstendømmer med forskellige religiøse interesser. I Centraltibet mødte buddhismen i de følgende århundreder stor modstand fra de ledende adelsfamilier og det før-buddhistiske præsteskab. Man ønskede at undertrykke buddhismen og i stedet genetablere den gamle religions position. De lærde munke flygtede derfor til Øst- og Vesttibet, hvor der fortsat fandtes buddhistiske fyrstendømmer. Der havde bön-religionen til gengæld trange vilkår.

Buddhismen slår rødder i Tibet 

Fra Vest-Tibet - bl.a fra kongedømmet Guge - bredte buddhismen sig igen til det centrale Tibet, og  modstanden mod buddhismen aftog efterhånden. En af årsagerne var, at adelen indså, at buddhismen var mere velegnet som statsreligion end bön-religionen. I det 12. århundrede var modstanden  helt ophørt. De før-buddhistiske ritualer og trosforestillinger fortsatte dog med at eksistere, både som en del af den tibetanske buddhisme, og som en del af folkereligionen.

Buddhistisk aktivitet spirede frem overalt i Tibet – det kaldes buddhismens anden spredning. Landet fik besøg af buddhistiske læremestre fra Indien, og tibetanerne begyndte at oversætte de mange buddhistiske tekster fra sanskrit til tibetansk. Desuden voksede et omfattende netværk af klostersamfund frem i landet, hvor munke eller nonner levede efter særlige etiske regler og brugte det meste af tiden på religiøs praksis. Klostersamfundene blev støttet økonomisk af velstående adelsfamilier. I de følgende århundreder voksede klostrenes magt, og de ledende munke deltog efterhånden i de politiske og økonomiske beslutninger.

I det 11.-12. århundrede begyndte den tibetanske buddhisme at organisere sig i bestemte skoler, også kaldet ordener. De betonede hver især forskellige aspekter af den indiske buddhisme, og de optog før-buddhistiske traditioner i forskelligt omfang. De vigtigste af disse skoler fik navnene sakya, nyingma og kagyu. Hver enkelt skole betragtede én bestemt indisk læremester som indstifter af den pågældende skole, for eksempel blev Padmasambhava betragtet som nyingma-skolens indstifter.

Gelug-skolen

I det 15. århundrede blev den buddhistiske orden, som i de følgende århundreder voksede til at blive den største og mest betydningsfulde, grundlagt. Gelug-skolen blev stiftet af en munk ved navn Tsongkhapa.  I 1409 etablerede Tsongkhapa sit eget kloster, Ganden, nær Lhasa, og det blev ledet efter strengere munkeregler end datidens øvrige klostre, hvor det for eksempel kunne være tilladt at drikke alkohol og gifte sig. Gelug kan oversættes med “dydig” og henviser netop til gelug-ordenens strengere klosterliv. Nogle år senere blev yderligere to store gelug-klostre grundlagt af to af Tsongkhapas disciple: Drepung og Sera, begge nær Lhasa. Med tiden blev Ganden, Drepung og Sera Tibets tre største klostre med 4.000 til 10.000 munke hver.

Siden det 16 århundrede har en af gelug-ordenens øverste ledere været kaldt for Dalai Lama - en titel han blev tildelt af datidens mongolske hersker, Altan Khan. Dalai betyder egentlig blot ”hav”, men skal forstås som “Visdommens Hav”, og henviser til lamaens religiøse visdom.

Gelug-skolen får politisk magt

Fra det 15. til det 17. århundrede var Tibet igen præget af stridigheder og krige mellem rivaliserende fyrstendømmer om magten i landet. Forholdet mellem nogle af de buddhistiske skoler var heller ikke fredeligt, da de deltog i de politiske magtkampe. Især kagyu- og gelug-skolerne lå i indbyrdes bitre og blodige stridigheder. Blandt andet raserede og ødelagde gelug-munke et kagyu-kloster nær Lhasa lige efter dets opførelse.

På det tidspunkt var der en alliance mellem den mongolske hersker, Gushri Khan og gelug-ordenen. I 1642 greb Gushri Khan ind i konflikten efter invitation fra Dalai Lama og indsatte Dalai Lama som øverste hersker over Tibet, politisk såvel som religiøst. Lige siden har gelug-ordenen været den mest dominerende og magtfulde orden i Tibet, og Dalai Lama har haft status som landets politiske og åndelige overhoved.

De fire buddhistiske hovedskoler og bön

Sammen repræsenterer de fire hovedskoler, nyingma, kagyu, sakya og gelug, den tibetanske buddhismes mange forskellige aspekter. De fire hovedskoler eksisterer stadig i dag, både i og uden for Tibet.

Alle skolerne har optaget mange før-buddhistiske traditioner, men Nyingma har optaget flest og er den mest folkelige af de tibetanske skoler. Nyingma-lamaer har altid været tæt knyttet til den folkelige buddhisme uden for klostrene. De lægger stor vægt på meditation og mindre på filosofiske studier. Kagyu-skolen ligner på mange måder nyingma-skolen, men rummer også en mere intellektuel indfaldsvinkel til buddhismen.

Gelug-ordenen er primært organiseret som en munke- og nonneorden, der lægger meget vægt på strenge leveregler i klostrene. Den betoner samtidig, at buddhistisk praksis altid skal indledes med akademiske tekststudier og logiske analyser af sindets natur, før man påbegynder den meditative praksis. Sakya-skolen prioriterer i lighed med gelug en filosofisk og intellektuel buddhistisk praksis, men har aldrig haft så store klostre som gelug-ordenen.

 I det 14. århundrede samlede og systematiserede en lærd munk fra sakya-skolen, Butön Rinpoche (1290-1364), et meget stort antal forskellige indisk-buddhistiske tekster i to værker. Tilsammen udgør de den tibetansk-buddhistiske kanon. Kanjur indeholder  belæringer fremsagt af Buddha. Tanjur indeholder kommentarer af indiske lærde til Buddhas belæringer.

Der findes en femte skole i Tibet, bön-skolen, som blev etablere i det 11. århundrede. Bön-skolen er ikke identisk med den før-buddhistiske religion af samme navn, selvom den har optaget mange elementer derfra. Det er ikke en buddhistisk skole, men minder meget derom. Bön-skolen er en selvstændig, ikke-buddhistisk retning, der eksisterer både i og uden for Tibet. Bön anerkender ikke Buddha Sakyamuni som den sande buddha, men derimod en buddha ved navn Tönpa Shenrap. Ifølge bön-skolen bragte Tönpa Shenrap religiøse læresætninger og praksis til Tibet, før buddhismen kom til landet.

Den tantriske praksis

Vejen til oplysning går ifølge buddhismen bl.a. gennem meditation over åndedrættet og over Buddhas lære. I den tibetanske buddhisme praktiserer man også tantrisk meditation. Tantrisk meditation beskrives i de buddhistiske tekster, som kaldes for tantra-tekster, og som i lighed med sutra-teksterne opstod i Indien. Den tantriske tradition kaldes også for tantrayana (tantraens fartøj), og den bygger på mahayana-filosofien.

Da tibetanerne begyndte at oversætte de mange buddhistiske tekster, som kom til landet fra det 7. århundrede, tog de både sutra- og tantratekster med, og tantrisme blev en vigtig del af den tibetanske buddhisme. Den tantriske praksis har også rødder i en selvstændig tibetansk tradition. Tantrisk meditation betragtes af mange tibetanere som det øverste trin på den buddhistiske vej og som mere effektiv vej til oplysning end anden meditation. Den kaldes også for visualiseringmeditation, fordi man mentalt koncentrerer sig om forskellige symboler. I tantra-teksterne beskrives mange guddommelige figurer, der hver især symboliserer et bestemt aspekt af det oplyste sind. I en tantrisk meditation visualiseres den pågældende guddom samtidig med, at guddommens mantra siges. Mantra er en bestemt ordlyd, som siges igen og igen som et hjælpemiddel i løbet af meditationen. Hver guddom har sit egen mantra, som indeholder kernen af guddommens energi.

Ved mange tantriske meditationer skal man desuden recitere særlige tekster, som typisk indeholder omfangsrige lovprisninger af guddommen og mantraformuleringer. De indeholder også beskrivelser af selve visualiseringen og den transformation af sindet, som skal ske ved meditationen. I meditationen forsøger man at identificere sig med og smelte sammen med guddommen og dermed med det oplyste aspekt. Det endelige formål med den tantriske meditation er imidlertid at erkende, at der ingen forskel er mellem meditationsobjektet (guddommen) og den mediterende, fordi eksistensens væsen er tomhed. Denne erkendelse af tomhed er nødvendig for at blive oplyst.

Oplystheden kan få et symbolsk udtryk i en mandala. En mandala er et rundt, geometrisk diagram, som er tegnet eller lavet af farvet sand. Mandala-diagrammerne er bygget op af cirkler og firkanter samt billeder af buddhaer og guddomme. Det hele er ordnet symmetrisk omkring et centrum, og den yderste afgrænsning er altid en cirkel - selve ordet mandala betyder “en rundkreds”. En mandala er et symbol på helhed - den symboliserer det oplyste sind, hvor der er en fuldkommen balance. Samtidigt symboliserer mandalaen universet, hvor alle dele er forenet i harmoni. Endelig symboliserer mandala guddommens bolig, en slags energi-palads, hvor guddommen befinder sig. Heraf følger, at hver tantrisk guddom har sin egen mandala, sin egen bolig.

Den tantriske meditation er en såkaldt esoterisk praksis, hvilket betyder, at ikke alle kan praktisere den. Man skal først have en indvielse fra en buddhistisk lærd. Under en sådan en indvielse, hvor man modtager kraftoverførsel og forklaring til tantra-teksten, bruges ofte en mandala som redskab. Efter indvielsen kan mandalaen bruges som hjælpemiddel i meditationen. Den mediterende forestiller sig at være inde i mandalaen: at være et højt udviklet væsen (som tantriske guddomme er) i omgivelser, der repræsenterer det oplyste sind (som mandala symboliserer).

Tantrismens guddomme

I den tibetanske buddhisme fremtræder filosofiske værdier og væsener som guddomme. Der findes et stort antal guddomme, og de har forskellige funktioner i det religiøse liv. Nogle fungerer hovedsageligt i den tantriske praksis som symboler for det oplyste sind, andre derimod som beskytterguddomme, som man kan bede om hjælp til at løse dagligdagens problemer. Mange før-buddhistiske guddomme er gennem tiden blevet indlemmet i det buddhistiske gudehierarki.

Buddhaerne udgør det øverste lag i gudehierakiet. Der er mange hundrede af dem, og de udtrykker forskellige aspkter af buddhismens universelle værdier.

Buddha Sakayamuni, den historiske buddha, udtrykker den højeste oplysthed. Amitayus er evighedens buddha. Amitabha er det uendelige lys’ buddha. Panchen Lama er en inkarnation af Amitabha. Maitreya er fremtidns buddha og symbol på venlig kærlighed.

Andre guddomsskikkelser er bodhisattvaer, som er væsener, der har opnået den fulde oplysning. Af barmhjertighed hjælper de andre, før de selv indtræder i nirvana. Nogle af de mest populære tantriske guddomme i Tibet er boddhisattvaer, f. eks. medfølelsens boddhisattva Avalokiteshvara (tib. Chenrezig).

Der findes også et stort antal beskyttende guddomme af forskellige kategorier, som dels er importeret fra Indien, dels er af lokal oprindelse. To af de vigtigste beskyttere af hele Tibet er Mahakala og Palden Lhamo. Mahakala nedstammer fra den hinduistiske gud Shiva og spiller en stor rolle for nomaderne. Den kvindelige guddom Palden Lhamo er byen Lhasas særlige beskytter. Den enkelte person har ofte en beskyttende guddom, som er udpeget af en lama.

Ud over de guddomme, som er almindeligt kendte og anerkendte, findes der mange lokale guddomme. Der er naturguddomme, som er knyttet til et bestemt bjerg eller en anden geografisk lokalitet, og regionale guddomme, som knytter sig til et geografisk områdes historiske tradition.

Avalokiteshvara (Chenrezig)

Medfølelsens bodhisattva Chenrezig betragtes som Tibets beskytter og er den mest populære tantriske guddom. Tibetanerne beder Avalokiteshvara om hjælp og bruger ham i tantriske meditationer. Teksten til meditation over Avalokiteshvara er kort og enkel og meditationen er meget populær blandt almindelige tibetanere. Meditationsteksten har titlen ”Til alle levende væsener i hele universet”, fordi denne meditation ikke blot gavner en selv, men alle levende væsener. Mange tibetanere kan teksten udenad. Når man mediterer over Avalokiteshvara, reciterer man teksten og visualiserer samtidig, at guddommen sidder ikke blot over ens eget hovede, men også over hovederne på alle levende væsener. Når man har fået en klar fornemmelse af Avalokiteshvaras tilstedeværelse, identificerer man sig med guddommen. Avalokiteshvaras mantra: OM MANI PADME HUM. Det kan oversættes til ”hyldest til juvelen i lotusblomsten”. Formålet med meditationen er at blive lige så fuld af medfølelse som Avalokiteshvara, og at blive i stand til at give denne medfølelse videre til andre væsener.

Manjushri og Tara

To andre meget populære tantriske guddomme er Manjushri og Tara. De er også bodhisattvaer. Manjushri symboliserer visdom, som er det andet nødvendige aspekt (sammen med medfølelsen) på vejen mod oplysning. Alle tibetanske klostre har et billede eller en statue af Avalokiteshvara og Manjushri, og mange troende tibetanere har billeder af dem. Tara er en kvindelig guddom, som er meget elsket af tibetanerne. Ifølge en fortælling stammer Tara fra Avalokiteshvaras tårer - han brast i gråd, da han så verdens elendighed, og Tara opstod af tårerne for at hjælpe alle. Tara betragtes som en meget aktiv guddom, der altid er parat til at handle, når der er brug for hende. Der findes en tantrisk meditation over Tara, hvis formål er at træne ens sind på vejen mod oplysningen, men mange tibetanere beder hende om hjælp med hverdagens problemer.

Folkereligion og ritualer

Selvom buddhismen omkring det 12. århundrede blev den dominerende religion i Tibet, ophørte de før-buddhistiske forestillinger og ritualer ikke med at eksistere - de smeltede sammen med buddhismen og blev samtidig ved med at fungere som en folkereligion, på tibetansk kaldet mi chö.

Langt de fleste tibetanere praktiserer stadig det, som kaldes folkereligion. I det daglige liv udfører de mange og forskelligartede ritualer, som rummer både før-buddhistiske og buddhistiske elementer, og som primært drejer sig om de daglige og hjemlige problemer.

Mange af de gamle guddomme og ånder blev integreret i den buddhistiske lære, hvor de dog kun blev tillagt en sekundær betydning. Ifølge den buddhistiske lære kunne de lokale guddomme og de tilhørende ritualer kun havde indflydelse på verdslige anliggender, som for eksempel vejret, helbredet og høsten. Den buddhistiske lære og den tantriske praksis var derimod i stand til at hjælpe mennesket ud af den jordiske lidelse og føre mennesket frem til den endelige befrielse fra samsara.

Tibetanernes hverdag var og er præget af folkereligionens traditioner, for eksempel ofringer, som skal formilde ondsindede lokale guder og ånder, og tydning af varsler. Disse ritualer bliver som regel udført af en lama fra det lokale kloster. Lamaen har den samme funktion som de før-buddhistiske præster. Han skal fungere som kommunikationsled mellem ånderne og befolkningen.

Spådomsritualer kaldes på tibetansk mo. De er meget udbredte, og tibetanerne benytter dem, hvis de vil have et råd i en bestemt situation eller til et problem. Det kan være at fastlægge den rette dato for et bryllup eller problemer med arbejdet. Mam går til en lokal lama og stiller ham et konkret spørgsmål. Lamaen udfører et spådomsritual – kaster terninger, eller tæller på en særlig måde perlerne på en bedekrans. Resultatet er udtryk for gudernes ønsker. Det ”oversættes” af lamaen, som dermed giver et svar på det stillede spørgsmål. Man betaler et beskedent beløb for spådommen.

Orakler

Visse guder kontaktes gennem et orakel, som formidler gudernes budskaber til mennesker. Orakler er mennesker, som har en evne til at gå i trance. Guddommen trænger ind i oraklets krop under trancetilstanden. en trance kan enten opstå af sig selv, eller den kan blive fremkaldt bevidst. Oraklerne er en arv fra den før-buddhistiske religion og har altid været en væsentlig del af det religiøse liv i Tibet.

Bevidst fremkaldt trance er blevet brugt af Dalai Lama og af tibetanske regeringer igennem århundreder og bruges den dag i dag. Statsoraklet hedder Nechung og lever nu i eksil i Indien. Når Dalai Lama eller den tibetanske regering har en svær opgave, der skal løses, beder de Nechung-oraklet om at gå i trance. Gennem oraklet stiller Dalai Lama spørgsmål til dorje Drakden, Tibets beskyttende guddom. Dalai Lama inddrager oraklets svar i sine beslutninger.

Bønner og mantra

Tibetanerne kommunikerer også med guder og ånder på andre måder, blandt andet ved at opsætte bedeflag. Bedeflag er små farverige stoflapper eller papirstykker, hvorpå der er skrevet forskellige bønner eller mantraer. Tibetanerne opsætter lange rækker af sammenbundne bedeflag på de steder i naturen, hvor guder og ånder bor. Når de mange flag blafrer i vinden, bliver bønnerne sendt ud i verden. Det er også en udbredt sædvane at indgravere mantraer på store sten og klippefremspring eller på små sten, som stables op i stabler eller mure. OM MANI PADME HUM mantraet møder man overalt i landskabet, hvis hellighed på den måde gøres synlig.

Fremsigelse af mantra og bønner har stor betydning, og alle betydningsfulde handlinger bliver ledsaget af vibrerende lydbølger. Folk bruger som regel en bedekrans til at tælle antallet af fremsagte mantraer og bønner. Ofte svinger man også en bedemølle samtidig. En bedemølle er en lille cylinder i træ eller metal, hvorpå der er indskåret mantraer. Bedemøllen er hul, og indeni er der smalle papirstrimler, hvorpå der er skrevet mantraer eller bønner. Hver gang man drejer bedemøllen, bliver den pågældende bøn sendt afsted.

Tempelbesøg og pilgrimsfærd

Tibetanerne besøger gerne de lokale templer, som huser de hellige billeder (tangkaer) og store statuer af buddhaer og bodhisattvaer for at hente velsignelse og kraft, både til det daglige liv og til at meditere.

Indvendig er templerne udsmykket i kraftige farver og med mange buddhistiske symboler. Foran buddhastatuerne står små skåle fyldt med vand, smør eller andre offergaver. I tempelområderne findes også store bedemøller, som man drejer rundt, samtidig med at de fremsiger mantraer.

Nogle tibetanere laver også “glidefald” foran buddhastatuerne eller rundt om templet. Det vil sige, at de lader hele kroppen falde ned på jorden i en glidende bevægelse som udtryk for hengivelse, respekt og ydmyghed. Ofte sidder der munke i templerne, som mediterer eller fremsiger lange hellige tekster. Templerne bliver på den måde fyldt med betydningsladede ord og lyde, der kommer både fra munkene og fra de besøgende. Udover at besøge de lokale templer, tager troende tibetanere også på pilgrimsrejser til store og vigtige templer, som for eksempel Jokhang i Lhasa, eller til hellige bjerge og søer. Mange tibetanere rejser gerne flere hundrede kilometer til fods for at besøge et særligt helligt sted.

Den tibetanske klostertradition

Et kendetegn ved den tibetanske buddhisme er den omfattende klostertradition, som tog sin begyndelse med opførelsen af Samye-klosteret i 775 e.Kr. Ifølge den tibetanske eksilregering var der mere end 6.000 klostre i Tibet før den kinesiske besættelse, og disse har haft en stor betydning både åndeligt, socialt, politisk og kulturelt for det tibetanske samfund. En stor del af den mandlige befolkning (10-15%) i Tibet har således levet et klosterliv, og det var en ære for en familie at lade en søn opvokse i et kloster. Størstedelen af drengene forblev i klostrene hele deres liv. Der fandtes også nonneklostre, men de var langt færre i antal end munkeklostrene.

De tibetanske klostre ejede 40 % af jorden, som blev dyrket af fæstebønder. Klostrene var fritaget for betaling af skat, og en del klostre var i besiddelse af store formuer og mange værdigenstande. Politisk var klostrene en konservativ kraft i det tibetanske samfund, da de forhindrede samfundsreformer i det 19. og 20. århundrede. Desuden har klostrene bidraget til, at Tibet førte en isolationspolitik indtil få år før den kinesiske besættelse i 1949-51.

Klostrenes størrelse og funktion

Der fandtes en del store klosterkomplekser med op til flere tusinde munke. Drepung-klostereret ved Lhasa var det største. De store klostre fungerede som akademiske uddannelsescentre eller universiteter i Tibet. Munkene blev uddannet i buddhistiske discipliner som filosofi, erkendelsesteori og logik. Studierne kunne vare op til 20 år. Der blev også undervist i tibetansk medicin, astrologi, rituel dans og religiøs kunst. Det var langt fra alle munke, som studerede. Der var naturligvis mange praktiske gøremål som for eksempel tilberedelse af mad og drikke, rengøring og administration, og dette arbejde blev udført af arbejdsmunke.

De fleste tibetanske klostre var dog langt mindre og havde kun nogle få, et par dusin eller måske hundrede munke. På de middelstore klostre fik munkene også undervisning i den buddhistiske lære og praksis, men der var ikke tale om lange akademiske studier. Munkene blev oplært til at udføre de mange ritualer, som befolkningen uden for klostrene havde brug for.

Lamaer

Tibetanerne bruger ordet lama om en buddhistisk lærd, der underviser i den buddhistiske lære og giver instruktioner til den tantriske meditation. Langt de fleste lamaer er mænd. Lama betyder egentlig “den højeste” og henviser til, at ingen har en højere visdom end denne person.

I den tibetanske buddhisme er lamaen af største betydning, da de mange og ofte komplicerede meditationsteknikker kræver en personlig instruktion fra en erfaren lama. Man kan ikke følge den tantriske vej uden at være knyttet til en bestemt lama.

For tibetanerne repræsenterer lamaen ideelt set Buddha selv, det vil sige en fuldt oplyst personlighed med et rent og klart sind. Det er nødvendigt for den mediterende at have fuldstændig tillid til sin lama og stole helt og holdent på hans vejledning.

• Den buddhistiske munk ved navn Gampopa fra det 11. århundrede beskriver lamaens rolle med følgende lignelse: “Gode elever, der har hengivenhed til deres lama, skal altid støtte sig til denne lærde lama, fordi visdommens kvaliteter udspringer fra ham. Den åndelige lærer, lamaen, er som en fører, når man rejser ad ukendte veje. Når vi rejser uden fører i ukendt terræn, er der fare for at komme på vildspor, gå forkert eller tage fejl af retningen. Hvis man derimod ledes af én, der kender vejen, er der ingen fare for at gå forkert eller at miste retningen, og man når det ønskede mål, det vil sige buddhatilstanden, uden at gå forkert og dermed bruge unødvendige skridt”.

Tulkuer

Blandt de mange lamaer har tulkuer en helt særlig status. Tulkuer betragtes som særligt hellige, og tibetanerne behandler dem med stor respekt og ydmyghed. Derudover har de traditionelt haft særlige samfundsmæssige privilegier og en stor politisk indflydelse.

En tulku har opnået en så høj grad af oplysthed, at han bevidst kan lade sig genføde, hvor han selv ønsker det. En tulku lader sig genføde af medfølelse, idet han ønsker at hjælpe andre mennesker til at opnå den fredfyldte buddha-tilstand. Efter sin død genfødes tulkuen i en ny krop i en anden tid og under andre ydre omstændigheder, men han betragtes som den samme personlighed som sin forgænger. Tulkuen genfødes, indtil alle levende væsener har opnået buddha-tilstanden. På den måde opstår der en hel serie af reinkarnationer af den samme lama, en såkaldt “reinkarnationslinje”.

Tulkuerne er en forholdsvis sent tilkommen del af den tibetanske buddhisme. Tulku-institutionen opstod i det 14. århundrede som et arveprincip for særligt betydningsfulde lamaer og havde bl.a. til formål at sikre en politisk og åndelig stabilitet på de klostre, som tulkuerne tilhørte. Denne form for arvefølge gennem reinkarnation findes kun i Tibet.

Den nye tulku findes

For at finde det rette drengebarn, som er den nye tulku, bruger tibetanerne en særlig udvælgelsesmetode. En tibetansk tulku ved navn Tarab Tulku, som bor i København, fortæller hvordan det skete i Tibet: “I Tibet er metoderne til at finde en ny genfødsel af en tidligere lærer tæt forbundet med den gamle bön-tradition. Når et kloster skulle finde en ny lama, rådførte de sig traditionelt med en lama, der var velkendt for sine evner til at se ind i fremtiden. Ham bad de om en spådom om, hvor de skulle lede efter genfødslen af deres tidligere lærer. De rådførte sig også med et af oraklerne. De kunne tillige bede en dygtig lama om at udføre specielle ritualer - i mit tilfælde udførte de et spejlritual. Nogle gange udfører de ritualer i nærheden af en speciel sø, hvor de fra tid til anden kan se billeder og bogstaver, skrevet som tegn på hvor de skal søge.”

Når forberedelserne er overstået, drager en gruppe munke ud for at lede efter den ny tulku ud fra de oplysninger, man har opnået gennem ritualerne. Den lille drengs fødsel skal desuden være markeret af specielle tegn og omstændigheder, f.eks. at træer og blomster står i fuldt flor om vinteren, eller fremkomsten af en regnbue uden regn.

Hvis man finder flere mulige kandidater, kommer de små drenge hver på en prøve. De bliver forevist forskellige genstande, hvoraf nogle få har tilhørt den tidligere inkarnation. Man mener, at kun den rette dreng vil have erindringer om sin tidligere inkarnation og dermed være i stand til at udpege de rigtige genstande.

Når den rigtige tulku-dreng er fundet, bliver han ført hen til det kloster, hvor hans tidligere inkarnation har boet. For den pågældende familie er det forbundet med stor ære at få udvalgt sin søn til tulku. For den lille dreng kan det derimod være en barsk oplevelse at blive ført væk fra sin familie i en alder af 3-4 år. I klosteret bliver den lille dreng knyttet til en ældre munk, der passer på ham og giver ham den første buddhistiske undervisning.

Tulku-systemet eksisterer stadig både i og uden for Tibet, men det er i forandring. Nogle tulkuer i eksil har ikke længere samme høje status, som de havde i Tibet, bl.a. fordi de har giftet sig og har borgerlige erhverv. De tulkuer, der fortsat lever som munke, har især hos den ældre del af den tibetanske befolkning stadig en meget høj status.

Dalai Lama

Den mest kendte og betydningsfulde tulku er tibetanernes øverste leder, Dalai Lama. Den nuværende Dalai Lama, Tenzin Gyatso (født 1935) siges at være den 14. inkarnation i serien af reinkarnerede Dalai Lamaer, der ifølge den tibetanske kronologi indledtes med den første Dalai Lama, Gedyn Drugpa i 1391. Dalai Lama betragtes som en inkarnation, dvs. fysisk manifestation, af Avalokiteshvara (Chenrezig).

I dag leder den 14. Dalai Lama en demokratisk valgt eksilregering med hovedsæde i Dharamsala i Indien. Langt de fleste nulevende tibetanere både i og uden for Tibet anerkender Dalai Lama som deres politiske og religiøse overhoved, og for dem er han et stort ideal. Dalai Lama modtog i 1989 Nobels Fredspris. Der findes dog i Tibet og blandt eksiltibetanerne, før såvel som nu, grupperinger, som ikke anerkender Dalai Lama, hverken politisk eller religiøst.

Dalai Lama har været i eksil siden 1959 og har spillet en stor politisk rolle ved at rejse rundt i verden og fortælle om tibetanernes situation og tale tibetanernes sag. Dalai Lama er forfatter til et stort antal bøger, dels om sit eget liv, dels om den tibetanske buddhisme. Bøgerne har sammen med hans øvrige fremtræden gjort Dalai Lama til et humanistisk ideal i den vestlige offentlighed.

Det religiøse liv i Tibet efter 1950

Efter at kineserne i 1949-51 besatte Tibet, har tibetanernes muligheder for at praktisere deres religion været stærkt begrænset. De kinesiske myndigheder ønskede at nedbryde tibetansk kultur og identitet, og et afgørende våben for dem har været at svække religionen og klostrene. De kinesiske myndigheder har gennem hele besættelsesperioden styret det religiøse liv i Tibet efter denne overordnede politiske linie.

I begyndelsen af besættelsesperioden var restriktionerne milde, og megen religiøs aktivitet fortsatte som før, f.eks. de folkelige traditioner. Men mod slutningen af 1950’erne strammede Kina sit greb om Tibet, hvilket især gik udover klostertraditionen. Tusinder af klostre blev lukket eller ødelagt. Munke og nonner blev enten sendt hjem, i arbejdslejre eller i fængsler - mange blev udsat for tortur eller dræbt.

Under den kinesiske kulturrevolution, der varede fra 1966 til 1976, blev vilkårene for det religiøse liv langt værre. Al religiøs aktivitet blev forbudt, religiøse institutioner afskaffet, og religiøse skrifter og objekter ødelagt. Efter denne periode var alle klostre helt eller delvis ødelagt. Ifølge kinesiske myndigheder var der 8 klostre og 970 munke og nonner tilbage i TAR. Mange tibetanere fortsatte med at udføre folkereligionens ritualer og anden buddhistisk praksis, men i begrænset omfang og i dybeste hemmelighed.

I perioden fra 1978 til 1986 skete en opblødning i den kinesiske politik overfor det religiøse liv. Den kinesiske regering tillod en vis religiøs frihed, og tibetanerne genopbyggede en række templer og klostre, nogle med kinesisk finansiel støtte. Klostrene var dog stadig under opsyn af de kinesiske myndigheder, og munke og nonner blev undervist i kommunistiske doktriner og kinesisk patriotisme. Det blev igen muligt for tibetanerne at rejse rundt i landet på pilgrimsfærd til hellige steder.

I 1987-1989 var der i Lhasa store demonstationer og opstande mod det kinesiske styre, men den folkelige modstand blev slået hårdt ned af militære styrker. Resultatet blev, at kontrollen med det religiøse liv igen blev strengere, da kineserne mente, at opstanden især blev igangsat af munkene.

Siden 1994 har den kinesiske regering gjort alt for at ændre tibetanernes opfattelse af Dalai Lama i et forsøg på at fratage ham hans store indflydelse over den tibetanske befolkning, både i og uden for Tibet.

Dalai Lama betragtes af Kina som hovedfjenden mod Tibets udvikling hen imod et socialistisk og ateistisk samfund. Det er forbud mod at eje fotografier af Dalai Lama, og munke og nonner er blevet tvunget til officielt at afvise Dalai Lamas rolle som landets politiske og åndelige beskytter.

Tibetanerne har i dag ret til at praktisere deres religion i dagligdagen.  Mange buddhistiske og folkereligiøse traditioner er blevet genoptaget, men nogle er stadig forbudt, f.eks. lamaernes spådomme. Eftersøgningen af nye tulkuer kan derimod godt finde sted. De kinesiske myndigheder forsøge at kontrollere og i nogle tilfælde overtage udvælgelsen af nye inkarnationer og tulku’ernes uddannelse for derigennem at få indflydelse over den tibetanske befolkning. Klostertraditionen kan udfolde sig i begrænset omfang, men er underlagt en streng kontrol af de kinesiske myndigheder, der blandt andet fastlægger hvor mange munke og nonner, der må være i de enkelte klostre.